Daniels Bog – hundrede og treogtyve

Vers fyrre i Daniel 11 er et af de mest dybsindige vers i Guds ord, ligesom Daniel 8,14. Vers fyrre er fremstillet ved floden Hiddekel, og floden Ulai repræsenterer Daniel 8,14.

Vers fyrre begynder med ordene: „og ved endens tid“, hvorved det specifikt fastslås, at begyndelsen af verset er 1798. Versets enoghalvtreds ord blev forseglingen taget af i 1989, da det blev erkendt, at de på det tidspunkt identificerede Sovjetunionens sammenbrud. Disse enoghalvtreds ord i verset repræsenterer både endens tid i 1798 og dernæst endnu en endens tid i 1989. Alfa og Omega satte sin underskrift på verset for alle, som er villige til at se og høre. Endens tid for både den første og den tredje engels bevægelser er repræsenteret i dette ene vers.

Det følgende vers angiver, hvornår pavedømmet, fremstillet som kongen i nord, erobrer De Forenede Stater, fremstillet som det herlige land, ved den snart kommende søndagslov i De Forenede Stater. Derfor er det, skønt ordene i vers fyrre angiver endetiden i 1798 som begyndelsen og endetiden i 1989 som afslutningen, i virkeligheden sådan, at den profetiske historie, som fremstilles i vers fyrre, ikke fuldendes før vers enogfyrre, når kongen i nord erobrer det herlige land. Dette betyder, at historien fra Sovjetunionens sammenbrud i 1989 indtil den snart kommende søndagslov i vers enogfyrre repræsenterer De Forenede Staters historie fra præsident Ronald Reagan indtil den snart kommende søndagslov. Den historie omfatter den 11. september 2001 og videre frem til timen for det store jordskælv i Åbenbaringen kapitel elleve.

Da verset først blev åbnet, blev der fremført et argument imod sandheden, nemlig at „Pippengers påstand om, at verset fremstiller historien fra 1798 og frem til søndagsloven, var en absurd påstand, for vers i Bibelen repræsenterer aldrig så lange perioder af historien.“ Vi havde ikke overvejet spørgsmålet om, hvorvidt der findes en grænse for den tidsperiode, som kan være indeholdt i ét vers, men vi kom straks i tanke om, at Åbenbaringen kapitel tretten, vers elleve, identificerer netop den samme historie, og det gør det i ét vers. Historien om dyret fra jorden begyndte i 1798, og at dyret fra jorden taler som en drage, opfyldes ved den snart kommende søndagslov.

Hvis en person havde behov for at være teknisk, dækker vers fyrre historien fra 1798 frem til vers enogfyrre, og i vers enogfyrre identificeres søndagsloven; således er vers fyrre, i modsætning til det ene vers i Åbenbaringen kapitel tretten, faktisk en smule kortere, fordi søndagsloven står i det næste vers, hvorimod i Åbenbaringen kapitel tretten er perioden fra 1798 til søndagsloven indeholdt i ét vers. Søster White oplyser os om, at den „samme profetiske linje“, som findes i Daniels Bog, føres videre i Johannes’ Åbenbaring, og Åbenbaringen kapitel tretten, vers elleve, går let hen over vers fyrre, hvis man vælger at anvende princippet linje på linje.

Når man faktisk anvender princippet om linje på linje, ser man, at vers fyrres fremstilling af Åbenbaringen trettens jorddyr (De Forenede Stater), som i vers fyrre fremstilles ved „vogne, skibe og ryttere“, forandres fra et lamlignende dyr med to horn i 1798 til et dragetalende dyr ved den snart kommende søndagslov, og også at det lamlignende dyr har to horn.

Vers fyrre repræsenterer også de symbolske halvfjerds år, hvori Tyrus’ skøge glemmes; thi de halvfjerds symbolske år er som én konges dage, og en konge er et kongerige. På grundlag af vers fyrre og linjen i Johannes’ Åbenbaring kapitel tretten er det kongerige i Bibelens profeti, som hersker i de halvfjerds symbolske år i Esajas kapitel treogtyve, dyret af jorden, som har to styrkens horn. Dyret af jorden begynder med to styrkens horn, der repræsenterer republikanisme og protestantisme, men idet historien i vers fyrre nærmer sig sin opfyldelse i vers enogfyrre, identificeres dets to profetiske styrker da som „skibe“ (økonomisk magt) og „stridsvogne og ryttere“ (militær magt).

I de halvfjerds symbolske år i Esajas kapitel treogtyve bliver Tyrus’ skøge, som i vers fyrre er kongen i nord, glemt. Men ved afslutningen af de halvfjerds symbolske år vil hun på ny bedrive hor med jordens konger, sådan som det skete i historien forud for Sovjetunionens sammenbrud, da alle historikere bekræfter, at præsident Reagan sikrede sig en hemmelig alliance med Bibelprofetiens antikrist med det formål at bringe Sovjetunionen til fald. I perioden op til 1989 havde Reagan allerede indledt et hemmeligt ulovligt forhold til syndens menneske; således begyndte Nebukadnezars musikere at øve den melodi, som den glemte skøge var begyndt at synge. Johannes Paul II’s verdensomspændende tjeneste uden fortilfælde var i netop denne historie begyndelsen på den “sang og dans”, der fik “hele verden” til at “undre sig over dyret”.

Vers fyrre repræsenterer også historien om den laodikæiske adventisme, som begyndte i 1798 som Sardes; derpå antog de i Sardes det lys, som var blevet åbnet, og dernæst udgik den filadelfiske bevægelse fra Sardes. Da den filadelfiske bevægelse forkastede lyset fra 1856, overgik den derpå fra at være en bevægelse til den laodikæiske menighed i 1863. Denne menighed er derfor bestemt til at blive udspyet af Herrens mund i vers enogfyrre, hvilket er den snart kommende søndagslov. Vers fyrre repræsenterer ikke blot De Forenede Staters historie, men også den laodikæiske adventismes historie.

Det laodikeiske adventisme fik den guddommelige belysning fra Guds Ord som sit ankerpunkt og sin styrke, og Amerikas Forenede Staters regering fik den guddommelige belysning fra De Forenede Staters forfatning som sit ankerpunkt og sin styrke. Begge begyndte profetisk som horn i 1798, og ved afslutningen af de halvfjerds symbolske år vil det frafaldne republikanske horn og det frafaldne protestantiske horn forenes som ét horn og tale som en drage.

Vers fyrres to horn er regeringen og den udvalgte menighed, som repræsenterer to profetiske linjer, der løber sammen, for de fremstilles som to horn på ét og samme dyr. Hvor end dyret går, går de to horn også, og de gør det i den samme profetiske historie. Protestantismens horn har en dobbelt profetisk natur, repræsenteret ved Laodikea og Filadelfia. Republikanismens horn har ligeledes en dobbelt profetisk natur, repræsenteret ved de republikanske og demokratiske politiske partier. Den anden af hver af hornets dobbelte naturer kommer op sidst og kommer op højere, ifølge Daniel kapitel otte.

De tofoldige kendetegn ved hvert horn illustreres i Kristi linje ved saddukæerne og farisæerne, hvilket i det republikanske horn svarer til liberalisme (pro-slaveri, demokrati, woke-isme og globalisme) og konservatisme (anti-slaveri, en konstitutionel republik, traditionalister, MAGA). De tofoldige kendetegn ved det protestantiske horn svarer til Filadelfia og Laodikea. Der er ikke en fuldkommen parallel mellem de to horns opdeling i et tofoldigt symbol, for hverken progressiv liberalisme eller konservativ MAGA-isme kommer ud på den rette side af spørgsmålet om søndagsloven, for farisæerne og saddukæerne forenedes ved korset; men ved den snart kommende søndagslov, som blev forbilledliggjort ved korset, bliver Laodikea udspyet af Herrens mund, og det filadelfiske horn løftes da op som et banner. Ikke desto mindre fremstilles begge horns tofoldige natur ved den teologiske strid mellem farisæerne og saddukæerne, og budbringeren til hedningerne (Paulus) havde tidligere i Kristi historie været en farisæer af farisæere.

Metodologien for den sildige regn, idet den er bud på bud, frembringer stort lys i vers fyrre, når den anvendes. Åbenbaringen kapitel to til atten er alle i overensstemmelse med vers fyrre. Vidnesbyrdet om Tyrus’ skøge i Esajas kapitel treogtyve stemmer overens med verset. Naturligvis er der flere andre skriftsteder, som skal lægges hen over vers fyrre, men måske er den mest betydningsfulde anvendelse af vers fyrre som bud på bud selve vers fyrre.

I vers fyrre fremstilles både endetiden i 1798 og endetiden i 1989. Dette leder den profetiske studerende til at lægge endetiden i 1798 hen over endetiden i 1989. Når dette gøres, frembringer historien i vers fyrre to linjer, som hver begynder i 1798 og fortsætter indtil den snart kommende søndagslov i vers enogfyrre. Den linje, som begynder i 1798, identificerer det indre budskab hos Guds folk i de sidste dage, og den linje, som begynder i 1989, identificerer det ydre budskab hos Guds folk i de sidste dage i netop den samme historie. Vers fyrre rummer derfor i sig selv den symbolik, som er fremstillet ved det samme indre og ydre profetiske forhold mellem de syv menigheder og de syv segl i Johannes’ Åbenbaring. Og dette profetiske fænomen er fremstillet i ét vers, bestående af enoghalvtreds ord!

Milleritterne erkendte de syv menigheders og de syv segls indre-ydre budskab, men de erkendte også, at de syv basuner ligeledes repræsenterede en tredje sandhedslinje, som var et element i den historie, der fremstilles ved de syv menigheder og de syv segl. Basunerne var, som Miller udtaler, »de særegne domme«, der blev bragt over Rom. Milleritterne forstod, at Guds domme, repræsenteret ved de syv basuner, var forbundet med de syv menigheders historie og den parallelle historie om de syv segl.

Vers fyrre omfatter historien om den 11. september 2001, og i vers fyrre er den profetiske linje om de syv basuner derfor også afstemt. Den første engel ankom i 1798 for at forkynde dommens begyndelse i 1844. Denne dom inddeles i en undersøgende og en eksekverende dom. Historien i vers fyrre er historien om den undersøgende dom, og historien fra vers enogfyrre og fremefter, indtil Mikael står frem, og de syv sidste plager udgydes, er historien om den eksekverende dom.

Den fuldbyrdende dom begynder, når Amerikas Forenede Stater taler som en drage.

Når Amerikas Forenede Stater „taler“ og håndhæver den snart kommende søndagslov, „taler“ den „anden røst“ i Åbenbaringens attende kapitel ved at kalde mænd og kvinder ud af Babylon.

I vers enogfyrre, når De Forenede Stater taler, kaldes de, som endnu befinder sig i det trefoldige miljø i det moderne Babylon, ud, når den „anden røst“ i Johannes’ Åbenbaring kapitel atten taler. De, som da kaldes ud, fremstilles i vers enogfyrre som „Edom, Moab og de fornemste af Ammons børn“. I verset undslipper de, som fremstilles i det trefoldige symbol på det moderne Babylon, kongen af nordens hånd (pavedømmet). Det hebraiske ord „undslipper“ betyder at undslippe ved glathed, og dets iboende betydning er, at undslippelsen sker fra noget, som forud for undslippelsen havde holdt dem, der undslipper, i fangenskab.

I vers toogfyrre overvinder pavedømmet (kongen i nord) sin tredje geografiske hindring, når det indtager Egypten, som er et symbol på De Forenede Nationer, sådan som dette forudskikkes ved Herodes’ fødselsdag, da han bukker under for Salomes bedrageriske dans (De Forenede Stater), datter af Herodias (pavedømmet). Dette identificerer det tidspunkt, hvor De Forenede Nationer (de „ti konger“ i Åbenbaringen sytten) går med til at give deres rige til dyret i én time. Den ene time er timen for Åbenbaringen elleves „store jordskælv“ og den „time“, da Babylons skøge dømmes. I vers toogfyrre skal Egypten (De Forenede Nationer) „ikke undslippe.“

Det hebraiske ord, der oversættes som „undslippe“ i vers toogfyrre, er et andet end det hebraiske ord i vers enogfyrre. I vers toogfyrre betyder ordet „undslippe“ „ikke at finde nogen udfrielse“, men vers enogfyrre angiver, at de, som forud for den snart kommende søndagslov har holdt i hånd med pavedømmet, derefter undslipper som ved glathed. Forud for timen for søndagslovens krise har de i det moderne Babylons fællesskab accepteret den sataniske forestilling, at søndag er Guds tilbedelsesdag. Når dyrets mærke håndhæves, kan et menneske enten acceptere det af hvilken som helst grund eller faktisk tro, at det er således. At tro det er at modtage mærket i panden, og blot at acceptere det er at modtage mærket i hånden.

De, der undslipper pavedømmets hånd ved søndagsloven, forkaster den sataniske forestilling, at Guds tilbedelsesdag er solens dag, netop på det tidspunkt, hvor De Forenede Stater og De Forenede Nationer slår sig sammen med Roms skøge, den pavelige magt, nordens konge.

Det er vigtigt at tage sig tid til at fremlægge strukturen i de sidste seks vers i Daniel elleve, mens vi fortsætter vore overvejelser over vers fyrre. Nordens konge, som er det moderne Rom, overvinder tre geografiske hindringer for at blive etableret på jordens trone. Det hedenske Rom overvandt tre geografiske hindringer, ligesom det pavelige Rom gjorde; således overvinder det moderne Rom sydens konge (det tidligere Sovjetunionen) i vers fyrre, og dernæst det herlige land (De Forenede Stater) i vers enogfyrre, og derefter Egypten (De Forenede Nationer) i versene toogfyrre og treogfyrre.

Men, som det foregående citat fra søster White påviser, rækker De Forenede Stater samtidig hånden ud til pavedømmet og De Forenede Nationer. Den trefoldige forening af dragen, dyret og den falske profet fuldbyrdes ved den snart kommende søndagslov, skønt Daniel kapitel elleve, vers enogfyrre til treogfyrre, identificerer den samtidige erobring i rækkefølge. Den rækkefølge, der fremstilles, repræsenterer begivenhedernes forløb, men de fuldbyrdes alle ved den snart kommende søndagslov.

På det tidspunkt “taler” den “anden røst” i Åbenbaringen atten netop dér, hvor De Forenede Stater “taler”. Gud taler dér og når Satan taler. I vers fireogfyrre foruroliger efterretninger fra øst og nord kongen i nord, og det endelige pavelige blodbad indledes. Vers fireogfyrre begynder, ligesom vers toogfyrre og treogfyrre, i vers enogfyrre, når den mægtige engel i Åbenbaringen atten begynder sit kald til sin anden hjord om at komme ud af Babylon.

Det budskab, Han fremfører, er det budskab, som identificerer islam i det tredje ve som Hans redskab til dom og til straffen over Babylons skøge. Islam fremstilles som „tidenderne fra øst“, og pavedømmet (den falske konge fra nord) er „tidenderne fra nord“. Daniel 11,40 identificerer den undersøgende dom, og vers 41 til 45 identificerer den fuldbyrdende dom.

Vi vil fortsætte vor behandling af vers fyrre i Daniel elleve i den næste artikel.