In previous articles we identified that the Millerites recognized that they were fulfilling the parable of the ten virgins, Habakkuk chapter two and Ezekiel chapter twelve, verses twenty-one through twenty-eight. The verses in Ezekiel identify that when these three prophetic passages are perfectly fulfilled in the last days, “the effect of every vision” will be fulfilled. Sister White also addresses this phenomenon.

I tidligere artikler påviste vi, at milleritterne erkendte, at de opfyldte lignelsen om de ti jomfruer, Habakkuk kapitel to og Ezekiel kapitel tolv, vers enogtyve til otteogtyve. Versene i Ezekiel angiver, at når disse tre profetiske skriftsteder fuldkomment opfyldes i de sidste dage, vil „virkningen af hvert syn“ blive opfyldt. Søster White omtaler også dette fænomen.

“In the Revelation all the books of the Bible meet and end. Here is the complement of the book of Daniel. One is a prophecy; the other a revelation. The book that was sealed is not the Revelation, but that portion of the prophecy of Daniel relating to the last days. The angel commanded, ‘But thou, O Daniel, shut up the words, and seal the book, even to the time of the end.’ Daniel 12:4.” Acts of the Apostles, 585.

“I Åbenbaringen mødes og afsluttes alle Bibelens bøger. Her findes fuldendelsen af Daniels bog. Den ene er en profeti; den anden en åbenbaring. Den bog, som blev forseglet, er ikke Åbenbaringen, men den del af Daniels profeti, som vedrører de sidste dage. Englen bød: ‘Men du, Daniel, luk ordene til og forsegl bogen indtil endens tid.’ Daniel 12:4.” Apostlenes Gerninger, 585.

The parable of the ten virgins is repeated to the very letter in the sealing time of the one hundred and forty-four thousand, which began on September 11, 2001 and ends when the door is closed upon the foolish virgins at the soon-coming Sunday law. In that period of history the effect of every vision represented in “all the books of the Bible meet and end.”

Lignelsen om de ti jomfruer gentages til punkt og prikke i beseglingstiden for de hundrede fireogfyrre tusind, som begyndte den 11. september 2001 og ender, når døren lukkes for de tåbelige jomfruer ved den snart kommende søndagslov. I denne historiske periode opfyldes virkningen af ethvert syn, som er fremstillet i ordene: „alle Bibelens bøger mødes og ender.“

We have been building a platform of understanding in the previous article to set forth the external line of history that is represented in verse forty of Daniel eleven, which represents the political history of the earth beast’s Republican horn. That history runs parallel with the religious history of the earth beast’s true Protestant horn. We have identified a handful of prophetic lines which address the Republican horn of the earth beast, and are placing those lines upon the prophetic history that began at the time of the end in 1989.

Vi har i den foregående artikel opbygget et grundlag for forståelse med henblik på at fremlægge den ydre historiske linje, som fremstilles i vers fyrre i Daniel elleve, og som repræsenterer den politiske historie for jorddyrets republikanske horn. Denne historie løber parallelt med den religiøse historie for jorddyrets sande protestantiske horn. Vi har identificeret en håndfuld profetiske linjer, som omhandler jorddyrets republikanske horn, og vi placerer disse linjer på den profetiske historie, som begyndte ved endetiden i 1989.

The prophetic period of the earth beast that began in 1776, and concluded at the time of the end in 1798, is the line we intend to employ in an attempt to bring all of the lines which are now having their effect together. The period of 1776 to 1798 possesses the signature of Alpha and Omega, for it begins and ends with a legislative action, which is the speaking of a nation.

Den jordiske beasts profetiske periode, som begyndte i 1776 og afsluttedes ved endetiden i 1798, er den linje, vi agter at anvende i et forsøg på at sammenføre alle de linjer, som nu gør deres virkning gældende. Perioden fra 1776 til 1798 bærer Alfa og Omega’s signatur, for den begynder og ender med en lovgivningsmæssig handling, hvilket er en nations tale.

The speaking of the nation is the action of its legislative and judicial authorities.” The Great Controversy, 443.

„Nationens tale er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling.“ The Great Controversy, 443.

A primary characteristic of the earth beast is its speaking. The Constitution of the United States was a divine document that opened the doors for religious and political freedom, and in so doing swallowed the “flood” of persecution that had been carried on for centuries by the kings of Europe and the Catholic church.

Et primært kendetegn ved dyret fra jorden er dets tale. De Forenede Staters forfatning var et guddommeligt dokument, som åbnede dørene for religiøs og politisk frihed, og ved derved at gøre det opslugte den „flod“ af forfølgelse, som i århundreder var blevet ført frem af Europas konger og den katolske kirke.

And the serpent cast out of his mouth water as a flood after the woman, that he might cause her to be carried away of the flood. And the earth helped the woman, and the earth opened her mouth, and swallowed up the flood which the dragon cast out of his mouth. Revelation 12:15, 16.

Og slangen udspyede af sin mund vand som en flod efter kvinden, for at få hende revet med af floden. Men jorden hjalp kvinden, og jorden åbnede sin mund og opslugte floden, som dragen havde udspyet af sin mund. Åbenbaringen 12:15, 16.

At the end of the earth beast’s reign as the sixth kingdom of Bible prophecy it will again speak, but then it will speak as a dragon, by enforcing the Sunday law.

Ved afslutningen af jorddyrets herredømme som det sjette rige i Bibelens profeti skal det igen tale, men da skal det tale som en drage ved at håndhæve søndagsloven.

And I beheld another beast coming up out of the earth; and he had two horns like a lamb, and he spake as a dragon. Revelation 13:11.

Og jeg så et andet dyr komme op af jorden; og det havde to horn som et lam, og det talte som en drage. Åbenbaringen 13,11.

The earth beast began as the sixth kingdom in 1798, when the papacy was robbed of its strength.

Jorddyret begyndte som det sjette rige i 1798, da pavedømmet blev berøvet sin styrke.

“And when the Papacy, robbed of its strength, was forced to desist from persecution, John beheld a new power coming up to echo the dragon’s voice, and carry forward the same cruel and blasphemous work. This power, the last that is to wage war against the church and the law of God, was symbolized by a beast with lamblike horns.” Signs of the Times, November 1, 1899.

„Og da pavedømmet, berøvet sin styrke, blev tvunget til at ophøre med forfølgelsen, så Johannes en ny magt stige frem for at give genlyd af dragens røst og videreføre det samme grusomme og gudsbespottelige værk. Denne magt, den sidste, som skal føre krig mod kirken og Guds lov, blev symboliseret ved et dyr med lammehorn.“ Signs of the Times, 1. november 1899.

In 1798, when the papacy received its deadly wound, the United States spoke, and as is always the case with Alpha and Omega, the speaking at the beginning prefigured the speaking at the end. The Alien and Sedition Acts were spoken into law in 1798, prefiguring the laws that are implemented at the end addressing illegal immigration, and the media.

I 1798, da pavedømmet modtog sit dødelige sår, talte De Forenede Stater, og som det altid er tilfældet med Alfa og Omega, foregreb talen i begyndelsen talen ved enden. Alien and Sedition Acts blev gjort til lov i 1798 og foregreb de love, der gennemføres ved enden, og som vedrører ulovlig indvandring og medierne.

The period we are considering from 1776 to 1798 possesses the signature of Alpha and Omega, for it identifies the “speaking” of the Declaration of Independence in the beginning, which typifies the Alien and Sedition Acts of 1798. In the middle of that period, you find the Constitution of the United States. The period provides a prophetic representation of the earth beast’s reign, for it begins speaking as a lamb, but the period ends with legislation representing a dragon. But as is often the case the beginning and ending of a thing align with opposites. The first waymark of the period is represented in the last waymark, and the middle waymark was the Constitution of the United States, which was ratified by THIRTEEN states. The Hebrew word “truth” was created by the first letter, followed by the thirteenth letter, followed by the last letter of the Hebrew alphabet.

Den periode, vi betragter fra 1776 til 1798, bærer Alfa og Omegas signatur, for den identificerer „talen“ i Uafhængighedserklæringen i begyndelsen, hvilket er et forbillede på Alien and Sedition Acts af 1798. Midt i denne periode finder man De Forenede Staters forfatning. Perioden giver en profetisk fremstilling af jorddyrets herredømme, for den begynder med at tale som et lam, men perioden ender med lovgivning, der repræsenterer en drage. Men som det ofte er tilfældet, stemmer begyndelsen og afslutningen af en ting overens med modsætninger. Periodens første waymark er repræsenteret i den sidste waymark, og den midterste waymark var De Forenede Staters forfatning, som blev ratificeret af TRETTEN stater. Det hebraiske ord „sandhed“ blev dannet af det første bogstav, efterfulgt af det trettende bogstav, efterfulgt af det sidste bogstav i det hebraiske alfabet.

The period we are now considering bears the signature of the First and the Last, who is the Truth. The period represents a period that leads to the beginning of the earth beast’s reign as the sixth kingdom of Bible prophecy, and it therefore represents a period that leads to the end of the earth beast’s reign as the sixth kingdom of Bible prophecy. That period began at the time of the end in 1989. 1776 to 1798 is to be laid upon 1989 to the soon coming Sunday law when the earth beast speaks as a dragon, as represented by the Alien and Sedition Acts.

Den periode, som vi nu betragter, bærer præg af den Første og den Sidste, som er Sandheden. Perioden betegner en tidsperiode, der fører frem til begyndelsen af jorddyrets herredømme som det sjette rige i Bibelens profeti, og den betegner derfor en tidsperiode, der fører frem til afslutningen af jorddyrets herredømme som det sjette rige i Bibelens profeti. Denne periode begyndte ved endens tid i 1989. 1776 til 1798 skal lægges oven på 1989 til den snart kommende søndagslov, når jorddyret taler som en drage, således som det fremstilles ved Alien and Sedition Acts.

It is worthwhile to place another prophetic truth into our study. That truth is an element of the “time of the end” as a symbol that is often overlooked. Laodicean Adventism may very well know that 1798 was the “time of the end,” but their understanding generally ends there, for they have no clue that every reform line parallels the other reform lines. Every reform line begins with the “time of the end.”

Det er værdifuldt at indføje endnu en profetisk sandhed i vores studium. Denne sandhed er et element af “endetiden” som et symbol, der ofte overses. Det laodikeiske adventisme ved meget vel måske, at 1798 var “endetiden”, men deres forståelse ender som regel dér, for de har ingen anelse om, at enhver reformlinje er parallel med de øvrige reformlinjer. Enhver reformlinje begynder med “endetiden”.

Moses typified Christ, and Moses directly stated that fact, and Peter confirmed it in the book of Acts.

Moses var et forbillede på Kristus, og Moses udtalte selv dette direkte, og Peter bekræftede det i Apostlenes Gerninger.

The Lord thy God will raise up unto thee a Prophet from the midst of thee, of thy brethren, like unto me; unto him ye shall hearken. Deuteronomy 18:15.

Herren din Gud skal lade en Profet fremstå for dig af din midte, af dine brødre, som mig; ham skal I høre på. 5 Mosebog 18,15.

Jesus was to be “like unto” Moses.

Jesus skulle være »ligesom« Moses.

And now, brethren, I wot that through ignorance ye did it, as did also your rulers. But those things, which God before had showed by the mouth of all his prophets, that Christ should suffer, he hath so fulfilled. Repent ye therefore, and be converted, that your sins may be blotted out, when the times of refreshing shall come from the presence of the Lord; And he shall send Jesus Christ, which before was preached unto you: Whom the heaven must receive until the times of restitution of all things, which God hath spoken by the mouth of all his holy prophets since the world began. For Moses truly said unto the fathers, A prophet shall the Lord your God raise up unto you of your brethren, like unto me; him shall ye hear in all things whatsoever he shall say unto you. And it shall come to pass, that every soul, which will not hear that prophet, shall be destroyed from among the people. Yea, and all the prophets from Samuel and those that follow after, as many as have spoken, have likewise foretold of these days. Acts 3:17–24.

Og nu, brødre, jeg ved, at I handlede i uvidenhed, ligesom også jeres rådsherrer. Men det, som Gud forud havde kundgjort ved alle sine profeters mund, at Kristus skulle lide, det har han således opfyldt. Omvend jer derfor, og vend om, for at jeres synder må blive udslettet, når vederkvægelsens tider kommer fra Herrens åsyn; og han skal sende Jesus Kristus, som forud blev forkyndt for jer, ham, som himlen må modtage indtil genoprettelsens tider for alle ting, som Gud har talt om ved alle sine hellige profeters mund fra verdens begyndelse. For Moses sagde sandelig til fædrene: En profet skal Herren jeres Gud oprejse for jer af jeres brødre, ligesom mig; ham skal I høre i alle ting, hvad som helst han siger til jer. Og det skal ske, at hver sjæl, som ikke vil høre den profet, skal udryddes af folket. Ja, og alle profeterne fra Samuel og dem, der fulgte efter, så mange som har talt, har også forkyndt disse dage. Apostlenes Gerninger 3:17–24.

The time of the end in the history of Moses was his birth, and it typified the birth of Christ. At the births of both Christ and of Moses there was an increase of knowledge that would test that generation. The knowledge of both their births led both the dragon power of Egypt and of Rome to attempt to kill the promised ones of prophecy. The shepherds on the hills, the wise men from the east represent those who understood the increase of knowledge at the time of the end.

Endens tid i Moses’ historie var hans fødsel, og den var et forbillede på Kristi fødsel. Ved både Kristi og Moses’ fødsel fandt der en forøgelse af kundskab sted, som skulle prøve den generation. Kundskaben om deres begges fødsel førte både Egyptens og Roms dragemagt til at søge at dræbe de lovede, som profetien havde forudsagt. Hyrderne på bakkerne, de vise mænd fra Østen, repræsenterer dem, som forstod kundskabens forøgelse ved endens tid.

What is commonly missed is that there are two waymarks in the time of the end. It was not only Moses that was born, but three years prior his brother Aaron was born. Six months before Christ was born his cousin John was born. 1798 is the most common recognition of the “time of the end,” and in 1798 the beast (the political apparatus) (the whore) had ridden upon through the Dark Ages was killed, and a year later the “woman” who had ridden that beast also died.

Det, man almindeligvis overser, er, at der er to vejmærker ved endens tid. Det var ikke alene Moses, der blev født, men tre år forinden blev hans broder Aron født. Seks måneder før Kristus blev født, blev hans fætter Johannes født. 1798 er den mest almindelige anerkendelse af „endens tid“, og i 1798 blev dyret (det politiske apparat), som skøgen havde redet på gennem de mørke tidsaldre, dræbt, og et år senere døde også „kvinden“, som havde redet på dette dyr.

In 1989 there were two presidents. Reagan ruled until the inauguration in 1989, and then Bush the first began his reign. The end of the twelve hundred and sixty years had been typified by the seventy years of captivity in Babylon, and when General Cyrus, the nephew of Darius, executed Belshazzar on the night of the feast, Darius was the actual king. Darius and Cyrus represent the two waymarks of that time of the end.

I 1989 var der to præsidenter. Reagan regerede indtil indsættelsen i 1989, og derefter begyndte Bush den første sit styre. Afslutningen på de tolv hundrede og tres år var blevet forbilledliggjort ved de halvfjerds års fangenskab i Babylon, og da general Kyros, Darius’ nevø, henrettede Belsazzar på festens nat, var Darius den egentlige konge. Darius og Kyros repræsenterer de to pejlemærker for denne endetid.

The prophetic relationship between Moses and Aaron, John and Jesus, Darius and Cyrus, the papacy and the pope and Reagan and Bush are all sources of prophetic light when studied with the correct methodology. What we would point to here is that John, Jesus’ cousin, was the voice in the wilderness, which had been typified by Moses’ brother Aaron, who travelled into the wilderness to meet Moses, in order to be his voice.

Det profetiske forhold mellem Moses og Aron, Johannes og Jesus, Darius og Kyros, pavedømmet og paven samt Reagan og Bush er alle kilder til profetisk lys, når de studeres med den rette metodologi. Det, vi her vil påpege, er, at Johannes, Jesu fætter, var røsten i ørkenen, hvilket var blevet forbilledliggjort ved Moses’ broder Aron, som drog ud i ørkenen for at møde Moses for at være hans røst.

In the thirty-year period preceding Christ’s anointing, and for the thirty years preceding the antichrist, there is a waymark identifying a “voice.” For Christ it was the voice of John crying in the wilderness. In 533 Justinian made a decree identifying the antichrist as the corrector of heretics and the head of the church. Justinian’s decree was the “voice” that prepared for the Sunday law “decree” at the Council of Orleans in 538.

I den trediveårige periode, der gik forud for Kristi salvelse, og i de tredive år, der går forud for antikrist, findes der et vejmærke, som identificerer en “røst”. For Kristus var det Johannes’ røst, som råbte i ørkenen. I 533 udstedte Justinian et dekret, som identificerede antikrist som kætternes tugtemester og kirkens overhoved. Justinians dekret var den “røst”, der beredte vejen for søndagslovens “dekret” på koncilet i Orléans i 538.

General Cyrus’ army was the voice identifying that Darius’ conquering of Babylon was imminent.

General Kyros’ hær var den røst, der tilkendegav, at Darius’ erobring af Babylon var nært forestående.

“The advent of the army of Cyrus before the walls of Babylon was to the Jews a sign that their deliverance from captivity was drawing nigh. More than a century before the birth of Cyrus, Inspiration had mentioned him by name, and had caused a record to be made of the actual work he should do in taking the city of Babylon unawares, and in preparing the way for the release of the children of the captivity. Through Isaiah the word had been spoken:

„Fremrykningen af Kyros’ hær foran Babylons mure var for jøderne et tegn på, at deres udfrielse fra fangenskabet nærmede sig. Mere end et århundrede før Kyros’ fødsel havde Inspirationen nævnt ham ved navn og ladet nedskrive den gerning, han faktisk skulle udføre ved at indtage byen Babylon uforvarende og ved at berede vejen for frigivelsen af fangenskabets børn. Gennem Esajas var ordet blevet talt:“

“‘Thus saith the Lord to His anointed, to Cyrus, whose right hand I have holden, to subdue nations before him; … to open before him the two-leaved gates; and the gates shall not be shut; I will go before thee, and make the crooked places straight: I will break in pieces the gates of brass, and cut in sunder the bars of iron: and I will give thee the treasures of darkness, and hidden riches of secret places, that thou mayest know that I, the Lord, which call thee by thy name, am the God of Israel.’ Isaiah 45:1–3.” Prophets and Kings, 551.

“Så siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet for at underlægge folkeslag for ham; … for at åbne de tvefløjede porte foran ham, og portene skal ikke lukkes; jeg vil gå foran dig og gøre de krumme steder lige; jeg vil sønderbryde bronzeportene og hugge jernslåerne over; og jeg vil give dig mørkets skatte og skjulte rigdomme fra hemmelige steder, for at du må vide, at jeg, Herren, som kalder dig ved navn, er Israels Gud.” Esajas 45:1–3. Profeter og Konger, 551.

When it is recognized that it is two witnesses or two waymarks by which a prophetic “time of the end,” is established, it can also be recognized that one of the two waymarks represents an identification, announcement or warning of the approaching history. Aaron, John, Cyrus, and Justinian represent a waymark that precedes the time of the end. The time of the end in 1798 is the end of the period represented from 1776 through to 1798. The waymark in the middle of that history is the voice crying in the wilderness for the approaching history. That history began with a publication rejecting the dictatorial rule of either a king or pope, and it ended with a publication representing the character of a dictator. The publication in the middle represented the “warning” of the coming history, and the warning was that the Constitution of the United States would be overturned at the end of the history.

Når det erkendes, at det er to vidner eller to vejmærker, hvorved en profetisk „endetid“ fastslås, kan det også erkendes, at det ene af de to vejmærker repræsenterer en identifikation, kundgørelse eller advarsel om den forestående historie. Aron, Johannes, Kyros og Justinian repræsenterer et vejmærke, der går forud for endetiden. Endetiden i 1798 er afslutningen på den periode, der repræsenteres fra 1776 og frem til 1798. Vejmærket midt i denne historie er røsten, der råber i ørkenen, om den forestående historie. Denne historie begyndte med en publikation, der forkastede det diktatoriske herredømme fra enten en konge eller en pave, og den endte med en publikation, der repræsenterede en diktators karakter. Publikationen i midten repræsenterede „advarslen“ om den kommende historie, og advarslen var, at De Forenede Staters forfatning ville blive omstødt ved historiens afslutning.

That line of history began to be repeated in 1989, and it ends at the Sunday law when the warning from the wilderness two hundred years earlier in 1789 is rejected. 1989 was the time of the end at the end of verse forty, and it aligns with the time of the end in 1798. 1989 aligns with 1776, and the Sunday law represents 1798. In the middle of the history where the effect of every vision is accomplished, the history that began on September 11, 2001, and continues until the warning of 1789, is fulfilled and the Constitution is overturned. There must be a waymark in the middle, for God never changes. That waymark would represent a warning for the prophetic history that begins at the soon-coming Sunday law.

Denne historiske linje begyndte at blive gentaget i 1989, og den ender ved søndagsloven, når advarslen fra vildmarken to hundrede år tidligere i 1789 forkastes. 1989 var endetiden ved slutningen af vers fyrre, og det svarer til endetiden i 1798. 1989 svarer til 1776, og søndagsloven repræsenterer 1798. Midt i den historie, hvor virkningen af ethvert syn fuldbyrdes, bliver den historie, som begyndte den 11. september 2001 og fortsætter indtil advarslen i 1789, opfyldt, og forfatningen omstødes. Der må være et vejmærke i midten, for Gud forandrer sig aldrig. Dette vejmærke ville repræsentere en advarsel for den profetiske historie, som begynder ved den snart kommende søndagslov.

1989 marks the time of the end in verse forty that leads to the Sunday law in verse forty-one. The warning message that arrived after the time of the end, but before the Sunday law was September 11, 2001. It warns that at the conclusion of that period of history, the third Woe that arrived on September 11, 2001, and was immediately restrained, would strike again as an unexpected surprise, and thousands of cities would be destroyed. When that destruction arrives Satan would begin his marvelous work, and that work begins at the soon coming Sunday law.

1989 markerer endetiden i vers fyrre, som leder frem til søndagsloven i vers enogfyrre. Advarselsbudskabet, som ankom efter endetiden, men før søndagsloven, var den 11. september 2001. Det advarer om, at ved afslutningen af denne historiske periode ville det tredje Ve, som kom den 11. september 2001 og straks blev tilbageholdt, slå til igen som en uventet overraskelse, og tusinder af byer ville blive ødelagt. Når denne ødelæggelse kommer, vil Satan begynde sit vidunderlige værk, og dette værk begynder ved den snart kommende søndagslov.

“O that God’s people had a sense of the impending destruction of thousands of cities, now almost given to idolatry! But many of those who should be proclaiming the truth are accusing and condemning their brethren. When the converting power of God comes upon minds, there will be a decided change. Men will have no inclination to criticize and tear down. They will not stand in a position that hinders the light from shining to the world. Their criticism, their accusing, will cease. The powers of the enemy are mustering for battle. Stern conflicts are before us. Press together, my brethren and sisters, press together. Bind up with Christ. ‘Say ye not, A confederacy, . . . neither fear ye their fear, nor be afraid. Sanctify the Lord of hosts himself; and let him be your fear, and let him be your dread. And he shall be for a sanctuary; but for a stone of stumbling and for a rock of offense to both the houses of Israel, for a gin and for a snare to the inhabitants of Jerusalem. And many among them shall stumble, and fall, and be broken, and be snared, and be taken.’

„O, om Guds folk dog havde en fornemmelse af den forestående ødelæggelse af tusinder af byer, som nu næsten er hengivet til afgudsdyrkelse! Men mange af dem, som burde forkynde sandheden, anklager og fordømmer deres brødre. Når Guds omvendende kraft kommer over sindene, vil der ske en afgørende forandring. Mennesker vil ikke have nogen tilbøjelighed til at kritisere og rive ned. De vil ikke indtage en stilling, som hindrer lyset i at skinne for verden. Deres kritik, deres anklager, vil ophøre. Fjendens magter samler sig til kamp. Strenge konflikter ligger foran os. Slut jer sammen, mine brødre og søstre, slut jer sammen. Bind jer til Kristus. ‘I må ikke kalde alt det for sammensværgelse, som dette folk kalder sammensværgelse; frygt ikke det, de frygter, og ræddes ikke. Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig; ham skal I frygte, ham skal I ræddes. Så skal han være en helligdom; men en anstødssten og en klippe til fald for begge Israels huse, en fælde og en snare for Jerusalems indbyggere. Og mange iblandt dem skal snuble og falde og knuses og indfanges og tages.’”

“The world is a theater. The actors, its inhabitants, are preparing to act their part in the last great drama. God is lost sight of. With the great masses of mankind there is no unity, except as men confederate to accomplish their selfish purposes. God is looking on. His purposes in regard to his rebellious subjects will be fulfilled. The world has not been given into the hands of men, though God is permitting the elements of confusion and disorder to bear sway for a season. A power from beneath is working to bring about the last great scenes in the drama,—Satan coming as Christ, and working with all deceivableness of unrighteousness in those who are binding themselves together in secret societies. Those who are yielding to the passion for confederation are working out the plans of the enemy. The cause will be followed by the effect.

"Verden er et teater. Skuespillerne, dens indbyggere, forbereder sig på at spille deres rolle i det sidste store drama. Gud tabes af syne. Blandt menneskehedens store masser findes der ingen enhed, undtagen når mennesker slutter sig sammen for at gennemføre deres selviske hensigter. Gud ser til. Hans hensigter med hensyn til sine oprørske undersåtter vil blive opfyldt. Verden er ikke blevet givet i menneskers hænder, skønt Gud for en tid tillader forvirringens og uordenens elementer at råde. En magt nedefra virker for at fremkalde de sidste store scener i dramaet,—Satan, som kommer som Kristus og virker med al uretfærdighedens forførelse blandt dem, som binder sig sammen i hemmelige selskaber. De, som giver efter for lidenskaben efter sammenslutning, udfører fjendens planer. Årsagen vil blive efterfulgt af virkningen."

“Transgression has almost reached its limit. Confusion fills the world, and a great terror is soon to come upon human beings. The end is very near. We who know the truth should be preparing for what is soon to break upon the world as an overwhelming surprise.” Review and Herald, September 10, 1903.

„Overtrædelsen har næsten nået sin grænse. Forvirring fylder verden, og en stor rædsel skal snart komme over menneskene. Enden er meget nær. Vi, som kender sandheden, bør forberede os på det, som snart vil bryde ind over verden som en overvældende overraskelse.“ Review and Herald, 10. september 1903.

The warning that was typified by the introduction of the Constitution in 1789, is the warning of the third angel, which returns to the second Kadesh, when the sealing of the one hundred and forty-four thousand begins. That warning is the warning of the first voice of Revelation chapter eighteen, and not only did the great buildings of New York City come down at that time, but the very essence of the Constitution was changed. The Constitution was written and based upon English law, whose basic philosophy can be simply defined as “a person is innocent, until proven guilty.” The Constitution was written for the purpose of rejecting what is known as Roman law, whose basic philosophy can be simply defined as “a person is guilty, until proven innocent.”

Advarslen, som blev forbilledliggjort ved indførelsen af Forfatningen i 1789, er den tredje engels advarsel, som vender tilbage til det andet Kadesh, når beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusind begynder. Denne advarsel er advarslen fra den første røst i Åbenbaringen kapitel atten, og ikke alene styrtede de store bygninger i New York City sammen på det tidspunkt, men selve Forfatningens væsen blev også forandret. Forfatningen blev skrevet og grundlagt på engelsk ret, hvis grundlæggende filosofi enkelt kan defineres som: »et menneske er uskyldigt, indtil det er bevist skyldigt.« Forfatningen blev skrevet med det formål at forkaste det, der er kendt som romersk ret, hvis grundlæggende filosofi enkelt kan defineres som: »et menneske er skyldigt, indtil det er bevist uskyldigt.«

The warning from the wilderness in 1789, represented by the Constitution, represents the warning of September 11, 2001, and not only did the burning buildings mark that history with a literal fulfillment, but the passage (speaking) of the Patriot Act also represented the warning.

Advarslen fra ørkenen i 1789, repræsenteret ved Forfatningen, repræsenterer advarslen den 11. september 2001, og ikke alene markerede de brændende bygninger denne historie med en bogstavelig opfyldelse, men vedtagelsen (talen) af Patriot Act repræsenterede også advarslen.

The Patriot Act (Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism Act of 2001) was introduced in the United States Congress shortly after the terrorist attacks on September 11, 2001. The bill was introduced in the House of Representatives on October 23, 2001, and in the Senate on October 24, 2001. It was signed into law by President George W. Bush on October 26, 2001. The Patriot Act aimed to enhance the government’s ability to investigate and prevent acts of terrorism and expand surveillance and law enforcement powers, and it rejected the basic and fundamental principle of English law that identifies that a man is innocent, until proven guilty. It is still used today by the elite within the government to circumvent due process of law, privacy and fair trials.

Patriot Act (Uniting and Strengthening America by Providing Appropriate Tools Required to Intercept and Obstruct Terrorism Act of 2001) blev fremsat i De Forenede Staters Kongres kort efter terrorangrebene den 11. september 2001. Lovforslaget blev fremsat i Repræsentanternes Hus den 23. oktober 2001 og i Senatet den 24. oktober 2001. Det blev underskrevet til lov af præsident George W. Bush den 26. oktober 2001. Patriot Act havde til formål at styrke regeringens evne til at efterforske og forhindre terrorhandlinger samt at udvide beføjelserne vedrørende overvågning og retshåndhævelse, og den forkastede det engelske rets grundlæggende og fundamentale princip, som fastslår, at et menneske er uskyldigt, indtil dets skyld er bevist. Den anvendes stadig i dag af eliten inden for regeringen til at omgå retssikkerhed, privatlivets fred og retfærdige retssager.

We will continue this study in our next article.

Vi vil fortsætte dette studium i vores næste artikel.

“What is our condition in this fearful and solemn time? Alas, what pride is prevailing in the church, what hypocrisy, what deception, what love of dress, frivolity, and amusement, what desire for the supremacy! All these sins have clouded the mind, so that eternal things have not been discerned. Shall we not search the Scripture, that we may know where we are in this world’s history? Shall we not become intelligent in regard to the work that is being accomplished for us at this time, and the position that we as sinners should occupy while this work of atonement is going forward? If we have any regard for our souls’ salvation, we must make a decided change. We must seek the Lord with true penitence; we must with deep contrition of soul confess our sins, that they may be blotted out.

„Hvad er vor tilstand i denne frygtelige og højtidelige tid? Ak, hvilken stolthed råder i menigheden, hvilket hykleri, hvilket bedrag, hvilken kærlighed til pragt i klædedragt, letsindighed og adspredelse, hvilket begær efter overhøjhed! Alle disse synder har formørket sindet, så at de evige ting ikke er blevet erkendt. Skal vi ikke ransage Skriften, for at vi må vide, hvor vi står i denne verdens historie? Skal vi ikke blive oplyste med hensyn til det værk, der fuldbyrdes for os i denne tid, og den stilling, som vi som syndere bør indtage, mens dette forsoningsværk skrider frem? Hvis vi har nogen omsorg for vore sjæles frelse, må vi foretage en afgørende forandring. Vi må søge Herren med sand bodfærdighed; vi må med dyb sjælekval bekende vore synder, for at de må blive udslettet.

“We must no longer remain upon the enchanted ground. We are fast approaching the close of our probation. Let every soul inquire, How do I stand before God? We know not how soon our names may be taken into the lips of Christ, and our cases be finally decided. What, oh, what will these decisions be! Shall we be counted with the righteous, or shall we be numbered with the wicked?

„Vi må ikke længere blive stående på den fortryllede grund. Vi nærmer os hastigt afslutningen på vor prøvetid. Lad hver sjæl spørge: Hvordan står jeg for Gud? Vi ved ikke, hvor snart vore navne kan blive taget på Kristi læber, og vore sager blive endeligt afgjort. Hvad, o, hvad vil disse afgørelser være! Skal vi regnes blandt de retfærdige, eller skal vi tælles med de ugudelige?“

“Let the church arise, and repent of her back-slidings before God. Let the watchmen awake, and give the trumpet a certain sound. It is a definite warning that we have to proclaim. God commands his servants, ‘Cry aloud, spare not, lift up thy voice like a trumpet, and show my people their transgression, and the house of Jacob their sins.’ The attention of the people must be gained; unless this can be done, all effort is useless; though an angel from heaven should come down and speak to them, his words would do no more good than if he were speaking into the cold ear of death. The church must arouse to action. The Spirit of God can never come in until she prepares the way. There should be earnest searching of heart. There should be united, persevering prayer, and through faith a claiming of the promises of God. There should be, not a clothing of the body with sackcloth, as in ancient times, but a deep humiliation of soul. We have not the first reason for self-congratulation and self exaltation. We should humble ourselves under the mighty hand of God. He will appear to comfort and bless the true seekers.

”Lad menigheden rejse sig og angre sine frafald over for Gud. Lad vægterne vågne og lade basunen give en klar lyd. Det er en bestemt advarsel, som vi har at forkynde. Gud befaler sine tjenere: ’Råb højt, hold ikke tilbage, opløft din røst som en basun, og kundgør mit folk deres overtrædelse og Jakobs hus deres synder.’ Folkets opmærksomhed må vindes; medmindre dette kan ske, er al bestræbelse nyttesløs; om så en engel fra himlen steg ned og talte til dem, ville hans ord ikke gøre mere gavn, end hvis han talte ind i dødens kolde øre. Menigheden må vækkes til handling. Guds Ånd kan aldrig komme ind, før den baner vejen. Der bør være alvorlig hjerteransagelse. Der bør være forenet, vedholdende bøn og ved tro en tilegnelse af Guds løfter. Der bør være, ikke en klædning af legemet med sæk, som i fordums tid, men en dyb sjælens ydmygelse. Vi har ikke den mindste grund til selvtilfredshed og selvophøjelse. Vi bør ydmyge os under Guds mægtige hånd. Han vil træde frem for at trøste og velsigne de sande søgende.”

“The work is before us; will we engage in it? We must work fast, we must go steadily forward. We must be preparing for the great day of the Lord. We have no time to lose, no time to be engaged in selfish purposes. The world is to be warned. What are we doing as individuals to bring the light before others? God has left to every man his work; everyone has a part to act, and we cannot neglect this work except at the peril of our souls.

„Arbejdet ligger foran os; vil vi gå ind i det? Vi må arbejde hurtigt, vi må gå stadig fremad. Vi må berede os til Herrens store dag. Vi har ingen tid at spilde, ingen tid til at være optaget af selviske hensigter. Verden skal advares. Hvad gør vi som enkeltpersoner for at bringe lyset frem for andre? Gud har overladt sit arbejde til hvert menneske; enhver har en opgave at udføre, og vi kan ikke forsømme dette arbejde uden at udsætte vore sjæle for fare.

“O my brethren, will you grieve the Holy Spirit, and cause it to depart? Will you shut out the blessed Saviour, because you are unprepared for his presence? Will you leave souls to perish without the knowledge of the truth, because you love your ease too well to bear the burden that Jesus bore for you? Let us awake out of sleep. ‘Be sober, be vigilant; because your adversary the Devil, as a roaring lion, walketh about, seeking whom he may devour.’” Review and Herald, March 22, 1887.

„O mine brødre, vil I bedrøve Helligånden og få den til at vige bort? Vil I udelukke den velsignede Frelser, fordi I er uforberedte på hans nærvær? Vil I lade sjæle gå fortabt uden kundskab om sandheden, fordi I elsker jeres magelighed for højt til at bære den byrde, som Jesus bar for jer? Lad os vågne op af søvnen. ‘Vær ædru, vær årvågne; fordi jeres modstander Djævelen går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.’” Review and Herald, 22. marts 1887.