The northern kingdom represented the lower nature in the temple of mankind, it represented the body in the temple of the church, it represented the human flesh in the temple of Christ. Christ built every temple, and He laid every foundation, and the first stone in the Millerite temple was the doctrine of the “seven times,” which is represented by Ezekiel’s two sticks. In the rebellion of 1863, Laodicean Adventism rejected their prophetic “cornerstone”, which also occurred in the building of the earthly temple. The rejected stone was destined to be chosen at the conclusion of the temple erection, though it had been a stumbling stone for the entire construction period. Yet, the prophetic Word identifies that the rejected stone of stumbling will ultimately become the head of the corner.
Det nordlige kongerige repræsenterede den lavere natur i menneskehedens tempel; det repræsenterede legemet i kirkens tempel; det repræsenterede det menneskelige kød i Kristi tempel. Kristus byggede hvert tempel, og Han lagde hver grundvold, og den første sten i det milleritiske tempel var læren om de „syv tider“, som er repræsenteret ved Ezekiels to stokke. I oprøret i 1863 forkastede laodikeisk adventisme deres profetiske „hjørnesten“, hvilket også fandt sted ved opførelsen af det jordiske tempel. Den forkastede sten var bestemt til at blive udvalgt ved afslutningen af tempelopførelsen, skønt den havde været en anstødssten gennem hele byggeperioden. Dog identificerer det profetiske Ord, at den forkastede anstødssten til sidst skal blive hovedhjørnestenen.
The stick of the “seven times,” as represented by the southern kingdom, is the “head,” in relation to the northern kingdom. It is the “head,” for it is in the southern kingdom that God chose to identify Jerusalem, as His city, where He placed His sanctuary and His name. Until the two sticks were joined from 1798 unto 1844, the “head” had been the lower, southern kingdom. Once John, in 1844, was told to leave off the northern kingdom, for it was given to the Gentiles, the southern kingdom was left as an ensign standing alone as one nation, or at least that was the plan. That plan was hindered by the rebellion of 1863, and modern Israel’s first “rebellion at Kadesh”.
Staven for de „syv tider“, som repræsenteret ved det sydlige kongerige, er „hovedet“ i forhold til det nordlige kongerige. Det er „hovedet“, fordi det er i det sydlige kongerige, at Gud valgte at identificere Jerusalem som sin stad, hvor Han anbragte sin helligdom og sit navn. Indtil de to stave blev forenet fra 1798 til 1844, havde „hovedet“ været det lavere, sydlige kongerige. Da Johannes i 1844 fik befaling om at lade det nordlige kongerige fare, fordi det var givet til hedningerne, blev det sydlige kongerige tilbage som et banner, der stod alene som ét folk, eller i det mindste var det planen. Den plan blev hindret af oprøret i 1863 og det moderne Israels første „oprør ved Kadesh“.
On September 11, 2001, the Lord brought His Laodicean church back to 1863, back to 1888, back to 1919, and back to 1957 to the second “rebellion at Kadesh”. But at that rebellion the promise of the stone that was rejected becoming the head of the corner is now being fulfilled. It is fulfilled in those represented as the one hundred and forty-four thousand, who Christ accomplishes the combination of Divinity and humanity among forever.
Den 11. september 2001 førte Herren sin laodikeiske menighed tilbage til 1863, tilbage til 1888, tilbage til 1919 og tilbage til 1957, til det andet „oprør ved Kadesj“. Men ved dette oprør opfyldes nu løftet om, at den sten, som blev forkastet, skal blive hovedhjørnestenen. Det opfyldes i dem, der fremstilles som de hundrede og fireogfyrre tusinde, blandt hvem Kristus for evigt fuldbyrder foreningen af guddommelighed og menneskelighed.
Paul identified the lower nature as the flesh, and the higher nature as the mind. He identified the body (the lower nature) as death.
Paulus identificerede den lavere natur som kødet og den højere natur som sindet. Han identificerede legemet (den lavere natur) som døden.
For we know that the law is spiritual: but I am carnal, sold under sin. For that which I do I allow not: for what I would, that do I not; but what I hate, that do I. If then I do that which I would not, I consent unto the law that it is good. Now then it is no more I that do it, but sin that dwelleth in me. For I know that in me (that is, in my flesh,) dwelleth no good thing: for to will is present with me; but how to perform that which is good I find not. For the good that I would I do not: but the evil which I would not, that I do. Now if I do that I would not, it is no more I that do it, but sin that dwelleth in me. I find then a law, that, when I would do good, evil is present with me. For I delight in the law of God after the inward man: But I see another law in my members, warring against the law of my mind, and bringing me into captivity to the law of sin which is in my members. O wretched man that I am! who shall deliver me from the body of this death? Romans 7:14–24.
For vi ved, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under synden. For det, som jeg gør, forstår jeg ikke; for det, jeg vil, det gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg. Hvis jeg altså gør det, som jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Så er det da ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig. For jeg ved, at der i mig, det vil sige i mit kød, ikke bor noget godt; for viljen til det gode findes hos mig, men at udføre det gode finder jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det, som jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig. Så finder jeg da den lov, at når jeg vil gøre det gode, ligger det onde mig nær. For efter det indvortes menneske har jeg lyst til Guds lov; men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider imod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske, som jeg er! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Romerne 7:14–24.
Paul knew that in his “flesh” dwelt “no good thing.” The tendencies, both inherited and cultivated that existed in his flesh (his body), only worked to lead him into sin. Those tendencies represented the law of sin, but Paul desired to keep the law of God, not the law of sin. The law of God Paul identified as the “law of his mind” (his higher nature). His cry was “who shall deliver me from the body of death?” Of course, Paul knew that it was divinity that would bring deliverance, but he also knew that the work of deliverance required his participation.
Paulus vidste, at der i hans „kød“ ikke boede „noget godt“. De tilbøjeligheder, både arvede og tilegnede, som fandtes i hans kød (hans legeme), virkede kun til at føre ham ud i synd. Disse tilbøjeligheder repræsenterede syndens lov, men Paulus ønskede at holde Guds lov, ikke syndens lov. Guds lov identificerede Paulus som „hans sinds lov“ (hans højere natur). Hans råb var: „hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ Selvfølgelig vidste Paulus, at det var guddommeligheden, der ville bringe udfrielse, men han vidste også, at udfrielsens værk krævede hans medvirken.
Wherefore, my beloved, as ye have always obeyed, not as in my presence only, but now much more in my absence, work out your own salvation with fear and trembling. For it is God which worketh in you both to will and to do of his good pleasure. Philippians 2:12, 13.
Derfor, mine elskede, ligesom I altid har været lydige, ikke alene i min nærværelse, men nu langt mere i mit fravær, så arbejd på jeres egen frelse med frygt og bæven. For det er Gud, som virker i jer både at ville og at udvirke efter hans gode vilje. Filipperne 2:12, 13.
The deliverance from the body of death was accomplished by Divine power, which was connected with human power, and that was the example Jesus provided for men. Even with the law of sin actively working in the lower nature of the body, Jesus kept His lower nature in subjection to God’s law by surrendering His will, to the will of His Father. Paul could find deliverance if he would surrender his will unto the will of divinity. In doing so, he was working out his own salvation, and this is what Sister White means when she speaks about the work of eliminating sin from our life.
Befrielsen fra dødens legeme blev fuldbragt ved guddommelig kraft, som var forbundet med menneskelig kraft, og dette var det eksempel, Jesus gav menneskene. Selv med syndens lov aktivt virkende i legemets lavere natur holdt Jesus sin lavere natur underlagt Guds lov ved at overgive sin vilje til sin Faders vilje. Paulus kunne finde befrielse, hvis han ville overgive sin vilje til guddommelighedens vilje. Ved at gøre dette arbejdede han på sin egen frelse, og dette er, hvad Søster White mener, når hun taler om arbejdet med at fjerne synden fra vort liv.
“Every soul that refuses to give himself to God is under the control of another power. He is not his own. He may talk of freedom, but he is in the most abject slavery. He is not allowed to see the beauty of truth, for his mind is under the control of Satan. While he flatters himself that he is following the dictates of his own judgment, he obeys the will of the prince of darkness. Christ came to break the shackles of sin-slavery from the soul. ‘If the Son therefore shall make you free, ye shall be free indeed.’ ‘The law of the Spirit of life in Christ Jesus’ sets us ‘free from the law of sin and death.’ Romans 8:2.
„Enhver sjæl, som nægter at overgive sig til Gud, er under en anden magts herredømme. Han tilhører ikke sig selv. Han taler måske om frihed, men han er i den dybeste trældom. Det er ikke tilladt ham at se sandhedens skønhed, for hans sind er under Satans kontrol. Mens han smigrer sig selv med, at han følger sit eget skøns forskrifter, adlyder han mørkets fyrstes vilje. Kristus kom for at bryde syndens trældoms lænker af sjælen. ‘Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.’ ‘Livets Ånds lov i Kristus Jesus’ sætter os ‘fri fra syndens og dødens lov.’ Romerbrevet 8,2.“
“In the work of redemption there is no compulsion. No external force is employed. Under the influence of the Spirit of God, man is left free to choose whom he will serve. In the change that takes place when the soul surrenders to Christ, there is the highest sense of freedom. The expulsion of sin is the act of the soul itself. True, we have no power to free ourselves from Satan’s control; but when we desire to be set free from sin, and in our great need cry out for a power out of and above ourselves, the powers of the soul are imbued with the divine energy of the Holy Spirit, and they obey the dictates of the will in fulfilling the will of God.
»I forløsningens værk findes der ingen tvang. Ingen ydre magt bringes i anvendelse. Under Guds Ånds indflydelse lades mennesket frit til at vælge, hvem det vil tjene. I den forandring, der finder sted, når sjælen overgiver sig til Kristus, ligger den højeste følelse af frihed. Syndens uddrivelse er sjælens egen handling. Sandt nok har vi ingen magt til at frigøre os fra Satans herredømme; men når vi ønsker at blive sat fri fra synden og i vor store nød råber om en kraft uden for og over os selv, gennemtrænges sjælens kræfter af Helligåndens guddommelige energi, og de adlyder viljens bud ved at opfylde Guds vilje.«
“The only condition upon which the freedom of man is possible is that of becoming one with Christ. ‘The truth shall make you free;’ and Christ is the truth. Sin can triumph only by enfeebling the mind, and destroying the liberty of the soul. Subjection to God is restoration to one’s self,—to the true glory and dignity of man. The divine law, to which we are brought into subjection, is ‘the law of liberty.’ James 2:12.” The Desire of Ages, 466.
„Den eneste betingelse, hvorpå menneskets frihed er mulig, er at blive ét med Kristus. ‘Sandheden skal gøre jer frie;’ og Kristus er sandheden. Synden kan kun sejre ved at svække sindet og tilintetgøre sjælens frihed. Underkastelse under Gud er en genoprettelse til ens eget selv, — til menneskets sande herlighed og værdighed. Den guddommelige lov, som vi bringes ind under, er ‘frihedens lov.’ Jakob 2,12.“ The Desire of Ages, 466.
Paul cried out, “O wretched man that I am! who shall deliver me from the body of this death?” Sister White stated “when we desire to be set free from sin, and in our great need cry out for a power out of and above ourselves, the powers of the soul are imbued with the divine energy of the Holy Spirit, and they obey the dictates of the will in fulfilling the will of God.” In engaging in the combination of our humanity with the divinity of Christ, through the exercise of our will, we accomplish the “act” of removing sin from our own “soul.”
Paulus udbrød: »Jeg elendige menneske, som jeg er! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Søster White udtalte: »når vi ønsker at blive sat fri fra synden og i vor store nød råber om en kraft uden for og over os selv, bliver sjælens kræfter gennemtrængt af Helligåndens guddommelige energi, og de adlyder viljens forskrifter ved at opfylde Guds vilje.« Når vi indgår i foreningen af vor menneskelighed med Kristi guddommelighed gennem udøvelsen af vor vilje, udfører vi den »handling« at fjerne synden fra vor egen »sjæl«.
But what we “need to understand is the true force of the will.” The will is “the governing power in the nature of man, the power of decision, or of choice. Everything depends on the right action of the will. The power of choice God has given to men; it is theirs to exercise. You cannot change your heart, you cannot of yourself give to God its affections; but you can choose to serve Him. You can give Him your will; He will then work in you to will and to do according to His good pleasure. Thus your whole nature will be brought under the control of the Spirit of Christ; your affections will be centered upon Him, your thoughts will be in harmony with Him.”
Men det, vi „behøver at forstå, er viljens sande kraft.“ Viljen er „den styrende magt i menneskets natur, beslutningens eller valgets kraft. Alt afhænger af viljens rette handling. Valgets kraft har Gud givet menneskene; det er deres at udøve den. Du kan ikke forandre dit hjerte, du kan ikke af dig selv give Gud dets hengivenhed; men du kan vælge at tjene Ham. Du kan overgive Ham din vilje; da vil Han virke i dig både at ville og at gøre efter Hans gode behag. Således vil hele din natur blive bragt ind under Kristi Ånds herredømme; din hengivenhed vil være rettet mod Ham, dine tanker vil være i samklang med Ham.“
Paul knew these truths, and He knew that his lower nature needed to be held in subjection by his higher nature, through the exercise of his will. This is why Paul died daily.
Paulus kendte disse sandheder, og han vidste, at hans lavere natur måtte holdes i underkastelse af hans højere natur gennem udøvelsen af hans vilje. Det er derfor, Paulus døde dagligt.
I protest by your rejoicing which I have in Christ Jesus our Lord, I die daily. 1 Corinthians 15:31.
Jeg forsikrer jer ved den ros over jer, som jeg har i Kristus Jesus, vor Herre: Jeg dør daglig. 1 Korintherbrev 15,31.
Paul knew he needed to crucify his lower nature daily by exercising his will to keep his lower nature in subjection. He therefore crucified his flesh.
Paulus vidste, at han dagligt måtte korsfæste sin lavere natur ved at udøve sin vilje for at holde sin lavere natur i underkastelse. Derfor korsfæstede han sit kød.
And they that are Christ’s have crucified the flesh with the affections and lusts. Galatians 5:24.
Og de, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og lyster. Galaterne 5,24.
Paul knew his sinful flesh would exist in humanity until the Second Coming of Christ, when the faithful, in the twinkling of an eye, would receive a new glorified body. This is why 1798 identifies the foundation of the forty-six years where the Millerite temple was erected, for Christ, as the only foundation, was the lamb slain from the foundation. The northern kingdom was the body, which through sin had taken ascendancy over humanity, and elevated itself to be the counterfeit northern kingdom. In 1844, John was told to “leave out” the courtyard, which means in the Greek, to reject the lower nature, that had taken ascendancy over the higher nature where God had chosen to place His name, and in 1798, the flesh (the lower nature) with “the affections and lusts” was to be crucified.
Paulus vidste, at hans syndige kød ville bestå i menneskeheden indtil Kristi andet komme, når de trofaste i et nu, i et øjeblik, ville modtage et nyt herliggjort legeme. Dette er grunden til, at 1798 angiver grundlæggelsen af de seksogfyrre år, hvori det milleritiske tempel blev opført, for Kristus, som den eneste grundvold, var Lammet, slagtet fra grundlæggelsen. Det nordlige rige var legemet, som ved synd havde tiltaget sig herredømmet over menneskeheden og ophøjet sig selv til at være det forfalskede nordlige rige. I 1844 fik Johannes at vide, at han skulle „udelade“ forgården, hvilket på græsk betyder at forkaste den lavere natur, som havde tiltaget sig herredømmet over den højere natur, hvor Gud havde udvalgt at sætte sit navn, og i 1798 skulle kødet (den lavere natur) med „lidenskaberne og lysterene“ korsfæstes.
At the foundation, Christ’s flesh died at the crucifixion, as He was cut off from the living. The southern kingdom was then to be one nation, with one king, in covenant with God, and a nation who had God’s sanctuary in their midst. Line upon line, the “seven times,” is now “the head of the corner,” for since September 11, 2001 God is raising up His “northern army” as an ensign. That army is to be one nation, and that nation will reflect His image alone, and it does so at the very time when Satan is raising up his “horn” that is the image of the beast. In Ezekiel chapter thirty-seven the message of the four winds breathes the latter rain message upon those who then stand up as that army. The message of the four winds is the message of the Seventh Trumpet, which is where the mystery of God is finished.
Som grundlag døde Kristi kød ved korsfæstelsen, idet Han blev afskåret fra de levendes land. Det sydlige rige skulle da være ét folk med én konge, i pagt med Gud, og et folk, som havde Guds helligdom i sin midte. Linje på linje er de „syv tider“ nu „hovedhjørnestenen“, for siden den 11. september 2001 oprejser Gud sin „nordlige hær“ som et banner. Den hær skal være ét folk, og dette folk vil alene afspejle Hans billede, og det gør det netop på den tid, hvor Satan oprejser sit „horn“, som er dyrets billede. I Ezekiel kapitel syvogtredive indånder budskabet om de fire vinde sidsteregnens budskab over dem, som da rejser sig som denne hær. Budskabet om de fire vinde er den Syvende Basuns budskab, hvor Guds mysterium fuldendes.
The finishing work of the sealing began on October 7, 2023. The sealing time of the one hundred and forty-four thousand is accomplished during the sounding of the Seventh Trumpet, and that trumpet sounds three times during the sealing process. It always marks a strike by Islam against the Glorious Land. The modern spiritual “glorious land” was hit on September 11, 2001, and the ancient literal glorious land was hit on October 7, 2023, the very year the two witnesses who had been slain came back to life. The third strike is at the soon coming Sunday law in the United States.
Afslutningsværket med beseglingen begyndte den 7. oktober 2023. Beseglingstiden for de hundrede og fireogfyrre tusind fuldbyrdes under den syvende basuns lyd, og denne basun lyder tre gange under beseglingsprocessen. Den markerer altid et slag fra islam mod det herlige land. Det moderne åndelige „herlige land“ blev ramt den 11. september 2001, og det gamle bogstavelige herlige land blev ramt den 7. oktober 2023, netop det år, hvor de to vidner, som var blevet dræbt, kom til live igen. Det tredje slag kommer ved den snart indtræffende søndagslov i De Forenede Stater.
From October 7, 2023, the Republican horn and the true Protestant horn of the earth beast are accomplishing their final transitions into a horn that either speaks as a dragon or as a Lamb, at the soon coming Sunday law. The two manifestations of the internal and external antagonists in the great controversy that is played out during the closing events of earth’s history, are both located in the history represented by verse forty in Daniel chapter eleven. The two final developments of the two horns is accomplished during the sounding of the Seventh Trumpet. The Seventh Trumpet is the third of three woe trumpets.
Fra den 7. oktober 2023 gennemgår det republikanske horn og jorddyrets sande protestantiske horn deres sidste overgange til et horn, der enten taler som en drage eller som et Lam, ved den snart kommende søndagslov. De to manifestationer af de indre og ydre antagonister i den store strid, som udspilles under de afsluttende begivenheder i jordens historie, er begge placeret i den historie, som repræsenteres ved vers fyrre i Daniel kapitel elleve. De to horns to sidste udviklinger fuldbyrdes under den syvende basuns lyd. Den syvende basun er den tredje af tre ve-basuner.
The three woes, represent a triple application of prophecy, and in doing so they provide a strong witness of the waymark of October 7, 2023. In both the first woe and the second woe, Islam’s warfare was carried out against the armies of Rome, which in the last days is the United States, as witnessed to by the conquering of the Soviet Union that was brought about by a secret alliance between the antichrist (Pope John Paul II), and the false prophet (Ronald Reagan) in 1989.
De tre veer repræsenterer en tredobbelt anvendelse af profetien, og derved aflægger de et stærkt vidnesbyrd om vejmærket den 7. oktober 2023. Både i det første ve og i det andet ve blev Islams krigsførelse ført mod Roms hære, hvilket i de sidste dage er De Forenede Stater, sådan som det bevidnes ved Sovjetunionens erobring, der blev tilvejebragt ved en hemmelig alliance mellem antikrist (Pave Johannes Paul II) og den falske profet (Ronald Reagan) i 1989.
In the first woe, as set forth in Revelation chapter nine, there is a time prophecy of five months, which is one hundred and fifty years. In the second woe, there is a time prophecy of three hundred and ninety-one years, and fifteen days. Both time prophecies represent the warfare against Rome that Islam brought during the two histories that represent the first and second woes. Those two prophecies possessed two different outcomes of the warfare. In the first one hundred and fifty years Islam was to “hurt” Rome, and in the prophecy of three hundred and ninety-one years, and fifteen days, Islam was to “kill” Rome. Those two prophecies were directly connected. The ending of the one hundred and fifty years that Islam was to hurt Rome identified the beginning of the three hundred and ninety-one years, and fifteen days that Islam was to kill Rome. The first and second woes are divided by the ending of the one hundred and fifty years, and the starting of the three hundred and ninety-one years, and fifteen days.
I det første ve, som det fremstilles i Åbenbaringen kapitel ni, findes der en tidsprofeti på fem måneder, hvilket er et hundrede og halvtreds år. I det andet ve findes der en tidsprofeti på tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage. Begge tidsprofetier fremstiller den krigsførelse mod Rom, som islam førte i løbet af de to historiske forløb, der repræsenterer det første og det andet ve. Disse to profetier rummede to forskellige udfald af krigsførelsen. I de første hundrede og halvtreds år skulle islam “skade” Rom, og i profetien om tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage skulle islam “dræbe” Rom. Disse to profetier var direkte forbundet. Afslutningen på de hundrede og halvtreds år, hvor islam skulle skade Rom, markerede begyndelsen på de tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage, hvor islam skulle dræbe Rom. Det første og det andet ve adskilles ved afslutningen på de hundrede og halvtreds år og begyndelsen på de tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage.
The United States ceases to be the sixth kingdom of Bible prophecy at the soon-coming Sunday law, and it is then that it is prophetically “killed”. The hour of the “great earthquake”, in Revelation chapter eleven is the soon coming Sunday law, and when that hour arrives, so too does the Seventh Trumpet of Islam. It arrives to mark the end, or the death of the sixth kingdom, which is the army of Rome in the last days. That death was preceded by one hundred and fifty years of Islam hurting the armies of Rome. According to the mainstream media, which attempts to downplay the activities of radical Islam in the modern world, since October 7, 2023. Until the writing of this article on February 12, 2024, Islam has carried out one hundred and sixty-five attacks upon American interests around the globe.
Amerikas Forenede Stater ophører med at være det sjette rige i Bibelens profeti ved den snart kommende søndagslov, og det er da, at det profetisk “dræbes”. Timen for det “store jordskælv” i Åbenbaringen kapitel elleve er den snart kommende søndagslov, og når den time kommer, kommer også Islams syvende basun. Den kommer for at markere enden på, eller døden af, det sjette rige, som er Romens hær i de sidste dage. Denne død blev forudgået af hundrede og halvtreds år, hvor islam sårede Romens hære. Ifølge de etablerede medier, som forsøger at nedtone den radikale islams aktiviteter i den moderne verden, har islam siden 7. oktober 2023 og indtil skrivningen af denne artikel den 12. februar 2024 udført hundrede og femogtres angreb mod amerikanske interesser verden over.
The one hundred and fifty years of Islam hurting the armies of Rome that leads to the killing of the armies of Rome in the first and second woes, is repeated in the history of the third woe, for that is how a triple application of prophecy works. The sounding of the Seventh Trumpet, which is the sealing of the one hundred and forty-four thousand, which is when the combination of Divinity with humanity occurs, as represented by the joining of the two sticks, has three waymarks, The first is the spiritual glorious land and the last is the spiritual glorious land. The middle waymark is the literal glorious land.
De hundrede og halvtreds år, hvor islam tilføjede Romerrigets hære skade, hvilket fører til Romerrigets hæres drab i den første og anden ve, gentages i den tredje ves historie, for således virker en tredobbelt anvendelse af profetien. Lyden af den syvende basun, som er beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusind, hvilket er, når foreningen af guddommelighed med menneskelighed finder sted, som repræsenteret ved sammenføjningen af de to stykker træ, har tre vejmærker. Det første er det åndelige herlige land, og det sidste er det åndelige herlige land. Det midterste vejmærke er det bogstavelige herlige land.
In 2023, the second blast from the warning Trumpet of the third woe, identified the escalation of the warfare of Islam as it entered into a period where it would “hurt” the earth beast. In that same year, the two witnesses of the Republican horn and the true Protestant horn came back to life and began their mutual transitions into their final symbolic horns. For the Republican horn it was the combination of all the apostate Protestant powers, with all the apostate Republican powers in order to form one horn that is the image of the beast. With the true Protestant horn it was the combination of Divinity with humanity as the horn transitioned from Laodicean to Philadelphian in character, in order to reflect the opposite of the image of the beast. 2023 occurred twenty-two years after 2001, thus representing the symbolic link of Divinity combined with humanity.
I 2023 identificerede det andet stød fra advarselstrompeten for det tredje ve den tiltagende eskalation af islams krigsførelse, idet den trådte ind i en periode, hvor den ville „skade“ jorddyret. I det samme år kom de to vidner, det republikanske horn og det sande protestantiske horn, tilbage til live og påbegyndte deres gensidige overgange til deres endelige symbolske horn. For det republikanske horn var det sammensmeltningen af alle de frafaldne protestantiske magter med alle de frafaldne republikanske magter for at danne ét horn, som er dyrets billede. Med det sande protestantiske horn var det foreningen af guddommelighed med menneskelighed, idet hornet i karakter overgik fra laodikeisk til filadelfisk, for at afspejle det modsatte af dyrets billede. 2023 indtraf toogtyve år efter 2001 og repræsenterer således det symbolske bindeled af guddommelighed forenet med menneskelighed.
All of this history occurs in verse forty of Daniel eleven, which is the verse that was unsealed and produced the increase of knowledge in 1989, that is represented by the Hiddekel River. In the prophetic history of that verse, the final work in the Most Holy Place is also accomplished, which is the light that was unsealed in 1798, and that is represented by the Ulai River. The beginning of verse forty identifies the time of the end in 1798, and the ending of the verse identifies the time of the end in 1989, and both rivers merge together in the history of verse forty, just as the Tigris and Euphrates (the Ulai and Hiddekel) do just before they reach the Persian Gulf.
Hele denne historie finder sted i Daniel 11, vers fyrre, som er det vers, der blev forseglet op og frembragte kundskabens forøgelse i 1989, hvilket er repræsenteret ved floden Hiddekel. I den profetiske historie i dette vers fuldbyrdes også det afsluttende værk i Det Allerhelligste, hvilket er det lys, der blev forseglet op i 1798, og dette er repræsenteret ved floden Ulai. Begyndelsen af vers fyrre angiver endetiden i 1798, og afslutningen af verset angiver endetiden i 1989, og begge floder forenes i historien i vers fyrre, ligesom Tigris og Eufrat (Ulai og Hiddekel) gør lige før de når den Persiske Golf.
We will continue this study in the next article.
Vi vil fortsætte denne undersøgelse i den næste artikel.
The Spirit of the Lord God is upon me; because the Lord hath anointed me to preach good tidings unto the meek; he hath sent me to bind up the brokenhearted, to proclaim liberty to the captives, and the opening of the prison to them that are bound; To proclaim the acceptable year of the Lord, and the day of vengeance of our God; to comfort all that mourn; To appoint unto them that mourn in Zion, to give unto them beauty for ashes, the oil of joy for mourning, the garment of praise for the spirit of heaviness; that they might be called trees of righteousness, the planting of the Lord, that he might be glorified.
Den Herre Guds Ånd er over mig; thi Herren har salvet mig til at forkynde glædeligt budskab for de sagtmodige; han har udsendt mig til at forbinde de sønderbrudte hjerter, til at udråbe frihed for de fangne og fængslets åbning for dem, som er bundne; til at udråbe Herrens velbehagelige år og vor Guds hævns dag; til at trøste alle sørgende; til at give dem, som sørger i Zion, hovedsmykke i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, lovprisningens klædning i stedet for en modfalden ånd; for at de må kaldes retfærdighedens træer, Herrens plantning, for at han må herliggøres.
And they shall build the old wastes, they shall raise up the former desolations, and they shall repair the waste cities, the desolations of many generations. And strangers shall stand and feed your flocks, and the sons of the alien shall be your plowmen and your vinedressers. But ye shall be named the Priests of the Lord: men shall call you the Ministers of our God: ye shall eat the riches of the Gentiles, and in their glory shall ye boast yourselves. For your shame ye shall have double; and for confusion they shall rejoice in their portion: therefore in their land they shall possess the double: everlasting joy shall be unto them.
Og de skal genopbygge de gamle ruiner, de skal genrejse de tidligere ødelæggelser, og de skal istandsætte de øde byer, ødelæggelserne fra mange slægtled. Og fremmede skal stå og vogte jeres hjorde, og den fremmedes sønner skal være jeres plovmænd og jeres vingårdsmænd. Men I skal kaldes Herrens præster; man skal kalde jer vor Guds tjenere; I skal fortære folkeslagenes rigdomme, og i deres herlighed skal I rose jer. For i stedet for jeres skam skal I få dobbelt, og i stedet for vanære skal de fryde sig over deres lod; derfor skal de i deres land eje det dobbelte; evig glæde skal tilhøre dem.
For I the Lord love judgment, I hate robbery for burnt offering; and I will direct their work in truth, and I will make an everlasting covenant with them. And their seed shall be known among the Gentiles, and their offspring among the people: all that see them shall acknowledge them, that they are the seed which the Lord hath blessed. I will greatly rejoice in the Lord, my soul shall be joyful in my God; for he hath clothed me with the garments of salvation, he hath covered me with the robe of righteousness, as a bridegroom decketh himself with ornaments, and as a bride adorneth herself with her jewels. For as the earth bringeth forth her bud, and as the garden causeth the things that are sown in it to spring forth; so the Lord God will cause righteousness and praise to spring forth before all the nations. Isaiah 61:1–11.
Thi jeg, Herren, elsker ret; jeg hader rov som brændoffer; og jeg vil lede deres værk i sandhed, og jeg vil slutte en evig pagt med dem. Og deres sæd skal være kendt blandt hedningerne, og deres afkom blandt folkene; alle, som ser dem, skal erkende dem, at de er den sæd, som Herren har velsignet. Jeg vil glæde mig storligen i Herren, min sjæl skal fryde sig i min Gud; thi han har iklædt mig frelsens klæder, han har dækket mig med retfærdighedens kappe, som en brudgom smykker sig med prydelse, og som en brud pryder sig med sine juveler. Thi ligesom jorden frembringer sin spire, og ligesom haven lader det, som er sået i den, skyde op, således skal den Herre Gud lade retfærdighed og lovsang spire frem for alle folkene. Esajas 61:1–11.