The “truth which Peter had confessed is the foundation of the believer’s faith. It is that which Christ Himself has declared to be eternal life.” That “truth” identified two aspects of Christ. The first was that Christ is an element of prophetic history. The waymarks that represent the events of prophetic history, represent Christ. His association with the events identifies the sacredness of the prophetic waymarks, and provides the logic for Sister White so often saying that we must guard the waymarks, for those waymarks represent Jesus Christ. The waymark that represented the testing theme in the time of Christ was His baptism, and it aligned with other events in the sacred reform lines, distinguished by the descent of a Divine symbol.

Den »sandhed, som Peter havde bekendt, er grundlaget for den troendes tro. Det er den, som Kristus selv har erklæret at være evigt liv.« Denne »sandhed« identificerede to aspekter af Kristus. Det første var, at Kristus er et element i den profetiske historie. De vejmærker, der repræsenterer begivenhederne i den profetiske historie, repræsenterer Kristus. Hans forbindelse med begivenhederne identificerer de profetiske vejmærkers hellighed og giver begrundelsen for, at Søster White så ofte siger, at vi må vogte vejmærkerne, for disse vejmærker repræsenterer Jesus Kristus. Det vejmærke, som repræsenterede prøvelsestemaet på Kristi tid, var hans dåb, og det stod på linje med andre begivenheder i de hellige reformlinjer, kendetegnet ved nedstigningen af et guddommeligt symbol.

In the reform line of Moses, Divinity descended and abode in a burning bush, a symbol of the creator combining with the creation. In the reform line at the end of the seventy years, Michael descended to empower Cyrus to move forward with the first decree, and at the same time Daniel was changed into the image of Christ. In the reform line of Christ, the Holy Spirit descended in the form of a dove to anoint God’s Son, the symbol of Divinity combined with humanity. In Millerite history the angel that descended on August 11, 1840 was “no less a personage than Jesus Christ,” who descended with a little book that was to be eaten, and He was that little book. There He demonstrated that the combination of Divinity with humanity is accomplished by eating and drinking the flesh and blood of the Bread of Heaven.

I Moses’ reformlinje steg Guddommen ned og tog bolig i en brændende busk, et symbol på Skaberen forenet med skabningen. I reformlinjen ved afslutningen af de halvfjerds år steg Mikael ned for at bemyndige Kyros til at gå frem med det første dekret, og samtidig blev Daniel forvandlet til Kristi billede. I Kristi reformlinje steg Helligånden ned i en dues skikkelse for at salve Guds Søn, symbolet på Guddommen forenet med menneskeligheden. I den milleritiske historie var den engel, som steg ned den 11. august 1840, “ingen ringere end Jesus Kristus”, som steg ned med en lille bog, der skulle fortæres, og Han var den lille bog. Der viste Han, at foreningen af Guddommen med menneskeligheden fuldbyrdes ved at spise og drikke Himmelsbrødets kød og blod.

Sacred history is sacred because it is embodied by the presence of Christ. The predictions of God’s Word that identify future events, are Jesus Christ, for He is the “Word.” When those predictions are fulfilled in history, the events represent the fulfillment of His word, and His Word is Truth. It is His Word that sets forth the prediction, and it is His Word that is fulfilled when the event arrives, so at the beginning and at the ending it is Jesus Christ, for He is the Alpha and Omega. Therefore, when Peter proclaimed that Jesus was the Christ and the Son of the living God, he was identifying a waymark that was Jesus Christ and a waymark that reaches its perfect fulfillment in the last days. September 11, 2001 was the perfect fulfillment of Christ.

Den hellige historie er hellig, fordi den legemliggøres ved Kristi nærvær. Forudsigelserne i Guds Ord, som identificerer fremtidige begivenheder, er Jesus Kristus, for han er „Ordet“. Når disse forudsigelser opfyldes i historien, repræsenterer begivenhederne opfyldelsen af hans ord, og hans Ord er sandhed. Det er hans Ord, der fremsætter forudsigelsen, og det er hans Ord, der opfyldes, når begivenheden indtræffer; således er det ved begyndelsen og ved afslutningen Jesus Kristus, for han er Alfa og Omega. Derfor identificerede Peter, da han proklamerede, at Jesus var Kristus og den levende Guds Søn, et vejmærke, som var Jesus Kristus, og et vejmærke, som når sin fuldkomne opfyldelse i de sidste dage. 11. september 2001 var Kristi fuldkomne opfyldelse.

To reject the prophetic fulfillment of September 11, 2001, is to reject Christ, the Son of the living God. That truth, expressed by Peter, was “the foundation of the believer’s faith,” and on September 11, 2001 Christ led His last-day people back to Jeremiah’s “old paths,” which represent the “foundations” of the movement of the first and third angels’ messages. Peter represented the one hundred and forty-four thousand, who are sealed during the period when the four angels are restraining the four winds. The sealing time is a specific prophetic period, beginning on September 11, 2001 and ending at the soon coming Sunday law. Jesus always illustrates the end of a thing with the beginning of a thing.

At forkaste den profetiske opfyldelse af 11. september 2001 er at forkaste Kristus, den levende Guds Søn. Denne sandhed, udtrykt af Peter, var „grundlaget for den troendes tro“, og den 11. september 2001 førte Kristus sit folk i de sidste dage tilbage til Jeremias’ „gamle stier“, som repræsenterer „grundvoldene“ for bevægelsen i den første og den tredje engels budskaber. Peter repræsenterede de hundrede fireogfyrre tusinde, som besegles i den periode, hvor de fire engle holder de fire vinde tilbage. Beseglingstiden er en bestemt profetisk periode, der begynder den 11. september 2001 og ender ved den nært forestående søndagslov. Jesus fremstiller altid enden på en ting ved begyndelsen på en ting.

At the beginning of the sealing time the angel of Revelation eighteen descended, as had the Holy Spirit at the baptism, and that angel was “no less a personage than Jesus Christ,” for the angel that descended to lighten the earth with His glory in the Millerite history was “no less a personage than Jesus Christ.” At the soon coming Sunday law “no less a personage than Jesus Christ,” descends again and presents the second of the two messages of Revelation eighteen, as He calls His other flock out of Babylon. In the middle of the period of the sealing time, an angel descended, as the second angel descended on April 19, 1844, at the first disappointment of the Millerite movement.

Ved begyndelsen af beseglingstiden steg englen i Åbenbaringen atten ned, ligesom Helligånden gjorde det ved dåben, og denne engel var „ingen ringere end Jesus Kristus“, for den engel, som steg ned for at oplyse jorden med sin herlighed i Millerbevægelsens historie, var „ingen ringere end Jesus Kristus“. Ved den snart kommende søndagslov stiger „ingen ringere end Jesus Kristus“ atter ned og frembærer det andet af de to budskaber i Åbenbaringen atten, idet Han kalder sin anden hjord ud af Babylon. Midt i beseglingstidens periode steg en engel ned, ligesom den anden engel steg ned den 19. april 1844 ved den første skuffelse i Millerbevægelsen.

Between the arrival of that second angel, and the arrival of the third angel on October 22, 1844, many angels were sent to add power to the second angel as the Midnight Cry message arrived. Speaking of the history when these angels arrived in Millerite history, Sister White informs us that those that rejected these messages had crucified Christ just as assuredly as the Jews crucified Christ.

Mellem denne anden engels komme og den tredje engels komme den 22. oktober 1844 blev mange engle sendt for at give den anden engel større kraft, idet Midnatsråbets budskab kom. Med henvisning til den historie, da disse engle kom i Milleritternes historie, oplyser Søster White os om, at de, som forkastede disse budskaber, havde korsfæstet Kristus lige så visseligt, som jøderne korsfæstede Kristus.

“I saw that as the Jews crucified Jesus, so the nominal churches had crucified these messages, and therefore they have no knowledge of the way into the most holy, and they cannot be benefited by the intercession of Jesus there.” Early Writings, 261.

„Jeg så, at ligesom jøderne korsfæstede Jesus, således havde de navnkristne kirker korsfæstet disse budskaber, og derfor har de ingen kundskab om vejen ind i det allerhelligste, og de kan ikke drage nytte af Jesu forbøn dér.“ Early Writings, 261.

The messages represented by the angels, when rejected, represent the crucifixion of Christ, for He embodies the messages and their historical fulfillment. On July 18, 2020, “no less a personage than Jesus Christ” descended, marking the first disappointment and the beginning of the tarrying time. Slain in the streets, the dead dry bones of His last-day people were to be awakened by hearing the only voice that can bring people back to life.

De budskaber, som englene repræsenterer, repræsenterer, når de forkastes, Kristi korsfæstelse, for Han legemliggør budskaberne og deres historiske opfyldelse. Den 18. juli 2020 steg „ingen ringere end Jesus Kristus“ ned, hvilket markerede den første skuffelse og begyndelsen på ventetiden. Slået ihjel på gaderne skulle de døde, tørre ben af Hans folk i de sidste dage vækkes ved at høre den eneste røst, som kan bringe mennesker tilbage til livet.

Verily, verily, I say unto you, The hour is coming, and now is, when the dead shall hear the voice of the Son of God: and they that hear shall live. For as the Father hath life in himself; so hath he given to the Son to have life in himself; And hath given him authority to execute judgment also, because he is the Son of man. Marvel not at this: for the hour is coming, in the which all that are in the graves shall hear his voice, And shall come forth; they that have done good, unto the resurrection of life; and they that have done evil, unto the resurrection of damnation. John 5:25–29.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv; og han har givet ham myndighed til også at holde dom, fordi han er Menneskesønnen. Undres ikke over dette; for den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst og komme frem: de, som har gjort det gode, til livets opstandelse, men de, som har øvet det onde, til dommens opstandelse. Johannes 5:25–29.

In July of 2023, His voice called the dead dry bones to life, and Alpha and Omega then repeated the beginning of the sealing time, for July 2023, marks the ending period of the sealing time. His people were then again called back to Jeremiah’s old paths, to the foundations of Millerite history. The foundational message of the Millerites’ beginning and ending were the first and last messages of Millerite history, which was the “seven times” of Leviticus chapter twenty-six.

I juli 2023 kaldte Hans røst de døde, tørre ben til live, og Alfa og Omega gentog da begyndelsen på beseglingstiden, for juli 2023 markerer afslutningsperioden for beseglingstiden. Hans folk blev derefter atter kaldt tilbage til Jeremias gamle stier, til grundvoldene i den milleritiske historie. Grundbudskabet ved milleritternes begyndelse og afslutning var den milleritiske histories første og sidste budskaber, hvilket var de „syv tider“ i Tredje Mosebog, kapitel seksogtyve.

In July 2023, God’s last day people were once again commanded to take the little book and eat it. As they eat the little book, they are then tested to see if they will acknowledge the message of the third Woe in Revelation chapter nine (the tidings of the east) and the message of Daniel chapter eleven (the tidings of the north). The testing process leads them to verses thirteen to fifteen of Daniel chapter eleven, which is the Battle of Panium, which is Caesarea Philippi and which is the message of the Midnight Cry where the two classes who have heard His voice are manifested, one class “that have done good, unto the resurrection of life; and they that have done evil, unto the resurrection of damnation.”

I juli 2023 blev Guds folk i de sidste dage endnu en gang befalet at tage den lille bog og æde den. Når de æder den lille bog, bliver de derpå prøvet for at se, om de vil anerkende budskabet om det tredje Ve i Johannes’ Åbenbaring kapitel ni (tidenderne fra øst) og budskabet i Daniels bog kapitel elleve (tidenderne fra nord). Prøvelsesprocessen fører dem til vers tretten til femten i Daniels bog kapitel elleve, som er Slaget ved Panium, som er Cæsarea Filippi, og som er Midnatsråbets budskab, hvor de to klasser, som har hørt Hans røst, bliver åbenbaret: den ene klasse, »de, som har gjort godt, til livets opstandelse; og de, som har gjort ondt, til dommens opstandelse.«

There are three voices in the sealing time of the one hundred and forty-four thousand and they are all the voice of “no less a personage than Jesus Christ.” The first voice of Revelation eighteen sounded when the great buildings of New York city were brought down by a touch from God. The second voice is the voice of Michael the archangel who calls the dead out of their graves. The third voice is the second voice of Revelation chapter eighteen that calls His other flock out of Babylon in the hour of the “great earthquake” of Revelation chapter eleven. The perfect fulfillment of Peter’s confession at Caesarea Philippi is made when Christ leads His last day people to “that portion of the prophecy of Daniel relating to the last days.”

Der er tre røster i beseglingstiden for de et hundrede og fireogfyrre tusinde, og de er alle stemmen af „ingen ringere person end Jesus Kristus“. Den første røst i Åbenbaringen atten lød, da de store bygninger i New York City blev styrtet til jorden ved et berøring fra Gud. Den anden røst er ærkeenglen Michaels røst, som kalder de døde ud af deres grave. Den tredje røst er den anden røst i Åbenbaringens attende kapitel, som kalder Hans anden hjord ud af Babylon i timen for det „store jordskælv“ i Åbenbaringens ellevte kapitel. Den fuldkomne opfyldelse af Peters bekendelse i Cæsarea Filippi sker, når Kristus leder sit folk i de sidste dage til „den del af Daniels profeti, som angår de sidste dage“.

Panium of verses thirteen to fifteen of Daniel eleven, is the “portion” of the prophecy of Daniel that was sealed up that identifies the message of the Midnight Cry. Panium is the Exeter camp meeting in August of 1844, it’s a history that is fulfilled in the second term of Donald Trump, and it is the prophetic message that impresses the seal of God upon the foreheads of the one hundred and forty-four thousand. The verses we are now studying are very holy ground.

Panium i vers tretten til femten i Daniel elleve er den „del“ af Daniels profeti, som blev forseglet, og som identificerer Midnatsråbets budskab. Panium er lejrstævnet i Exeter i august 1844; det er en historie, som opfyldes i Donald Trumps anden embedsperiode, og det er det profetiske budskab, som præger Guds segl på de et hundrede og fireogfyrre tusindes pander. De vers, som vi nu studerer, er meget hellig grund.

The truth which Peter had confessed is the foundation of the believer’s faith. It is that which Christ Himself has declared to be eternal life. But the possession of this knowledge was no ground for self-glorification. Through no wisdom or goodness of his own had it been revealed to Peter. Never can humanity, of itself, attain to a knowledge of the divine. ‘It is as high as heaven; what canst thou do? deeper than hell; what canst thou know?’ Job 11:8. Only the spirit of adoption can reveal to us the deep things of God, which ‘eye hath not seen, nor ear heard, neither have entered into the heart of man.’ ‘God hath revealed them unto us by His Spirit: for the Spirit searcheth all things, yea, the deep things of God.’ 1 Corinthians 2:9, 10. ‘The secret of the Lord is with them that fear Him;’ and the fact that Peter discerned the glory of Christ was an evidence that he had been ‘taught of God.’ Psalm 25:14; John 6:45. Ah, indeed, ‘blessed art thou, Simon Bar-jona: for flesh and blood hath not revealed it unto thee.’

„Den sandhed, som Peter havde bekendt, er den troendes tros grundvold. Det er det, som Kristus selv har erklæret at være evigt liv. Men besiddelsen af denne kundskab var ingen grund til selvforherligelse. Det var ikke ved nogen visdom eller godhed hos ham selv, at den var blevet åbenbaret for Peter. Aldrig kan mennesket af sig selv nå til kundskab om det guddommelige. ‘Den er højere end himmelen; hvad kan du gøre? dybere end dødsriget; hvad kan du vide?’ Job 11:8. Kun barnekårets Ånd kan åbenbare for os Guds dybe ting, som ‘intet øje har set, og intet øre hørt, og som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte.’ ‘Men os har Gud åbenbaret det ved sin Ånd; for Ånden ransager alle ting, selv Guds dybder.’ 1 Korintherbrev 2:9, 10. ‘Herrens fortrolighed er med dem, der frygter ham;’ og det forhold, at Peter skelnede Kristi herlighed, var et bevis på, at han var blevet ‘oplært af Gud.’ Salme 25:14; Johannes 6:45. Ja, i sandhed, ‘salig er du, Simon Barjona; for kød og blod har ikke åbenbaret dig det.’“

“Jesus continued: ‘I say also unto thee, That thou art Peter, and upon this rock I will build My church; and the gates of hell shall not prevail against it.’ The word Peter signifies a stone,—a rolling stone. Peter was not the rock upon which the church was founded. The gates of hell did prevail against him when he denied his Lord with cursing and swearing. The church was built upon One against whom the gates of hell could not prevail.” The Desire of Ages, 413

„Jesus fortsatte: ‚Og jeg siger også dig, at du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge Min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.‘ Ordet Peter betegner en sten,—en rullende sten. Peter var ikke den klippe, hvorpå kirken blev grundlagt. Dødsrigets porte fik magt over ham, da han fornægtede sin Herre med eder og besværgelser. Kirken blev bygget på Én, mod hvem dødsrigets porte ikke kunne få magt.“ The Desire of Ages, 413

The message Christ was presenting to His disciples at Caesarea Philippi was and is the message of the Midnight Cry, and it is placed within the context of a spiritual war between the Greek god Pan, whose temple was called “the gates of hell,” and the two apostate horns of the earth beast. The Maccabees were God’s apostate people, who professed to be the defenders of God’s church, as they were warring against the religion of the Greeks. They identified themselves as both the religious and political leaders. They represent the apostate Protestantism of those fallen churches that, with the government of the United States, are now forming an image of the beast and are warring against the globalist’s religion of woke-ism and Mother Earth. The apostate horns prevail in their struggle with the religious and political elements of globalism, and at the same time the true Protestant horn is being purified by the removal of the last remnants of the foolish virgins, in advance of being lifted up as an ensign at the “great earthquake” of the soon coming Sunday law.

Det budskab, Kristus frembar for sine disciple i Cæsarea Filippi, var og er Midnatsråbets budskab, og det er placeret inden for rammerne af en åndelig krig mellem den græske gud Pan, hvis tempel blev kaldt „helvedes porte“, og jorddyrets to frafaldne horn. Makkabæerne var Guds frafaldne folk, som gav sig ud for at være forsvarerne af Guds menighed, idet de førte krig mod grækernes religion. De identificerede sig selv som både de religiøse og politiske ledere. De repræsenterer den frafaldne protestantisme hos de faldne kirker, som nu sammen med De Forenede Staters regering er i færd med at danne et billede af dyret og føre krig mod globalisternes religion, woke-ismen og Moder Jord. De frafaldne horn sejrer i deres kamp med globalismens religiøse og politiske elementer, og samtidig bliver det sande protestantiske horn renset ved fjernelsen af de sidste rester af de dårlige jomfruer, forud for at det bliver ophøjet som et banner ved „det store jordskælv“ i den snart kommende søndagslov.

The portion of the prophecy of the book of Daniel that relates to the last days, which is also the Revelation of Jesus Christ, and is the message of the Midnight Cry, is unsealed by the Lion of the tribe of Judah at Caesarea Philippi, which is Panium. It is unsealed in the midst of the warfare between atheistic beast from the bottomless pit and the horn of Republicanism that began to stir up that beast in 2015, and against the genuine horn of Protestantism that is now being resurrected as a mighty army.

Den del af profetien i Daniels bog, som vedrører de sidste dage, som også er Jesu Kristi åbenbaring og er Midnatsråbets budskab, bliver åbnet af Løven af Judas stamme i Cæsarea Filippi, som er Panium. Den bliver åbnet midt i krigen mellem det ateistiske dyr fra afgrunden og republikanismens horn, som begyndte at ophidse dette dyr i 2015, og imod protestantismens ægte horn, som nu bliver genoprejst som en mægtig hær.

The truth that Peter confessed represents the waymark of September 11, 2001, and also that Christ is the Son of the living God. The truth of what is represented by Jesus being the Son of God, is a testing truth as certainly as was whether Jesus was the Messiah or not in the days of Peter. The proclamation that Jesus is the Son of God represents everything that had been revealed of who the Son is. It represents not only that He was God’s Son, but that He was also the son of man. It is the truth of the incarnation of divinity into humanity, which is the very work that is accomplished during the sealing time of the one hundred and forty-four thousand. The truth of the “incarnation,” is the truth at the end that was typified by the truth of the “Sabbath” at the beginning.

Den sandhed, som Peter bekendte, repræsenterer vejmærket den 11. september 2001, og også at Kristus er den levende Guds Søn. Sandheden om det, som repræsenteres ved, at Jesus er Guds Søn, er en prøvende sandhed, lige så sikkert som spørgsmålet om, hvorvidt Jesus var Messias eller ej, var det på Peters tid. Forkyndelsen af, at Jesus er Guds Søn, repræsenterer alt det, som var blevet åbenbaret om, hvem Sønnen er. Den repræsenterer ikke alene, at Han var Guds Søn, men også at Han var Menneskesønnen. Det er sandheden om guddommens inkarnation i menneskeligheden, hvilket er selve det værk, der fuldbyrdes i beseglingstiden for de et hundrede og fireogfyrre tusinde. Sandheden om “inkarnationen” er den sandhed ved enden, som blev forbilledligt fremstillet ved sandheden om “sabbatten” i begyndelsen.

October 22, 1844 marked the arrival of the third angel. When an angel arrives, a special truth adapted to the period where the truth is unsealed is opened by the Lion of the tribe of Judah, and that truth then tests the generation where that truth is opened up. On October 22, 1844 the truths associated with the work of Christ, who suddenly came unto the temple He had raised in the forty-six years from 1798 unto 1844, were revealed. Christ’s work of judgment, the law of God, His role as High Priest, the issue of the mark of the beast and the sealing of the one hundred and forty-four thousand were all opened up. Sister White was shown that of those truths, there was one truth which the Alpha and Omega identified in a special light.

Den 22. oktober 1844 markerede den tredje engels komme. Når en engel kommer, åbnes en særlig sandhed, tilpasset den tidsperiode, hvor sandheden forsegles op, af Løven af Judas stamme, og denne sandhed sætter derpå den generation på prøve, i hvilken den sandhed åbnes. Den 22. oktober 1844 blev de sandheder åbenbaret, som er forbundet med Kristi gerning, han som pludselig kom til det tempel, han havde oprejst i de seksogfyrre år fra 1798 til 1844. Kristi domsgerning, Guds lov, hans rolle som ypperstepræst, spørgsmålet om dyrets mærke og beseglingen af de et hundrede og fireogfyrre tusind blev alle åbnet. Søster White fik vist, at der blandt disse sandheder var én sandhed, som Alfa og Omega fremhævede i et særligt lys.

“I was amazed as I saw the fourth commandment in the very center of the ten precepts, with a soft halo of light encircling it. Said the angel: ‘It is the only one of the ten which defines the living God who created the heavens and the earth and all things that are therein. When the foundations of the earth were laid, then was laid the foundation of the Sabbath also.’” Testimonies, volume 1, 75.

„Jeg blev grebet af forundring, da jeg så det fjerde bud i selve midten af de ti bud, omgivet af en blid strålekrans af lys. Englen sagde: ‘Det er det eneste af de ti, som identificerer den levende Gud, der skabte himlene og jorden og alle de ting, som er deri. Da jordens grundvolde blev lagt, blev også sabbattens grundvold lagt.’“ Testimonies, bind 1, 75.

The sealing time of the one hundred and forty-four thousand had arrived, but it was to be delayed by the rebellion of 1863. On September 11, 2001 the sealing process began when Christ, represented as the mighty angel of Revelation chapter eighteen, descended with a hidden book in His hand that God’s last day people were to eat. The Alpha and Omega always illustrates the end with the beginning, so in the last days there was another truth that was placed in a special light, and it was directly connected to the Sabbath truth that was highlighted the first time Christ attempted to seal the one hundred and forty-four thousand.

Beseglingstiden for de hundrede og fireogfyrre tusind var kommet, men den skulle blive forsinket ved oprøret i 1863. Den 11. september 2001 begyndte beseglingsprocessen, da Kristus, fremstillet som den vældige engel i Åbenbaringen kapitel atten, steg ned med en skjult bog i sin hånd, som Guds sidste dages folk skulle spise. Alfa og Omega fremstiller altid enden ved begyndelsen, så i de sidste dage var der endnu en sandhed, som blev sat i et særligt lys, og den var direkte forbundet med sabbatssandheden, som blev fremhævet første gang, da Kristus forsøgte at besegle de hundrede og fireogfyrre tusind.

“The time has come for Daniel to stand in his lot. The time has come for the light given him to go to the world as never before. If those for whom the Lord has done so much will walk in the light, their knowledge of Christ and the prophecies relating to Him will be greatly increased as they near the close of this earth’s history.

Tiden er kommet, da Daniel skal stå i sin lod. Tiden er kommet, da det lys, der blev givet ham, skal gå ud til verden som aldrig før. Hvis de, for hvem Herren har gjort så meget, vil vandre i lyset, vil deres kundskab om Kristus og de profetier, der vedrører Ham, blive stærkt forøget, efterhånden som de nærmer sig afslutningen på denne jords historie.

“Those who commune with God walk in the light of the Sun of Righteousness. They do not dishonor their Redeemer by corrupting their way before God. Heavenly light shines upon them. They are of infinite worth in God’s sight, for they are one with Christ. To them the word of God is of surpassing beauty and loveliness. They see its importance. Truth is unfolded to them. The doctrine of the incarnation is invested with a soft radiance. They see that the Scripture is the key which unlocks all mysteries and solves all difficulties. Those who have been unwilling to receive the light and walk in the light will not be able to understand the mystery of godliness, but those who have not hesitated to take up the cross and follow Jesus will see light in God’s light.” Manuscript Releases, number 21, 406, 407.

„De, som har samfund med Gud, vandrer i Retfærdighedens Sols lys. De vanærer ikke deres Forløser ved at fordærve deres vej for Gud. Himmelsk lys skinner over dem. De er af uendelig værdi i Guds øjne, for de er ét med Kristus. For dem er Guds ord af overvældende skønhed og ynde. De ser dets betydning. Sandheden åbenbares for dem. Læren om inkarnationen er omgivet af en mild glans. De ser, at Skriften er nøglen, som oplukker alle mysterier og løser alle vanskeligheder. De, som ikke har været villige til at modtage lyset og vandre i lyset, vil ikke være i stand til at forstå gudsfrygtens mysterium, men de, som ikke har tøvet med at tage korset op og følge Jesus, vil se lys i Guds lys.“ Manuscript Releases, nr. 21, 406, 407.

The doctrine of the incarnation is the truth that Divinity combined with humanity does not sin, and the sign of those who have reached that experience in the last days is the Sabbath.

Læren om inkarnationen er den sandhed, at guddommelighed forenet med menneskelighed ikke synder, og tegnet på dem, der i de sidste dage er nået frem til denne erfaring, er sabbatten.

Moreover also I gave them my sabbaths, to be a sign between me and them, that they might know that I am the Lord that sanctify them. Ezekiel 20:12.

Desuden gav jeg dem også mine sabbatter til et tegn mellem mig og dem, for at de skulle kende, at jeg er Herren, som helliger dem. Ezekiel 20:12.

The one hundred and forty-four thousand are sealed for eternity, and the process of the sealing identifies a short period of time at the end of the sealing process, just before the Sunday law, when the seal is impressed. In that short period of time Divinity is combined with humanity, permanently.

De hundrede og fireogfyrre tusind forsegles for evigheden, og forseglingsprocessen udpeger en kort tidsperiode ved afslutningen af forseglingsprocessen, lige før søndagsloven, hvor seglet præges. I denne korte tidsperiode forenes guddommelighed med menneskelighed, varigt.

“What are you doing, brethren, in the great work of preparation? Those who are uniting with the world are receiving the worldly mold and preparing for the mark of the beast. Those who are distrustful of self, who are humbling themselves before God and purifying their souls by obeying the truth these are receiving the heavenly mold and preparing for the seal of God in their foreheads. When the decree goes forth and the stamp is impressed, their character will remain pure and spotless for eternity.

„Hvad gør I, brødre, i det store forberedelsesværk? De, som forener sig med verden, modtager den verdslige form og forbereder sig til dyrets mærke. De, som nærer mistillid til sig selv, som ydmyger sig for Gud og renser deres sjæle ved lydighed mod sandheden, disse modtager den himmelske form og forbereder sig til Guds segl på deres pander. Når forordningen udgår, og præget bliver indprentet, vil deres karakter forblive ren og pletfri i evighed.״

“Now is the time to prepare. The seal of God will never be placed upon the forehead of an impure man or woman. It will never be placed upon the forehead of the ambitious, world-loving man or woman. It will never be placed upon the forehead of men or women of false tongues or deceitful hearts. All who receive the seal must be without spot before God—candidates for heaven. Go forward, my brethren and sisters. I can only write briefly upon these points at this time, merely calling your attention to the necessity of preparation. Search the Scriptures for yourselves, that you may understand the fearful solemnity of the present hour.” Testimonies, volume 5, 216.

„Nu er tiden inde til at forberede sig. Guds segl vil aldrig blive sat på panden af en uren mand eller kvinde. Det vil aldrig blive sat på panden af den ærgerrige, verdenselskende mand eller kvinde. Det vil aldrig blive sat på panden af mænd eller kvinder med falske tunger eller svigefulde hjerter. Alle, som modtager seglet, må være uden plet for Gud — skikkede til himlen. Gå fremad, mine brødre og søstre. Jeg kan på nuværende tidspunkt kun skrive kort om disse punkter og blot henlede jeres opmærksomhed på nødvendigheden af forberedelse. Ransag Skrifterne for jer selv, så I kan forstå den frygtelige alvor i den nuværende stund.“ Testimonies, bind 5, 216.

The previous passage might suggest that the seal is impressed at the Sunday law, but this is not the case. Sister White is clear that the Sunday law is a great crisis, and she also teaches clearly that character is manifested in a crisis, but never developed in a crisis. The seal is impressed at the Sunday law in the sense that it then becomes visible, for those who then have the seal are lifted up as an ensign. The seal is impressed in a short period of time, just before probation closes, and for Sabbath-keepers, probation closes at the Sunday law. The sealing began on September 11, 2001, and no one then received the seal of God, for as illustrated in the period of time following October 22, 1844, there was first to be a testing process.

Det foregående afsnit kunne antyde, at seglet påtrykkes ved søndagsloven, men dette er ikke tilfældet. Søster White gør det klart, at søndagsloven er en stor krise, og hun lærer også tydeligt, at karakter åbenbares i en krise, men aldrig udvikles i en krise. Seglet påtrykkes ved søndagsloven i den forstand, at det da bliver synligt, for de, som da har seglet, løftes op som et banner. Seglet påtrykkes i en kort tidsperiode, umiddelbart før nådetiden afsluttes, og for sabbatsholdere afsluttes nådetiden ved søndagsloven. Beseglingen begyndte den 11. september 2001, og ingen modtog da Guds segl, for som illustreret i tidsperioden efter den 22. oktober 1844, skulle der først være en prøvelsesproces.

In every reform movement, when the divine symbol descends to empower the message that was unsealed at the time of the end, a testing process begins. When Michael descended to empower Cyrus to move forward with the first decree, the Jews were then tested as to whether they would leave the home they had lived in for the previous seventy years and return to a ruined city and rebuild it. When the Holy Spirit descended at the baptism of Christ, the Jews were tested on the subject of the Messiah. When the mighty angel of Revelation ten descended on August 11, 1840, that generation was tested on whether they would eat the little book, and all that the little book represented.

I enhver reformbevægelse begynder en prøvelsesproces, når det guddommelige symbol stiger ned for at give kraft til det budskab, som blev åbnet ved endens tid. Da Mikael steg ned for at styrke Kyros til at gå videre med det første dekret, blev jøderne da prøvet på, om de ville forlade det hjem, de havde boet i gennem de foregående halvfjerds år, og vende tilbage til en ødelagt by og genopbygge den. Da Helligånden steg ned ved Kristi dåb, blev jøderne prøvet i spørgsmålet om Messias. Da den vældige engel i Åbenbaringen 10 steg ned den 11. august 1840, blev den generation prøvet på, om de ville æde den lille bog og alt det, som den lille bog repræsenterede.

A testing process began on August 11, 1840 that produced two classes of worshippers, and the class that followed the Lamb into the Most Holy Place were candidates to be among the one hundred and forty-four thousand. The final test for that generation, who failed the testing process, began with the arrival of increased light upon the “seven times,” of Leviticus twenty-six. From 1856 unto 1863, the Laodicean message marked a final period of time in the period that began with the arrival of the third angel on October 22, 1844. That period of time is represented by verses thirteen through fifteen of Daniel chapter eleven.

En prøveproces begyndte den 11. august 1840, som frembragte to klasser af tilbedere, og den klasse, som fulgte Lammet ind i det Allerhelligste, var kandidater til at være blandt de hundrede og fireogfyrre tusind. Den endelige prøve for den generation, som ikke bestod prøveprocessen, begyndte med ankomsten af øget lys over de „syv tider“ i Tredje Mosebog seksogtyve. Fra 1856 til 1863 markerede Laodikea-budskabet en afsluttende tidsperiode inden for den periode, som begyndte med den tredje engels ankomst den 22. oktober 1844. Denne tidsperiode fremstilles ved vers tretten til femten i Daniels bog kapitel elleve.

We will continue this study in the next article.

Vi vil fortsætte denne undersøgelse i den næste artikel.

“‘In the beginning was the Word, and the Word was with God, and the Word was God. The same was in the beginning with God. All things were made by him; and without him was not any thing made that was made. In him was life; and the life was the light of men. And the light shineth in darkness; and the darkness comprehended it not.’ ‘And the Word was made flesh, and dwelt among us, (and we beheld his glory, the glory as of the only begotten of the Father,) full of grace and truth’ (John 1:1–5, 14).

“‘I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alle ting er blevet til ved ham; og uden ham blev ikke noget til af det, som er blevet til. I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fattede det ikke.’ ‘Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, (og vi skuede hans herlighed, en herlighed som den Enbårnes fra Faderen,) fuld af nåde og sandhed’ (Johannes 1:1–5, 14).”

“This chapter delineates the character and importance of the work of Christ. As one who understands his subject, John ascribes all power to Christ, and speaks of His greatness and majesty. He flashes forth divine rays of precious truth, as light from the sun. He presents Christ as the only Mediator between God and humanity.

„Dette kapitel skildrer karakteren af og betydningen af Kristi gerning. Som en, der forstår sit emne, tillægger Johannes al magt til Kristus og taler om hans storhed og majestæt. Han lader guddommelige stråler af kostbar sandhed bryde frem som lys fra solen. Han fremstiller Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og menneskeheden.״

“The doctrine of the incarnation of Christ in human flesh is a mystery, ‘even the mystery which hath been hid from ages and from generations’ (Colossians 1:26). It is the great and profound mystery of godliness. ‘The Word was made flesh, and dwelt among us’ (John 1:14). Christ took upon Himself human nature, a nature inferior to His heavenly nature. Nothing so shows the wonderful condescension of God as this. He ‘so loved the world, that he gave his only begotten Son’ (John 3:16). John presents this wonderful subject with such simplicity that all may grasp the ideas set forth, and be enlightened.

Læren om Kristi inkarnation i menneskeligt kød er et mysterium, »selve den hemmelighed, som har været skjult fra evigheder og fra slægter« (Kolossenserne 1:26). Det er gudsfrygtighedens store og dybe hemmelighed. »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os« (Johannes 1:14). Kristus tog den menneskelige natur på sig, en natur ringere end hans himmelske natur. Intet viser så klart Guds vidunderlige nedladenhed som dette. Han »elskede således verden, at han gav sin enbårne Søn« (Johannes 3:16). Johannes fremstiller dette vidunderlige emne med en sådan enkelhed, at alle kan fatte de fremførte tanker og blive oplyst.

“Christ did not make believe take human nature; He did verily take it. He did in reality possess human nature. ‘As the children are partakers of flesh and blood, he also himself likewise took part of the same’ (Hebrews 2:14). He was the son of Mary; He was of the seed of David according to human descent. He is declared to be a man, even the Man Christ Jesus. ‘This man,’ writes Paul, ‘was counted worthy of more glory than Moses, inasmuch as he who hath builded the house hath more honour than the house’ (Hebrews 3:3).

„Kristus lod ikke blot, som om Han antog den menneskelige natur; Han antog den virkelig. Han besad i sandhed menneskelig natur. ‘Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han selv på lignende måde del deri’ (Hebræerne 2:14). Han var Marias søn; Han var af Davids slægt efter menneskelig afstamning. Han erklæres at være et menneske, ja, Mennesket Kristus Jesus. ‘Denne mand,’ skriver Paulus, ‘blev agtet værdig til større herlighed end Moses, eftersom den, som har bygget huset, har større ære end huset’ (Hebræerne 3:3).”

“But while God’s Word speaks of the humanity of Christ when upon this earth, it also speaks decidedly regarding His pre-existence. The Word existed as a divine being, even as the eternal Son of God, in union and oneness with His Father. From everlasting He was the Mediator of the covenant, the one in whom all nations of the earth, both Jews and Gentiles, if they accepted Him, were to be blessed. ‘The Word was with God, and the Word was God’ (John 1:1). Before men or angels were created, the Word was with God, and was God.

„Men mens Guds Ord taler om Kristi menneskelighed, da han var på denne jord, taler det også utvetydigt om hans præeksistens. Ordet eksisterede som et guddommeligt væsen, ja, som Guds evige Søn, i forening og éthed med sin Fader. Fra evighed af var han pagtens Mellemmand, den, i hvem alle jordens folk, både jøder og hedninger, hvis de tog imod ham, skulle velsignes. ‘Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud’ (Joh 1,1). Før mennesker eller engle blev skabt, var Ordet hos Gud og var Gud.“

“The world was made by Him, ‘and without him was not anything made that was made’ (John 1:3). If Christ made all things, He existed before all things. The words spoken in regard to this are so decisive that no one need be left in doubt. Christ was God essentially, and in the highest sense. He was with God from all eternity, God over all, blessed forevermore.

Verden blev skabt ved Ham, »og uden ham blev ikke noget til af det, som er« (Johannes 1,3). Hvis Kristus skabte alle ting, eksisterede Han før alle ting. De ord, der er talt herom, er så afgørende, at ingen behøver at være efterladt i tvivl. Kristus var Gud i væsen og i den højeste forstand. Han var hos Gud fra evighed af, Gud over alle, lovprist i evighed.

“The Lord Jesus Christ, the divine Son of God, existed from eternity, a distinct person, yet one with the Father. He was the surpassing glory of heaven. He was the commander of the heavenly intelligences, and the adoring homage of the angels was received by Him as His right. This was no robbery of God. ‘The Lord possessed me in the beginning of his way,’ He declares, ‘before his works of old. I was set up from everlasting, from the beginning, or ever the earth was. When there were no depths, I was brought forth; when there were no fountains abounding with water. Before the mountains were settled, before the hills was I brought forth: while as yet he had not made the earth, nor the fields, nor the highest part of the dust of the world. When he prepared the heavens, I was there: when he set a compass upon the face of the depth’ (Proverbs 8:22–27).

"Herren Jesus Kristus, Guds guddommelige Søn, eksisterede fra evighed af, en særskilt person, og dog ét med Faderen. Han var himlens overvældende herlighed. Han var de himmelske intelligensers anfører, og englenes tilbedende hyldest blev modtaget af Ham som Hans ret. Dette var ikke et røveri mod Gud. 'Herren ejede mig ved begyndelsen af sin vej,' erklærer Han, 'forud for sine værker fra fordums tid. Jeg blev indsættet fra evighed, fra begyndelsen, før jorden blev til. Da dybene endnu ikke var, blev jeg født; da kilderne, rige på vand, endnu ikke fandtes. Før bjergene blev grundfæstet, før højene blev jeg født: mens han endnu ikke havde skabt jorden eller markerne eller verdens øverste støvpartikler. Da han beredte himlene, var jeg der; da han satte en kreds over dybets flade' (Ordsprogene 8:22–27)."

“There are light and glory in the truth that Christ was one with the Father before the foundation of the world was laid. This is the light shining in a dark place, making it resplendent with divine, original glory. This truth, infinitely mysterious in itself, explains other mysterious and otherwise unexplainable truths, while it is enshrined in light, unapproachable and incomprehensible.” Selected Messages, book 1, 246–248.

„Der er lys og herlighed i den sandhed, at Kristus var ét med Faderen, før verdens grundvold blev lagt. Dette er det lys, der skinner på et mørkt sted og gør det strålende med guddommelig, oprindelig herlighed. Denne sandhed, uendeligt gådefuld i sig selv, forklarer andre gådefulde og ellers uforklarlige sandheder, medens den er indesluttet i lys, utilnærmeligt og ubegribeligt.“ Selected Messages, bog 1, 246–248.