The second generation of Laodicean Adventism arrived in 1888, and that generation is symbolically represented in Ezekiel chapter eight, as the second abomination, which is represented by the “chambers of his imagery.”
Den anden generation af laodikeisk adventisme fremkom i 1888, og denne generation er symbolsk fremstillet i Ezekiels ottende kapitel som den anden vederstyggelighed, der er repræsenteret ved «hans billedvæsens kamre».
So I went in and saw; and behold every form of creeping things, and abominable beasts, and all the idols of the house of Israel, pourtrayed upon the wall round about. And there stood before them seventy men of the ancients of the house of Israel, and in the midst of them stood Jaazaniah the son of Shaphan, with every man his censer in his hand; and a thick cloud of incense went up. Then said he unto me, Son of man, hast thou seen what the ancients of the house of Israel do in the dark, every man in the chambers of his imagery? for they say, The Lord seeth us not; the Lord hath forsaken the earth. Ezekiel 8:10–12.
Så gik jeg ind og så; og se, alle slags krybdyr og afskyelige dyr og alle Israels hus’ afguder var afbildet på væggen hele vejen rundt. Og foran dem stod halvfjerds mænd af de ældste i Israels hus, og midt iblandt dem stod Ja’azanja, Sjafans søn, med hver mand sit røgelseskar i hånden; og en tyk sky af røgelse steg op. Da sagde han til mig: Menneskesøn, har du set, hvad de ældste i Israels hus gør i mørket, hver mand i sit billedkammers rum? For de siger: Herren ser os ikke; Herren har forladt jorden. Ezekiel 8:10–12.
The chambers of imagery represent the wicked secrets within the hearts of those represented as the ancient men, and they have brought that very wickedness into not only the chambers of their minds, but also into the chambers of God’s sanctuary.
Billedkamrene repræsenterer de ugudelige hemmeligheder i hjertet hos dem, der fremstilles som de gamle mænd, og de har bragt netop denne ugudelighed ind ikke alene i deres sinds kamre, men også i Guds helligdoms kamre.
Eat thou not the bread of him that hath an evil eye, neither desire thou his dainty meats: For as he thinketh in his heart, so is he: Eat and drink, saith he to thee; but his heart is not with thee. Proverbs 23:6, 7.
Spis ikke brød hos den, der har et ondt øje, og begær heller ikke hans lækkerier; for som han tænker i sit hjerte, sådan er han: »Spis og drik,« siger han til dig, men hans hjerte er ikke med dig. Ordsprogene 23,6-7.
The wickedness of the chambers of imagery is written both on the walls of the temple and the walls of the ancient men’s minds. The secret chambers of imagery of the second abomination of Ezekiel chapter eight, represent the second generation of Laodicean Adventism, and of the four abominations the second abomination takes more time to emphasize a corporate rebellion, although all four abominations are represented as being carried out by the men who were supposed to be the guardians of the people.
Billedkamrenes ugudelighed er skrevet både på templets mure og på de ældstes sinds mure. De hemmelige billedkamre i den anden vederstyggelighed i Ezekiels ottende kapitel repræsenterer anden generation af laodikeisk adventisme, og blandt de fire vederstyggeligheder bruger den anden vederstyggelighed mere tid på at fremhæve et korporativt oprør, skønt alle fire vederstyggeligheder fremstilles som udført af de mænd, der skulle have været folkets vogtere.
“The mark of deliverance has been set upon those ‘that sigh and that cry for all the abominations that be done.’ Now the angel of death goes forth, represented in Ezekiel’s vision by the men with the slaughtering weapons, to whom the command is given: ‘Slay utterly old and young, both maids, and little children, and women: but come not near any man upon whom is the mark; and begin at My sanctuary.’ Says the prophet: ‘They began at the ancient men which were before the house.’ Ezekiel 9:1–6. The work of destruction begins among those who have professed to be the spiritual guardians of the people. The false watchmen are the first to fall. There are none to pity or to spare. Men, women, maidens, and little children perish together.” The Great Controversy, 656.
“Udfrielsens mærke er sat på dem, ‘som sukker og råber over alle de vederstyggeligheder, der øves.’ Nu drager dødens engel ud, fremstillet i Ezekiels syn ved mændene med slagtevåbnene, til hvem befalingen gives: ‘Dræb til yderlighed gamle og unge, både jomfruer og små børn og kvinder; men kom ikke nær nogen mand, på hvem mærket er; og begynd ved min helligdom.’ Profeten siger: ‘De begyndte med de gamle mænd, som var foran huset.’ Ezekiel 9:1–6. Ødelæggelsens værk begynder blandt dem, som har bekendt at være folkets åndelige vogtere. De falske vægtere er de første, der falder. Der er ingen til at ynke eller skåne. Mænd, kvinder, unge piger og små børn omkommer sammen.” The Great Controversy, 656.
The rebellion that marks the arrival of the second generation is specifically associated with the leadership of Laodicean Adventism, as fulfilled at the 1888 General Conference meeting in Minneapolis. It is represented by the expression “ancients of the house of Israel” and also by the “seventy men.” It was seventy elders that were associated with the work of Moses, and Jesus’ second group of disciples consisted of seventy men. “Seventy” represents leadership, as does “the ancients.” The second abomination places an extra emphasis upon the leadership, and in so doing it places the emphasis upon the abomination as being associated with a corporate rebellion of the leadership.
Det oprør, som kendetegner den anden generations fremkomst, er specifikt forbundet med lederskabet i det laodikeiske adventisme, således som det blev opfyldt ved Generalkonferensmødet i Minneapolis i 1888. Det fremstilles ved udtrykket »de ældste af Israels hus« og også ved »de halvfjerds mænd«. Det var halvfjerds ældste, der var forbundet med Moses’ gerning, og Jesu anden gruppe af disciple bestod af halvfjerds mænd. »Halvfjerds« repræsenterer lederskab, ligesom »de ældste« gør. Den anden vederstyggelighed lægger en særlig ekstra vægt på lederskabet, og derved lægger den vægten på vederstyggeligheden som værende forbundet med et kollektivt oprør fra lederskabets side.
In the midst of the seventy ancient men stood “Jaazaniah the son of Shaphan.” The name “Jaazaniah,” means “heard of God”, and he represents a leadership that rebelled at the very time that God was speaking, for he heard God, but refused to listen, for he professed that God had forsaken his people, and that God did not see what was happening in the secret chambers. Jaazaniah was the “son of Shaphan,” and the name “Shaphan” means “to hide”. The setting of the second generation represents a rebellion of the leadership that rebelled in the very time when God was speaking, and they believed that God did not see or care about their actions.
Midt iblandt de halvfjerds gamle mænd stod »Jaazanja, Sjafans søn.« Navnet »Jaazanja« betyder »hørt af Gud«, og han repræsenterer et lederskab, der gjorde oprør netop på den tid, da Gud talte; for han hørte Gud, men nægtede at lytte, idet han hævdede, at Gud havde forladt sit folk, og at Gud ikke så, hvad der foregik i de skjulte kamre. Jaazanja var »Sjafans søn«, og navnet »Sjafan« betyder »at skjule«. Den anden generations scene repræsenterer et oprør hos lederskabet, som gjorde oprør netop på den tid, da Gud talte, og de troede, at Gud hverken så eller bekymrede sig om deres handlinger.
Sister White recorded that she was shown the conversations of the leadership of Laodicean Adventism during the 1888 General Conference. At the 1888 General Conference God showed Sister White the meetings of the leaders which they had among themselves when they thought God was not listening. There in the secrecy of their rooms they spoke evil against Sister White, her son, and Elders Jones and Waggoner. They believed they could speak freely, for God could not see them in their private quarters, but God showed these very conversations to the prophetess. They were in a corporate meeting, and according to inspiration they were hearing the message of the latter rain, but they refused to hear.
Søster White nedskrev, at det blev vist hende, hvilke samtaler lederskabet i den laodikeiske adventisme førte under Generalkonferencen i 1888. Ved Generalkonferencen i 1888 viste Gud Søster White de møder, som lederne holdt indbyrdes, når de mente, at Gud ikke lyttede. Der, i deres værelsers skjul, talte de ondt imod Søster White, hendes søn og ældstebrødrene Jones og Waggoner. De troede, at de kunne tale frit, for Gud kunne ikke se dem i deres private kvarterer; men Gud viste netop disse samtaler til profetinden. De var samlet i et fælles møde, og ifølge inspirationen hørte de budskabet om sildigregnen, men de nægtede at høre.
What was it that had produced a leadership that manifested such open rebellion in 1888, that Sister White compared it to the rebellion of Korah, Dathan and Abiram?
Hvad var det, der havde frembragt et lederskab, som i 1888 gav udtryk for et så åbenlyst oprør, at søster White sammenlignede det med Korahs, Datans og Abirams oprør?
“When you are enlightened by the Holy Spirit, you will see all that wickedness at Minneapolis as it is, as God looks upon it. If I never see you again in this world, be assured that I forgive you the sorrow and distress and burden of soul you have brought upon me without any cause. But for your soul’s sake, for the sake of Him who died for you, I want you to see and confess your errors. You did unite with those who resisted the Spirit of God. You had all the evidence that you needed that the Lord was working through Brethren Jones and Waggoner; but you did not receive the light; and after the feelings indulged, the words spoken against the truth, you did not feel ready to confess that you had done wrong, that these men had a message from God, and you had made light of both message and messengers.
"Når I bliver oplyst af Helligånden, vil I se al den ondskab i Minneapolis, sådan som den er, sådan som Gud ser på den. Hvis jeg aldrig mere ser jer i denne verden, så vær forvisset om, at jeg tilgiver jer den sorg og nød og sjælebyrde, I uden nogen grund har påført mig. Men for jeres sjæls skyld, for Hans skyld, som døde for jer, ønsker jeg, at I må se og bekende jeres fejl. I forenede jer med dem, der modstod Guds Ånd. I havde alle de beviser, I behøvede, for at Herren virkede gennem brødrene Jones og Waggoner; men I tog ikke imod lyset; og efter de følelser, I gav efter for, de ord, I talte imod sandheden, følte I jer ikke rede til at bekende, at I havde handlet forkert, at disse mænd havde et budskab fra Gud, og at I havde ringeagtet både budskab og budbringere.
“Never before have I seen among our people such firm self-complacency and unwillingness to accept and acknowledge light as was manifested at Minneapolis. I have been shown that not one of the company who cherished the spirit manifested at that meeting would again have clear light to discern the preciousness of the truth sent them from heaven until they humbled their pride and confessed that they were not actuated by the Spirit of God, but that their minds and hearts were filled with prejudice. The Lord desired to come near to them, to bless them and heal them of their backslidings, but they would not hearken. They were actuated by the same spirit that inspired Korah, Dathan, and Abiram. Those men of Israel were determined to resist all evidence that would prove them to be wrong, and they went on and on in their course of disaffection until many were drawn away to unite with them.
„Aldrig før har jeg blandt vort folk set en så fast selvtilfredshed og en så stor uvillighed til at modtage og anerkende lys, som den der blev åbenbaret i Minneapolis. Det er blevet vist mig, at ikke én af dem, som nærede den ånd, der blev åbenbaret ved dette møde, igen ville få klart lys til at skelne den dyrebarhed i den sandhed, som blev sendt dem fra himmelen, før de ydmygede deres stolthed og bekendte, at de ikke blev drevet af Guds Ånd, men at deres sind og hjerter var fyldt med fordom. Herren ønskede at komme dem nær, at velsigne dem og helbrede dem for deres frafald, men de ville ikke høre. De blev drevet af den samme ånd, som inspirerede Korah, Datan og Abiram. Disse Israels mænd var besluttede på at modsætte sig ethvert bevis, som ville vise, at de tog fejl, og de fortsatte og fortsatte på deres vej i utilfredshed, indtil mange blev draget bort til at slutte sig til dem.״
“Who were these? Not the weak, not the ignorant, not the unenlightened. In that rebellion there were two hundred and fifty princes famous in the congregation, men of renown. What was their testimony? ‘All the congregation are holy, every one of them, and the Lord is among them: wherefore then lift ye up yourselves above the congregation of the Lord?’ [Numbers 16:3]. When Korah and his companions perished under the judgment of God, the people whom they had deceived saw not the hand of the Lord in this miracle. The whole congregation the next morning charged Moses and Aaron, ‘Ye have killed the people of the Lord’ [Verse 41], and the plague was upon the congregation, and more than fourteen thousand perished.
„Hvem var disse? Ikke de svage, ikke de uvidende, ikke de uoplyste. I dette oprør var der to hundrede og halvtreds fyrster, ansete i menigheden, mænd af navn og ry. Hvad var deres vidnesbyrd? ‘Hele menigheden er hellig, hver eneste af dem, og Herren er iblandt dem; hvorfor ophøjer I da jer selv over Herrens menighed?’ [4 Mosebog 16:3]. Da Korah og hans ledsagere omkom under Guds dom, så det folk, som de havde bedraget, ikke Herrens hånd i dette mirakel. Hele menigheden anklagede den næste morgen Moses og Aron: ‘I har dræbt Herrens folk’ [Vers 41], og plagen kom over menigheden, og mere end fjorten tusind omkom.
“When I purposed to leave Minneapolis, the angel of the Lord stood by me and said: ‘Not so; God has a work for you to do in this place. The people are acting over the rebellion of Korah, Dathan, and Abiram. I have placed you in your proper position, which those who are not in the light will not acknowledge; they will not heed your testimony; but I will be with you; My grace and power shall sustain you. It is not you they are despising, but the messengers and the message I send to My people. They have shown contempt for the word of the Lord. Satan has blinded their eyes and perverted their judgment; and unless every soul shall repent of this their sin, this unsanctified independence that is doing insult to the Spirit of God, they will walk in darkness. I will remove the candlestick out of his place except they repent and be converted, that I should heal them. They have obscured their spiritual eyesight. They would not that God would manifest His Spirit and His power; for they have a spirit of mockery and disgust at My word. Lightness, trifling, jesting, and joking are daily practiced. They have not set their hearts to seek Me. They walk in the sparks of their own kindling, and unless they repent they shall lie down in sorrow. Thus saith the Lord: Stand at your post of duty; for I am with thee, and will not leave thee nor forsake thee.’ These words from God I have not dared to disregard.
»Da jeg havde besluttet at forlade Minneapolis, stod Herrens engel ved min side og sagde: ‘Ikke således; Gud har et værk for dig at udføre på dette sted. Folket handler på ny Korahs, Datans og Abirams oprør igennem. Jeg har sat dig på din rette plads, hvilket de, som ikke er i lyset, ikke vil anerkende; de vil ikke agte på dit vidnesbyrd; men jeg vil være med dig; min nåde og kraft skal opretholde dig. Det er ikke dig, de foragter, men de sendebud og det budskab, jeg sender til mit folk. De har vist foragt for Herrens ord. Satan har blindet deres øjne og fordrejet deres dømmekraft; og dersom ikke hver sjæl omvender sig fra denne deres synd, denne uhelligede uafhængighed, som krænker Guds Ånd, skal de vandre i mørke. Jeg vil flytte lysestagen fra dens plads, dersom de ikke omvender sig og bliver omvendt, så jeg kan læge dem. De har formørket deres åndelige syn. De ønskede ikke, at Gud skulle åbenbare sin Ånd og sin kraft; for de har en ånd af spot og væmmelse over for mit ord. Letsind, tom snak, skæmt og spøg øves daglig. De har ikke sat deres hjerter til at søge mig. De vandrer i gnisterne fra deres egen ild, og dersom de ikke omvender sig, skal de lægges ned i sorg. Så siger Herren: Stå på din vagtpost i pligtens tjeneste; for jeg er med dig og vil ikke forlade dig og ikke svigte dig.’ Disse ord fra Gud har jeg ikke vovet at tilsidesætte.«
“Light has been shining in Battle Creek in clear, bright rays; but who of those that acted a part in the meeting at Minneapolis have come to the light and received the rich treasures of truth which the Lord sent them from heaven? Who have kept step and step with the Leader, Jesus Christ? Who have made full confession of their mistaken zeal, their blindness, their jealousies and evil surmisings, their defiance of truth? Not one; and because of their long neglect to acknowledge the light, it has left them far behind; they have not been growing in grace and in the knowledge of Christ Jesus our Lord. They have failed to receive the needed grace which they might have had, and which would have made them strong men in religious experience.
„Lys har skinnet i Battle Creek i klare, strålende stråler; men hvem af dem, der tog del i mødet i Minneapolis, er kommet til lyset og har modtaget de rige sandhedsskatte, som Herren sendte dem fra himlen? Hvem har holdt trit, skridt for skridt, med Lederen, Jesus Kristus? Hvem har aflagt fuld bekendelse af deres vildfarne nidkærhed, deres blindhed, deres jalousi og onde mistanker, deres trods mod sandheden? Ikke én; og fordi de så længe har undladt at anerkende lyset, har det ladt dem langt tilbage; de er ikke vokset i nåden og i kundskaben om vor Herre Jesus Kristus. De har undladt at modtage den nødvendige nåde, som de kunne have fået, og som ville have gjort dem til stærke mænd i religiøs erfaring.“
“The position taken at Minneapolis was apparently an insurmountable barrier which in a great degree shut them in with doubters, questioners, with the rejecters of truth and the power of God. When another crisis comes, those who have so long resisted evidence piled upon evidence will again be tested upon the points where they failed so manifestly, and it will be hard for them to receive that which is from God and refuse that which is from the powers of darkness. Therefore their only safe course is to walk in humility, making straight paths for their feet, lest the lame be turned out of the way. It makes every difference whom we company with, whether it is with men who walk with God and who believe and trust Him, or with men who follow their own supposed wisdom, walking in the sparks of their own kindling.
Det standpunkt, der blev indtaget i Minneapolis, var tilsyneladende en uoverstigelig hindring, som i høj grad indesluttede dem sammen med tvivlere, spørgere, med dem, der forkaster sandheden og Guds kraft. Når endnu en krise kommer, vil de, som så længe har modstået bevis på bevis, igen blive prøvet på de punkter, hvor de så åbenbart svigtede, og det vil være vanskeligt for dem at modtage det, som er fra Gud, og at forkaste det, som er fra mørkets magter. Derfor er deres eneste sikre kurs at vandre i ydmyghed og gøre stierne lige for deres fødder, for at den halte ikke skal ledes bort fra vejen. Det gør hele forskellen, hvem vi holder selskab med, om det er med mænd, som vandrer med Gud og tror på og stoler på Ham, eller med mænd, som følger deres egen formodede visdom og vandrer i gnisterne fra deres egen optænding.
“The time and care and labor required to counteract the influence of those who have worked against the truth has been a terrible loss; for we might have been years ahead in spiritual knowledge; and many, many souls might have been added to the church if those who ought to have walked in the light had followed on to know the Lord, that they might know His going forth is prepared as the morning. But when so much labor has to be expended right in the church to counteract the influence of workers who have stood as a granite wall against the truth God sends to His people, the world is left in comparative darkness.
Den tid og omsorg og det arbejde, der har været påkrævet for at modvirke indflydelsen fra dem, som har arbejdet imod sandheden, har været et frygteligt tab; for vi kunne have været år forud i åndelig kundskab; og mange, mange sjæle kunne være blevet føjet til menigheden, hvis de, som burde have vandret i lyset, var gået videre for at kende Herren, så de kunne vide, at Hans fremgang er beredt som morgenrøden. Men når så megen møje må anvendes lige i menigheden for at modvirke indflydelsen fra arbejdere, som har stået som en granitmur imod den sandhed, Gud sender til Sit folk, lades verden tilbage i forholdsvis mørke.
“God meant that the watchmen should arise and with united voices send forth a decided message, giving the trumpet a certain sound, that the people might all spring to their post of duty and act their part in the great work. Then the strong, clear light of that other angel who comes down from heaven having great power, would have filled the earth with his glory. We are years behind; and those who stood in blindness and hindered the advancement of the very message that God meant should go forth from the Minneapolis meeting as a lamp that burneth, have need to humble their hearts before God and see and understand how the work has been hindered by their blindness of mind and hardness of heart.” Manuscript Releases, volume 14, 107–111.
„Gud mente, at vægterne skulle rejse sig og med forenede røster udsende et bestemt budskab, idet de lod basunen give en tydelig klang, for at folket alle måtte skynde sig til deres pligtpost og udføre deres del i det store værk. Da ville det stærke, klare lys fra den anden engel, som kommer ned fra himmelen med stor magt, have fyldt jorden med hans herlighed. Vi er år tilbage; og de, som stod i blindhed og hindrede fremgangen af netop det budskab, som Gud havde til hensigt skulle udgå fra mødet i Minneapolis som en brændende lampe, har behov for at ydmyge deres hjerter for Gud og se og forstå, hvorledes værket er blevet hindret ved deres sinds blindhed og hjertets hårdhed.“ Manuscript Releases, bind 14, 107–111.
What was it that had produced a leadership that manifested such open rebellion in 1888, that Sister White compared it to the rebellion of Korah, Dathan and Abiram? The answer no doubt lies in the rebellion of 1863, that prepared the way for what Ezekiel was told would be even greater abominations. Rejecting the “seven times,” of Leviticus twenty-six, and introducing a counterfeit chart, would produce the necessity to uphold the counterfeit of 1863. Thus, Miller would watch his jewels get scattered and covered up with rubbish and counterfeit jewels and coins. The worldly saying says, “history is written by the victors.”
Hvad var det, der havde frembragt et lederskab, som udviste et så åbenlyst oprør i 1888, at søster White sammenlignede det med Korahs, Datans og Abirams oprør? Svaret ligger uden tvivl i oprøret i 1863, som banede vejen for det, Ezekiel fik at vide ville være endnu større vederstyggeligheder. Forkastelsen af »de syv tider« i Tredje Mosebog seksogtyve og indførelsen af et forfalsket kort ville skabe nødvendigheden af at opretholde forfalskningen fra 1863. Således ville Miller se sine juveler blive spredt og dækket til med affald og falske juveler og mønter. Det verdslige ordsprog siger: »Historien skrives af sejrherrerne.«
Though not actually the victors, those leading the Laodicean Adventist church have spent time and effort to construct a historical narrative that upholds the increasing rebellion through the four generations, in an attempt to place that rebellion in a light that is far from the actual history recorded by the heavenly angels. The revision of history is a hallmark characteristic of the Jesuits of the Catholic Church, and historical revisionism has been a stock and trade of Laodicean Adventist historians. What is written these days by Laodicean Adventist “historians” about the Minneapolis General Conference session is a classic example of historical revisionism.
Skønt de, som leder den laodikeiske adventistkirke, i virkeligheden ikke er sejrherrerne, har de brugt tid og kræfter på at konstruere en historisk fortælling, der opretholder det tiltagende oprør gennem de fire generationer, i et forsøg på at fremstille dette oprør i et lys, som ligger fjernt fra den faktiske historie, der er nedskrevet af himlens engle. Omskrivning af historien er et kendetegnende træk ved den katolske kirkes jesuitter, og historisk revisionisme har været et gængs virkemiddel blandt laodikeiske adventistiske historikere. Det, der i disse dage skrives af laodikeiske adventistiske »historikere« om Generalkonferencens samling i Minneapolis, er et klassisk eksempel på historisk revisionisme.
There may have been a few of the rebels from that conference that eventually repented, but the exception to the rule, does not deny the rule. Sister White was commanded to stay and record the meeting, for the rebellion of Korah, Dathan and Abiram was being repeated. For Adventist historians to construct the testimony around whether the message of righteousness by faith was understood, not understood; rejected or not rejected, or thereafter accepted is to avoid the inspired testimony of a rebellion that was typified by Korah, Dathan and Abiram.
Der kan have været nogle få af oprørerne fra den konference, som til sidst omvendte sig, men undtagelsen fra reglen ophæver ikke reglen. Søster White blev befalet at blive og nedskrive mødet, for Korahs, Datans og Abirams oprør blev gentaget. Når adventistiske historikere opbygger fremstillingen af vidnesbyrdet omkring, hvorvidt budskabet om retfærdiggørelse ved tro blev forstået eller ikke forstået, forkastet eller ikke forkastet, eller senere antaget, er det at undgå det inspirerede vidnesbyrd om et oprør, som blev forbilledliggjort ved Korah, Datan og Abiram.
Which of those three rebels did Moses’ record show was afterward repentant and accepted back in the leadership with Moses?
Hvem af disse tre oprørere viser Moses’ beretning, at sidenhen angrede og blev taget til nåde igen i lederskabet sammen med Moses?
“Korah, the leading spirit in this movement, was a Levite, of the family of Kohath, and a cousin of Moses; he was a man of ability and influence. Though appointed to the service of the tabernacle, he had become dissatisfied with his position and aspired to the dignity of the priesthood. The bestowal upon Aaron and his house of the priestly office, which had formerly devolved upon the first-born son of every family, had given rise to jealousy and dissatisfaction, and for some time Korah had been secretly opposing the authority of Moses and Aaron, though he had not ventured upon any open act of rebellion. He finally conceived the bold design of overthrowing both the civil and the religious authority. He did not fail to find sympathizers. Close to the tents of Korah and the Kohathites, on the south side of the tabernacle, was the encampment of the tribe of Reuben, the tents of Dathan and Abiram, two princes of this tribe, being near that of Korah. These princes readily joined in his ambitious schemes. Being descendants from the eldest son of Jacob, they claimed that the civil authority belonged to them, and they determined to divide with Korah the honors of the priesthood.
„Korah, den ledende ånd i denne bevægelse, var en levit af Kohats slægt og en fætter til Moses; han var en mand med dygtighed og indflydelse. Skønt han var indsat til tjeneste ved tabernaklet, var han blevet utilfreds med sin stilling og stræbte efter præstedømmets værdighed. At præsteembedet var blevet overdraget til Aron og hans hus, skønt det tidligere havde tilfaldet den førstefødte søn i hver familie, havde vakt misundelse og utilfredshed, og i nogen tid havde Korah i det skjulte modarbejdet Moses’ og Arons myndighed, skønt han ikke havde vovet nogen åben oprørshandling. Til sidst udtænkte han den dristige plan at styrte både den borgerlige og den religiøse myndighed. Det skortede ham ikke på sympatisører. Tæt ved Korahs og kohatitternes telte, på sydsiden af tabernaklet, lå Rubens stammes lejr, og Datans og Abirams telte, to fyrster i denne stamme, stod nær Korahs. Disse fyrster sluttede sig villigt til hans ærgerrige planer. Som efterkommere af Jakobs ældste søn gjorde de krav på, at den borgerlige myndighed tilkom dem, og de besluttede at dele præstedømmets ære med Korah.“
“The state of feeling among the people favored the designs of Korah. In the bitterness of their disappointment, their former doubts, jealousy, and hatred had returned, and again their complaints were directed against their patient leader. The Israelites were continually losing sight of the fact that they were under divine guidance. They forgot that the Angel of the covenant was their invisible leader, that, veiled by the cloudy pillar, the presence of Christ went before them, and that from Him Moses received all his directions.
Folkets sindstilstand begunstigede Korahs anslag. I bitterheden over deres skuffelse var deres tidligere tvivl, misundelse og had vendt tilbage, og atter blev deres klager rettet mod deres tålmodige leder. Israelitterne tabte stadig af syne den kendsgerning, at de stod under guddommelig ledelse. De glemte, at pagtens Engel var deres usynlige fører, at Kristi nærvær, skjult af skystøtten, gik foran dem, og at Moses fra Ham modtog alle sine anvisninger.
“They were unwilling to submit to the terrible sentence that they must all die in the wilderness, and hence they were ready to seize upon every pretext for believing that it was not God but Moses who was leading them and who had pronounced their doom. The best efforts of the meekest man upon the earth could not quell the insubordination of this people; and although the marks of God’s displeasure at their former perverseness were still before them in their broken ranks and missing numbers, they did not take the lesson to heart. Again they were overcome by temptation.” Patriarchs and Prophets, 395, 396.
„De var uvillige til at underkaste sig den frygtelige dom, at de alle måtte dø i ørkenen, og derfor var de rede til at gribe enhver påskud for at tro, at det ikke var Gud, men Moses, som førte dem, og som havde afsagt deres dom. Den bedste indsats fra den sagtmodigste mand på jorden kunne ikke dæmpe dette folks opsætsighed; og skønt tegnene på Guds mishag over deres tidligere genstridighed stadig stod for dem i deres sønderbrudte rækker og formindskede antal, tog de ikke læren til sig. Atter blev de overvundet af fristelsen.” Patriarker og Profeter, 395, 396.
Laodicean Adventism began in 1856, and in 1863 it became the legally registered Laodicean Adventist church. As previously addressed in prior articles, there is no inspired testimony that Laodicea is ever saved. It cannot be saved unless it repents of its condition, and accepts the experience represented by Philadelphia. Laodicea is a people that is judged, by being spewed out of the mouth of the Lord. As the Laodicean church, inspiration identifies that the church was destined to wander in the wilderness as did ancient Israel.
Det laodikeiske adventisme begyndte i 1856, og i 1863 blev det den lovligt registrerede laodikeiske adventistkirke. Som tidligere behandlet i forudgående artikler findes der intet inspireret vidnesbyrd om, at Laodikea nogensinde bliver frelst. Den kan ikke frelses, medmindre den omvender sig fra sin tilstand og tager imod den erfaring, som Filadelfia repræsenterer. Laodikea er et folk, som dømmes ved at blive udspyet af Herrens mund. Som den laodikeiske menighed identificerer inspirationen, at menigheden var bestemt til at vandre i ørkenen, sådan som det gamle Israel gjorde.
Which of the rebels of ancient Israel wandered in the wilderness for forty years and then entered into the Promised Land? Not a single soul, and their wandering typified the wandering of modern Israel.
Hvilken af det gamle Israels oprørere vandrede i ørkenen i fyrre år og gik derefter ind i det forjættede land? Ikke en eneste sjæl, og deres vandring var et forbillede på det moderne Israels vandring.
The rebellion of Korah, Dathan and Abiram (that typified the rebellion of 1888), was premised upon their unwillingness to accept the judgment upon the people assigning them to wander for forty years in the wilderness. The rebellion of 1888, was premised upon the leadership’s rejection of the pronouncement identifying them as Laodicea and assigning them to wander many more years in the wilderness because of their insubordination.
Koras, Datans og Abirams oprør (som var et forbillede på oprøret i 1888) byggede på deres uvillighed til at acceptere dommen over folket, som bestemte, at de skulle vandre fyrre år i ørkenen. Oprøret i 1888 byggede på lederskabets forkastelse af den kundgørelse, der identificerede dem som Laodikea og bestemte, at de på grund af deres ulydighed skulle vandre mange flere år i ørkenen.
“The message given us by A. T. Jones, and E. J. Waggoner is the message of God to the Laodicean church, and woe be unto anyone who professes to believe the truth and yet does not reflect to others the God-given rays.” The 1888 Materials, 1053.
„Det budskab, som blev givet os ved A. T. Jones og E. J. Waggoner, er Guds budskab til den laodikeiske menighed, og ve over enhver, som bekender at tro sandheden og dog ikke genspejler de gudgivne stråler for andre.“ The 1888 Materials, 1053.
The ancient men, who were to be the guardians of the people in 1888, believed they were “rich and increased with goods”. We will consider what produced this condition in advance of 1888, in the next article.
De gamle mænd, som skulle være folkets vogtere i 1888, mente, at de var „rige og havde overflod af gods“. Hvad der frembragte denne tilstand forud for 1888, vil vi behandle i den næste artikel.
“My soul is made very sad to see how quickly some who have had light and truth will accept the deceptions of Satan, and be charmed with a spurious holiness. When men turn away from the landmarks the Lord has established that we may understand our position as marked out in prophecy, they are going they know not whither.
„Min sjæl bedrøves dybt ved at se, hvor hurtigt nogle, som har haft lys og sandhed, vil tage imod Satans bedrag og lade sig betage af en falsk hellighed. Når mennesker vender sig bort fra de mærkepæle, Herren har opstillet, for at vi kan forstå vor stilling, sådan som den er udpeget i profetien, går de, uden at vide hvorhen.“
“I question whether genuine rebellion is ever curable. Study in Patriarchs and Prophets the rebellion of Korah, Dathan, and Abiram. This rebellion was extended, including more than two men. It was led by two hundred and fifty princes of the congregation, men of renown. Call rebellion by its right name and apostasy by its right name, and then consider that the experience of the ancient people of God with all its objectionable features was faithfully chronicled to pass into history. The Scripture declares, ‘These things … are written for our admonition, upon whom the ends of the world are come.’ And if men and women who have the knowledge of the truth are so far separated from their Great Leader that they will take the great leader of apostasy and name him Christ our Righteousness, it is because they have not sunk deep into the mines of the truth. They are not able to distinguish the precious ore from the base material.
„Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om ægte oprør nogensinde kan helbredes. Studér i Patriarchs and Prophets oprøret hos Korah, Datan og Abiram. Dette oprør blev udvidet og omfattede mere end to mænd. Det blev anført af to hundrede og halvtreds fyrster i menigheden, navnkundige mænd. Kald oprør ved dets rette navn og frafald ved dets rette navn, og overvej dernæst, at erfaringen hos Guds folk i fordums tid med alle dens anstødelige træk trofast blev nedskrevet for at indgå i historien. Skriften erklærer: ‘Disse ting … er skrevet til formaning for os, til hvem verdens ender er kommet.’ Og hvis mænd og kvinder, som har kundskab om sandheden, er så langt adskilt fra deres store Leder, at de vil tage frafaldets store leder og kalde ham Kristus vor retfærdighed, er det, fordi de ikke er trængt dybt ned i sandhedens miner. De er ikke i stand til at skelne den dyrebare malm fra det uægte materiale.“
“Read the cautions so abundantly given in the Word of God in regard to false prophets that will come in with their heresies, and if possible will deceive the very elect. With these warnings, why is it that the church does not distinguish the false from the genuine? Those who have in any way been thus misled need to humble themselves before God, and sincerely repent, because they have so easily been led astray. They have not distinguished the voice of the true Shepherd from that of a stranger. Let all such review this chapter of their experience.
“Læs de advarsler, som så rigeligt gives i Guds ord angående falske profeter, der vil komme ind med deres vranglærdomme og, om muligt, vil forføre selv de udvalgte. Hvorfor er det, trods disse advarsler, at menigheden ikke skelner det falske fra det ægte? De, som på nogen måde således er blevet vildledt, bør ydmyge sig for Gud og oprigtigt omvende sig, fordi de så let er blevet ført på afveje. De har ikke skelnet den sande Hyrdes røst fra en fremmeds. Lad alle sådanne gennemgå dette kapitel i deres erfaring.”
“For more than half a century God has been giving His people light through the testimonies of His Spirit. After all this time is it left for a few men and their wives to undeceive the whole church of believers, declaring Mrs. White a fraud and a deceiver? ‘By their fruits ye shall know them.’
"I mere end et halvt århundrede har Gud givet sit folk lys gennem sit Ånds vidnesbyrd. Efter al denne tid skal det så overlades til nogle få mænd og deres hustruer at afbedrage hele de troendes menighed ved at erklære fru White for en bedrager og en forfører? 'Af deres frugter skal I kende dem.'"
“Those who can ignore all the evidences which God has given them, and change that blessing into a curse, should tremble for the safety of their own souls. Their candlestick will be removed out of its place unless they repent. The Lord has been insulted. The standard of truth, of the first, second, and third angels’ messages has been left to trail in the dust. If the watchmen are left to mislead the people in this fashion, God will hold some souls responsible for a lack of keen discernment to discover what kind of provender was being given to His flock.
„De, som kan se bort fra alle de beviser, som Gud har givet dem, og forvandle den velsignelse til en forbandelse, bør skælve for deres egne sjæles frelse. Deres lysestage vil blive flyttet fra sit sted, hvis de ikke omvender sig. Herren er blevet krænket. Sandhedens banner, for den første, den anden og den tredje engels budskaber, er blevet efterladt til at slæbe i støvet. Hvis vægterne får lov til at vildlede folket på denne måde, vil Gud holde nogle sjæle ansvarlige for mangel på skarp dømmekraft til at opdage, hvilken slags føde der blev givet til Hans hjord.“
“Apostasies have occurred and the Lord has permitted matters of this nature to develop in the past in order to show how easily His people will be misled when they depend upon the words of men instead of searching the Scriptures for themselves, as did the noble Bereans, to see if these things are so. And the Lord has permitted things of this kind to occur that warnings may be given that such things will take place.
„Frafald er forekommet, og Herren har tidligere tilladt forhold af denne art at udvikle sig for at vise, hvor let hans folk vil blive vildledt, når de stoler på menneskers ord i stedet for selv at ransage Skrifterne, sådan som de ædle bereere gjorde, for at se, om disse ting forholder sig således. Og Herren har tilladt, at sådanne ting sker, for at der kan gives advarsler om, at sådanne ting vil finde sted.‟
“Rebellion and apostasy are in the very air we breathe. We shall be affected by them unless we by faith hang our helpless souls upon Christ. If men are so easily misled now, how will they stand when Satan shall personate Christ, and work miracles? Who will be unmoved by his misrepresentations then—professing to be Christ when it is only Satan assuming the person of Christ, and apparently working the works of Christ? What will hold God’s people from giving their allegiance to false christs? ‘Go not after them.’
„Oprør og frafald er i selve den luft, vi indånder. Vi vil blive påvirket af dem, medmindre vi i tro hænger vore hjælpeløse sjæle på Kristus. Hvis mennesker nu så let vildledes, hvordan skal de da bestå, når Satan skal udgive sig for Kristus og gøre mirakler? Hvem vil da forblive urokket af hans fordrejninger — idet han bekender sig til at være Kristus, når det kun er Satan, der antager Kristi skikkelse og tilsyneladende gør Kristi gerninger? Hvad vil kunne holde Guds folk tilbage fra at give deres troskab til falske kristus’er? ‘Gå dem ikke efter.’“
“The doctrines must be plainly understood. The men accepted to preach the truth must be anchored; then their vessel will hold against storm and tempest, because the anchor holds them firmly. The deceptions will increase, and we are to call rebellion by its right name. We are to stand with the whole armor on. In this conflict we do not meet men only, but principalities and powers. We wrestle not against flesh and blood. Let Ephesians 6:10–18 be read carefully and impressively in our churches.” Notebook Leaflets, 57, 58.
„Læresætningerne må forstås klart. De mænd, der antages til at forkynde sandheden, må være forankrede; da vil deres fartøj holde stand mod storm og uvejr, fordi ankeret holder dem fast. Bedragene vil tiltage, og vi skal kalde oprør ved dets rette navn. Vi skal stå iført den fulde rustning. I denne konflikt møder vi ikke blot mennesker, men magter og myndigheder. Vi kæmper ikke mod kød og blod. Lad Efeserne 6:10–18 blive læst omhyggeligt og med dyb alvor i vore menigheder.“ Notebook Leaflets, 57, 58.