The Book of Daniel - Number Eighty-Eight

Den prøveproces, der begynder, når englen stiger ned, fremstilles ved prøven om, hvorvidt man vil tage bogen ud af englens hånd og spise den. De, som valgte at spise budskabet, var derefter bestemt til en skuffelse, hvor den gruppe, som nægtede at spise, blev ladt tilbage. Den lille bog, som skulle spises, repræsenterede en „tiltagende kundskab“ om det budskab, som først var blevet åbnet ved „endetiden“ enten i 1798 eller 1989, og siden senere blev formaliseret til et budskab, som ville holde den da levende generation ansvarlig over for lyset fra den tiltagende kundskab. I begge historier gjaldt det, at når først profetien om islam var blevet opfyldt, blev budskabet, som skulle spises i englens hånd, enten modtaget eller forkastet. Hvis budskabet, repræsenteret ved bogen, forkastes, tvinges de, som gør dette og stadig søger at opretholde bekendelsen til fortsat at være Guds udvalgte, til at frembringe et forfalsket budskab om den sildige regn.

Den 11. september 2001 blev fortidens oprør blandt adventismens generationer igen gjort til prøvende spørgsmål. Habakkuks andet kapitel identificerer en debat, som finder sted i den dér fremstillede profetiske historie, og som udgør en parallel profetisk linje til lignelsen om de ti jomfruer. Da vægteren spurgte, hvad han skulle svare i den historie, som fremstilles i lignelsen om de ti jomfruer, blev han befalet at “skrive synet og gøre det tydeligt på tavler.” Vægterne i den milleritiske historie frembragte 1843-kortet i 1842, og dets frembringelse blev et waymark. Det var Habakkuks syn i kapitel to, som var blevet gjort tydeligt på tavler, der skulle tale ved enden.

Kort efter den 11. september 2001 blev de, som erkendte islams aktivitet i det tredje ve, ledt til at vende tilbage til Jeremias’ „gamle stier“ og vandre på dem. Disse „gamle stier“ identificerede, at de tre veer i Johannes’ Åbenbaring, kapitel otte, vers tretten, repræsenterede islams profetiske rolle. Umiddelbart derefter begyndte Future for America at reproducere de to tavler i Habakkuks kapitel to på nøjagtig det samme punkt i milleritternes parallelle historie, hvor de to tavler blev fremstillet som et vejmærke, hvilket var blevet repræsenteret ved udarbejdelsen af 1843-tavlen i 1842.

Genoptrykningen af diagrammerne fra 1843 og 1850 i historien umiddelbart efter 11. september 2001 var lige så meget en opfyldelse af Habakkuk to, som udgivelsen af 1843-diagrammet var det i 1842. Fremstillingen af tavlerne er en del af beretningen i Habakkuks andet kapitel, og den måtte finde sted. Den 11. september 2001 blev oprøret fra 1863 atter gentaget af de laodikæiske adventister, som nægtede at vende tilbage til Jeremias’ „gamle stier“.

Jeremias påpeger, at at vandre på „de gamle stier“ er at finde „hvilen“, og hvilen er „sildigregnen“, som begyndte, da folkene vrededes den 11. september 2001, da New York Citys store bygninger styrtede sammen. De, som derefter åd budskabet, blev Habakkuks vægtere, som skulle „skrive synet og gøre det tydeligt“. Jeremias identificerer netop de samme vægtere i tiden for „hvilen“, som er „sildigregnen“.

Den basun, som de skulle lade lyde, er den sjette basun i det andet ve i Milleritternes historie, og i de sidste dage er den den syvende basun i det tredje ve. Habakkuks vægtere, som er Jeremias vægtere, forkynder et advarselsbudskab, som i oprøret i 1888 blev forkastet. Den sjette basun, som blev forkastet i 1888, var budskabet til Laodikea.

Budskabet om den syvende basun fra 1888 blev først forkyndt for Laodikea i 1856, og dernæst blev det laodikeiske budskab placeret inden for sammenhængen af det tiltagende lys om de „syv tider“. Den 11. september 2001 omfattede kaldet til at vende tilbage til Jeremias gamle stier og vandre på dem med det formål at modtage budskabet om sildigregnen den advarende budskab om den syvende basun, som fremstilles som budskabet til Laodikea, samt de „syv tider“, som er grundvoldenes symbol.

Den „løgn“, som i profetien identificeres som den, der frembringer den stærke vildfarelse i Paulus’ skrifter, blev indført i tredje generation af laodikeisk adventisme i 1931, seksten år efter profetindens død. Den „løgn“, som kom i den tredje generation, er profetisk placeret i den periode, der fremstilles som „kvinderne, der græder over Tammuz“, og er derfor forbundet med det falske budskab om den sene regn.

Detaljerne om, hvordan „løgnen“ blev udbredt, bør forstås, ligesom den profetiske rolle, „løgnen“ har, i endetidsprofetien, bør forstås. De spottere, som hersker over Jerusalem på tiden for den sene regn, hvilket er tiden for beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusinde, skabte et falsk budskab om den sene regn i adventismens tredje generation, således som det fremstilles ved „kvinderne, der græder over Tammuz“ i Ezekiels kapitel otte. Deres falske budskab om den sene regn fremstilles af Ezekiel også som et falsk fundament, en falsk beskyttelsesmur og et falsk budskab om fred og sikkerhed.

Den falskhed og løgn, som spotterne i Jerusalem skjuler sig under i Esajas kapitel otteogtyve og niogtyve, bliver til sidst dømt og tilintetgjort af den „overskyllende svøbe“.

Esajas „oversvømmende svøbe“ er Ezekiels „oversvømmende regnskyl“, som bringes over dem, der har „spået løgn“, ved at fremføre et „forfængeligt syn“ og ved at hævde: „så siger Herren“, „skønt“ Herren „ikke havde talt“. Den „løgn“, som de gamle mænd skjuler sig under, fremstilles som noget, de påstår, at Herren havde talt; den er således en „løgn“ om Guds ord. Enten har de identificeret en lære fra Guds ord som vildfarelse, eller også har de med urette hævdet, at Gud ledede deres forståelse (Gud havde talt) angående en lære i Bibelen.

Den „løgn“, som fremkom i 1931, var en påstand om, at Søster White havde tilsluttet sig den falske opfattelse af „det daglige“ i Daniels bog. Den falske opfattelse, at „det daglige“ repræsenterer Kristi helligdomstjeneste, byggede på en „løgn“, som hævdede, at Ellen White i 1910 havde meddelt A. G. Daniells, at hans og Prescotts opfattelse af „det daglige“ som repræsenterende Kristi helligdomstjeneste faktisk var korrekt, til trods for hendes egne direkte skrevne ord om det modsatte.

Det falske syn på »det daglige«, som dengang (1931) blev etableret inden for laodikæisk adventisme, blev det teologiske fundament, som blev anvendt til at opbygge et budskab, der af Ezekiel beskrives som »fred og tryghed«. De forskellige argumenter, som anvendes til at opretholde det falske fundament, er de forskellige falske mønter og juveler, som Miller så i sin drøm. Ved slutningen af sin drøm er hans oprindelige juveler fuldstændigt dækket af forfalskninger og skarn, og skarnet samt de falske juveler og mønter repræsenterer det budskab, som var baseret på deres grundlæggende vildfarelse, at »det daglige« repræsenterer Kristi helligdomstjeneste.

I Ezekiels tekst fremstilles skarnet og de falske juveler som en »mur«, der er blevet opført med en mørtel, som er så svag, at den ikke kan holde stand under belastningen fra »stormvinden« eller »det overskyllende regnskyl«.

Den ulydige profet fra Juda, som irettesatte Jeroboam, døde til sidst mellem et „æsel“ og en „løve“. Løven repræsenterer Babylon, og æslet repræsenterer islam. De to læresætninger, som den laodikeiske adventisme ikke kan se, og som er repræsenteret ved den ulydige profets død, er budskabet om pavedømmet (løven) og budskabet om islam i det tredje ve (æslet).

Ezekiels »stormvind« er et symbol på Esajas’ »hårde vind, som standses« på »østvindens dag« i kapitel syvogtyve. Ezekiels »stormvind« er også de »fire vinde« i Åbenbaringen kapitel syv, som holdes tilbage, indtil Guds tjenere er beseglede. Ezekiels »stormvind« er hans budskab fra de »fire vinde« i kapitel syvogtredive, som bringer de døde, tørre ben til live som en mægtig hær. Ezekiels »stormvind«, som bringer »muren, bygget med utæmmet mørtel,« til fald, er den sildige regns budskab i det tredje ve.

Ezekiels „oversvømmende skybrud“ er et symbol på pavedømmet, og mere specifikt er det symbolet på perioden med søndagslovskrisen, som begynder med den snart kommende søndagslov i De Forenede Stater. Den ulydige profet fra Juda, som døde mellem æslet og løven, repræsenterede Laodikeisk adventismes død, som finder sted mellem 11. september 2001 ved æslets ankomst (det tredje ve) og den snart kommende søndagslov (løven). Laodikeisk adventismes død indtræffer under beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusind, som begyndte, da nationerne vrededes, men blev holdt i tømme den 11. september 2001, og afsluttes ved den snart kommende søndagslov. Deres død, sådan som den illustreres ved den ulydige profet, fremkaldes, fordi de vendte tilbage til den frafaldne protestantismes metode, skønt de var blevet direkte underrettet om aldrig at vende tilbage til „spotternes forsamling.“

Deres død finder sted i historien om beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusinde. Så snart Guds folk er beseglet, begynder de ødelæggende engle deres værk. Fra 11. september 2001 og indtil den snart kommende søndagslov fuldbyrdes dommen over de levende i Guds menighed, for dommen begynder i Jerusalem, og den begynder med de gamle mænd, som skulle have været folkets vogtere, men som havde forladt deres ansvar gennem fire generationer. De, som modtager seglet i den periode, er det banner, der løftes op for folkeslagene. De bliver beseglet før den snart kommende søndagslov, for den eneste måde, hvorpå Guds anden hjord kan advares, er ved at se mænd og kvinder i søndagslovskrisen, som har Guds segl.

Laodikeisk adventismes død fuldbyrdes i den sildige regns historie, som begyndte at dryppe den 11. september 2001, og som udgydes uden mål ved den snart kommende søndagslov, når Gud har oprejst og derpå løfter op som et banner et folk, der er blevet beseglet for evigheden.

I den tidsperiode er de i laodikæisk adventisme, som forbereder sig på og vil modtage dyrets mærke, fremstillet ved de femogtyve mænd, der tilbeder solen i Ezekiels ottende kapitel. De er dem, som har antaget Ezekiels falske budskab om „fred og tryghed“, der repræsenterer en forfalskning af det sande budskab om den sildige regn, som bliver forkyndt af de sande vægtere i den historie. Grundlaget for dette falske budskab om den sildige regn er den identifikation, at „det daglige“ i Daniels bog er et symbol på Kristus, når det i virkeligheden er et symbol på Satan. Denne falske grundlæggende overbevisning er den lære, som „de spottere, der hersker over Jerusalems folk“, benytter til at opføre deres kalkede mur.

Identifikationen af “det daglige” som et symbol på Kristus blev historisk indført ved en “løgn” i 1931. Fra da af blev den uoverkalkede mur af falske mønter og juveler opført. Denne “mur” er bestemt til at styrte sammen, når manden med smudsbørsten ankommer for grundigt at rense sit gulv. Denne renselse fuldbyrdes i den profetiske historiske periode mellem “stormvinden” (æslet den 11. september 2001) og “de overskyllende regnskyl” (løven i den snart kommende søndagslov). I denne historie bliver den ulydige profet dræbt og begravet i den falske profet i Betels grav. Søster White identificerer profetiens “mur” som Guds lov.

Begyndelsen på adventismens fjerde generation markeres ved udgivelsen af en bog, ligesom begyndelsen på den tredje generation gjorde det. Den tredje generation begyndte med udgivelsen af W. W. Prescotts The Doctrine of Christ, og den generation endte med udgivelsen af Questions on Doctrine. The Doctrine of Christ fremlagde et evangelium, der med vilje var tømt for det milleritiske profetiske budskab. Questions on Doctrine fremlagde et evangelium, der fornægtede det helliggørelsesværk, som fuldbyrdes af Kristus. The Doctrine of Christ fjernede lyset fra den profetiske histories (chazon)-syn, og Questions on Doctrine fjernede lyset fra Kristi “fremtrædens” (Mareh)-syn.

Mellem disse to bøger blev det falske budskab om den sene regn, repræsenteret ved „kvinderne, som græd over Tammuz“, udviklet. Det var i denne historie, at „løgnen fra 1931“ blev fremmet. Denne tredje generation (vederstyggelighed) er også repræsenteret ved kompromiset i Pergamos, den tredje menighed. Kompromisets symbol i den tredje menighed identificerer arbejdet med at søge akkreditering fra de verdslige institutioner, som dikterede regler for teologi og regler for medicin. Det var i den tredje generation, at kompromiset med sandheden blev fuldbyrdet, hvilket indbefattede indførelsen af og betoningen af brugen af bibler, der var blevet oversat fra fordærvede manuskripter.

I 1957 repræsenterede bogen *Questions on Doctrine* en kapitulation over for evangeliets grundlæggende sandhed. Denne sandhed er, at Jesus døde for at frelse os “fra” synd, men han døde ikke for at frelse os “i” synd. Den katolske og frafaldne protestantiske lære, at et menneske ikke kan være lydigt mod Guds ord, er Satans evige argument. Mennesket kan, og må, være lydigt mod Guds ord, selv om Satan hævder, at “du skal ingenlunde dø.” Det faldne, frafaldne protestantiske syn, at mennesker ikke kan sejre over synden, og at mennesker derfor ikke kan være lydige mod Guds lov, før Jesus ved sit andet komme på magisk vis forvandler dem til lydige robotter, blev indarbejdet i læresætningerne i bogen *Questions on Doctrine*.

I 1957 begyndte den fjerde generation af laodikeisk adventisme, og dens ukalkede mur (loven) var blevet opført og tilvejebragte således den logik, som vil gøre det muligt for de femogtyve gamle mænd at bøje sig for solen ved afslutningen af beseglingstiden for de hundrede og fireogfyrre tusind. Denne ukalkede mur, som er den tro, at det er umuligt at holde Guds lov, fejes bort, når „muren“ af adskillelse mellem kirke og stat fjernes ved den snart kommende søndagslov. Søndagsloven er de overskyllende regnskyl, eller, som Esajas udtrykker det, den er den oversvømmende svøbe, og denne flod begynder ved den snart kommende søndagslov i De Forenede Stater.

Ved søndagsloven i De Forenede Stater kommer fjenden (paven) ind „som en strøm“ (den overskyllende svøbe), og det er da, at „banneret“ løftes op imod ham. Det er da, at den „utilstrækkeligt kalkede mur“, som det laodikeiske adventisme opførte på den falske anvendelse af „det daglige“, fejes bort.

Hedningerne kommer til lyset, når Guds herlighed er over Hans folk, og dette sker, når fjenden kommer ind som en flod. Når denne fjende kommer ind, rejser Gud et banner (felttegn) imod ham. Herrens herlighed, som hviler over det folk, som hedningerne reagerer på, er Hans karakter, og Hans karakter synder ikke. Det er et falsk budskab om fred og tryghed, der lærer, at mænd og kvinder ikke kan sejre over synden. Dette budskab er et falsk budskab om silde regn, som forkyndes under tiden for det sande budskab om silde regn, der ankom den 11. september 2001. Dette falske budskab er et falsk budskab vedrørende Guds lov, som er “muren”. Denne falske lære er repræsenteret i bogen Questions on Doctrine, som markerede ankomsten af Laodikea-adventismens fjerde og sidste generation.

Den 11. september 2001 kom de fire oprør i det laodikeiske adventisme for at prøve denne sidste generation med deres fædres synder. På denne dato ledte Gud sit folk til at vende tilbage til Jeremias gamle stier, for at de kunne forstå og tage imod det grundlæggende budskab, fremstillet som Millers juveler. Hvis de gjorde det, ville de finde silde regn, som Jeremias kaldte „hvilen“. Kaldet til at vende tilbage til de gamle stier var en gentagelse af den prøve, der frembragte oprøret i 1863.

Den 11. september 2001, som er Esajas’ „dag med østenvind og hård storm“, skulle „sangen om vingården“ synges af dem, som i Åbenbaringens bog, kapitel fjorten, vers tre, og også i kapitel femten, vers tre, synger Moses’ og Lammets sang. Denne sang er det laodikeiske budskab, som påviser, at det tidligere udvalgte folk da blev forbigået, for Gud var da i færd med at give sin vingård til mænd og kvinder, som ville frembringe vingårdens tilsigtede frugter. Dette vingårdsbudskab er budskabet til Laodikea, hvilket var det budskab, som blev fremført af Jones og Waggoner under oprøret i 1888.

Den 11. september 2001 begyndte den sene regn, og i drøftelsen i Habakkuks andet kapitel identificeres en klasse, som frembar de to tavlers budskab; for de var vendt tilbage til Jeremias gamle stier og modtog den „hvile og vederkvægelse“, som Esajas angiver bringes over dem, hvis metode er „linie på linie“. Den strid, de var involveret i, stod i opposition til et falsk budskab om den sene regn, fremstillet ved „kvinderne, der græd over Tammuz“, hvilket opmuntrede det sovende laodikeiske folk med et budskab om fred og tryghed.

Budskabet om fred og tryghed hævder, at det er umuligt for mænd og kvinder ikke at synde, og derfor kan og vil Gud kun retfærdiggøre dem »i« deres synder. De spottende mænd hævder, at deres budskab om fred og tryghed er det sande budskab om retfærdiggørelse ved tro, som Jones og Waggoner fremførte, men det udelader den sandhed, at den, som Gud retfærdiggør, helliger han også; for Gud døde ikke for at frelse mennesker i deres synder, men fra deres synder.

11. september 2001 markerede begyndelsen på beseglingens periode for de hundrede og fireogfyrre tusinde, som afsluttes med, at én klasse modtager Guds segl, sådan som den fremstilles ved dem, der sukker og råber over vederstyggelighederne i menigheden og i landet, og en anden klasse, som har vendt ryggen til templet, hvor den tredje engels sidste gerning bliver fuldbyrdet, og de tilbeder solen. Milleritternes historie illustrerer den tredje engels bevægelses historie, og herved drejer klimakset sig om budskabet om sildigregnen og den erfaring, det frembringer hos dem, der vælger at spise.

Vi vil fortsætte dette studium i den næste artikel.