And in those times there shall many stand up against the king of the south: also the robbers of thy people shall exalt themselves to establish the vision; but they shall fall. Daniel 11:14.
Og i de tider skal mange rejse sig imod kongen i Syden; også røverne blandt dit folk skal ophøje sig for at stadfæste synet; men de skal falde. Daniel 11:14.
The correct identification of the power in the last days that is represented as Modern Rome, and therefore the power that “establishes the vision” is essential and salvational. It represents an element of the final testing process of the one hundred and forty-four thousand. The word “vision” in the verse is the same Hebrew word which Solomon chose when he identified why God’s people perish.
Den korrekte identifikation af den magt i de sidste dage, som fremstilles som det moderne Rom, og derfor den magt, som »stadfæster synet«, er afgørende og frelsesnødvendig. Den repræsenterer et led i den endelige prøveproces for de hundrede og fireogfyrre tusinde. Ordet »syn« i verset er det samme hebraiske ord, som Salomon valgte, da han angav, hvorfor Guds folk går til grunde.
Where there is no vision, the people perish: but he that keepeth the law, happy is he. Proverbs 29:18.
Hvor der ikke er noget syn, går folket til grunde; men den, som holder loven, han er salig. Ordsprogene 29,18.
All the prophets are speaking more directly concerning the last days than any other period of sacred history, and Solomon’s warning about the need of possessing the “vision” is a life-or-death proposition. Truth always divides and produces two classes of worshippers. In the verse, there is a class that perishes and a class that happily keeps the law. It should be noted however, that Solomon’s counsel is placed in the context of a controversy over “truth.” It is also in the context of the parable of the ten virgins, for the parable of the ten virgins is a primary illustration of the experience of God’s people in the last days.
Alle profeterne taler mere direkte om de sidste dage end om nogen anden periode i den hellige historie, og Salomos advarsel om nødvendigheden af at besidde „synet“ er et spørgsmål om liv eller død. Sandheden skiller altid og frembringer to klasser af tilbedere. I verset er der en klasse, som går fortabt, og en klasse, som med glæde holder loven. Det bør imidlertid bemærkes, at Salomos råd er givet i sammenhæng med en strid om „sandheden“. Det står også i sammenhæng med lignelsen om de ti jomfruer, for lignelsen om de ti jomfruer er en hovedillustration af Guds folks erfaring i de sidste dage.
A fool uttereth all his mind: but a wise man keepeth it in till afterwards. If a ruler hearken to lies, all his servants are wicked. The poor and the deceitful man meet together: the Lord lighteneth both their eyes. The king that faithfully judgeth the poor, his throne shall be established forever. The rod and reproof give wisdom: but a child left to himself bringeth his mother to shame. When the wicked are multiplied, transgression increaseth: but the righteous shall see their fall. Correct thy son, and he shall give thee rest; yea, he shall give delight unto thy soul. Where there is no vision, the people perish: but he that keepeth the law, happy is he. Proverbs 29:11–18.
En dåre udgyder alt, hvad han har i sinde; men den vise holder det tilbage til siden hen. Når en hersker lytter til løgne, bliver alle hans tjenere gudløse. Den fattige og den svigefulde mand mødes med hinanden; Herren giver lys til begges øjne. Den konge, som trofast dømmer de fattige, hans trone skal stå fast til evig tid. Riset og revselsen giver visdom; men et barn, der er overladt til sig selv, bringer sin moder skam. Når de gudløse bliver mange, tager overtrædelsen til; men de retfærdige skal se deres fald. Tugt din søn, så skal han give dig ro; ja, han skal bringe din sjæl glæde. Hvor der ikke er noget syn, går folket til grunde; men salig er den, som holder loven. Ordsprogene 29:11–18.
It is not my intent to point a finger at those that may hold to a different understanding of Modern Rome than I do. My intent is to illustrate that Solomon is addressing two classes of worshippers, which he identifies as a “wise man” and a “fool.” The “fool” is also identified as the “wicked.” The wise and foolish virgins of the parable are also identified in the prophetic line of Daniel chapter twelve as the wise and the wicked.
Det er ikke min hensigt at pege fingre ad dem, som måtte have en anden forståelse af det moderne Rom end jeg. Min hensigt er at påvise, at Salomon henvender sig til to klasser af tilbedere, som han betegner som en „vis mand“ og en „dåre“. „Dåren“ betegnes også som den „ugudelige“. Lignelsens vise og dårlige jomfruer identificeres ligeledes i den profetiske linje i Daniels bog, kapitel tolv, som de vise og de ugudelige.
Many shall be purified, and made white, and tried; but the wicked shall do wickedly: and none of the wicked shall understand; but the wise shall understand. Daniel 12:10.
Mange skal blive renset og gjort hvide og prøvet; men de ugudelige skal handle ugudeligt, og ingen af de ugudelige skal forstå; men de vise skal forstå. Daniel 12,10.
Solomon and Daniel agree with one another, for all the prophetic testimony aligns in the last days. The wise understand the “increase of knowledge.”
Salomo og Daniel stemmer overens med hinanden, for al den profetiske vidnesbyrd stemmer sammen i de sidste dage. De vise forstår „kundskabens forøgelse“.
And they that be wise shall shine as the brightness of the firmament; and they that turn many to righteousness as the stars for ever and ever. But thou, O Daniel, shut up the words, and seal the book, even to the time of the end: many shall run to and fro, and knowledge shall be increased. Daniel 12:3, 4.
Og de forstandige skal skinne som himmelhvælvingens glans, og de, som fører mange til retfærdighed, som stjernerne i al evighed. Men du, Daniel, luk ordene til og forsegl bogen indtil endetiden; mange skal fare hid og did, og kundskaben skal blive stor. Daniel 12:3, 4.
Verse ten identifies the three-step testing process that sifts the virgins, who are called to be among the one hundred and forty-four thousand. In both cases the sifting and testing process is based upon whether the virgins understand the increase of knowledge (the vision) that was unsealed at the time of the end in 1989.
Vers ti identificerer den tretrins-prøvelsesproces, som sigter jomfruerne, der er kaldet til at være blandt de hundrede og fireogfyrre tusind. I begge tilfælde er sigtnings- og prøvelsesprocessen baseret på, om jomfruerne forstår kundskabens tilvækst (synet), som blev åbnet ved endetiden i 1989.
“The time of the end” in the last days was 1989, when verses forty through forty-five of Daniel eleven were unsealed. It was then established that the subject of the verses was the final rise and fall of the king of the north. It was then established that the king of the north in the verses is the papal power of the last days. Inspiration never uses the expression “Modern Rome.” The expression was invented by me, to represent the papal power of the last days, for prophetically “modern” represents the last days. Ellen White never used the expression “Modern Rome.”
»Endens tid« i de sidste dage var 1989, da vers fyrre til femogfyrre i Daniel elleve blev åbnet. Det blev da fastslået, at versenes emne var den endelige opgang og fald for kongen i nord. Det blev da fastslået, at kongen i nord i disse vers er pavemagten i de sidste dage. Inspirationen bruger aldrig udtrykket »Det moderne Rom«. Udtrykket blev opfundet af mig for at betegne pavemagten i de sidste dage, for profetisk repræsenterer »moderne« de sidste dage. Ellen White brugte aldrig udtrykket »Det moderne Rom«.
There are incorrect views of who the king of the north represents in the last six verses of Daniel eleven, but there is only one correct understanding. The understanding that the king of the north in the verses is the papal power was derived from many prophetic witnesses. Verse forty begins by identifying the papacy receiving a deadly wound in 1798, then verses forty-one through forty-three identify the dynamics involved with the healing of the deadly wound. Verse forty-four describes the message that enrages the papacy and leads into verse forty-five when the papal power comes to its final and complete end. The vision that was unsealed in 1989, is the vision of the final rise and fall of the papal power in the last days. That vision is the increase of knowledge that produces and manifests two classes of worshippers, based upon their acceptance or rejection of the knowledge located in those verses.
Der findes fejlagtige opfattelser af, hvem nordens konge repræsenterer i de sidste seks vers af Daniel kapitel elleve, men der findes kun én korrekt forståelse. Forståelsen af, at nordens konge i disse vers er den pavelige magt, blev udledt af mange profetiske vidner. Vers fyrre begynder med at identificere pavedømmet som modtagende et dødeligt sår i 1798, og dernæst identificerer vers enogfyrre til treogfyrre de dynamikker, der er involveret i helingen af det dødelige sår. Vers fireogfyrre beskriver det budskab, der vækker pavedømmets vrede og leder ind i vers femogfyrre, hvor den pavelige magt når sin endelige og fuldstændige ende. Det syn, som blev forseglet op i 1989, er synet om den pavelige magts endelige opkomst og fald i de sidste dage. Dette syn er den tiltagende kundskab, som frembringer og åbenbarer to klasser af tilbedere, på grundlag af deres accept eller forkastelse af den kundskab, der findes i disse vers.
According to the very same chapter where the increase of knowledge was unsealed in 1989, the “robbers of thy people,” who “exalt themselves” and ultimately “fall” are the symbol that establishes the “vision.” In the final sifting, the first testing question is who is represented as the “robbers of thy people,” for they are the prophetic symbol that establishes the “vision.” Are the robbers the papal power or are they the United States?
Ifølge det selvsamme kapitel, hvor kundskabens forøgelse blev åbnet i 1989, er „røverne af dit folk“, som „ophøjer sig selv“ og til sidst „falder“, det symbol, der stadfæster „synet“. I den endelige renselse er det første prøvende spørgsmål, hvem der fremstilles som „røverne af dit folk“, for de er det profetiske symbol, der stadfæster „synet“. Er røverne den pavelige magt, eller er de De Forenede Stater?
The books of Daniel and Revelation are the same book, representing two witnesses of the same line of prophecy. Daniel is the beginning and Revelation is the ending, and together they represent two witnesses of the truth that is unsealed at the time of the end in 1989.
Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring er den samme bog og repræsenterer to vidner om den samme profetiske linje. Daniel er begyndelsen, og Johannes’ Åbenbaring er afslutningen, og sammen repræsenterer de to vidner om den sandhed, der forsegles op ved endens tid i 1989.
Daniel describes the purification process that was produced when the Lion of the tribe of Judah unsealed verses forty to forty-five in 1989. At that time a testing process began to determine and manifest who would be the “priests” that make up the covenant people who are the one hundred and forty-four thousand in the last days. Hosea contributes that those who reject the increase of knowledge of the last days will not become one of the priests who make up the one hundred and forty-four thousand.
Daniel beskriver den renselsesproces, som blev frembragt, da Løven af Judas stamme oplod versene fyrre til femogfyrre i 1989. På det tidspunkt begyndte en prøvelsesproces for at fastslå og åbenbare, hvem der ville være de „præster“, som udgør pagtfolket, der er de hundrede og fireogfyrre tusind i de sidste dage. Hoseas bidrag er, at de, som forkaster kundskabens tiltagelse i de sidste dage, ikke vil blive blandt de præster, som udgør de hundrede og fireogfyrre tusind.
My people are destroyed for lack of knowledge: because thou hast rejected knowledge, I will also reject thee, that thou shalt be no priest to me: seeing thou hast forgotten the law of thy God, I will also forget thy children. Hosea 4:6.
Mit folk går til grunde af mangel på kundskab; fordi du har forkastet kundskaben, vil også jeg forkaste dig, så du ikke skal være præst for mig; eftersom du har glemt din Guds lov, vil også jeg glemme dine børn. Hoseas 4:6.
The book of Revelation identifies that the knowledge that is unsealed and rejected by one class accomplishes their rejection just before probation closes.
Johannes’ Åbenbaring angiver, at den kundskab, som bliver åbenbaret og forkastet af én klasse, fuldbyrder deres forkastelse umiddelbart før nådetiden afsluttes.
And he saith unto me, Seal not the sayings of the prophecy of this book: for the time is at hand. He that is unjust, let him be unjust still: and he which is filthy, let him be filthy still: and he that is righteous, let him be righteous still: and he that is holy, let him be holy still. Revelation 22:10, 11.
Og han siger til mig: Forsegl ikke denne bogs profetis ord; thi tiden er nær. Den, som gør uret, lad ham fremdeles gøre uret; og den, som er uren, lad ham fremdeles være uren; og den, som er retfærdig, lad ham fremdeles øve retfærdighed; og den, som er hellig, lad ham fremdeles være hellig. Åbenbaringen 22:10, 11.
The Millerite history illustrates the history of the one hundred and forty-four thousand, and together the Millerites and the one hundred and forty-four thousand represent the beginning and ending of the message and work of the three angels of Revelation chapter fourteen. The parallel histories identify the events connected with the close of probation. The work of both histories has been typified by Elijah and John the Baptist.
Milleritternes historie illustrerer de hundrede og fireogfyrre tusindes historie, og tilsammen repræsenterer Milleritterne og de hundrede og fireogfyrre tusind begyndelsen og afslutningen på de tre engles budskab og værk i Åbenbaringens fjortende kapitel. De parallelle historier identificerer de begivenheder, som er forbundet med nådetidens afslutning. Begge historiers værk er blevet forbilledligt fremstillet ved Elias og Johannes Døberen.
“With trembling, William Miller began to unfold to the people the mysteries of the kingdom of God, carrying his hearers down through the prophecies to the second advent of Christ. With every effort he gained strength. As John the Baptist heralded the first advent of Jesus and prepared the way for His coming, so William Miller and those who joined with him proclaimed the second advent of the Son of God.” Early Writings, 229, 230.
"Med bæven begyndte William Miller at udfolde Guds riges mysterier for folket og førte sine tilhørere gennem profetierne frem til Kristi andet komme. Med hver anstrengelse vandt han styrke. Ligesom Johannes Døberen forkyndte Jesu første komme og beredte vejen for hans ankomst, således forkyndte William Miller og de, som sluttede sig til ham, Guds Søns andet komme." Early Writings, 229, 230.
The Millerite message identified the “events” connected with the close of probation, as represented by both Elijah and John the Baptist.
Det milleritiske budskab identificerede de »begivenheder«, som er forbundet med nådetidens afslutning, således som de fremstilles ved både Elias og Johannes Døberen.
“It was needful that men should be awakened to their danger; that they should be roused to prepare for the solemn events connected with the close of probation.” The Great Controversy, 310.
„Det var nødvendigt, at mennesker blev vækket til erkendelse af deres fare; at de blev kaldt til at berede sig på de højtidelige begivenheder, som er forbundet med nådetidens afslutning.“ The Great Controversy, 310.
In 1989, with the collapse of the Soviet Union the portion of the book of Daniel that related to the last days was unsealed and a testing process began. The test was based upon the ability or inability of God’s people to understand or reject the increase of knowledge that is represented in the last six verses of Daniel chapter eleven; verses that lead to the first verse of chapter twelve, which identifies the “close of probation.” The message of the “events connected with the close of probation” was then unsealed, and the work of those who were the candidates to be the “priests” of the one hundred and forty-four thousand began. Their work was to “understand” and proclaim the message represented in the passage. The message and the work of the one hundred and forty-four thousand, was to present the unsealed message in order to rouse men “to prepare for the solemn events connected with the close of probation.”
I 1989 blev den del af Daniels Bog, som vedrørte de sidste dage, forseglet op ved Sovjetunionens sammenbrud, og en prøvelsesproces begyndte. Prøven beroede på Guds folks evne eller manglende evne til at forstå eller forkaste den kundskabs forøgelse, som fremstilles i de sidste seks vers af Daniels bog kapitel elleve; vers, der fører frem til det første vers i kapitel tolv, som identificerer «nådetidens ophør». Budskabet om de «begivenheder, der er forbundet med nådetidens ophør», blev derpå forseglet op, og arbejdet for dem, som var kandidater til at være de et hundrede og fireogfyrre tusinds «præster», tog sin begyndelse. Deres arbejde var at «forstå» og forkynde det budskab, som fremstilles i dette afsnit. Budskabet og arbejdet for de et hundrede og fireogfyrre tusind var at frembære det forseglede budskab, som nu var åbnet, for at vække mennesker til «at berede sig for de højtidelige begivenheder, der er forbundet med nådetidens ophør».
“Today, in the spirit and power of Elias and of John the Baptist, messengers of God’s appointment are calling the attention of a judgment-bound world to the solemn events soon to take place in connection with the closing hours of probation and the appearance of Christ Jesus as King of kings and Lord of lords. Soon every man is to be judged for the deeds done in the body. The hour of God’s judgment has come, and upon the members of His church on earth rests the solemn responsibility of giving warning to those who are standing as it were on the very brink of eternal ruin. To every human being in the wide world who will give heed must be made plain the principles at stake in the great controversy being waged, principles upon which hang the destinies of all mankind.” Prophets and Kings, 715, 716.
“I dag, i Elias’ og Johannes Døberens ånd og kraft, kalder budbringere, udnævnt af Gud, opmærksomheden hos en domsmoden verden hen på de højtidelige begivenheder, som snart skal finde sted i forbindelse med nådetidens afsluttende timer og Kristus Jesu fremtræden som kongernes Konge og herrernes Herre. Snart skal hvert menneske dømmes for de gerninger, der er gjort i legemet. Guds doms time er kommet, og på medlemmerne af Hans menighed på jorden hviler det højtidelige ansvar at give advarsel til dem, som så at sige står på selve randen af evig undergang. For hvert menneske i den vide verden, som vil give agt, må de principper, der står på spil i den store strid, som udkæmpes, gøres klare, principper, hvoraf hele menneskehedens skæbne afhænger.” Profeter og Konger, 715, 716.
The history of John the Baptist and Christ, as well as the history of the Millerites illustrates the message and work of the one hundred and forty-four thousand. Both John and Christ understood their message as representing the close of probation.
Historien om Johannes Døberen og Kristus såvel som historien om milleritterne illustrerer de et hundrede og fireogfyrre tusindes budskab og gerning. Både Johannes og Kristus forstod deres budskab som repræsenterende nådetidens afslutning.
But when he saw many of the Pharisees and Sadducees come to his baptism, he said unto them, O generation of vipers, who hath warned you to flee from the wrath to come? Matthew 3:7.
Men da han så mange af farisæerne og saddukæerne komme til hans dåb, sagde han til dem: Øgleyngel, hvem har advaret jer om at fly fra den kommende vrede? Mattæus 3,7.
Christ presented the destruction of Jerusalem, the same destruction which John had warned the quibbling Jews about, as approaching. Jesus employed the destruction as a symbol of the “wrath” that begins when He, as Michael, stands up in Daniel chapter twelve, verse one.
Kristus fremstillede Jerusalems ødelæggelse, den samme ødelæggelse, som Johannes havde advaret de ordkløvende jøder om, som nært forestående. Jesus anvendte ødelæggelsen som et symbol på den „vrede“, der begynder, når Han, som Mikael, står frem i Daniels bog kapitel tolv, vers ét.
“Christ saw in Jerusalem a symbol of the world hardened in unbelief and rebellion, and hastening on to meet the retributive judgments of God. The woes of a fallen race, pressing upon His soul, forced from His lips that exceeding bitter cry. He saw the record of sin traced in human misery, tears, and blood; His heart was moved with infinite pity for the afflicted and suffering ones of earth; He yearned to relieve them all. But even His hand might not turn back the tide of human woe; few would seek their only Source of help. He was willing to pour out His soul unto death, to bring salvation within their reach; but few would come to Him that they might have life.
„Kristus så i Jerusalem et symbol på verden, forhærdet i vantro og oprør og hastende frem for at møde Guds gengældende domme. Et faldet slægts veer, som tyngede hans sjæl, fremtvang fra hans læber dette overmåde bitre råb. Han så syndens optegnelse aftegnet i menneskelig elendighed, tårer og blod; hans hjerte bevægedes med uendelig medlidenhed med jordens plagede og lidende; han længtes efter at bringe dem alle lindring. Men selv hans hånd kunne ikke standse strømmen af menneskelig nød; få ville søge deres eneste kilde til hjælp. Han var villig til at udgyde sin sjæl til døden for at bringe frelsen inden for deres rækkevidde; men få ville komme til ham, for at de måtte have liv.“
“The Majesty of heaven in tears! the Son of the infinite God troubled in spirit, bowed down with anguish! The scene filled all heaven with wonder. That scene reveals to us the exceeding sinfulness of sin; it shows how hard a task it is, even for Infinite Power, to save the guilty from the consequences of transgressing the law of God. Jesus, looking down to the last generation, saw the world involved in a deception similar to that which caused the destruction of Jerusalem. The great sin of the Jews was their rejection of Christ; the great sin of the Christian world would be their rejection of the law of God, the foundation of His government in heaven and earth. The precepts of Jehovah would be despised and set at nought. Millions in bondage to sin, slaves of Satan, doomed to suffer the second death, would refuse to listen to the words of truth in their day of visitation. Terrible blindness! strange infatuation!” The Great Controversy, 22.
„Himlens Majestæt i tårer! den uendelige Guds Søn foruroliget i ånden, nedbøjet af angst! Synet fyldte hele himlen med undren. Dette syn åbenbarer for os syndens overvældende syndighed; det viser, hvor vanskelig en opgave det er, selv for den Uendelige Magt, at frelse de skyldige fra følgerne af at overtræde Guds lov. Jesus så ned til den sidste slægt og så verden indviklet i et bedrag, der lignede det, som forårsagede Jerusalems ødelæggelse. Jødernes store synd var deres forkastelse af Kristus; den kristne verdens store synd ville være dens forkastelse af Guds lov, grundvolden for Hans herredømme i himmel og på jord. Jehovas forskrifter ville blive foragtet og sat til intet. Millioner i syndens trældom, Satans slaver, bestemt til at lide den anden død, ville nægte at lytte til sandhedens ord i deres besøgelsestid. Frygtelig blindhed! besynderlig forblindelse!” The Great Controversy, 22.
The warning message proclaimed by John the Baptist and also by Christ was the same warning message, just as the warning message of the Millerites was the same message identifying the events connected with the close of probation as the one hundred and forty-four thousand will proclaim. Three witnesses; John the Baptist, Christ and the Millerites testifying that the work and message of the one hundred and forty-four thousand is a life-or-death testing process accomplished by the increase of knowledge that was unsealed in 1989. The message unsealed at that time is the last day vision that must be understood by the wise if they are to be the “priests” that make up the one hundred and forty-four thousand. If those candidates do not understand that vision, they are identified as wicked, or as fools, and they perish. They and their children are rejected in agreement with their rejection of the vision that is the increase of knowledge.
Det advarselsbudskab, som blev forkyndt af Johannes Døberen og også af Kristus, var det samme advarselsbudskab, ligesom milleritternes advarselsbudskab var det samme budskab, der identificerer de begivenheder, som er forbundet med nådetidens afslutning, og som de hundrede og fireogfyrre tusinde skal forkynde. Tre vidner: Johannes Døberen, Kristus og milleritterne vidner om, at de hundrede og fireogfyrre tusindes værk og budskab er en liv-eller-død-prøvelse, som fuldbyrdes ved den forøgelse af kundskab, der blev åbnet i 1989. Det budskab, der blev åbnet på det tidspunkt, er synet om de sidste dage, som de vise må forstå, hvis de skal være de „præster“, der udgør de hundrede og fireogfyrre tusinde. Hvis disse kandidater ikke forstår dette syn, bliver de identificeret som ugudelige eller som dårer, og de går fortabt. De og deres børn bliver forkastet i overensstemmelse med deres forkastelse af synet, som er forøgelsen af kundskab.
God’s Word identifies that Rome is the power that exalts itself, robs God’s people, and then falls and establishes the vision. The question of whether Modern Rome is the papal power or the United States is the test that identifies that those candidates are either wise or foolish virgins. The test is a prophetic test derived from the book of Daniel, that is thereafter confirmed and brought to perfection in the book of Revelation. The subject of Modern Rome is not simply a choice between the papal power or the United States, it is the final test for the one hundred and forty-four thousand. It is a prophetic test, and correctly understood it encompasses every representation of the final testing process that is set forth within God’s sanctified prophetic testimony.
Guds Ord identificerer, at Rom er den magt, som ophøjer sig selv, berøver Guds folk og derpå falder og stadfæster synet. Spørgsmålet om, hvorvidt det moderne Rom er pavemagten eller De Forenede Stater, er den prøve, som identificerer, om disse kandidater er enten kloge eller tåbelige jomfruer. Prøven er en profetisk prøve, udledt af Daniels Bog, som derefter bekræftes og føres til fuldendelse i Johannes’ Åbenbaring. Emnet om det moderne Rom er ikke blot et valg mellem pavemagten eller De Forenede Stater; det er den endelige prøve for de hundrede og fireogfyrre tusinde. Det er en profetisk prøve, og når den forstås korrekt, omfatter den enhver fremstilling af den afsluttende prøvelsesproces, som er fremsat i Guds helligede profetiske vidnesbyrd.
The testing process of the time of John the Baptist and Christ was derived from the book of Daniel, as was the testing process in the time of the Millerites. As a prophetic test, the methodology of how truth is established is as essential for those candidates to correctly apply, as is simply holding to the correct view of who is Modern Rome. Whether the correct identification of Modern Rome, or the application of the correct methodology is considered, both elements of the test are couched in the book of Daniel. In Daniel chapter one, Daniel navigated through a three-step testing process beginning with diet, then a visual test, followed by a test accomplished by Nebuchadnezzar, a biblical symbol of the King of the North, the papal power of the last days.
Prøvelsesprocessen på Johannes Døberens og Kristi tid var udledt af Daniels bog, ligesom prøvelsesprocessen på milleritternes tid var det. Som en profetisk prøve er den metodologi, hvormed sandheden fastslås, lige så væsentlig for disse kandidater at anvende korrekt, som det ganske enkelt er at fastholde den rette opfattelse af, hvem det moderne Rom er. Hvad enten man betragter den rette identifikation af det moderne Rom eller anvendelsen af den rette metodologi, er begge elementer i prøven indfattet i Daniels bog. I Daniels bog, kapitel 1, gennemgik Daniel en tretrins prøvelsesproces, der begyndte med kosten, dernæst en visuel prøve, efterfulgt af en prøve iværksat af Nebukadnezar, et bibelsk symbol på Kongen i Norden, de sidste dages pavelige magt.
As for these four children, God gave them knowledge and skill in all learning and wisdom: and Daniel had understanding in all visions and dreams. Now at the end of the days that the king had said he should bring them in, then the prince of the eunuchs brought them in before Nebuchadnezzar. And the king communed with them; and among them all was found none like Daniel, Hananiah, Mishael, and Azariah: therefore stood they before the king. And in all matters of wisdom and understanding, that the king inquired of them, he found them ten times better than all the magicians and astrologers that were in all his realm. Daniel 1:17–20.
Hvad disse fire unge mænd angår, gav Gud dem kundskab og indsigt i al lærdom og visdom; og Daniel havde forståelse i alle syner og drømme. Og ved udgangen af de dage, som kongen havde fastsat til, at man skulle føre dem frem, førte de overordnede hofmænd dem frem for Nebukadnezar. Og kongen talte med dem; og blandt dem alle fandtes ingen som Daniel, Hananja, Misjael og Azarja; derfor trådte de frem for kongen. Og i enhver sag, som krævede visdom og forstand, og som kongen spurgte dem om, fandt han dem ti gange bedre end alle de spåmænd og stjernetydere, som var i hele hans rige. Daniel 1:17–20.
“At the end of the days,” which is prophetically the last days when the one hundred and forty-four thousand are tested, Daniel and the three worthies were found “ten times better than all the magicians and astrologers that were in all his realm,” and Daniel had “understanding in all visions and dreams.” Daniel represents the one hundred and forty four thousand, who in the last days understand the increase of knowledge that arrived when Christ, as the Lion of the tribe of Judah, unsealed “that portion of the book of Daniel that related to the last days,” in 1989.
„Ved dagenes ende,“ hvilket profetisk er de sidste dage, når de hundrede og fireogfyrre tusinde prøves, blev Daniel og de tre mænd fundet „ti gange bedre end alle de magere og stjernetydere, som fandtes i hele hans rige,“ og Daniel havde „indsigt i alle syner og drømme.“ Daniel repræsenterer de hundrede og fireogfyrre tusinde, som i de sidste dage forstår den forøgelse af kundskab, der kom, da Kristus som Løven af Judas stamme oplod „den del af Daniels bog, som vedrørte de sidste dage,“ i 1989.
Daniel did not simply understand more than others concerning dreams and visions, he had “understanding in all visions and dreams.” He represents those who employ the methodology of line upon line, for that methodology brings “all visions and dreams” together into one cohesive message. The message that brings together all dreams and visions into one prophetic line identifies the “events connected with the close of probation.” That message is established by the prophetic symbol that is Modern Rome, the power who exalts itself, robs God’s people, and falls.
Daniel forstod ikke blot mere end andre vedrørende drømme og syner; han havde „forstand på alle syner og drømme“. Han repræsenterer dem, som anvender metodologien linje på linje, for denne metodologi samler „alle syner og drømme“ til ét sammenhængende budskab. Det budskab, som samler alle drømme og syner i én profetisk linje, identificerer de „begivenheder, der er forbundet med nådetidens afslutning“. Dette budskab stadfæstes ved det profetiske symbol, som er det moderne Rom, den magt, der ophøjer sig selv, berøver Guds folk og falder.
That power can only be established by applying the correct methodology. Most who profess to study the Bible reject the methodology of line upon line, and some who profess to employ it, misapply the rules that make up the methodology of line upon line. Those rules were first put into the public record by the Millerites, and God’s last day people have been forewarned that those who are actually the messengers of the third angel will be using William Miller’s rules of prophetic interpretation.
Denne kraft kan kun etableres ved at anvende den korrekte metode. De fleste, som bekender sig til at studere Bibelen, forkaster metoden linje på linje, og nogle, som bekender at benytte den, anvender fejlagtigt de regler, der udgør metoden linje på linje. Disse regler blev først indført i det offentlige register af milleritterne, og Guds folk i de sidste dage er på forhånd blevet advaret om, at de, som faktisk er den tredje engels budbringere, vil benytte William Millers regler for profetisk fortolkning.
“Those who are engaged in proclaiming the third angel’s message are searching the Scriptures upon the same plan that Father Miller adopted.” Review and Herald, November 25, 1884.
"De, som er beskæftiget med at forkynde den tredje engels budskab, gransker Skrifterne efter den samme plan, som fader Miller fulgte." Review and Herald, 25. november 1884.
William Miller represented the beginning of the three angels of Revelation fourteen, and he was typified by John the Baptist, who was the beginning of the message of which Christ was the ending. Sister White directly aligns the testing process of John the Baptist to Christ with the testing process of the three angels. John began the message, and it was not until just before the cross, when Christ had taken His disciples to Caesarea Philippi, that Jesus then added the details of the message that John had begun. The first truth John identified when He saw Christ, was identifying Christ as the Lamb of God, that takes away the sins of the world.
William Miller repræsenterede begyndelsen på de tre engle i Åbenbaringen fjorten, og han var forbilledliggjort ved Johannes Døberen, som var begyndelsen på det budskab, hvis afslutning Kristus var. Søster White sammenstiller direkte Johannes Døberens prøvelsesproces i forhold til Kristus med de tre engles prøvelsesproces. Johannes begyndte budskabet, og det var først lige før korset, da Kristus havde taget sine disciple med til Cæsarea Filippi, at Jesus da tilføjede detaljerne til det budskab, som Johannes havde påbegyndt. Den første sandhed, Johannes identificerede, da han så Kristus, var at udpege Kristus som Guds Lam, som borttager verdens synder.
These things were done in Bethabara beyond Jordan, where John was baptizing. The next day John seeth Jesus coming unto him, and saith, Behold the Lamb of God, which taketh away the sin of the world. This is he of whom I said, After me cometh a man which is preferred before me: for he was before me. John 1:28–30.
Dette skete i Bethabara hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. Den næste dag ser Johannes Jesus komme til sig og siger: Se Guds Lam, som bærer verdens synd bort. Det er ham, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en mand, som er sat højere end jeg; for han var til før mig. Johannes 1:28–30.
Then began the three-and-a-half-year period of testing that ended at the cross. After John was murdered just before the cross, Jesus then began to explain that very first statement of John.
Da begyndte den tre og et halvt år lange prøvelsestid, som endte ved korset. Efter at Johannes var blevet myrdet kort før korset, begyndte Jesus derpå at forklare netop denne allerførste udtalelse af Johannes.
When Jesus came into the coasts of Caesarea Philippi, he asked his disciples, saying, Whom do men say that I the Son of man am? And they said, Some say that thou art John the Baptist: some, Elias; and others, Jeremias, or one of the prophets. He saith unto them, But whom say ye that I am? And Simon Peter answered and said, Thou art the Christ, the Son of the living God. And Jesus answered and said unto him, Blessed art thou, Simon Barjona: for flesh and blood hath not revealed it unto thee, but my Father which is in heaven. And I say also unto thee, That thou art Peter, and upon this rock I will build my church; and the gates of hell shall not prevail against it. And I will give unto thee the keys of the kingdom of heaven: and whatsoever thou shalt bind on earth shall be bound in heaven: and whatsoever thou shalt loose on earth shall be loosed in heaven. Then charged he his disciples that they should tell no man that he was Jesus the Christ. From that time forth began Jesus to show unto his disciples, how that he must go unto Jerusalem, and suffer many things of the elders and chief priests and scribes, and be killed, and be raised again the third day. Matthew 16:13–21.
Da Jesus kom til egnen ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: »Hvem siger menneskene, at jeg, Menneskesønnen, er?« Og de sagde: »Nogle siger, at du er Johannes Døberen; andre Elias; og andre igen Jeremias eller en af profeterne.« Han sagde til dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Og Simon Peter svarede og sagde: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Og Jesus svarede og sagde til ham: »Salig er du, Simon Barjona; thi kød og blod har ikke åbenbaret dig dette, men min Fader, som er i himlene. Og jeg siger også dig, at du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler; og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da bød han sine disciple, at de ikke skulle sige til nogen, at han var Jesus Kristus. Fra den tid begyndte Jesus at vise sine disciple, at han måtte gå til Jerusalem og lide meget af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og blive slået ihjel og opstå på den tredje dag. Matthæus 16,13–21.
Caesarea Philippi is the name of Panium in the time of Christ, and Panium is identified in the verse which follows verse fourteen of Daniel eleven, where the robbers of thy people, who exalt themselves, but fall, are introduced. The message of John the Baptist, inspired and perfect, was the message at the beginning that represented the Millerite message, that had been established upon Miller’s rules. Christ’s message at the ending, built upon and expanded John’s message, and it typified the message at the ending of the three angels, that is based upon Miller’s rules and the details that are added to Miller’s message when the methodology of line upon line arrives at the ending.
Cæsarea Filippi er navnet på Panium på Kristi tid, og Panium identificeres i det vers, som følger efter vers fjorten i Daniel elleve, hvor røverne af dit folk, som ophøjer sig selv, men falder, introduceres. Johannes Døberens budskab, inspireret og fuldkomment, var budskabet ved begyndelsen, som repræsenterede Milleritbudskabet, der var blevet grundfæstet på Millers regler. Kristi budskab ved afslutningen, bygget på og udvidende Johannes’ budskab, og det var et forbillede på budskabet ved afslutningen af de tre engles budskaber, som er baseret på Millers regler og de detaljer, der føjes til Millers budskab, når metodologien linje på linje når frem til afslutningen.
To arrive at an incorrect understanding of the symbol that establishes the vision with the symbol of Modern Rome parallels those in the history of Christ that rejected the message of the cross. We are informed that the Jews who rejected the message of John the Baptist could not be benefitted by the teachings of Jesus, and that the history of those Jews that did that very thing represents those who rejected the first angel’s message. The Millerites identified the robbers of thy people, which I later coined with the words, “Modern Rome,” as the papal power.
At nå frem til en urigtig forståelse af det symbol, som knytter synet til symbolet på det moderne Rom, svarer til dem i Kristi historie, som forkastede korsets budskab. Vi får at vide, at de jøder, som forkastede Johannes Døbers budskab, ikke kunne have gavn af Jesu lære, og at historien om de jøder, som gjorde netop dette, repræsenterer dem, der forkastede den første engels budskab. Milleritterne identificerede dit folks røvere, hvilket jeg senere betegnede med ordene „det moderne Rom“, som den pavelige magt.
We will continue these considerations in the next article.
Vi vil fortsætte disse betragtninger i den næste artikel.