Panium - Number Eighteen

Vi vil nu behandle nogle af implikationerne af vers tolv i Daniel elleve og derefter indføje de tre linjer på »250« år i historien i vers elleve til femten, som blev opfyldt ved slaget ved Panium i 200 f.Kr. Linjen på »250« år, som begyndte i 457 f.Kr., ender i 207 f.Kr. midt i den periode, der begynder med slaget ved Raphia og ender med slaget ved Panium. De »250« år i Neros linje ender med Konstantins tretrins-historie, repræsenteret ved årene 313, 321 og 330. De »250« år for De Forenede Stater ender den 4. juli 2026.

Neros linje repræsenterer historien om prøvetiden for dyrets billede, først i De Forenede Stater og dernæst i verden. Linjen fra 457 f.Kr. placerer Trump på et militært midtpunkt mellem to slag. Den periode, der udstrækker sig fra 1776, markerer også et midtpunkt for Trumps endelige præsidentskab. For at placere disse linjer på deres rette plads vil vi først behandle vers tolv og Ruslands og Putins undergang. Dernæst de tre linjer på „250“ år, og derefter linjen for det hasmonæiske dynasti. Når disse linjer er på plads, vil vi bringe Peter i overensstemmelse med Panium. Når disse linjer er på plads, bør vi være i stand til at erkende, hvordan budskabet fra 18. juli 2020 skal korrigeres og forkyndes, og at det er budskabet i Joels Bog.

Den historie, som opfyldte vers elleve i slaget ved Raphia, stemmer overens med kong Uzzijas historie. Da Esajas bliver renset og bemyndiget til at forkynde budskabet om den sene regn, kom hans kald i det år, da Uzzija døde.

Uzzijas død blev forudgået af det oprør, han gav udtryk for, som svarede til og stemte overens med Ptolemæus’ oprør umiddelbart efter sejren i slaget ved Raphia. Uzzija og Ptolemæus er symboler på en sydens konge, hvis hjerte er blevet hovmodigt opløftet, og som gør oprør ved at søge at forene sin statslige myndighed med kirkelig myndighed. Da Uzzija forsøgte at forene kirke og stat, var spedalskheden på hans pande et forbillede på dyrets mærke.

Uzija repræsenterer dernæst en gradvis død fra tidspunktet for sit oprørske forsøg på at forene kirke og stat. Dernæst repræsenterer han et svækket medregentskab med sin søn i elleve år. Uzija levede i elleve år efter sit oprør. Begyndelsen på hans oprør symboliserer søndagsloven, hvor kirke og stat forenes, og dyrets mærke håndhæves. Elleve år senere døde han, hvilket repræsenterer afslutningen på hans regering som konge over det sydlige rige Juda, som var det herlige land, hvilket er Amerikas Forenede Stater.

I profetisk relation til Ptolemæus repræsenterer Uzzija Juda, det herlige land og frafaldent protestantisme, hvorimod Ptolemæus repræsenterer Egypten, som er dragemagten, hvis religion er spiritualismen. Når de to konger betragtes som parallelle linjer, ophører Uzzija med at være en illustration af det herlige land, og sammen bliver de et symbol på to nationer. Egypten og Juda er symboler på spiritualismens og den frafaldne protestantismes religioner. De er et symbol på staten og kirken. Det statshåndværk og det kirkehåndværk, som de repræsenterer, når de er forenet som ét symbol, rummer to nationer, således som mederne og perserne var det, således som Frankrigs Egypten og Sodoma var det, således som De Forenede Staters republikanske og protestantiske horn er det, således som Israels og Judas nordlige og sydlige riger var det, såvel som det hedenske Rom og det pavelige Rom. Som et symbol på to riger er de profetisk knyttet sammen ved templet i Jerusalem, hvor både Uzzija og Ptolemæus søgte at ofre i templet i Jerusalem. To nationer, som begge gør oprør ved den samme helligdom.

Det er vigtigt at bemærke, at begge kongers oprør stod i relation til templet i Jerusalem, som er et symbol på det tempel, hvor Daniel så Kristus i kapitel ti. Begge disse kongers historier falder sammen ved den ukrainske krig, og derved begynder de deres vidnesbyrd i 2014. De blev begge ophøjet ved militære sejre, fremstillet ved slaget ved Rafia i vers elleve. Rafia markerer grænselandet for det sjette rige i Bibelens profeti og søndagslovens trefoldige forening. Det er også grænsen for overgangen fra den kæmpende menighed til den sejrende menighed.

Efter 2014 bekendtgjorde den rigeste konge sin hensigt om at stille op til præsidentembedet i 2015. I 2020 modtog den rigeste konge, som repræsenterede det republikanske horn, sit dødelige sår, som senere skulle blive lægt. I 2022 eskalerede den ukrainske krig. Trump vendte derefter tilbage i opfyldelse af vers tretten ved valget i 2024. I juli 2023 lød en røst i ørkenen. Den 31. december 2023 blev det protestantiske horn genoprejst, ligesom det republikanske horn blev det ved valget i 2024, da Trump vendte tilbage, og derpå endte grundvolden i prøven i 2025 med templets prøves ankomst.

De sandheder, som blev åbnet i 1989, var todelte. De profetiske paralleller i reformbevægelserne og de sidste seks vers i Daniel elleve blev åbnet på samme tid. Der er visse profetiske regler, som blev anvendt til at fastslå det indledende budskab i vers fyrre. Nogle af disse selvsamme sandheder er nu nøglen til den skjulte historie i netop det samme vers, hvor disse profetiske juveler blev opdaget. Jeg vil give jer et eksempel.

I 1989 fandtes der ingen samlet forståelse i adventismen af, hvad de sidste seks vers i Daniels Bog repræsenterede. Denne mangel på enhed var dobbelt. Der var ingen konsensus om versenes betydning. De, som bekendte at have forståelse af versene, fremsatte menneskelige forestillinger sammenblandet med den frafaldne protestantismes og katolicismens teologi, den førstefødselsretlige arv, de havde modtaget fra deres forfædre fra oprøret i 1863, da de opfyldte den ulydige profets rolle ved Jeroboams grundlæggende oprør. Disse enkelte forestillinger om, hvad versene var, var i bedste fald private fortolkninger. Deres opfattelser af versene var enten i modstrid med den grundlæggende profetiske anvendelse og ofte i modstrid med selve den præmis vedrørende versene, som de selv identificerede.

Det, vi så i versene, var en sammenhengende forståelse av alle seks vers. Det var den sammenheng i budskapet, vi så, som oppmuntret meg til å legge frem min forståelse, selv når jeg visste at hele adventismen forkastet det jeg forstod. Det vi forstod av disse versene, ble først utgitt i 1996, og den forståelsen som der ble fremlagt, er bare blitt sterkere etter hvert som tiden har skredet frem gjennom tretti år!

Hvis man betragter den allerførste henvisning i tidsskriftet The Time of the End, finder man Testimonies, bind 9, side 11. Fem år før 9/11 begynder tidsskriftet med 9/11. En af de forståelser, som opmuntrede mig, var erkendelsen af, at ved »endetiden« i vers fyrre var kongen i nord og kongen i syd åndelige, ikke bogstavelige magter. På det tidspunkt vidste jeg allerede, at søster White sagde, at Daniels og Åbenbaringens bøger er den samme bog, og at den samme profetiske linje, som findes i Daniel, bliver videreført af Johannes i Åbenbaringen. Jeg havde fundet, at i Åbenbaringen elleve, som blev opfyldt i historien omkring endetiden i 1798, lærer søster Whites kommentar til kapitlet tydeligt, at Frankrig var det åndelige Egypten, og hun var lige så tydelig om, at i Åbenbaringen sytten var skøgen på dyret det åndelige Babylon.

Søster Whites identifikation af disse to magter findes i The Great Controversy, og disse bemærkninger sammenknytter Johannes’ og Daniels vidnesbyrd. Definitionen af sydens konge i Daniel kapitel elleve er den magt, som behersker Egypten, og nordens konge er den magt, som behersker Babylon. Når Bibelen og Profetiens Ånd virkede sammen for at stadfæste en sandhed ved at føre Daniel og Åbenbaringen sammen for at bevise pointen, var det noget, jeg aldrig kunne overgive til nogen vildledt teolog eller vildledt selvbestaltet leder af en selvunderstøttende tjeneste.

At forstå Ptolemæus og Uzzija som symboler på slaget ved Rafia og det efterspil, der indtræffer, efter at deres hjerter ophøjes, er at lade sig styre af den kendsgerning, at Ptolemæus repræsenterer dragemagten, som besejrer Roms stedfortrædende magt, blot for selv at tabe til den stedfortrædende magt, som havde besejret Ptolemæus i vers ti og i 1989. De historiske sondringer er tilsigtede og vigtige.

Uzzija modtager dyrets mærke, når han forsøger at sammenføre kirke og stat; Uzzija er det herlige land, og det herlige land var et hovedargument i begyndelsen af budskabet i 1989. Er det herlige land De Forenede Stater, eller er det Syvendedags Adventistkirken? De, som dengang fastholdt den fejlagtige opfattelse, at det herlige land er Adventistkirken, sammen med enhver, der stadig gør det, ville hævde, at det herlige hellige bjerg i vers femogfyrre tydeligvis var Guds kirke, og derfor betød det for dem, at et bjerg og et land var det samme symbol. Almindelig menneskelig tankegang, formoder jeg.

Uzzija er det herlige land, og Ptolemæus er Egypten. Uzzija, som det herlige land, har protestantismens og republikanismens to horn. Ptolemæus’ politiske manifestation er kommunismen og dens forskellige former, og Ptolemæus’ religiøse manifestation er spiritualismen og dens forskellige former. Et kendetegn ved dragemagten er, at den er et forbund, men den falske profet, som er det herlige land, er en enkelt nation med to horn.

Daniel 11, vers 40, fastslog, at De Forenede Stater var pavedømmets stedfortrædende magt, da Sovjetunionen blev fejet bort i 1989. Denne sandhed stemmer overens med rollen som det tohornede jorddyr i Åbenbaringen 13, for de to bøger er de samme.

Åbenbaringen tretten identificerer De Forenede Stater som pavedømmets stedfortrædende magt, for jorddyret „udøver hele den“ magt, som dyret fra havet havde, og som kom „foran det“. I vers to havde dragen, det hedenske Rom, givet pavedømmet dets kraft, sæde og store myndighed. Ordet, der oversættes med „kraft“, betyder kraft, men i vers tolv er det et andet ord, som oversættes med „magt“, og som betyder „delegeret myndighed“.

Amerikas Forenede Stater er pavedømmets stedfortrædende magt, som er blevet forbilledliggjort ved det hedenske Rom, der gav pavedømmet sin militære og økonomiske støtte, således som det er fremstillet i vers to. Herved forbilledliggjorde det hedenske Rom Amerikas Forenede Stater, som også ville give sine »stridsvogne, skibe og ryttere« til at udføre pavedømmets beskidte arbejde.

Da de tre slag i vers ti, elleve og femten blev opfyldt i historien, var Antiochus Magnus til stede ved hvert slag. Dette faktum identificerer, at den magt, som er repræsenteret i de tre slag, er en stedfortrædende magt for dyret, for det er altid Antiochus, og Antiochus var i 1989 Amerikas Forenede Staters stedfortrædende magt.

De tre slag, der fører frem til søndagsloven i vers seksten, bærer Alfas og Omegas signatur, og også sandhedens struktur. Det er De Forenede Stater i det første slag og det tredje slag, hvilket identificerer en alfa og omega i det første og sidste slag. De tre slag, der fører frem til søndagsloven i vers seksten, bærer også sandhedens signatur. Nazitysklands stedfortrædende magt, Ukraine, er slaget i midten, som repræsenterer oprøret ved det midterste vejmærke i rammen for det hebraiske ord sandhed. De tre slag repræsenterer 1989 frem til søndagsloven, hvilket betyder, at de repræsenterer den „skjulte historie“ i vers fyrre.

Vers elleve i Åbenbaringen elleve identificerer 2023 som det tidspunkt, hvor begge horn genopstår. Daniel elleve, vers elleve, identificerer netop den samme historiske periode. Den indre profetiske linje og den ydre profetiske linje er på linje med hinanden i 2023. Den indre linje er den „ting“, Daniel forstod, og den ydre linje er det „syn“, han forstod.

Den tempelprøve, som Daniel illustrerer, begyndte på den toogtyvende dag, og toogtyve år efter 9/11, hvilket er det tidspunkt, hvor Esajas trådte ind i templet, fører dig til 2023. Esajas identificerer Uzzijas død efter at have levet med spedalskhed i elleve år ved 9/11. Arbejdet med at opføre templet består først i at lægge grundvolden og derefter i at rejse templet og anbringe slutstenen, hvilket derpå leder til den tredje lakmusprøve, repræsenteret ved basunernes fest i linjen i Tredje Mosebog treogtyve. Det indre arbejde med det evige evangelium fuldbyrdes under den ydre linjes historie. I vers elleve er Putin blevet forbilledliggjort ved Ptolemæus, og kong Uzzija frembyder et andet vidne til illustrationen af sydens konge, som ophøjes gennem militær succes, og som derefter forsøger at indsætte sig selv i religionens område.

Uriah Smith behandler Ptolemæus Philopators historie og hans forsøg på at frembære ofre i Jerusalems tempel.

Ptolemæus Filopators militære sejr ved Raphia i 217 f.Kr. styrkede ikke Ptolemæus, men den bevirkede, at »hans hjerte blev hovmodigt«. Sejr i den ukrainske krig vil ikke styrke Putin, men den vil »ophøje hans hjerte«, ligesom militær fremgang fik kong Uzzija til at ophøje sit hjerte.

To sydlige konger, hvis hjerter var ophøjede på grund af militære sejre, forsøgte at gå ind i det samme tempel og frembære et offer, hvilket kun en præst havde lov til at gøre. I begge tilfælde modsatte præsterne sig de stolte kongers forsøg på at gøre dette. Den ene konge iværksatte derefter en gengældelsesaktion mod jøderne, og den anden blev slået med spedalskhed i panden.

I 2014 iværksatte Europas globalister og Obama-regimet en farverevolution mod nationen Ukraine. I 2022 indledte Rusland en invasion, som i sidste ende vil føre til en sejr for Putin og Rusland; repræsenteret ved Ptolemæus og Uzzija, sydens konger. Vers tolv siger, at efter Putins sejr, »skal hans hjerte ophøjes; og han skal nedkaste mange titusinder: men han skal ikke styrkes derved.« Historien optegner derpå hans riges gradvise undergang.

Det gradvise forfald førte til hans død, og da Antiochos den Store gengælder sit nederlag ved Raphia, stod Antiochos ikke længere over for Ptolemaios Filopator; Antiochos konfronterede da et lille barn, som på det tidspunkt var Egyptens hersker. Et barn er et symbol på den sidste generation, så på ét plan er den barnekonge, som Antiochos besejrer ved Panium, den sidste generation af sydens rige. På det praktiske plan repræsenterer barnekongen svaghed i forhold til Antiochos’ styrke.

At skitsere Ruslands sidste skridt er at skitsere den profetiske konge af sydens sidste skridt. Et profetisk kendetegn ved den åndelige konge af syden, som fremstod i den profetiske historie ved endens tid i 1798, er den måde, hvorpå den kommer til sin ende. Det er også et profetisk kendetegn ved kongen af Norden og den falske profet. Hver af de tre magter, som fører verden til Harmagedon, har afslutninger, som er specifikt identificeret i Guds Ord. Hvad end der sker med Putin og Rusland, vil være blevet forudskygget af tidligere linjer om kongen af syden.

Eksemplerne på den åndelige sydkonges undergang blev forbilledligt fremstillet ved undergangen af den første åndelige sydkonge, som var det ateistiske Frankrig i revolutionsperioden. Det sydlige riges undergang omfatter den sydlige konges undergang. Napoleons undergang svarer til Frankrigs undergang og stemmer overens med undergangen for det næste rige i syd, som var Rusland. Rusland som den moderne sydkonge begyndte med revolution, ligesom Frankrig som sydkongen begyndte med revolution.

Revolution er et kendetegn ved dragen, som er symbolet på sydens konger. Dragen, det primære symbol på sydens konge, er Satan, og idet han forsøger en revolution ved slutningen af årtusindet, falder ild ned fra himmelen og fortærer ham. Hans oprør i himmelen i begyndelsen var alfaen på hans oprør ved afslutningen af årtusindet.

I 1798 indtog Frankrig profetisk tronen som den åndelige sydens konge under den franske revolution. Denne revolution skyllede gennem Europas nationer og nåede til sidst frem til den russiske revolution, som hurtigt blev efterfulgt af den bolsjevikiske revolution i samme år.

Den Russiske Revolution i 1917 bestod af to hovedtrin: Februarrevolutionen (som styrtede det tsaristiske monarki, afsluttede enevælden og etablerede en provisorisk regering midt i en periode med dobbeltmagt sammen med sovjetterne) og Oktoberrevolutionen (også kaldet den bolsjevikiske revolution, hvor bolsjevikkerne under Lenin greb magten ved et kup, hvilket førte til etableringen af sovjetisk styre og vejen til socialisme/kommunisme).

I historiske analyser og revolutionær teori (særligt ud fra marxistiske perspektiver som Trotskijs, Luxemburgs og andres, der drager paralleller) opfattes den Franske Revolution (1789–1799) ofte som et typisk eksempel på eller som noget, der tilvejebringer et skema for de russiske begivenheders forløb. De to trin i den Franske Revolution, som typificerede disse russiske faser, er:

Disse paralleller understreger, hvordan revolutioner ofte følger et mønster: et indledende bredt oprør mod det gamle regime (ledet af moderate/borgerlige kræfter), efterfulgt af en mere ekstrem magtovertagelse fra radikale for at “redde” og uddybe revolutionen midt i krisen. Bolsjevikkerne selv trak bevidst på det franske eksempel og betragtede deres oktoberopstand som beslægtet med det jakobinske kup — nødvendig for at forhindre kontrarevolution og virkeliggøre revolutionens potentiale.

Denne typologi fremtræder i værker som Trotskijs Den russiske revolutions historie (som udtrykkeligt sammenligner dobbeltmagtsfasen i Rusland med lignende dynamikker i Frankrig) og Rosa Luxemburgs skrifter om begivenhederne i Rusland, hvor hun bemærker, at den russiske revolutions første periode (marts–oktober) følger de franske (og engelske) revolutioners skema, idet bolsjevikkernes magtovertagelse svarer til jakobinernes opstigning.

Jesus illustrerer altid enden med begyndelsen, og Napoleons undergang som den første åndelige sydens konge fulgte vejmærkerne ved revolutionens begyndelse og repræsenterede derved Sovjetunionens undergang.

Napoleons gradvise (trin-for-trin) undergang stemmer nøje overens med Sovjetunionens gradvise tilbagegang og sammenbrud i 1991 inden for den samme typologiske ramme, hvor den Franske Revolutions to faser foregreb den Russiske Revolutions stadier i februar og oktober 1917. Parallellen strækker sig videre ind i fasen efter den radikale konsolidering (bonapartismen) og dens uundgåelige opløsning. Dette udspringer både af generelle historiske mønstre og af marxistiske analyser (især Trotskijs i Den forrådte revolution og beslægtede værker), som behandler Napoleon som bonapartismens arketype: et stærkmandsregime, der opstår efter en revolutions radikale højdepunkt, balancerer mellem klasserne, bevarer revolutionens vigtigste strukturelle landvindinger (samtidig med at det undertrykker dens demokratiske drivkraft), opbygger et personligt/militær-bureaukratisk imperium, overstrækker sig og derefter lider et fasestruktureret sammenbrud, der fører til en delvis genoprettelse af den gamle orden.

Efter den jakobinske radikale fase og den thermidorianske reaktion (1794) følger det ustabile Direktorium (1795–1799); Napoleons statskup den 18. brumaire (1799) etablerer derpå Konsulatet og siden Kejserdømmet (1804). Han kodificerer og eksporterer den borgerlige revolutions landvindinger (Code Napoléon, ophøret af feudale privilegier, en stærk centraliseret stat), men underordner dem et autoritært styre, militær hæder og en ny elite.

Efter den bolsjevikiske/oktoberrevolutionære radikale fase og de tidlige sovjetiske eksperimenter sætter den bureaukratiske degeneration ind (især fra midten af 1920’erne). Stalins konsolidering besejrer Venstreoppositionen, gennemtvinger »socialisme i ét land« og skaber et politi-/militærbureaukratisk diktatur. Planøkonomien og den nationaliserede ejendom (oktobers kernevindinger) bevares, men forvandles til redskaber for en privilegeret kaste, mens internationalismen opgives.

I begge tilfælde bliver den revolutionære energi „fastfrosset“ og omdirigeret til statsmagt og ekspansion under en enkelt skikkelse eller et enkelt apparat (Trotskij kaldte udtrykkeligt Stalin-regimet en form for „sovjetisk bonapartisme“, nærmere Napoleons kejserdømme end konsulatet).

Dette er den grundlæggende overensstemmelse—tilbagegangen er ikke én pludselig begivenhed, men en successiv række af erosioner, drevet af overudstrækning, indre modsætninger, militære hængedynd, tab af perifer kontrol, mislykkede reformer og endelig opløsning/genoprettelse.

I begge tilfælde fragmenteres »imperiet« (det franske kontinentalsystem over for den sovjetiske østblok/COMEON-indflydelse) udefra og ind, det indre forfald tiltager, en afsluttende krise blotlægger hulheden, og de gamle samfundsmæssige kræfter gør sig atter gældende (monarki/kapitalisme). Bonapartismen viser sig uholdbar — en »pyramide i ligevægt på sin spids«, som Trotskij udtrykte det — fordi den beror på undertrykkelsen af revolutionens demokratiske basis, samtidig med at den forsvarer (men forvrænger) dens økonomiske basis under fjendtlige ydre pres. Det sovjetiske sammenbrud var i det lange perspektiv ikke »pludseligt«, men kulminationen på et fremadskridende indre forrådnelsesforløb, ligesom Napoleons imperium ikke forsvandt fra den ene dag til den anden, men eroderede gennem successive nederlag indtil restaurationen.

Frankrigs og Sovjetunionens begyndelse og afslutning stemmer overens med kong Uzzijas og Ptolemæus’ vidnesbyrd. Ptolemæus IV Filopator vinder en afgørende sejr i slaget ved Rafia (217 f.Kr.) over kongen i nord (Antiochos III), men “han skal ikke styrkes derved” — han slutter fred i stedet for at udnytte fordelen, vender tilbage til luksus og selvophøjelse, og derefter besøger Ptolemæus Jerusalem efter sin triumf (ifølge beretningen bevaret i 3 Makkabæerbog 1–2). Da hans hjerte ophøjede sig, forsøger han at gå ind i det Allerhelligste og selv frembære offer — en handling af usurpation og trods mod den sande Gud. Han rammes ved guddommelig indgriben (lammelse), ydmyges og vender sig til forfølgelse af Guds folk. Hans regeringstid bliver derefter en tid med fremadskridende forfald: moralsk fordærv, indre oprør og tab af styrke indtil hans død. Dette er det nøjagtige spejlbillede af kong Uzzija (2 Krønikebog 26:16–21), hvis hjerte ophøjede sig efter militær fremgang, og som derefter gik ind i templet for at brænde røgelse (idet han tiltog sig præsternes embede) og blev ramt af spedalskhed i panden, hvilket var en offentlig, synlig dom. Fra da af levede Uzzija i isolation, afskåret fra Herrens hus, indtil døden — en langsom, dvælende bortgang snarere end øjeblikkelig ødelæggelse.

Begge er sydlige konger, hvis hovmod kommer til udtryk i en indtrængen i templet i Jerusalem, efterfulgt af en gradvis, nedbrydende afslutning i stedet for et øjeblikkeligt sammenbrud. Dette er den typologiske skabelon for enhver senere »sydens konge«.

Ved „endetiden“ (1798) støder det ateistiske Frankrig (den magt, som netop havde manifesteret Ægyptens åndelige kendetegn — åben fornægtelse af Gud, som i Åbenbaringen 11,8) imod kongen i nord (pavedømmet) ved at tage paven til fange. Napoleon er den militære legemliggørelse af dette stød. Frankrig bærer sydens krone i 1798, fordi det ophøjer den samme ateistiske ånd, som det gamle Ægypten legemliggjorde.

Men ligesom Ptolemæus ikke kunne »drage fuld fordel af sin sejr«, kunne den franske revolutions radikale fase ikke fastholde eller fuldt ud eksportere sine landvindinger. Sydens krone går videre, efterhånden som ateismens filosofi modnes og finder en ny statslig stemme.

Disse tre er ikke tilfældige; de er gradvise ender — hver af dem repræsenterer et videre stadium i sydkongens bane mod sin egen langsomme opløsning. Napoleon — det første store symbol efter 1798. Sejrende i Egypten (det bogstavelige syd) overskrider han sine grænser (felttoget i Rusland i 1812 var en katastrofe), hvilket indleder en række tab for hans perifere rige, skridt for skridt (1813–1814), han lider det endelige nederlag (Waterloo 1815) og sendes i eksil to gange. Napoleon repræsenterer en gradvis, faseopdelt undergang — nøjagtig ligesom Ptolemæus og Uzzija.

Lenin greb kronen i Oktoberrevolutionen i 1917. Det bolsjevikiske „skub“ fortsætter krigen mod den gamle orden (herunder den religiøse magt). Men den radikale fase kan ikke stabiliseres; Lenins eget helbred svigter tidligt, og systemet begynder at bureaukratiseres.

Stalin, konsolidatoren (sovjetisk bonapartisme), “fryser” revolutionen fast til et militær-bureaukratisk imperium, bevarer kernegevinsterne (nationaliseret økonomi, den anti-feudale parallel til Napoleons lovbog), men vender magten indad (udrensninger) og udad (ekspansion). Dog ophøjes hjertet i ateisme; systemet kan ikke i sandhed “gøre fuld brug af sin sejr”. Overstrækning (Afghanistan som parallel til Napoleons Rusland), stagnation, mislykkede reformer (perestrojka var det sidste desperate forsøg), tab af satellitstater (1989–90 = tab af “allierede”) og den endelige opløsning (1991).

Sovjetunionens sammenbrud var ikke pludseligt — det var gradvist, netop som Napoleons kejserrige smuldrede trin for trin, og som Ptolemæus’ og Uzzijas regeringer visnede hen efter deres øjeblik af tempel-stolthed. Sydens „åndelige“ konge (ateismen i regeringsform) modtog sin egen langvarige dom: udhulet indefra, ude af stand til at opretholde løgnen, fejet bort i modbevægelsen fra nordens konge (pavedømmets genopståen i tomrummet).

Den Franske Revolution (to trin) er et forbillede på den Russiske Revolution (februar og oktober/bolsjevikisk). Napoleonsk bonapartisme og gradvis undergang er et forbillede på stalinistisk konsolidering og Sovjetunionens gradvise undergang. Alt dette er den moderne udfoldelse af linjen om sydens konge i Daniel 11, fra Ptolemæus’ nederlag ved Rafia og tempelhovmod, gennem Uzzijas identiske synd og langsomme endeligt, til Frankrig i 1798 og dets ateistiske arvtager (Lenin–Stalin-æraen), som ikke kunne styrke sig ved sine sejre.

Lenin, den radikale grundlægger eller magtovertager (parallelt med jakobinernes/bolsjevikkernes magtopstigning; »skubbe«-fasen efter 1917 svarer til Napoleons tidlige konsulat efter Brumaire). Stalin var den bonapartistiske konsolidator (opbygger af det sovjetiske imperium, udrensninger, sejren i Anden Verdenskrig, den kolde krigs højdepunkt; hjertet ophøjedes i ateisme, men ude af stand til fuldt ud at »styrke« sejren på lang sigt — overudstrækningen begynder).

Khrusjtjov var lederen under den post-zenitale „optøning“ (1953–1964): fordømmer Stalin (den hemmelige tale 1956), afslører noget korruption, forsøger begrænsede reformer, men formår ikke at løse de systemiske modsætninger. Dette svarer til en „thermidorisk“ eller tidligt-forfaldende fase—terroren lempes, mens den ateistiske kernestruktur består, men prestige går tabt (f.eks. afspejler ydmygelsen under Cubakrisen i 1962 mindre napoleonske tilbageslag før de store).

Gorbatjov var den fortvivlede reformator (1985–1991) med perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed) som sidste, desperate forsøg på at “redde” systemet, men de fremskynder sammenbruddet—tabet af Østblokken (Berlinmuren 1989), indre opstande. Dette er det tydeligste kendetegn på den “progressive afslutning”: ligesom Napoleons sene forsøg på tilpasning før invasionen i 1814, eller Ptolemæus’/Uzzijas langvarige tilbagegang efter tempelhovmodet. Gorbatjovs konkordat/møde i 1989 med pave Johannes Paul II (kongen i nord) symboliserer det åndelige nederlag—den sydlige konges ateisme viger for den pavelige genopblomstring.

Jeltsin var den endelige opløsningsskikkelse (fra 1991 og frem), som førte til modstanden mod augustkuppet i 1991, blev Ruslands præsident, forestod Sovjetunionens opløsning (december 1991), chokterapiens privatisering og den kapitalistiske genoprettelse. Han legemliggør den kaotiske afslutning og den delvise „genoprettelse“ af førrevolutionære elementer (oligarkisk kapitalisme, ligesom bourbonernes tilbagevenden efter Napoleon). Den sydlige konges palads fejes bort, hvorved Daniel 11:40’s hvirvelvindslignende erobring ved nordens konge opfyldes (Pavedømmet via alliancen med USA).

Typologien understreger en dvælende, trinvis dom snarere end et øjeblikkeligt fald, ligesom Ptolemæus IV’s sejr ved Raphia førte til hovmod, indtrængen i templet, guddommeligt slag og langsomt forfald; Uzzias isolation med spedalskhed indtil døden; Napoleons gradvise nederlag (Rusland, Leipzig, Paris, Elba, Waterloo). Den sovjetiske linje identificerer styrkens højdepunkt under Stalin, den gradvise udhuling under Khrusjtjovs tøbrud, som blotlægger revnerne i systemet. Derefter bliver stagnationen i Bresjnev-æraen og siden Gorbatjovs reformer til fremskyndende faktorer; Jeltsins æra fuldender forløbet (USSR opløses, ateismens regeringsform ophører). Det „hjerte, der ophøjes“, manifesterer sig gennem hele linjen (ateistisk trods), men ingen „gør det meste af sejren“.

De sydlige kongers ende er fremadskridende; Satans undergang begyndte ved korset, og til sidst sendes han i forvisning i 1.000 år, og derefter dør han.

Vi vil fortsætte vore betragtninger over sydens konge i Daniel elleve, vers elleve til femten, i den næste artikel.

Tidsskriftet The Time of the End blev udgivet i 1996, og det repræsenterer profetien fra Daniels Bog, som blev åbnet i 1989. For nylig blev tidsskriftet læst af ChatGPT, som blev bedt om at vurdere Ukraines rolle i historien om vers fyrre, sådan som den fremstilles i tidsskriftet. Det følgende er gennemgangen af tidsskriftet, som har været offentligt tilgængeligt i tredive år. Det første afsnit fra Ellen Whites skrifter i tidsskriftet er Testimonies, bind 9, 11.

Inden for tidsskriftets profetiske fremstilling af Daniel 11:40–45 omtales Ukraine i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud og kampen mellem pavedømmet (kongen i nord) og ateistisk kommunisme (kongen i syd). Ukraine fremstilles som en central religiøs og geopolitisk slagmark under stedfortræderkrigenes afsluttende faser, især i relation til den ukrainske katolske kirke og dens legalisering efter årtiers undertrykkelse under sovjetisk styre.

Magasinet fremstiller Ukraine som en del af den bredere profetiske opfyldelse af Daniel 11:40 og beskriver, hvordan sydens konge fejes bort gennem en alliance mellem Vatikanet og De Forenede Stater. Ukraine fremholdes som et bevis på svækkelsen af sovjetisk ateisme og den katolske indflydelses genopblussen i Østeuropa.

Tidsskriftet lærer, at sydens konge er ateismen, først legemliggjort ved Frankrig (1798) og senere ved Sovjetrusland. Nordens konge er pavedømmet, og Daniel 11:40 beskriver en åndelig krig, som begynder i 1798 og kulminerer med Sovjetunionens sammenbrud i 1989. Ukraine fremtræder i denne sammenhæng som en del af sovjetblokken, der fejes bort til opfyldelse af Daniel 11:40. Publikationen fremstiller Sovjetunionens sammenbrud som det første skridt i helingen af pavedømmets dødelige sår (Åbenbaringen 13).

Tidsskriftet indeholder verdslig dokumentation for katolsk forfølgelse under sovjetisk herredømme.

Fra Time Magazine, 4. december 1989:

Ukraine identificeres som et hovedområde, hvor katolicismen blev undertrykt under kommunismen.

Et væsentligt fokus i drøftelsen om Ukraine er legaliseringen af den ukrainske katolske kirke, som længe har været forbudt.

Fra Life Magazine, december 1989:

Fra U.S. News & World Report, 11. december 1989:

Tidsskriftet fremstiller dette som et bevis på den ateistiske kontrols svækkelse og på genoprettelsen af den katolske magt. Det identificeres som et direkte resultat af Vatikanets diplomatiske pres, og en milepæl i opfyldelsen af Daniel 11:40 fremstilles som Ukraine, som et synligt eksempel på, at pavedømmet genvinder indflydelse i tidligere kommunistisk territorium.

Kommunismens sammenbrud ikke blot som en politisk forandring, men som et åndeligt nederlag for ateismen, et geopolitisk fremskridt for pavedømmet og begyndelsen på pavedømmets tilbagevenden til verdensherredømmet. Ukraine bliver et case study i afviklingen af den sovjetiske religiøse undertrykkelse og en strategisk sejr for Rom i Østeuropa. Det repræsenterer det synlige skifte fra håndhævet ateisme til genoprettet katolsk autoritet, og legaliseringen af den ukrainske katolske kirke behandles som en profetisk bekræftelse på, at kongen i nord fejede kongen i syd bort „som en hvirvelvind“.

Ukraine passer ind i fase 3–4 som led i overgangen mellem sovjetisk ateisme og genoprettet pavelig indflydelse.

Profetiens Ånd

Sekulær presse

Ukraine nævnes i forbindelse med:

Ukraine var et fæstningsværk for undertrykt katolicisme under sovjetisk ateisme. Legaliser­ingen af den ukrainske katolske kirke varslede en svækkelse af sydens konge. Vatikanets indflydelse i Ukraine påviste pavedømmets genopblomstring, og Ukraines religiøse forskydning tjente som håndgribeligt bevis på, at Daniel 11,40 var ved at blive opfyldt. Begivenhederne omkring Ukraine udgjorde en del af det første skridt i helingen af pavedømmets dødelige sår. Ukraine fremstilles derfor ikke som en isoleret politisk begivenhed, men som en profetisk markør inden for de afsluttende bevægelser i Daniel 11.