In the book of Ezekiel, the ‘siege’ of Jerusalem is the ‘sign’ that is the test by which our eternal destiny will be decided, for it marks the formation of the image of the beast.
I Ezekiels Bog er Jerusalems ‘belejring’ det ‘tegn’, som er den prøve, hvorved vor evige skæbne vil blive afgjort, for den markerer dannelsen af dyrets billede.
“The Lord has shown me clearly that the image of the beast will be formed before probation closes; for it is to be the great test for the people of God, by which their eternal destiny will be decided. …
“Herren har tydeligt vist mig, at dyrets billede vil blive dannet, før nådetiden afsluttes; for det skal være den store prøve for Guds folk, hvorved deres evige skæbne vil blive afgjort. …”
“This is the test that the people of God must have before they are sealed. All who proved their loyalty to God by observing His law, and refusing to accept a spurious sabbath, will rank under the banner of the Lord God Jehovah, and will receive the seal of the living God. Those who yield the truth of heavenly origin and accept the Sunday sabbath, will receive the mark of the beast.” Manuscript Releases, volume 15, 15.
„Dette er den prøve, som Guds folk må bestå, før de bliver beseglet. Alle, som beviste deres troskab mod Gud ved at holde hans lov og nægte at anerkende en falsk sabbat, vil stille sig under Herren Gud Jehovas banner og vil modtage den levende Guds segl. De, som opgiver sandheden af himmelsk oprindelse og antager søndagssabbatten, vil modtage dyrets mærke.“ Manuscript Releases, bind 15, 15.
The Christians that fled Jerusalem at the ‘sign’ of Cestius, did so because they had been forewarned and recognized the ‘sign’ when it arrived. Recognizing the formation of the image of the beast is to recognize the “events,” “preparations” and “movements” that lead to the Sunday law. The prophetic elements that make up the ‘sign’ must be understood in advance of the sign. When Cestius began the siege it was too late to learn what the sign was.
De kristne, som flygtede fra Jerusalem ved Cestius’ ‘tegn’, gjorde det, fordi de på forhånd var blevet advaret og genkendte ‘tegnet’, da det kom. At genkende dannelsen af dyrets billede er at genkende de “begivenheder”, “forberedelser” og “bevægelser”, som fører til søndagsloven. De profetiske elementer, der udgør ‘tegnet’, må forstås forud for tegnet. Da Cestius indledte belejringen, var det for sent at lære, hvad tegnet var.
“Already preparations are advancing, and movements are in progress, which will result in making an image to the beast. Events will be brought about in the earth’s history that will fulfill the predictions of prophecy for these last days.” Review and Herald, April 23, 1889.
”Allerede skrider forberedelserne frem, og bevægelser er i gang, som vil føre til, at der laves et billede af dyret. Begivenheder vil blive fremkaldt i jordens historie, som vil opfylde profetiens forudsigelser for disse sidste dage.” Review and Herald, 23. april 1889.
Preparations, Movements and Events
Forberedelser, bevægelser og begivenheder
The “preparations,” “movements” and “events” must be recognized in advance of the test.
„Forberedelserne“, „bevægelserne“ og „begivenhederne“ må erkendes forud for prøven.
“All that God has in prophetic history specified to be fulfilled in the past has been, and all that is yet to come in its order will be. Daniel, God’s prophet, stands in his place. John stands in his place. In the Revelation the Lion of the tribe of Judah has opened to the students of prophecy the book of Daniel, and thus is Daniel standing in his place. He bears his testimony, that which the Lord revealed to him in vision of the great and solemn events which we must know as we stand on the very threshold of their fulfillment.
„Alt, hvad Gud i den profetiske historie har angivet skulle opfyldes i fortiden, er blevet opfyldt, og alt, hvad der endnu skal komme i sin orden, vil blive det. Daniel, Guds profet, står på sin plads. Johannes står på sin plads. I Åbenbaringen har Løven af Judas stamme åbnet Daniels bog for profetiens studerende, og således står Daniel på sin plads. Han aflægger sit vidnesbyrd om det, som Herren åbenbarede for ham i syn om de store og højtidelige begivenheder, som vi må kende, idet vi står på selve tærsklen til deres opfyldelse.“
“In history and prophecy the Word of God portrays the long continued conflict between truth and error. That conflict is yet in progress. Those things which have been, will be repeated.” Selected Messages, book 2, 109.
“I historien og profetien skildrer Guds ord den langvarige vedvarende konflikt mellem sandhed og vildfarelse. Den konflikt er endnu i gang. Det, som har været, vil blive gentaget.” Selected Messages, bog 2, s. 109.
We “must know” “the great and solemn events as we stand on the very threshold of their fulfillment.” The threshold identifies our need to understand the events in advance of their fulfilment.
Vi „må vide“ „de store og højtidelige begivenheder, idet vi står på selve tærsklen til deres opfyldelse.“ Tærsklen påviser vort behov for at forstå begivenhederne forud for deres opfyldelse.
“But the stern tracings of the prophetic pencil reveal a change in this peaceful scene. The beast with lamb-like horns speaks with the voice of a dragon, and ‘exerciseth all the power of the first beast before him.’ The spirit of persecution manifested by paganism and the papacy is again to be revealed. Prophecy declares that this power will say ‘to them that dwell on the earth, that they should make an image to the beast.’ [Revelation 13:14.] The image is made to the first or leopard-like beast, which is the one brought to view in the third angel’s message. By this first beast is represented the Roman Church, an ecclesiastical body clothed with civil power, having authority to punish all dissenters. The image to the beast represents another religious body clothed with similar power. The formation of this image is the work of that beast whose peaceful rise and mild professions render it so striking a symbol of the United States. Here is to be found an image of the papacy. When the churches of our land, uniting upon such points of faith as are held by them in common, shall influence the State to enforce their decrees and sustain their institutions, then will Protestant America have formed an image of the Roman hierarchy. Then the true church will be assailed by persecution, as were God’s ancient people. Almost every century furnishes examples of what bigotry and malice can do under a plea of serving God by protecting the rights of Church and State. Protestant churches that have followed in the steps of Rome by forming alliance with worldly powers have manifested a similar desire to restrict liberty of conscience. In the seventeenth century thousands of non-conformist ministers suffered under the rule of the Church of England. Persecution always follows religious favoritism on the part of secular governments.” Spirit of Prophecy, volume 4, 277.
"Men den profetiske blyants strenge optræk åbenbarer en forandring i dette fredelige billede. Dyret med lammehorn taler med en drages røst og 'udøver hele det første dyrs magt i dets nærvær'. Forfølgelsens ånd, som blev åbenbaret ved hedenskabet og pavedømmet, skal atter åbenbares. Profetien erklærer, at denne magt vil sige 'til dem, der bor på jorden, at de skal gøre et billede af dyret'. [Revelation 13:14.] Billedet gøres af det første eller leopardlignende dyr, hvilket er det, der fremstilles i den tredje engels budskab. Ved dette første dyr fremstilles den romerske kirke, et kirkeligt legeme iklædt borgerlig magt, med myndighed til at straffe alle afvigere. Billedet af dyret fremstiller et andet religiøst legeme iklædt lignende magt. Dannelsen af dette billede er værket af det dyr, hvis fredelige fremkomst og milde bekendelser gør det til et så slående symbol på Amerikas Forenede Stater. Her findes et billede af pavedømmet. Når kirkerne i vort land, idet de forener sig om sådanne troslærens punkter, som de har fælles, påvirker staten til at håndhæve deres dekreter og støtte deres institutioner, da vil det protestantiske Amerika have dannet et billede af det romerske hierarki. Da vil den sande kirke blive angrebet ved forfølgelse, ligesom Guds gamle folk blev det. Næsten hvert århundrede frembyder eksempler på, hvad fanatisme og ondskab kan udrette under påskud af at tjene Gud ved at beskytte kirkens og statens rettigheder. Protestantske kirker, som er fulgt i Roms fodspor ved at indgå forbund med verdslige magter, har lagt en lignende tilbøjelighed for dagen til at indskrænke samvittighedsfriheden. I det syttende århundrede led tusinder af nonkonformistiske prædikanter under Den Engelske Kirkes styre. Forfølgelse følger altid religiøs begunstigelse fra de verdslige regeringers side." Spirit of Prophecy, bind 4, 277.
The formation of the image of the beast is accomplished first in the United States, and thereafter in the world.
Dannelsen af dyrets billede fuldbyrdes først i Amerikas Forenede Stater og derefter i verden.
“Foreign nations will follow the example of the United States. Though she leads out, yet the same crisis will come upon our people in all parts of the world.” Testimonies, volume 6, 395.
„Fremmede nationer vil følge De Forenede Staters eksempel. Skønt hun går foran, vil den samme krise dog komme over vort folk i alle dele af verden.“ Testimonies, bind 6, 395.
The Edict of Milan in 313 represents the starting of the formation, and also identifies the closed door for Seventh-day Adventists. Constantine of the west and Licinius of the east attached a treaty marriage to the Edict, when Constantine gave his half-sister Constantia to Licinius in the fourth treaty marriage represented in a prophetic line of the six treaty marriages within the prophetic history of Daniel eleven. The first two were associated with wars between the north and south, the next two were civil wars between east and west and the last two are symbolic marriages of the papal church power and state power.
Milanoediktet i 313 repræsenterer begyndelsen på dannelsen og identificerer også den lukkede dør for Syvendedagsadventister. Konstantin i vest og Licinius i øst knyttede et traktatægteskab til ediktet, da Konstantin gav sin halvsøster Constantia til Licinius i det fjerde traktatægteskab, som er fremstillet i en profetisk linje over de seks traktatægteskaber inden for den profetiske historie i Daniel 11. De første to var forbundet med krige mellem nord og syd, de næste to var borgerkrige mellem øst og vest, og de sidste to er symbolske ægteskaber mellem den pavelige kirkemagt og statsmagten.
Antiochus II Theos set aside his wife Laodice I to marry the Ptolemaic princess Berenice (daughter of Ptolemy II) around 252 BC. The treaty marriages of the Seleucid Empire were accomplished between the king of the north and the king of the south, whereas; the treaty marriage of 313 was between the emperor of the east and the emperor of the west.
Antiochus II Theos tilsidesatte sin hustru Laodike I for at gifte sig med den ptolemæiske prinsesse Berenike (datter af Ptolemaios II) omkring 252 f.Kr. Seleukiderigets traktatægteskaber blev indgået mellem kongen i nord og kongen i syd, hvorimod traktatægteskabet i 313 blev indgået mellem kejseren i øst og kejseren i vest.
The treaty marriage of Antiochus II Theos in 252 BC, represented the beginning of the Seleucid Empire that reached its conclusion as an empire in the history represented in verses ten through sixteen of Daniel eleven. In the final history of the Seleucid empire another treaty marriage was accomplished by Antiochus III the Great, when he gave his daughter Cleopatra I Syra, (the very first Cleopatra of prophetic history) to Ptolemy V in 193 BC. At the time Ptolemy V was about 16 and Cleopatra I Syra about 10 years old. Their marriage was a diplomatic settlement after the fifth Syrian war. The alpha treaty marriage between the king of the north and south in Daniel eleven had marked the end of the second Syrian war.
Traktatægteskabet indgået af Antiochos II Theos i 252 f.Kr. repræsenterede begyndelsen på det seleukidiske rige, som nåede sin afslutning som rige i den historie, der fremstilles i vers ti til seksten i Daniel elleve. I det seleukidiske riges afsluttende historie blev endnu et traktatægteskab gennemført af Antiochos III den Store, da han gav sin datter Kleopatra I Syra, (selve den allerførste Kleopatra i den profetiske historie) til Ptolemæus V i 193 f.Kr. På det tidspunkt var Ptolemæus V omkring 16 år og Kleopatra I Syra omkring 10 år gammel. Deres ægteskab var en diplomatisk ordning efter den femte syriske krig. Alfa-traktatægteskabet mellem nordens og sydens konge i Daniel elleve havde markeret afslutningen på den anden syriske krig.
The last Cleopatra of prophetic history interacted with both Julius Caesar and thereafter with Mark Antony. After the assassination of Julius Caesar in 44 BC the second Triumvirate was formed in 43 BC. Three men made up the triumvirate and after one of those three, Marcus Lepidus was forced out of the threefold union by Octavian, a power struggle between Mark Antony of the east and Octavian of the west ensued. At Brundisium, in 40 BC a treaty between the two eastern and western rivals was made. The treaty included the marriage between Octavian’s sister Octavia and Mark Antony. The treaty and accompanying marriage did not hold, and after Mark Antony became involved with Cleopatra, he divorced Octavia in 32 BC. At the battle of Actium in 31 BC, the empires of east and west were consolidated into one power, and Octavian thereafter became Augustus Caesar, the symbol of the height of Roman glory and power.
Den sidste Kleopatra i den profetiske historie havde samkvem med både Julius Cæsar og derefter med Marcus Antonius. Efter mordet på Julius Cæsar i 44 f.Kr. blev det andet triumvirat dannet i 43 f.Kr. Triumviratet bestod af tre mænd, og efter at en af de tre, Marcus Lepidus, blev tvunget ud af den tredobbelte union af Octavian, fulgte en magtkamp mellem Marcus Antonius i øst og Octavian i vest. I Brundisium blev der i 40 f.Kr. indgået en traktat mellem de to østlige og vestlige rivaler. Traktaten omfattede ægteskabet mellem Octavians søster Octavia og Marcus Antonius. Traktaten og det ledsagende ægteskab holdt ikke, og efter at Marcus Antonius blev involveret med Kleopatra, lod han sig skille fra Octavia i 32 f.Kr. Ved slaget ved Actium i 31 f.Kr. blev øst- og vestimperierne samlet til én magt, og Octavian blev derefter Augustus Cæsar, symbolet på højden af romersk herlighed og magt.
Prophetically the first treaty marriage of Daniel eleven was between the kings of the north and south in an attempt to end hostilities between the two combatants who were struggling to re-establish the empire of Alexander the Great. That first treaty marriage between the Seleucids and the Ptolemy’s of Egypt was the alpha treaty marriage of the Seleucid and Ptolemaic kingdoms, which typified the omega treaty marriage between the same two powers. In the last or omega treaty marriage, the very first or alpha Cleopatra of Egyptian history became the prophetic link to the last, or omega Cleopatra; whose relationship with Mark Antony became the point of reference for the divorce of Octavia and Mark Antony. The divorce marked the renewed hostilities between Mark Antony of the east and Octavian of the west which ended at the battle of Actium in 31 BC.
Profetisk set fandt den første traktatægteskabelige forbindelse i Daniel elleve sted mellem kongerne i nord og syd i et forsøg på at bringe fjendtlighederne til ophør mellem de to stridende parter, som kæmpede for at genoprette Alexander den Stores rige. Dette første traktatægteskab mellem seleukiderne og Egyptens ptolemæere var det seleukidiske og ptolemæiske riges alfa-traktatægteskab, som var et forbillede på omega-traktatægteskabet mellem de samme to magter. I det sidste, eller omega, traktatægteskab blev den allerførste, eller alfa, Kleopatra i Egyptens historie det profetiske bindeled til den sidste, eller omega, Kleopatra, hvis forhold til Marcus Antonius blev referencepunktet for skilsmissen mellem Octavia og Marcus Antonius. Skilsmissen markerede de fornyede fjendtligheder mellem Marcus Antonius i øst og Octavian i vest, som endte ved slaget ved Actium i 31 f.Kr.
The treaty marriage of Brundisium in 40 BC was the alpha treaty marriage of the struggle between east and west, just as the treaty marriage of Laodice and Antiochus II Theo was the alpha of the struggle between north and south. The treaty marriage of 313 was the omega to the alpha treaty marriage of Mark Antony and Octavia, just as the treaty marriage between Ptolemy V and Cleopatra I Syra was the omega treaty marriage of the northern and southern kingdoms. The three treaty marriages that led to the omega treaty marriage of 313 all align, and provide three witnesses to the prophetic characteristics associated with the Edict of Milan. Together the four literal treaty marriages of east, west, north and south align with the two symbolic treaty marriages of the papacy.
Traktatægteskabet i Brundisium i 40 f.Kr. var alfa-traktatægteskabet i kampen mellem øst og vest, ligesom traktatægteskabet mellem Laodike og Antiochos II Theos var alfa for kampen mellem nord og syd. Traktatægteskabet i 313 var omega i forhold til alfa-traktatægteskabet mellem Markus Antonius og Octavia, ligesom traktatægteskabet mellem Ptolemæus V og Kleopatra I Syra var omega-traktatægteskabet for de nordlige og sydlige riger. De tre traktatægteskaber, som førte til omega-traktatægteskabet i 313, stemmer alle overens og frembærer tre vidner om de profetiske kendetegn, der er forbundet med Milanoediktet. Tilsammen stemmer de fire bogstavelige traktatægteskaber i øst, vest, nord og syd overens med pavedømmets to symbolske traktatægteskaber.
In 496, Clovis the king of the Franks was married to Clotilda. Clotilda was a Burgundian princess, the daughter of King Chilperic II of Burgundy. After her father and mother were murdered in a family power struggle, she lived under the protection of her uncle before being given in marriage to Clovis I, king of the Franks, in 493. She was a Catholic, that is, she held the Nicene/orthodox faith of the Roman Church. This set her apart from many other Germanic royal families of the time, who were Arian Christians. Her mother Caretena had been Catholic, and Clotilda was raised in that faith. She is remembered for persistently urging Clovis to abandon paganism and accept Catholic baptism, and thereafter his conversion in 496 is one of the most important events in the early history of France and of Western so-called Christianity.
I 496 var Klodevig, frankernes konge, gift med Klotilde. Klotilde var en burgundisk prinsesse, datter af Burgunds konge Chilperik II. Efter at hendes far og mor blev myrdet under en magtkamp i familien, levede hun under sin onkels beskyttelse, før hun i 493 blev givet til ægte med Klodevig I, frankernes konge. Hun var katolik, det vil sige, hun bekendte sig til den romerske kirkes nikænske/ortodokse tro. Dette adskilte hende fra mange andre germanske kongehuse på den tid, som var arianske kristne. Hendes mor Caretena havde været katolik, og Klotilde blev opdraget i denne tro. Hun erindres for vedholdende at have tilskyndet Klodevig til at opgive hedenskabet og modtage den katolske dåb, og derefter er hans omvendelse i 496 en af de vigtigste begivenheder i Frankrigs og den vestlige såkaldte kristenheds tidlige historie.
Clovis vowed that if he won the battle of Tolbiac he would convert to Clotilda’s Catholic faith and be baptized. The Alemanni king was killed, their army broke, and the Franks won. After the victory Clotilda arranged for Bishop Remigius of Reims to instruct Clovis, and he was baptized (traditionally on Christmas Day 496), along with several thousand of his warriors.
Clovis aflagde det løfte, at hvis han vandt slaget ved Tolbiac, ville han omvende sig til Clotildas katolske tro og lade sig døbe. Alemannernes konge blev dræbt, deres hær blev slået på flugt, og frankerne vandt. Efter sejren sørgede Clotilda for, at biskop Remigius af Reims underviste Clovis, og han blev døbt (traditionelt juledag 496) sammen med flere tusinde af sine krigere.
Clovis was the king of the Franks, which in modern terms is the king of France. He became the first of the kings of Europe who would ultimately surrender their pagan religion and turn to Catholicism. For this reason, Clovis is considered the “eldest son of the Catholic church,” and France is called, “the eldest daughter of the Catholic church.” In 1980, when pope John Paul II visited France he asked, “France, eldest daughter of the Church, are you faithful to your baptism?”
Clovis var frankernes konge, hvilket med moderne ord vil sige Frankrigs konge. Han blev den første af Europas konger, som til sidst ville opgive deres hedenske religion og vende sig til katolicismen. Af denne grund betragtes Clovis som den katolske kirkes „ældste søn“, og Frankrig kaldes „den katolske kirkes ældste datter“. I 1980, da pave Johannes Paul II besøgte Frankrig, spurgte han: „Frankrig, Kirkens ældste datter, er du tro mod din dåb?“
Clovis' conversion to Nicene Catholicism identifies the start of a symbolic marriage procession that would lead to the symbolic treaty marriage of 538. The symbolic treaty marriage between Clovis and the whore who commits fornication with the kings of the earth was typified by the four previous treaty marriages in Daniel eleven. Clovis was the first European king to provide military and economic support for the Roman church and Clovis is therefore represented within the history in Daniel eleven.
Clovis’ omvendelse til den nikænske katolicisme markerer begyndelsen på et symbolsk bryllogsoptog, som skulle føre til det symbolske traktatægteskab i 538. Det symbolske traktatægteskab mellem Clovis og skøgen, som bedriver utugt med jordens konger, blev forbilledliggjort ved de fire foregående traktatægteskaber i Daniel elleve. Clovis var den første europæiske konge, der ydede militær og økonomisk støtte til den romerske kirke, og Clovis er derfor repræsenteret i historien i Daniel elleve.
And arms shall stand on his part, and they shall pollute the sanctuary of strength, and shall take away the daily sacrifice, and they shall place the abomination that maketh desolate. Daniel 11:31.
Og hærstyrker skal træde frem på hans side, og de skal vanhellige styrkens helligdom og afskaffe det daglige offer, og de skal opstille den vederstyggelighed, som ødelægger. Daniel 11,31.
Clovis in 496 marks the beginning of the European political structures to “stand up” to aid the papacy as it rose to power. It marks the beginning of a symbolic marriage procession. The “arms” of the verse would also pollute the “sanctuary of strength,” which for both pagan and papal Rome is the city of Rome.
Klodvig i 496 markerer begyndelsen på de europæiske politiske strukturer, der skulle “rejse sig” for at bistå pavedømmet, efterhånden som det steg til magten. Det markerer begyndelsen på et symbolsk bryllupsoptog. Versets “arme” skulle også vanhellige “styrkens helligdom”, som for både hedensk og paveligt Rom er byen Rom.
Two Sanctuary's
To helligdomme
There are two different Hebrew words in the book of Daniel that are translated as “sanctuary.” The Hebrew words ‘miqdash’ and ‘qodesh’ are both translated as “sanctuary,” but qodesh can only represent a holy entity, whereas miqdash can represent either a holy or unholy sanctuary—as determined by context.
Der er to forskellige hebraiske ord i Daniels Bog, som oversættes med „helligdom“. De hebraiske ord „miqdash“ og „qodesh“ oversættes begge med „helligdom“, men qodesh kan kun betegne en hellig entitet, hvorimod miqdash, afhængigt af sammenhængen, kan betegne enten en hellig eller en uhellig helligdom.
The “sanctuary of strength” in verse thirty-one is ‘miqdash’ and represents the sanctuary of Rome’s strength, which for both pagan and papal Rome was the city of Rome. From the battle of Actium, when Octavian united the empire, pagan Rome was invincible for three hundred and sixty years (a time) in fulfilment of verse twenty-four of Daniel eleven.
„Styrkens helligdom“ i vers enogtredive er ‘miqdash’ og repræsenterer helligdommen for Roms styrke, som for både det hedenske og det pavelige Rom var byen Rom. Fra slaget ved Actium, da Octavian forenede riget, var det hedenske Rom uovervindeligt i tre hundrede og tres år (en tid) til opfyldelse af vers fireogtyve i Daniel elleve.
He shall enter peaceably even upon the fattest places of the province; and he shall do that which his fathers have not done, nor his fathers’ fathers; he shall scatter among them the prey, and spoil, and riches: yea, and he shall forecast his devices against the strong holds, even for a time. Daniel 11:24.
Han skal trænge fredeligt ind selv på de fedeste egne i provinsen; og han skal gøre det, som hans fædre ikke har gjort, ej heller hans fædres fædre; han skal uddele blandt dem bytte og rov og rigdomme; ja, han skal udtænke sine anslag mod fæstningerne, dog kun for en tid. Daniel 11:24.
When pagan Rome ruled from the city of Rome it was invincible, but when Constantine moved the capital to Constantinople in 330, the “time” of verse twenty-four was fulfilled. When the last of the three horns (the Goths) of Daniel seven were driven out of the city, papal Rome prophetically took the throne as the fifth kingdom of Bible prophecy in 538. The Goths had besieged Rome, but ultimately retreated as Belsarius, general for Justinian secured the city. The Roman church then ruled supremely for twelve hundred and sixty years until Napoleon had the pope removed and put in exile in 1798.
Da det hedenske Rom herskede fra byen Rom, var det uovervindeligt; men da Konstantin flyttede hovedstaden til Konstantinopel i 330, blev „tiden“ i vers fireogtyve opfyldt. Da det sidste af de tre horn (goterne) i Daniel syv blev drevet ud af byen, overtog det pavelige Rom profetisk tronen som det femte rige i Bibelens profeti i 538. Goterne havde belejret Rom, men trak sig til sidst tilbage, idet Belisarius, Justinians general, sikrede byen. Den romerske kirke herskede derpå suverænt i tolv hundrede og tres år, indtil Napoleon lod paven afsætte og sende i eksil i 1798.
Rome, “the sanctuary of strength” was “polluted,” (polluted, meaning ‘wounded or dissolved’), through the “arms” from the ongoing warfare against the city, represented primarily by the first four trumpets of Revelation chapter eight.
Rom, „styrkens helligdom“, blev „besmittet“ (besmittet i betydningen „såret eller opløst“) ved de „arme“, som udgik fra den vedvarende krigsførelse mod byen, først og fremmest fremstillet ved de første fire basuner i Åbenbaringen, kapitel otte.
The history that ensued from 496 onward would see the city of Rome polluted as it changed from the power and glory of the Roman empire unto the power and glory of the Roman Catholic empire. Those arms would take away the religion of paganism, represented by the word “daily” in the passage, as they accepted the religion of Nicene Catholicism.
Historien, der fulgte fra 496 og frem, skulle se byen Rom blive besmittet, idet den blev forvandlet fra det romerske riges magt og herlighed til det romersk-katolske riges magt og herlighed. Disse arme skulle borttage hedenskabets religion, som i skriftstedet er fremstillet ved ordet „daglige“, idet de antog den nikænske katolicismes religion.
At the battle of Vouillé, Clovis defeated the Arian Visigoths under Alaric II and took Aquitaine. In the aftermath of the victory, in 508, the Eastern emperor Anastasius I (in Constantinople) honored Clovis for his victory over the Visigoths. Gregory of Tours says that Anastasius sent Clovis' official papers making him consul. At Tours, in Saint Martin’s church, Clovis put on a purple tunic and cloak, set a diadem on his head, rode out, and scattered gold and silver to the crowd. Gregory says that from that day he was hailed as consul and recognized by the Roman emperor that Clovis was a legitimate Christian king in the west. He was rewarded for breaking the Arian Visigoths, whom Constantinople also opposed. 508 is the year the emperor in the East publicly honored the Catholic Frankish king—church, victory, and Roman legitimacy in one scene. 508 is the year the Frankish Catholic kingdom stood as the dominant Catholic power in Gaul after breaking Arian Visigoth’s rule. Clovis is the first major barbarian king to fight for Nicene Catholicism against Arian kingdoms, and thus the prototype of the French role as “eldest daughter of the Church.” Clovis represents the period of 496 unto 508 and is the alpha symbol of the symbolic marriage treaty. The thirty years from 508 unto 538 are represented by Justinian who is the omega symbol of the procession.
Ved slaget ved Vouillé besejrede Clovis de arianske vestgotere under Alarik II og erobrede Aquitanien. I kølvandet på sejren, i 508, hædrede den østromerske kejser Anastasius I (i Konstantinopel) Clovis for hans sejr over vestgoterne. Gregor af Tours siger, at Anastasius sendte Clovis’ officielle dokumenter, som gjorde ham til konsul. I Tours, i Sankt Martins kirke, iførte Clovis sig en purpur tunika og kappe, satte et diadem på sit hoved, red ud og uddelte guld og sølv til folkemængden. Gregor siger, at han fra den dag blev hyldet som konsul og af den romerske kejser blev anerkendt som, at Clovis var en legitim kristen konge i vesten. Han blev belønnet for at have knust de arianske vestgotere, som Konstantinopel også stod imod. 508 er det år, hvor kejseren i Østen offentligt hædrede den katolske frankiske konge—kirke, sejr og romersk legitimitet i én og samme scene. 508 er det år, hvor det frankiske katolske kongerige stod som den dominerende katolske magt i Gallien efter at have brudt den arianske vestgoters herredømme. Clovis er den første store barbariske konge, der kæmpede for den nikænske katolicisme imod arianske kongeriger, og således prototypen på Frankrigs rolle som “Kirkens ældste datter.” Clovis repræsenterer perioden fra 496 til 508 og er alfa-symbolet på den symbolske ægteskabstraktat. De tredive år fra 508 til 538 repræsenteres af Justinian, som er omega-symbolet på processionen.
In 538, the “arms” placed the papal power on the throne of the earth for 1260 years. It was then that the symbolic treaty marriage was consummated at the conclusion of the marriage procession that had begun in 496. In 1798, the treaty marriage that had begun between the pope of Rome and Clovis of France, was disannulled when Napoleon of France divorced the papal power by having his general take the pope captive.
I 538 satte “armene” den pavelige magt på jordens trone i 1260 år. Det var da, at det symbolske traktatægteskab blev fuldbyrdet ved afslutningen af den ægteskabelige procession, som var begyndt i 496. I 1798 blev det traktatægteskab, der var begyndt mellem paven i Rom og Klodevig af Frankrig, ophævet, da Napoleon af Frankrig skilte sig fra den pavelige magt ved at lade sin general tage paven til fange.
The alpha symbolic papal treaty marriage, which had begun its marriage procession in 496, was consummated at the Sunday law in 538, and it was thereafter disannulled in 1798, just as was every other treaty marriage of Daniel eleven. Revelation adds to the papal marital relationship between the kings of Europe and popes of Catholicism, for the dragon of Revelation twelve is both Satan and pagan Rome’s kings.
Det symbolske pavelige traktatægteskab, alfa, som havde påbegyndt sin ægteskabelige procession i 496, blev fuldbyrdet ved søndagsloven i 538, og det blev derefter ophævet i 1798, ganske som ethvert andet traktatægteskab i Daniel elleve. Åbenbaringen føjer til det pavelige ægteskabelige forhold mellem Europas konger og katolicismens paver, for dragen i Åbenbaringen tolv er både Satan og det hedenske Roms konger.
“Thus while the dragon, primarily, represents Satan, it is, in a secondary sense, a symbol of pagan Rome.” The Great Controversy, 439.
„Således repræsenterer dragen primært Satan, men er i sekundær forstand et symbol på det hedenske Rom.“ The Great Controversy, 439.
In Revelation John informs us of three things the kings (the dragon) gave to the sea beast of Catholicism.
I Åbenbaringen oplyser Johannes os om tre ting, som kongerne (dragen) gav til katolicismens havdyr.
And the beast which I saw was like unto a leopard, and his feet were as the feet of a bear, and his mouth as the mouth of a lion: and the dragon gave him his power, and his seat, and great authority. Revelation 13:2.
Og dyret, som jeg så, var lig en leopard, og dets fødder var som en bjørns fødder, og dets mund som en løves mund; og dragen gav det sin kraft og sin trone og stor myndighed. Åbenbaringen 13,2.
In 496, the kings of Europe began providing the papal beast their “power” as represented by their military might and economic support. They had moved the capital of their empire to Constantinople in 330, leaving the city of Rome as the “seat” of the papal authority. The “arms” thereafter identified the papal church as the head of all churches in 533 with the decree of Justinian. The decree included the use of their military might to persecute those who the papacy identified as heretics, thus placing their civil “authority” into the hands of the popes.
I 496 begyndte Europas konger at give det pavelige dyr deres „kraft“, sådan som den blev repræsenteret ved deres militære magt og økonomiske støtte. De havde i 330 flyttet deres riges hovedstad til Konstantinopel og efterladt byen Rom som den pavelige myndigheds „sæde“. „Armene“ identificerede derefter den pavelige kirke som hovedet for alle kirker i 533 ved Justinians dekret. Dekretet omfattede brugen af deres militære magt til at forfølge dem, som pavedømmet identificerede som kættere, og lagde således deres civile „myndighed“ i pavernes hænder.
The alpha treaty marriage between the papacy and the kings of Europe began with Clovis in 496. By 508, paganism, the legal religion of the realm was set aside for the religion of Nicene Catholicism. In 533, Justinian identified the papacy as the head of all churches, and surrendered the legal authority of their respective thrones unto the papal power.
Alfa-pagtægteskabet mellem pavedømmet og Europas konger begyndte med Klodevig i 496. I 508 blev hedenskabet, rigets lovfæstede religion, tilsidesat til fordel for den nikænsk-katolske religion. I 533 identificerede Justinian pavedømmet som hovedet for alle kirker og overgav deres respektive troners juridiske myndighed til den pavelige magt.
The Alpha and Omega Seat
Alfa- og Omega-sædet
In 330, the city of Rome was left in the hands of the Roman church where she would be seated until she is destroyed in the lake of fire at Christ’s second coming. In 538, she was officially seated again upon the papal throne, thus identifying the history of 330 unto 538 as a prophetic period that begins with an alpha seat and ends with an omega seat. The period represents the ending of the fourth kingdom of Bible prophecy (Pergamos) as a progressive demise beginning in 330 and ending in 538 with the arrival of Thyatira. Both western and eastern Rome continued the slow dissolution beyond 538, but the period began with giving the seat, representing the city of Rome to the papacy in 330, until the seat became not simply a throne over the city, but over the kingdom represented by the city in 538.
I 330 blev byen Rom overladt i den romerske kirkes hænder, hvor hun skulle have sit sæde, indtil hun bliver tilintetgjort i ildsøen ved Kristi andet komme. I 538 blev hun officielt på ny sat på pavetronen, hvorved historien fra 330 til 538 identificeres som en profetisk periode, der begynder med et alfa-sæde og ender med et omega-sæde. Perioden repræsenterer afslutningen på det fjerde rige i Bibelens profeti (Pergamos) som en gradvis undergang, der begynder i 330 og ender i 538 med Thyatiras fremkomst. Både det vestlige og det østlige Rom fortsatte den langsomme opløsning efter 538, men perioden begyndte med overdragelsen af sædet, der repræsenterer byen Rom, til pavedømmet i 330, indtil sædet i 538 ikke blot blev en trone over byen, men over det rige, som byen repræsenterede.
330 to 538 is a specific prophetic period that defines the ‘eight’ waymarks of the papacy’s empowerment. Those eight steps are repeated in the healing of the papacy’s deadly wound at the soon-coming Sunday law.
330 til 538 er en specifik profetisk periode, som definerer de ‘otte’ vejmærker for pavedømmets bemyndigelse. Disse otte trin gentages i helbredelsen af pavedømmets dødelige sår ved den snart kommende søndagslov.
The first of the eight steps was the giving of the city of Rome to the papal power, and the eighth step was the giving of the city as the throne of the fifth kingdom of Bible prophecy. This identifies 538 as the seat, and as ‘the eighth step, that is of the previous seven steps.’ The first step was the giving of the seat and the eighth step was the giving of the seat; thus, the first step in 330 is the alpha and 538 is the omega. Two seats, three horns removed, the daily taken away, Clovis’ conversion and Justinian’s decree equal eight total steps that identify the marriage procession, and ultimately the marriage.
Det første af de otte skridt var overgivelsen af byen Rom til den pavelige magt, og det ottende skridt var overgivelsen af byen som tronen for det femte rige i Bibelens profeti. Dette identificerer 538 som sædet og som »det ottende skridt, det vil sige af de foregående syv skridt«. Det første skridt var overgivelsen af sædet, og det ottende skridt var overgivelsen af sædet; således er det første skridt i 330 alfa, og 538 er omega. To sæder, tre horn fjernet, det daglige taget bort, Klodvigs omvendelse og Justinians dekret udgør tilsammen otte skridt, som identificerer bryllupsprocessionen og til sidst selve brylluppet.
In 1798, France, the power who had represented the ten European kings, who placed the papacy on the throne in 538, removed the papacy from that very throne. The alpha treaty marriage represented in the history of 538 unto 1798 typifies the omega treaty marriage of the papal power with the ten kings of Revelation seventeen. The marriage procession from 496 unto 538 typifies eight steps that align with the last eight presidents of the United States. Clovis and France are symbols of the ten European kings. They represent the United States who will become the premier king of Revelation seventeen’s ten kings at the soon-coming Sunday law.
I 1798 fjernede Frankrig, den magt, som havde repræsenteret de ti europæiske konger, og som havde sat pavedømmet på tronen i 538, pavedømmet fra netop denne trone. Det alfa-pagtsægteskab, som er fremstillet i historien fra 538 til 1798, er et forbillede på det omega-pagtsægteskab mellem pavemagten og de ti konger i Åbenbaringen sytten. Ægteskabsprocessionen fra 496 til 538 er et forbillede på otte trin, som svarer til De Forenede Staters sidste otte præsidenter. Klodevig og Frankrig er symboler på de ti europæiske konger. De repræsenterer De Forenede Stater, som ved den snart kommende søndagslov vil blive den fremmeste konge blandt de ti konger i Åbenbaringen sytten.
The five previous treaty marriages of Daniel eleven align with the sixth and final treaty marriage of the latter days. The alpha and omega treaty marriages of north and south identify the bride from the south as the alpha and the omega is a bride from the north. In the treaty marriages of pagan Rome, the alpha bride from the east was given to the west, and the omega of 313 was a bride from the west. Those four marriages are prophetically linked together by Cleopatra the first and Cleopatra the last. The symbolic treaty marriage of papal Rome represented the groom as the premier king of a prophetic confederacy of ten kings joining with their bride—the scarlet woman of Rome. The divorce was carried out by the premier king of the ten kings in 1798.
De fem foregående traktatægteskaber i Daniel elleve stemmer overens med de sidstes dages sjette og sidste traktatægteskab. Nordens og sydens alfa- og omega-traktatægteskaber identificerer bruden fra syden som alfaen, og omegaen er en brud fra norden. I det hedenske Roms traktatægteskaber blev alfa-bruden fra østen givet til vesten, og omegaen i 313 var en brud fra vesten. Disse fire ægteskaber er profetisk knyttet sammen ved Kleopatra den første og Kleopatra den sidste. Det symbolske traktatægteskab i det pavelige Rom fremstillede brudgommen som den fremmeste konge i en profetisk konføderation af ti konger, som forenedes med deres brud — Roms skarlagenrøde kvinde. Skilsmissen blev gennemført af den fremmeste konge blandt de ti konger i 1798.
The treaty marriage of 313 represents the final treaty marriage of the papal power with the United States—the premier king of Revelation seventeen’s ten kings; a two horned power that is typified by the two horned power of France. The history that began with Clovis in 496 and ultimately led to the decree of Justinian in 533 and the enthronement of the papacy in 538, represents the history of 1989 unto the Sunday law.
Traktatægteskabet i 313 repræsenterer pavemagtens endelige traktatægteskab med De Forenede Stater—den fremmeste konge blandt de ti konger i Åbenbaringen sytten; en tohornet magt, som er forbilledliggjort ved Frankrigs tohornede magt. Den historie, som begyndte med Clovis i 496 og til sidst førte til Justinians dekret i 533 og pavemagtens tronbestigelse i 538, repræsenterer historien fra 1989 og frem til søndagsloven.
We will continue these things in the next article.
Vi vil fortsætte med disse ting i den næste artikel.