Den skjulte historie om vers fyrre – nummer enogtredive

„Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom resulterede i udviklingen af ‘syndens menneske’, som i profetien er forudsagt til at stå Gud imod og ophøje sig over ham. Dette gigantiske system af falsk religion er et mesterværk af Satans magt—et monument over hans bestræbelser på at sætte sig på tronen for at herske over jorden efter sin vilje.“ The Great Controversy, 50.

„De, som bliver forvirrede i deres forståelse af ordet, og som undlader at se betydningen af antikrist, vil med sikkerhed stille sig på antikrists side. Der er nu ingen tid for os til at tilpasse os verden.“ Kress Collection, 105.

Kan to vandre sammen, uden at de er blevet enige? Amos 3:3.

„I de bevægelser, der nu er i gang i De Forenede Stater for at sikre kirkens institutioner og skikke statens støtte, følger protestanterne i papisternes fodspor. Ja, mere end det, de åbner døren for, at pavedømmet på ny kan vinde i det protestantiske Amerika den overhøjhed, som det har mistet i den gamle verden.“ The Great Controversy, 573.

Og du, Ezra, skal efter din Guds visdom, som er i din hånd, indsætte embedsmænd og dommere, som kan dømme alt folket hinsides floden, alle dem, som kender din Guds love; og I skal lære dem, som ikke kender dem. Og enhver, som ikke vil følge din Guds lov og kongens lov, over ham skal dommen straks fuldbyrdes, hvad enten det er til døden eller til landsforvisning eller til konfiskation af gods eller til fængsel. Ezra 7:25, 26.

Og han sagde til Abram: Du skal vide for vist, at dit afkom skal være fremmede i et land, som ikke er deres, og de skal tjene dem; og de skal undertrykke dem i fire hundrede år. Men også det folk, som de skal tjene, vil jeg dømme; og derefter skal de drage ud med stort gods. 1 Mosebog 15:13, 14.

Og hvis han ikke bliver løskøbt i disse år, da skal han gå fri i jubelåret, både han og hans børn med ham. For Israels børn er tjenere for mig; de er mine tjenere, som jeg førte ud af Egyptens land: Jeg er Herren jeres Gud. 3 Mosebog 25:54, 55.

Opdragelsen af Egyptens unge konge blev af det romerske senat betroet til M. Emilius Lepidus, som udnævnte Aristomenes, en gammel og erfaren embedsmand ved dette hof, til hans formynder. Hans første handling var at træffe foranstaltninger mod den truende invasion fra de to forbundne konger, Filip og Antiochos.

“For dette formål udsendte han Skopas, en berømt general fra Ætolien, som dengang stod i egypternes tjeneste, til sit fædreland for at skaffe forstærkninger til hæren. Efter at have udrustet en hær drog han ind i Palæstina og Kelesyrien (idet Antiochus var optaget af krig med Attalus i Lilleasien) og bragte hele Judæa ind under Egyptens myndighed.

„Således blev forholdene bragt i en stilling til opfyldelsen af det vers, vi har foran os. Thi Antiochos, der efter romernes befaling havde indstillet sin krig mod Attalos, tog straks skridt til at generobre Palæstina og Coele-Syrien fra egypternes hænder. Skopas blev sendt ud for at modsætte sig ham. Nær Jordans kilder mødtes de to hære. [Panium] Skopas blev besejret, forfulgt til Sidon og dér nøje belejret. Tre af Ægyptens dygtigste feltherrer blev sammen med deres bedste styrker sendt for at hæve belejringen, men uden held. Til sidst blev Skopas, idet han i sultens udmagrede og uhåndgribelige genfærd mødte en fjende, som han ikke var i stand til at modstå, tvunget til at overgive sig på de vanærende vilkår, at kun livet blev ham levnet; hvorefter han og hans ti tusind mand fik lov at drage bort, berøvede og nøgne. Her havde nordens konge indtaget de mest befæstede byer; thi Sidon var, både i sin beliggenhed og i sine forsvarsværker, en af datidens stærkeste byer. Her havde sydens våben undladt at stå imod, og ligeledes havde det folk, som sydens konge havde udvalgt, svigtet; nemlig Skopas og hans ætoliske styrker.“ Daniel and the Revelation, 257, 258.

Nationens „talen“ er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling. The Great Controversy, 442.

„Der er mange, selv blandt dem, der er engageret i denne bevægelse for håndhævelse af søndagshelligholdelse, som er blændet for de følger, der vil blive resultatet af denne handling. De ser ikke, at de rammer religionsfriheden direkte. Der er mange, som aldrig har forstået den bibelske sabbats krav og det falske grundlag, hvorpå søndagsinstitutionen hviler. Enhver bevægelse til fordel for religiøs lovgivning er i virkeligheden en indrømmelse til pavedømmet, som gennem så mange tidsaldre stadig har ført krig mod samvittighedsfriheden. Søndagshelligholdelsen skylder sin eksistens som en såkaldt kristen institution til »lovløshedens hemmelighed«; og dens håndhævelse vil være en faktisk anerkendelse af de principper, som udgør selve hjørnestenen i romersk-katolicismen. Når vort land således skal forkaste sit styres grundprincipper ved at vedtage en søndagslov, vil protestantismen i denne handling række hånden til pavedømmet; det vil ikke være andet end at give liv til det tyranni, som længe ivrigt har spejdet efter sin mulighed for igen at bryde frem i aktiv despotisme.“ Testimonies, bind 5, 711.

”Det dekret, der håndhæver tilbedelsen af denne dag, skal udgå til hele verden. I begrænset grad er det allerede udgået. Flere steder taler den civile magt med en drages stemme, ligesom den hedenske konge talte til de hebraiske fanger.” Signs of the Times, 6. maj 1897.