Den foregående artikel sluttede med det afsnit, der lød: »Pagtsægteskabet i 313 repræsenterer den sidste pagtsforening mellem pavemagten og De Forenede Stater — den fremmeste konge blandt de ti konger i Åbenbaringen sytten; en tohornet magt, som er forudbilledet ved Frankrigs tohornede magt. Den historie, der begyndte med Klodevig i 496 og til sidst førte til Justinians dekret i 533 og pavemagtens tronbestigelse i 538, repræsenterer historien fra 1989 frem til søndagsloven.«
Ronald Reagan havde sit typologiske forbillede i Klodevig i 496, og Donald Trump har sit typologiske forbillede i Justinian i 533. Justinians dekret blev udstedt fem år før pavedømmet besteg tronen i 538, og Milanoediktet blev udstedt otte år før den første søndagslov i 321. Både dekretet og ediktet svarer til det samme pejlemærke, der går forud for søndagsloven.
Reagan
Den 20. september 1870 indtog italienske tropper Rom. Kirkestaten ophørte med at eksistere som territorialstat, og pave Pius IX blev »fangen i Vatikanet«. Da der ikke længere fandtes noget paveligt territorium, som var anerkendt som en suveræn stat, opretholdt USA (ligesom mange andre lande) ikke længere formelle diplomatiske forbindelser med paven som verdslig hersker. I oktober 1951 indstillede præsident Harry S. Truman general Mark W. Clark til posten som USA's ambassadør ved Vatikanet. Der opstod hurtigt stærk modstand fra mange protestantiske kirker og organisationer, som hævdede, at udnævnelsen var i strid med adskillelsen mellem kirke og stat. I januar 1952 trak general Clark sit kandidatur tilbage.
Den 10. januar 1984 blev præsident Ronald Reagan og pave Johannes Paul II formelt enige om at oprette fulde diplomatiske forbindelser mellem USA og Den Hellige Stol. Den 9. april 1984 overrakte William A. Wilson (der allerede havde fungeret som Reagans personlige repræsentant) sine akkreditiver og blev USA's første ambassadør ved Den Hellige Stol.
Inden for de treogtredive år fra 1951 til 1984 forsvandt protestantismens modstand mod katolicismen. De “arme”, der i 496 stod for pavedømmet med Klodevig, er et forbillede på Reagan i 1984 og frem til 1989. Klodevig repræsenterede fjernelsen af den religion (hedenskabet), som hindrede pavedømmet i igen at rejse sig til magten, og i 1984 var protestantismens modstand mod pavedømmets fremgang blevet taget bort. Det “daglige” (hedenskabet) var blevet fjernet, og Paulus beskriver denne fjernelse af hedenskabets modstand mod pavedømmet som et “frafald”.
Den symbolske kompromiskirke, som var repræsenteret ved Konstantin den Store og historien fra 313 til 538, repræsenterede en periode, hvor en kirke indlod sig på kompromiser og faldt fra. Den religion, der var repræsenteret ved ‘508’, og som tidligere havde holdt pavemagtens fremtrængen tilbage, var et forbillede på protestanternes frafald i USA. Reagan var repræsenteret ved Klodevig. I 496 gav Klodevig sin “magt” til pavedømmet, hvilket således var et forbillede på den “uhellige alliance”, som blev indgået i Reagan-årene. Klodevig repræsenterede også borttagelsen af det “daglige” i 508. 508 var et forbillede på 1984.
„Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom resulterede i udviklingen af ‘syndens menneske’, som i profetien er forudsagt til at stå Gud imod og ophøje sig over ham. Dette gigantiske system af falsk religion er et mesterværk af Satans magt—et monument over hans bestræbelser på at sætte sig på tronen for at herske over jorden efter sin vilje.“ The Great Controversy, 50.
Reagan kaldte berømt Sovjetunionen for et »ondt imperium« i en tale i 1983 og betragtede den ateistiske kommunisme som en dybtgående moralsk og åndelig trussel. Han og Johannes Paul II indgik et nært personligt og politisk partnerskab imod sovjetisk kommunisme. Begge mænd betragtede kampen i moralske og endog forsynsmæssige termer; Reagan talte privat om en »guddommelig plan« om at bringe kommunismen til fald. Reagan interesserede sig for Fatima-åbenbaringerne (advarslen om, at »Rusland ville udbrede sine vildfarelser«), og de to ledere drøftede deres fælles overbevisning om, at Gud havde skånet deres liv (begge overlevede attentatforsøg i 1981) med et formål, der var forbundet med kommunismens nederlag.
Kristi disciple
Reagan voksede op i kirkesamfundet Disciples of Christ, hvis grundlæggere udtrykkeligt lærte, at den katolske pave var Antikrist. Alexander Campbell, den mest fremtrædende blandt Disciples of Christ-kirkens tidlige ledere, identificerede gentagne gange pavedømmet som Antikrist. I debatter og skrifter argumenterede han for, at det lille horn i Daniels Bog 7, dyret i Johannes’ Åbenbaring 13 og syndens menneske i Andet Thessalonikerbrev 2 alle pegede på paverne i Rom. Han anvendte disse identifikationer i offentlige debatter (blandt andet med den katolske biskop John B. Purcell i 1837). Barton W. Stone omtalte pavens styre som den sande Antikrist og “syndens menneske”. Walter Scott (en anden af bevægelsens tidlige evangelister) skrev, at syndens menneske, paven i Rom, ville fremstå i den kristne kirke og ophøje sig over Gud.
Reagans mor, Nelle, var et hengivent medlem af trossamfundet Disciples of Christ og den, der havde størst religiøs indflydelse på ham i barndommen. Reagan blev som 11-årig døbt i Disciples of Christ-kirken i Dixon i Illinois og var aktiv i menigheden som teenager (blandt andet som søndagsskolelærer). Han studerede på Eureka College, som var tilknyttet Disciples of Christ.
„De, som bliver forvirrede i deres forståelse af ordet, og som undlader at se betydningen af antikrist, vil med sikkerhed stille sig på antikrists side. Der er nu ingen tid for os til at tilpasse os verden.“ Kress Collection, 105.
Reagan havde sine typologiske forbilleder i Klodvig og også i Konstantin den Stores kompromis. Reagan var også den første af de sidste otte præsidenter siden endens tid i 1989. Som den første af de sidste otte præsidenter er han et typologisk forbillede på Donald Trump, der ligesom Reagan er dybt forvirret med hensyn til pavedømmets sande mål og til, hvem pavedømmet er.
Kan to vandre sammen, uden at de er blevet enige? Amos 3:3.
Det sjette og sidste traktatægteskab i Daniels Bog, kapitel elleve, finder sted i det historiske forløb, der begynder ved endens tid i 1989 og slutter i Donald Trumps tid.
„I de bevægelser, der nu er i gang i De Forenede Stater for at sikre kirkens institutioner og skikke statens støtte, følger protestanterne i papisternes fodspor. Ja, mere end det, de åbner døren for, at pavedømmet på ny kan vinde i det protestantiske Amerika den overhøjhed, som det har mistet i den gamle verden.“ The Great Controversy, 573.
Ægteskabstraktaten fra 313 og Milanoediktet svarer til begivenhederne i 533, og Justinians dekret fra 533 vil igen blive gennemført af en erklæret kristen administration, som ikke længere forstår, at det at betegne pavemagten som en kristen institution i bedste fald er et oxymoron og i værste fald en skæbnesvanger vildfarelse.
Kirke og stat
I 457 f.Kr. genoprettede Artaxerxes’ tredje dekret den nationale suverænitet med hensyn til både politisk og religiøs myndighed.
Og du, Ezra, skal efter din Guds visdom, som er i din hånd, indsætte embedsmænd og dommere, som kan dømme alt folket hinsides floden, alle dem, som kender din Guds love; og I skal lære dem, som ikke kender dem. Og enhver, som ikke vil følge din Guds lov og kongens lov, over ham skal dommen straks fuldbyrdes, hvad enten det er til døden eller til landsforvisning eller til konfiskation af gods eller til fængsel. Ezra 7:25, 26.
Det tredje dekret gav myndighed til at afsige dom og fuldbyrde straf i henhold til både Guds love og kongens love. Dette dekret markerede begyndelsen på profetien om de 2.300 år, som sluttede den 22. oktober 1844, da Kristus pludselig kom til sit tempel. Det markerede også begyndelsen på en profeti om en periode på 250 år, der sluttede i 207 f.Kr., i den historiske periode mellem slagene ved Raphia i 217 f.Kr. og Panium i 200 f.Kr. Genoprettelsen af både den borgerlige og den religiøse suverænitet i 457 f.Kr. identificerer et tofoldigt alfa, som får to omega-opfyldelser. Begge omega-opfyldelser repræsenterer en lukket dør: den ene for det protestantiske horn og den anden for det republikanske horn.
Den første profeti på to tusind tre hundrede år repræsenterede Guds love, og profetien på to hundrede og halvtreds år repræsenterede kongens love. De to profetier identificerer protestantismens horn og republikanismens horn på jorddyret i Åbenbaringen tretten. Jorddyrets republikanske horn er anbragt midt i vers elleve til seksten i Daniel elleve. Den syttenårige periode mellem Raphia og Panium gennemskæres af det ene horn fra den dobbelte profeti om det tredje dekret i 457 f.Kr. Den todelte profeti identificerer både dommen over det endelige pagtsfolk og også dommen over den nation, hvor dette pagtsfolk har sine rødder.
Og han sagde til Abram: Du skal vide for vist, at dit afkom skal være fremmede i et land, som ikke er deres, og de skal tjene dem; og de skal undertrykke dem i fire hundrede år. Men også det folk, som de skal tjene, vil jeg dømme; og derefter skal de drage ud med stort gods. 1 Mosebog 15:13, 14.
I Ezekiels Bog er den 22. oktober 573 f.Kr. et forbillede på den 22. oktober 1844. Den ene dato markerer begyndelsen på den undersøgende dom, og den anden markerer blæsningen i jubelårsbasunen ved både begyndelsen og afslutningen af domsprocessen. Begge datoer stemmer overens, og begge markerer en lukket dør. 1844 repræsenterer lukningen af døren til det Hellige, idet Kristus gik ind i det Allerhelligste. 573 f.Kr. markerer afslutningen på menneskehedens nådetid, hvor de af syndens trælle, der er blevet forløst, får deres frihed og en ny jord at bo på.
Og hvis han ikke bliver løskøbt i disse år, da skal han gå fri i jubelåret, både han og hans børn med ham. For Israels børn er tjenere for mig; de er mine tjenere, som jeg førte ud af Egyptens land: Jeg er Herren jeres Gud. 3 Mosebog 25:54, 55.
Begge 22. oktober-datoer repræsenterer den lukkede dør ved den snart forestående søndagslov. Den nådetid, der blev givet adventismen, begyndte i 1844 og slutter ved den snart forestående søndagslov, og den nådetid, der blev givet USA, slutter ligeledes ved den snart forestående søndagslov. Begge afslutninger stemmer overens med den 22. oktobers to vidner på 2.300 år og to hundrede og halvtreds år.
Den to hundrede og halvtreds år lange periode, som slutter i det historiske forløb mellem Raphia og Panium, deler tidsrummet mellem de to slag i to symbolske tal, som tilsammen har deres egen særlige betydning. Det vil sige ti år efter Raphia, som betyder grænseland, og syv år før Panium, som var et slag, der blev udkæmpet på en slette og endte med en belejring. Ti og syv identificerer som symbol dragemagten på grundlag af flere vidnesbyrd. Året 207 f.Kr. placerer Trump, symbolet på dyret fra jorden, mellem vers elleve og femten i Daniels Bog, kapitel elleve, hvor han profetisk forbereder sig på at tale som en drage, sådan som det fremstilles ved kombinationen af tallet ti og tallet syv.
Sytten er også symbolsk, og tallet udvider historien fra Raphia til Panium til også at omfatte tiden efter Panium og før Raphia. Ptolemaios IV Filopator regerede som konge over det ptolemæiske Egypten fra 221 f.Kr. til 204 f.Kr., og han besejrede Antiochos den Store ved Raphia i 217 f.Kr. Ptolemaios begyndte at regere før Raphia, og han regerede i ‘sytten’ år. Tallet sytten repræsenterer en historisk periode, som begynder før Raphia og strækker sig ud over slaget ved Panium og belejringen af Sidon frem til afslutningen på menneskehedens nådetid, repræsenteret ved år 330. Profetien om Smyrnamenighedens to hundrede og halvtreds år lange periode begyndte i år 64 og sluttede med Milanoediktet og ægteskabstraktaten i 313.
Konstantin den Store repræsenterer historien om menigheden i Pergamon, og denne historie begyndte i 313 og sluttede i 538. De første ‘sytten’ år efter afslutningen på den to hundrede og halvtreds år lange profeti i 313 rummer tre milepæle. 313 var året for Milanoediktet; 321 var året for den første søndagslov, og rigets deling markeres i 330. 330 repræsenterer den sidste søndagslov, som markerer afslutningen på menneskehedens nådetid. Tallet sytten begynder derfor før Rafia og slutter et godt stykke efter felttoget ved Panium og Sidon. Vers seksten i Daniels Bog, kapitel elleve, repræsenterer søndagsloven i USA.
Profetien om Smyrna identificerer belejringens tegn, som udgør selve kernen i Ezekiels advarselsbudskab. Det vejmærke, der går forud for søndagsloven, sådan som det fremstilles i de to illustrationer af Jerusalems ødelæggelse, er belejringen, men det er også Milanoediktet, som indleder dannelsen af dyrets billede.
Ved belejringen vil et bryllupsoptog i forbindelse med et traktatægteskab finde sted. Det er en fraktal af det bryllupsoptog, der begyndte med Reagan, og som Klodvig i 496 var et forbillede på, men det endelige optog frem mod brylluppet begynder ved belejringen, som svarer til Justinians dekret fra 533 og til Milanoediktet fra 313. Begge mærkepæle ligger forud for søndagsloven. År 313 gik forud for den første søndagslov i 321, og dekretet fra 533 gik forud for søndagsloven ved det tredje koncil i Orléans i 538. En form for lovgivning vil opfylde de profetiske kendetegn ved både Justinians dekret og Milanoediktet, samtidig med at der vil blive indgået en form for symbolsk traktatægteskab.
Når dette dekret udstedes, er det for sent at berede sig, for nådetidens dør er lukket for det protestantiske horn, lige så sikkert som den blev lukket ved den første påske i Egypten. Derefter markerer søndagsloven, det næste vejmærke, ikke blot, at dyrets billede er fuldt ud dannet, men også, at dyrets mærke håndhæves. Søndagsloven markerer afslutningen på nådetiden for det republikanske horn, dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel, lige så sikkert som Farao og hans hær omkom i Det Røde Hav efter påsken.
Den 250-årige periode, der slutter i 207 f.Kr., identificerer Donald Trump, som er repræsenteret ved Antiochus Magnus, der forbereder sig på det forestående felttog, som begynder på sletten ved Panium og slutter med belejringen af Sidon. Efter slaget ved Panium flygtede den ptolemæiske hærfører Scopas fra Aitolien med omkring 10.000 overlevende soldater til byen Sidon. Antiochus forfulgte ham og lagde Sidon under ‘belejring’. Den ptolemæiske regering i Alexandria sendte en undsætningsstyrke, men forsøget mislykkedes. Stillet over for sultedøden overgav Scopas byen. Antiochus tillod Scopas at drage bort; Scopas vendte senere tilbage til Egypten, hvor han til sidst blev henrettet på grundlag af anklager om forræderi og underslæb. Belejringen af Sidon fuldendte Antiochus’ erobring af Koilesyrien efter Panium.
Søster White betegner Uriah Smiths bog, Daniel and the Revelation, som „Guds hjælpende hånd“. Smith identificerer Antiokus’ totrinsfelttog i sin kommentar til vers fjorten og femten i Daniel elleve.
Opdragelsen af Egyptens unge konge blev af det romerske senat betroet til M. Emilius Lepidus, som udnævnte Aristomenes, en gammel og erfaren embedsmand ved dette hof, til hans formynder. Hans første handling var at træffe foranstaltninger mod den truende invasion fra de to forbundne konger, Filip og Antiochos.
“For dette formål udsendte han Skopas, en berømt general fra Ætolien, som dengang stod i egypternes tjeneste, til sit fædreland for at skaffe forstærkninger til hæren. Efter at have udrustet en hær drog han ind i Palæstina og Kelesyrien (idet Antiochus var optaget af krig med Attalus i Lilleasien) og bragte hele Judæa ind under Egyptens myndighed.
„Således blev forholdene bragt i en stilling til opfyldelsen af det vers, vi har foran os. Thi Antiochos, der efter romernes befaling havde indstillet sin krig mod Attalos, tog straks skridt til at generobre Palæstina og Coele-Syrien fra egypternes hænder. Skopas blev sendt ud for at modsætte sig ham. Nær Jordans kilder mødtes de to hære. [Panium] Skopas blev besejret, forfulgt til Sidon og dér nøje belejret. Tre af Ægyptens dygtigste feltherrer blev sammen med deres bedste styrker sendt for at hæve belejringen, men uden held. Til sidst blev Skopas, idet han i sultens udmagrede og uhåndgribelige genfærd mødte en fjende, som han ikke var i stand til at modstå, tvunget til at overgive sig på de vanærende vilkår, at kun livet blev ham levnet; hvorefter han og hans ti tusind mand fik lov at drage bort, berøvede og nøgne. Her havde nordens konge indtaget de mest befæstede byer; thi Sidon var, både i sin beliggenhed og i sine forsvarsværker, en af datidens stærkeste byer. Her havde sydens våben undladt at stå imod, og ligeledes havde det folk, som sydens konge havde udvalgt, svigtet; nemlig Skopas og hans ætoliske styrker.“ Daniel and the Revelation, 257, 258.
Perioden på to hundrede og halvtreds år, der slutter i 207 f.Kr., identificerer Donald Trump. Profetien om de to hundrede og halvtreds år, der ender i 313 med det traktatbaserede ægteskab mellem øst og vest og Milanoediktet, identificerer dannelsen af dyrets billede i USA. Menigheden i Pergamon, som begyndte i 313, repræsenterer det historiske forløb, hvor kristendommen faldt fra ved at indgå et kompromis med den hedenske religion, inden pavemagten besteg tronen. Pergamon og året 313 er typologiske forbilleder på det kompromis, der repræsenteres ved dannelsen af dyrets billede i USA. Det repræsenterer kompromiset mellem kristendommen og det pavelige Rom, for den katolske religion er hverken mere eller mindre end hedenskab forklædt som en kristen institution. Profetien om de to hundrede og halvtreds år, der begyndte i 1776 og slutter i år, vedrører også USA. Således vedrører alle tre profetier om to hundrede og halvtreds år et profetisk aspekt af dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel, og alle tre slutter inden for de profetiske linjer, der repræsenteres af tallet sytten.
Søndagsloven er det tidspunkt, hvor De Forenede Stater taler som en drage, og en nations tale er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling.
Nationens „talen“ er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling. The Great Controversy, 442.
Trump er hverken en dømmende eller en lovgivende myndighed, så den nært forestående søndagslov gennemføres af Kongressen. Alligevel er enhver handling, der yder støtte til pavemagten, et forbillede på søndagsloven. Dekretet fra 533 og ediktet fra 313 angiver begyndelsen på den periode, hvor dyrets billede dannes. Afslutningen er den nært forestående søndagslov, og Jesus illustrerer altid afslutningen med begyndelsen, så Trumps handling i form af et præsidentielt dekret, der ville give en hvilken som helst “indrømmelse” til antikrist i Bibelens profetier, ville repræsentere alfa i den bevægelse, der først slutter ved omega, når De Forenede Stater “i den grad fornægter principperne for deres styreform, at de vedtager en søndagslov”.
„Der er mange, selv blandt dem, der er engageret i denne bevægelse for håndhævelse af søndagshelligholdelse, som er blændet for de følger, der vil blive resultatet af denne handling. De ser ikke, at de rammer religionsfriheden direkte. Der er mange, som aldrig har forstået den bibelske sabbats krav og det falske grundlag, hvorpå søndagsinstitutionen hviler. Enhver bevægelse til fordel for religiøs lovgivning er i virkeligheden en indrømmelse til pavedømmet, som gennem så mange tidsaldre stadig har ført krig mod samvittighedsfriheden. Søndagshelligholdelsen skylder sin eksistens som en såkaldt kristen institution til »lovløshedens hemmelighed«; og dens håndhævelse vil være en faktisk anerkendelse af de principper, som udgør selve hjørnestenen i romersk-katolicismen. Når vort land således skal forkaste sit styres grundprincipper ved at vedtage en søndagslov, vil protestantismen i denne handling række hånden til pavedømmet; det vil ikke være andet end at give liv til det tyranni, som længe ivrigt har spejdet efter sin mulighed for igen at bryde frem i aktiv despotisme.“ Testimonies, bind 5, 711.
Enhver »bevægelse til fordel for religiøs lovgivning er i virkeligheden en indrømmelse til pavedømmet«, og sådanne bevægelser finder sted forud for den søndagslov, som snart vil komme.
”Det dekret, der håndhæver tilbedelsen af denne dag, skal udgå til hele verden. I begrænset grad er det allerede udgået. Flere steder taler den civile magt med en drages stemme, ligesom den hedenske konge talte til de hebraiske fanger.” Signs of the Times, 6. maj 1897.
Vi vil fortsætte med disse ting i den næste artikel.