The previous article ended with the paragraph that read, “The treaty marriage of 313 represents the final treaty marriage of the papal power with the United States—the premier king of Revelation seventeen’s ten kings; a two horned power that is typified by the two horned power of France. The history that began with Clovis in 496 and ultimately led to the decree of Justinian in 533 and the enthronement of the papacy in 538, represents the history of 1989 unto the Sunday law.”
Den foregående artikel sluttede med det afsnit, der lød: »Pagtsægteskabet i 313 repræsenterer den sidste pagtsforening mellem pavemagten og De Forenede Stater — den fremmeste konge blandt de ti konger i Åbenbaringen sytten; en tohornet magt, som er forudbilledet ved Frankrigs tohornede magt. Den historie, der begyndte med Klodevig i 496 og til sidst førte til Justinians dekret i 533 og pavemagtens tronbestigelse i 538, repræsenterer historien fra 1989 frem til søndagsloven.«
Ronald Reagan was typified by Clovis in 496 and Donald Trump is typified by Justinian in 533. Justinian’s decree came five years before the papacy ascended the throne in 538, and the Edict of Milan came eight years before the first Sunday law of 321. Both the decree and edict align as the waymark which precedes the Sunday law.
Ronald Reagan blev forbilledliggjort ved Clovis i 496, og Donald Trump er forbilledliggjort ved Justinian i 533. Justinians dekret kom fem år før pavedømmet besteg tronen i 538, og Milanoediktet kom otte år før den første søndagslov i 321. Både dekretet og ediktet stemmer overens som det vejmærke, der går forud for søndagsloven.
Reagan
Reagan
In 1870, Italian troops captured Rome (20 September 1870). The Papal States ceased to exist as a territorial state, and Pope Pius IX became the “prisoner in the Vatican.” With no remaining papal territory recognized as a sovereign state, the United States (like many other countries) no longer maintained formal diplomatic relations with the Pope as a temporal ruler. In October of 1951, President Harry S. Truman nominated General Mark W. Clark as U.S. Ambassador to the Vatican. Strong opposition quickly arose from many Protestant churches and organizations, who argued that the appointment violated the separation of church and state. In January of 1952 General Clark withdrew his name.
I 1870 erobrede italienske tropper Rom (20. september 1870). Kirkestaten ophørte med at eksistere som territorialstat, og pave Pius IX blev »fangen i Vatikanet«. Da der ikke længere fandtes noget tilbageværende paveligt område, anerkendt som en suveræn stat, opretholdt De Forenede Stater (ligesom mange andre lande) ikke længere formelle diplomatiske forbindelser med paven som timelig hersker. I oktober 1951 nominerede præsident Harry S. Truman general Mark W. Clark til amerikansk ambassadør ved Vatikanet. Der opstod hurtigt stærk modstand fra mange protestantiske kirker og organisationer, som hævdede, at udnævnelsen krænkede adskillelsen mellem kirke og stat. I januar 1952 trak general Clark sit navn tilbage.
On January 10, 1984, President Ronald Reagan and Pope John Paul II formally agreed to establish full diplomatic relations between the United States and the Holy See. April 9, 1984 William A. Wilson (who had already been serving as Reagan’s personal representative) presented his credentials and became the first U.S. Ambassador to the Holy See.
Den 10. januar 1984 blev præsident Ronald Reagan og pave Johannes Paul II formelt enige om at oprette fulde diplomatiske forbindelser mellem Amerikas Forenede Stater og Den Hellige Stol. Den 9. april 1984 overrakte William A. Wilson (som allerede havde tjent som Reagans personlige repræsentant) sine akkreditiver og blev den første amerikanske ambassadør ved Den Hellige Stol.
Within the thirty-three years from 1951 until 1984 the resistance of Protestantism against Catholicism dissipated. The “arms” that stood for the papacy in 496 with Clovis typify Reagan in 1984 on through to 1989. Clovis represented the removal of the religion (paganism) that was restraining the papacy from rising back into power, and by 1984 the resistance of Protestantism to the rise of the papacy had been taken away. The “daily” (paganism) had been removed, and Paul describes that removing of the resistance of paganism to the papacy as a “falling away.”
Inden for de treogtredive år fra 1951 til 1984 forsvandt protestantismens modstand mod katolicismen. De “arme”, der i 496 stod for pavedømmet med Klodevig, er et forbillede på Reagan i 1984 og frem til 1989. Klodevig repræsenterede fjernelsen af den religion (hedenskabet), som hindrede pavedømmet i igen at rejse sig til magten, og i 1984 var protestantismens modstand mod pavedømmets fremgang blevet taget bort. Det “daglige” (hedenskabet) var blevet fjernet, og Paulus beskriver denne fjernelse af hedenskabets modstand mod pavedømmet som et “frafald”.
The symbolic church of compromise represented by Constantine the Great and the history of 313 unto 538 represented a period when a church compromised itself and fell away. The religion represented by ‘508’ which had previously restrained the inroads of papal power, typified the falling away of the Protestants in the United States. Reagan was represented by Clovis. In 496 Clovis gave his “power” to the papacy, thus typifying the “unholy alliance” that was accomplished in the Reagan years. Clovis also represented the taking away of the “daily” in 508. 508 typified 1984.
Den symbolske kompromiskirke, repræsenteret ved Konstantin den Store, og historien fra 313 til 538 repræsenterede en periode, hvor en kirke gik på kompromis med sig selv og faldt fra. Den religion, der er repræsenteret ved ‘508’, og som tidligere havde holdt det pavelige magts fremtrængen tilbage, var et forbillede på protestanternes frafald i De Forenede Stater. Reagan var repræsenteret ved Clovis. I 496 gav Clovis sin “magt” til pavedømmet og var således et forbillede på den “uhellige alliance”, som blev fuldbyrdet i Reagan-årene. Clovis repræsenterede også borttagelsen af det “daglige” i 508. 508 var et forbillede på 1984.
“This compromise between paganism and Christianity resulted in the development of ‘the man of sin’ foretold in prophecy as opposing and exalting himself above God. That gigantic system of false religion is a masterpiece of Satan’s power—a monument of his efforts to seat himself upon the throne to rule the earth according to his will.” The Great Controversy, 50.
„Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom resulterede i udviklingen af ‘syndens menneske’, som i profetien er forudsagt til at stå Gud imod og ophøje sig over ham. Dette gigantiske system af falsk religion er et mesterværk af Satans magt—et monument over hans bestræbelser på at sætte sig på tronen for at herske over jorden efter sin vilje.“ The Great Controversy, 50.
Reagan famously called the Soviet Union an “evil empire” in a 1983 speech and regarded atheistic communism as a profound moral and spiritual threat. He and John Paul II formed a close personal and political partnership against Soviet communism. Both men saw the struggle in moral and even providential terms; Reagan privately spoke of a “Divine Plan” to bring down communism. Reagan had an interest in the Fatima apparitions (the warning that “Russia would spread her errors”), and the two leaders discussed their shared sense that God had spared their lives (both survived assassination attempts in 1981) for a purpose connected to defeating communism.
Reagan kaldte berømt Sovjetunionen for et »ondt imperium« i en tale i 1983 og betragtede den ateistiske kommunisme som en dybtgående moralsk og åndelig trussel. Han og Johannes Paul II indgik et nært personligt og politisk partnerskab imod sovjetisk kommunisme. Begge mænd betragtede kampen i moralske og endog forsynsmæssige termer; Reagan talte privat om en »guddommelig plan« om at bringe kommunismen til fald. Reagan interesserede sig for Fatima-åbenbaringerne (advarslen om, at »Rusland ville udbrede sine vildfarelser«), og de to ledere drøftede deres fælles overbevisning om, at Gud havde skånet deres liv (begge overlevede attentatforsøg i 1981) med et formål, der var forbundet med kommunismens nederlag.
The Disciples of Christ
Kristi disciple
Reagan was raised in the Disciples of Christ denomination whose founding fathers directly taught that the pope of Catholicism was the antichrist. Alexander Campbell, the most prominent early leader of the Disciples of Christ church repeatedly identified the papacy as the antichrist. In debates and writings, he argued that the little horn of Daniel 7, the beast of Revelation 13, and the man of sin of 2 Thessalonians 2 all pointed to the popes of Rome. He used these identifications in public debates (including with Catholic Bishop John B. Purcell in 1837). Barton W. Stone referred to the government of the Pope as the true antichrist and the “man of sin.” Walter Scott (another early evangelist of the movement) wrote that the man of sin, the Pope of Rome, would arise in the Christian church and exalt himself above God.
Reagan blev opdraget i kirkesamfundet Disciples of Christ, hvis grundlæggere direkte lærte, at katolicismens pave var antikrist. Alexander Campbell, den mest fremtrædende tidlige leder af Disciples of Christ-kirken, identificerede gentagne gange pavedømmet som antikrist. I debatter og skrifter hævdede han, at det lille horn i Daniel 7, dyret i Åbenbaringen 13 og syndens menneske i 2 Thessalonikerbrev 2 alle pegede på Romes paver. Han brugte disse identifikationer i offentlige debatter (herunder med den katolske biskop John B. Purcell i 1837). Barton W. Stone omtalte pavens styre som den sande antikrist og „syndens menneske“. Walter Scott (en anden tidlig evangelist i bevægelsen) skrev, at syndens menneske, Roms pave, ville opstå i den kristne kirke og ophøje sig over Gud.
Reagan’s mother Nelle, was a devout member of the Disciples of Christ denomination and was the main religious influence in his childhood. Reagan was baptized in the Disciples of Christ church in Dixon, Illinois, at age 11 and was active there as a teenager (including teaching Sunday school). He attended Eureka College, which was affiliated with the Disciples of Christ.
Reagans mor, Nelle, var et fromt medlem af kirkesamfundet Disciples of Christ og var den væsentligste religiøse indflydelse i hans barndom. Reagan blev døbt i Disciples of Christ-kirken i Dixon, Illinois, i en alder af 11 år og var aktiv dér som teenager (herunder som søndagsskolelærer). Han gik på Eureka College, som var tilknyttet Disciples of Christ.
“Those who become confused in their understanding of the word, who fail to see the meaning of antichrist, will surely place themselves on the side of antichrist. There is no time now for us to assimilate with the world.” Kress Collection, 105.
„De, som bliver forvirrede i deres forståelse af ordet, og som undlader at se betydningen af antikrist, vil med sikkerhed stille sig på antikrists side. Der er nu ingen tid for os til at tilpasse os verden.“ Kress Collection, 105.
Reagan was typified by Clovis and also the compromise of Constantine the Great. Reagan was also the first of the last eight presidents since the time of the end in 1989. As the first of the last eight presidents he typifies Donald Trump, who, like unto Reagan is profoundly confused about the true aims of the papacy, and who the papacy is.
Reagan blev forebildet ved Clovis og også ved Konstantin den Stores kompromis. Reagan var også den første af de sidste otte præsidenter siden endetidens begyndelse i 1989. Som den første af de sidste otte præsidenter forebilder han Donald Trump, som, ligesom Reagan, er dybt forvirret med hensyn til pavedømmets sande mål og til, hvem pavedømmet er.
Can two walk together, except they be agreed? Amos 3:3.
Kan to vandre sammen, uden at de er blevet enige? Amos 3:3.
The sixth and final treaty marriage in Daniel chapter eleven occurs in the history that begins at the time of the end in 1989, and ends in the history of Donald Trump.
Det sjette og sidste traktatægteskab i Daniel kapitel elleve forekommer i den historie, der begynder ved endetiden i 1989, og ender i Donald Trumps historie.
“In the movements now in progress in the United States to secure for the institutions and usages of the church the support of the state, Protestants are following in the steps of papists. Nay, more, they are opening the door for the Papacy to regain in Protestant America the supremacy which she has lost in the Old World.” The Great Controversy, 573.
„I de bevægelser, der nu er i gang i De Forenede Stater for at sikre kirkens institutioner og skikke statens støtte, følger protestanterne i papisternes fodspor. Ja, mere end det, de åbner døren for, at pavedømmet på ny kan vinde i det protestantiske Amerika den overhøjhed, som det har mistet i den gamle verden.“ The Great Controversy, 573.
The marriage treaty of 313 and the Edict of Milan aligns with the history of 533, and the decree of Justinian in 533 will again be implemented by a professed Christian administration, that no longer understands that to identify the papal power as a Christian institution is an oxymoron at best, and a fatal delusion at worst.
Ægteskabspagten i 313 og Milanoediktet stemmer overens med historien i 533, og Justinians dekret i 533 vil igen blive gennemført af en administration, som bekender sig til kristendommen, men som ikke længere forstår, at det at identificere den pavelige magt som en kristen institution i bedste fald er en selvmodsigelse og i værste fald en dødelig vildfarelse.
Church and State
Kirke og stat
In 457 BC, the third decree of Artaxerxes returned national sovereignty for both political and religious authority.
I 457 f.Kr. genoprettede Artaxerxes’ tredje dekret den nationale suverænitet med hensyn til både politisk og religiøs myndighed.
And thou, Ezra, after the wisdom of thy God, that is in thine hand, set magistrates and judges, which may judge all the people that are beyond the river, all such as know the laws of thy God; and teach ye them that know them not. And whosoever will not do the law of thy God, and the law of the king, let judgment be executed speedily upon him, whether it be unto death, or to banishment, or to confiscation of goods, or to imprisonment. Ezra 7:25, 26.
Og du, Ezra, skal efter din Guds visdom, som er i din hånd, indsætte embedsmænd og dommere, som kan dømme alt folket hinsides floden, alle dem, som kender din Guds love; og I skal lære dem, som ikke kender dem. Og enhver, som ikke vil følge din Guds lov og kongens lov, over ham skal dommen straks fuldbyrdes, hvad enten det er til døden eller til landsforvisning eller til konfiskation af gods eller til fængsel. Ezra 7:25, 26.
The third decree provided authority to execute judgment and punishment for both the laws of God and the laws of the king. That decree marked the beginning of the twenty-three-hundred-year prophecy which concluded on October 22, 1844 when Christ suddenly came to His temple. It also marked the beginning of a two-hundred-and-fifty-year prophecy that ended in 207 BC, in the history between the battles of Raphia in 217 BC and Panium in 200 BC. The restoration of both civil and religious sovereignty in 457 BC identifies a twofold alpha that finds two omega fulfillment's. Both omega fulfillment's represent a closed door; one for the Protestant horn and the other for the Republican horn.
Det tredje dekret gav myndighed til at fuldbyrde dom og straf for både Guds lov og kongens lov. Dette dekret markerede begyndelsen på den totusindtrehundredeårige profeti, som nåede sin afslutning den 22. oktober 1844, da Kristus pludselig kom til sit tempel. Det markerede også begyndelsen på en tohundredeoghalvtredsårig profeti, som endte i 207 f.Kr., i historien mellem slagene ved Rafia i 217 f.Kr. og Panium i 200 f.Kr. Genoprettelsen af både borgerlig og religiøs suverænitet i 457 f.Kr. identificerer et dobbelt alfa, som finder to omegaopfyldelser. Begge omegaopfyldelser repræsenterer en lukket dør; én for det protestantiske horn og den anden for det republikanske horn.
The first prophecy of twenty-three hundred years represented God’s laws, and the two-hundred-and-fifty-year prophecy represented the king’s laws. The two prophecies identify the horn of Protestantism and the horn of Republicanism upon the earth beast of Revelation thirteen. The Republican horn of the earth beast is placed into the middle of verses eleven through sixteen of Daniel eleven. The seventeen-year period between Raphia and Panium is intersected by one horn from the dual prophecy of the third decree in 457 BC. The twofold prophecy identifies both the judgment of the final covenant people and also the judgment of the nation where that covenant people find their roots.
Den første profeti på to tusind tre hundrede år repræsenterede Guds love, og profetien på to hundrede og halvtreds år repræsenterede kongens love. De to profetier identificerer protestantismens horn og republikanismens horn på jorddyret i Åbenbaringen tretten. Jorddyrets republikanske horn er anbragt midt i vers elleve til seksten i Daniel elleve. Den syttenårige periode mellem Raphia og Panium gennemskæres af det ene horn fra den dobbelte profeti om det tredje dekret i 457 f.Kr. Den todelte profeti identificerer både dommen over det endelige pagtsfolk og også dommen over den nation, hvor dette pagtsfolk har sine rødder.
And he said unto Abram, Know of a surety that thy seed shall be a stranger in a land that is not theirs, and shall serve them; and they shall afflict them four hundred years; And also that nation, whom they shall serve, will I judge: and afterward shall they come out with great substance. Genesis 15:13, 14.
Og han sagde til Abram: Du skal vide for vist, at dit afkom skal være fremmede i et land, som ikke er deres, og de skal tjene dem; og de skal undertrykke dem i fire hundrede år. Men også det folk, som de skal tjene, vil jeg dømme; og derefter skal de drage ud med stort gods. 1 Mosebog 15:13, 14.
In the book of Ezekiel, October 22, 1844 is typified by October 22, 573 BC. One date identifies the beginning of the investigative judgment and the other identifies the sounding of the Jubilee trumpet at both the beginning and the conclusion of the judgment process. Both dates align, and both identify a closed door. 1844 represents the closing of the door of the holy place, as Christ moved into the Most Holy Place. 573 BC identifies the close of human probation where the slaves of sin who have been redeemed are given their freedom, and a new earth to dwell in.
I Ezekiels Bog foregribes 22. oktober 1844 ved 22. oktober 573 f.Kr. Den ene dato angiver begyndelsen på den undersøgende dom, og den anden angiver lyden af jubelårsbazunen både ved begyndelsen og ved afslutningen af domsprocessen. Begge datoer stemmer overens, og begge angiver en lukket dør. 1844 repræsenterer lukningen af døren til det hellige, idet Kristus gik ind i det Allerhelligste. 573 f.Kr. angiver afslutningen på menneskets nådetid, hvor syndens slaver, som er blevet genløst, gives deres frihed og en ny jord at bo på.
And if he be not redeemed in these years, then he shall go out in the year of jubile, both he, and his children with him. For unto me the children of Israel are servants; they are my servants whom I brought forth out of the land of Egypt: I am the Lord your God. Leviticus 25:54, 55.
Og hvis han ikke bliver løskøbt i disse år, da skal han gå fri i jubelåret, både han og hans børn med ham. For Israels børn er tjenere for mig; de er mine tjenere, som jeg førte ud af Egyptens land: Jeg er Herren jeres Gud. 3 Mosebog 25:54, 55.
Both October 22’s represent the closed door of the soon-coming Sunday law. The period of probation given to Adventism began in 1844 and ends at the soon-coming Sunday law, and the period of probation given to the United States also ends at the soon-coming Sunday law. Both endings align with October 22’s two witnesses of 2,300 years and two hundred and fifty years.
Begge den 22. oktober repræsenterer den lukkede dør i forbindelse med den snart kommende søndagslov. Den nådetid, som blev givet til adventismen, begyndte i 1844 og ender ved den snart kommende søndagslov, og den nådetid, som blev givet til Amerikas Forenede Stater, ender også ved den snart kommende søndagslov. Begge afslutninger stemmer overens med den 22. oktobers to vidner: 2.300 år og to hundrede og halvtreds år.
The two hundred and fifty years that ends in the history between Raphia and Panium divides the period of the two battles into two symbolic numbers, which together possess their own peculiar meaning. Ten years after Raphia, meaning borderland and seven years before Panium which was a battle fought upon a plain and ended at a siege. Ten and seven as a symbol identify the dragon power upon several witnesses. 207 BC places Trump, the symbol of the earth beast in between verse eleven and fifteen of Daniel eleven prophetically preparing to speak as a dragon, as represented by the combination of the number ten and the number seven.
De to hundrede og halvtreds år, som afsluttes i historien mellem Raphia og Panium, opdeler perioden mellem de to slag i to symbolske tal, som tilsammen besidder deres egen særegne betydning. Ti år efter Raphia, som betyder grænseland, og syv år før Panium, som var et slag udkæmpet på en slette og endte med en belejring. Ti og syv identificerer som symbol dragenmagten på flere vidners grundlag. 207 f.Kr. placerer Trump, symbolet på jorddyret, mellem vers elleve og femten i Daniel elleve, idet han profetisk forberedes til at tale som en drage, således som det fremstilles ved kombinationen af tallet ti og tallet syv.
Seventeen is also symbolic and it expands the history of Raphia to Panium beyond Panium and also before Raphia. Ptolemy IV Philopator reigned as king of Ptolemaic Egypt from 221 BC to 204 BC, and he defeated Antiochus Magnus at Raphia in 217 BC. Ptolemy began to reign before Raphia, and he reigned for ‘seventeen’ years. The number seventeen represents a historical period which begins prior to Raphia, and that extends beyond the battle of Panium and the siege of Sidon unto the close of human probation as represented by the year 330. The two-hundred-and-fifty-year prophecy for the period of the church of Smyrna began in the 64 and ended at the Edict of Milan and the marriage treaty of 313.
Sytten er også symbolsk, og det udvider Raphias historie til Panium, hinsides Panium og også forud for Raphia. Ptolemæus IV Filopator regerede som konge over det ptolemæiske Egypten fra 221 f.Kr. til 204 f.Kr., og han besejrede Antiochus Magnus ved Raphia i 217 f.Kr. Ptolemæus begyndte at regere før Raphia, og han regerede i ‘sytten’ år. Tallet sytten repræsenterer en historisk periode, som begynder forud for Raphia, og som strækker sig hinsides slaget ved Panium og belejringen af Sidon indtil afslutningen på menneskets prøvetid, sådan som den repræsenteres ved året 330. Den to hundrede og halvtredsårige profeti for menigheden i Smyrnas periode begyndte i år 64 og endte med Milanoediktet og ægteskabstraktaten i 313.
Constantine the Great represents the history of the church of Pergamos, and that history began in 313 and ended in 538. The first ‘seventeen’ years after the conclusion of the two-hundred-and-fifty-year prophecy in 313 possesses three waymarks. 313 was the Edict of Milan, 321 was the first Sunday law and the division of the empire is marked in 330. 330 represents the final Sunday law which marks the close of human probation. The number seventeen therefore begins before Raphia and ends well after the military campaign of Panium and Sidon. Verse sixteen in Daniel eleven represents the Sunday law in the United States
Konstantin den Store repræsenterer historien om menigheden i Pergamon, og den historie begyndte i 313 og endte i 538. De første „sytten“ år efter afslutningen af den tohundredeoghalvtredsårige profeti i 313 rummer tre waymarks. 313 var Milanoediktet, 321 var den første søndagslov, og rigets deling markeres i 330. 330 repræsenterer den endelige søndagslov, som markerer afslutningen på menneskets prøvetid. Tallet sytten begynder derfor før Raphia og ender længe efter det militære felttog ved Panium og Sidon. Vers seksten i Daniel elleve repræsenterer søndagsloven i De Forenede Stater.
The Smyrna prophecy identifies the sign of the siege that is the very heart of Ezekiel’s warning message. The waymark that precedes the Sunday law, as represented by the two illustrations of the destruction of Jerusalem is the siege, but it is also the Edict of Milan, which begins the formation of the image of the beast.
Profetien om Smyrna identificerer belejringens tegn, som udgør selve hjertet i Ezekiels advarselsbudskab. Det vejmærke, der går forud for søndagsloven, således som det fremstilles ved de to illustrationer af Jerusalems ødelæggelse, er belejringen, men det er også Milanoediktet, som indleder dannelsen af dyrets billede.
At the siege a treaty marriage procession will occur. It is a fractal of the marriage procession that began with Reagan, as typified by Clovis in 496, but the final procession unto the marriage begins at the siege aligning with Justinian’s decree of 533, and with the Edict of Milan in 313. Both waymarks precede the Sunday law. 313 preceded the first Sunday law of 321, and the decree of 533 preceded the Sunday law at the third Counsel of Orleans in 538. Some type of legislation will fulfill the prophetic characteristics of both the decree of Justinian and the Edict of Milan, while some type of a symbolic treaty marriage will be put in place.
Ved belejringen vil et pagtsægteskabeligt optog finde sted. Det er en fraktal af det ægteskabelige optog, som begyndte med Reagan, således som det er forbilledliggjort ved Clovis i 496, men det endelige optog frem til ægteskabet begynder ved belejringen i overensstemmelse med Justinians dekret af 533 og med Milanoediktet i 313. Begge vejmærker går forud for søndagsloven. 313 gik forud for den første søndagslov i 321, og dekretet af 533 gik forud for søndagsloven ved det tredje koncil i Orléans i 538. En eller anden form for lovgivning vil opfylde de profetiske kendetegn ved både Justinians dekret og Milanoediktet, mens en eller anden form for symbolsk pagtsægteskab vil blive etableret.
When that decree is made it is too late to get ready, for the door of probation is closed upon the Protestant horn as surely as it closed at the first Passover in Egypt. Thereafter the Sunday law, the next waymark identifies not simply that the image of the beast has been fully formed, but also the enforcement of the mark of the beast. The Sunday law marks the end of probation for the Republican horn, the earth beast of Revelation thirteen as certainly as Pharaoh and his host died in the Red Sea after the Passover.
Når dette dekret bliver udstedt, er det for sent at gøre sig rede, for nådedørens tid er lukket for det protestantiske horn, lige så sikkert som den blev lukket ved den første påske i Egypten. Derefter identificerer søndagsloven, det næste vejmærke, ikke blot, at dyrets billede er blevet fuldt ud formet, men også håndhævelsen af dyrets mærke. Søndagsloven markerer nådetidens afslutning for det republikanske horn, jorddyret i Åbenbaringen tretten, lige så sikkert som Farao og hans hær omkom i Det Røde Hav efter påsken.
The two hundred and fifty years that concludes in 207 BC identifies Donald Trump, as represented by Antiochus Magnus preparing for the upcoming campaign that begins on the plain of Panium and ends with the siege of Sidon. After the Battle of Panium, the Ptolemaic commander Scopas of Aetolia fled with about 10,000 surviving troops to the city of Sidon. Antiochus pursued him and laid ‘siege’ to Sidon. The Ptolemaic government in Alexandria sent a relief force, but it failed. Facing starvation, Scopas surrendered the city. Antiochus allowed Scopas to leave; Scopas later returned to Egypt, where he was eventually executed on charges of treason and embezzlement. The siege of Sidon completed Antiochus’s conquest of Coele-Syria after Panium.
De to hundrede og halvtreds år, der afsluttes i 207 f.Kr., identificerer Donald Trump, som repræsenteret ved Antiochus Magnus, der forbereder sig på det forestående felttog, som begynder på Paniums slette og ender med belejringen af Sidon. Efter slaget ved Panium flygtede den ptolemæiske hærfører Scopas fra Aitolien med omkring 10.000 overlevende soldater til byen Sidon. Antiochus forfulgte ham og lagde Sidon under ‘belejring’. Den ptolemæiske regering i Alexandria sendte en undsætningsstyrke, men den mislykkedes. Stillet over for hungersnød overgav Scopas byen. Antiochus tillod Scopas at drage bort; Scopas vendte senere tilbage til Egypten, hvor han til sidst blev henrettet anklaget for forræderi og underslæb. Belejringen af Sidon fuldendte Antiochus’s erobring af Koilesyrien efter Panium.
Sister White identifies Uriah Smith’s book, Daniel and the Revelation as “God’s helping hand.” Smith identifies the two-step campaign of Antiochus in his commentary on verses fourteen and fifteen of Daniel eleven.
Søster White betegner Uriah Smiths bog, Daniel and the Revelation, som „Guds hjælpende hånd“. Smith identificerer Antiokus’ totrinsfelttog i sin kommentar til vers fjorten og femten i Daniel elleve.
“The tuition of the young king of Egypt was entrusted by the Roman Senate to M. Emilius Lepidus, who appointed Aristomenes, an old and experienced minister of that court, his guardian. His first act was to provide against the threatened invasion of the two confederated kings, Philip and Antiochus.
Opdragelsen af Egyptens unge konge blev af det romerske senat betroet til M. Emilius Lepidus, som udnævnte Aristomenes, en gammel og erfaren embedsmand ved dette hof, til hans formynder. Hans første handling var at træffe foranstaltninger mod den truende invasion fra de to forbundne konger, Filip og Antiochos.
“To this end he despatched Scopas, a famous general of AEtolia, then in the service of the Egyptians, into his native country to raise reinforcements for the army. Having equipped an army, he marched into Palestine and Coele-Syria (Antiochus being engaged in a war with Attalus in Lesser Asia), and reduced all Judea into subjection to the authority of Egypt.
“For dette formål udsendte han Skopas, en berømt general fra Ætolien, som dengang stod i egypternes tjeneste, til sit fædreland for at skaffe forstærkninger til hæren. Efter at have udrustet en hær drog han ind i Palæstina og Kelesyrien (idet Antiochus var optaget af krig med Attalus i Lilleasien) og bragte hele Judæa ind under Egyptens myndighed.
“Thus affairs were brought into a posture for the fulfillment of the verse before us. For Antiochus, desisting from his war with Attalus at the dictation of the Romans, took speedy steps for the recovery of Palestine and Coele-Syria from the hands of the Egyptians. Scopas was sent to oppose him. Near the sources of the Jordan, the two armies met. [Panium] Scopas was defeated, pursued to Sidon, and there closely besieged. Three of the ablest generals of Egypt, with their best forces, were sent to raise the siege, but without success. At length Scopas meeting, in the gaunt and intangible specter of famine, a foe with whom he was unable to cope, was forced to surrender on the dishonorable terms of life only; whereupon he and his ten thousand men were suffered to depart, stripped and naked. Here was the taking of the most fenced cities by the king of the north; for Sidon was, both in its situation and its defenses, one of the strongest cities of those times. Here was the failure of the arms of the south to withstand, and the failure also of the people which the king of the south had chosen; namely, Scopas and his Aetolian forces.” Daniel and the Revelation, 257, 258.
„Således blev forholdene bragt i en stilling til opfyldelsen af det vers, vi har foran os. Thi Antiochos, der efter romernes befaling havde indstillet sin krig mod Attalos, tog straks skridt til at generobre Palæstina og Coele-Syrien fra egypternes hænder. Skopas blev sendt ud for at modsætte sig ham. Nær Jordans kilder mødtes de to hære. [Panium] Skopas blev besejret, forfulgt til Sidon og dér nøje belejret. Tre af Ægyptens dygtigste feltherrer blev sammen med deres bedste styrker sendt for at hæve belejringen, men uden held. Til sidst blev Skopas, idet han i sultens udmagrede og uhåndgribelige genfærd mødte en fjende, som han ikke var i stand til at modstå, tvunget til at overgive sig på de vanærende vilkår, at kun livet blev ham levnet; hvorefter han og hans ti tusind mand fik lov at drage bort, berøvede og nøgne. Her havde nordens konge indtaget de mest befæstede byer; thi Sidon var, både i sin beliggenhed og i sine forsvarsværker, en af datidens stærkeste byer. Her havde sydens våben undladt at stå imod, og ligeledes havde det folk, som sydens konge havde udvalgt, svigtet; nemlig Skopas og hans ætoliske styrker.“ Daniel and the Revelation, 257, 258.
The two hundred and fifty years that concludes in 207 BC identifies Donald Trump. The two-hundred-and-fifty-year prophecy that ends at 313 with the treaty marriage of east and west, and the Edict of Milan is identifying the formation of the image of the beast in the United States. The church of Pergamos, which began in 313 represents the history where Christianity fell away through a compromise with the religion of paganism, in advance of the papal power taking the throne. Pergamos and the year 313, typifies the compromise that is represented by the formation of the image of the beast in the United States. It represents the compromise of Christianity and papal Rome, for the religion of Catholicism is nothing more or less than paganism disguised as a Christian institution. The two-hundred-and-fifty-year prophecy that began in 1776 and ends this year is also addressing the United States. Thus, all three two-hundred-and-fifty-year prophecies address some prophetic aspect of the earth beast of Revelation thirteen, and all three end within the prophetic lines represented by the number seventeen.
De to hundrede og halvtreds år, som afsluttes i 207 f.Kr., identificerer Donald Trump. Den to hundrede og halvtreds år lange profeti, som ender i 313 med øst og vests traktatægteskab og Milanoediktet, identificerer dannelsen af dyrets billede i De Forenede Stater. Menigheden i Pergamon, som begyndte i 313, repræsenterer den historie, hvor kristendommen faldt fra gennem et kompromis med hedenskabets religion, forud for at pavedømmet indtog tronen. Pergamon og året 313 er et forbillede på det kompromis, som er repræsenteret ved dannelsen af dyrets billede i De Forenede Stater. Det repræsenterer kompromiset mellem kristendommen og det pavelige Rom, for den katolske religion er hverken mere eller mindre end hedenskab forklædt som en kristen institution. Den to hundrede og halvtreds år lange profeti, som begyndte i 1776 og ender i år, omhandler også De Forenede Stater. Således omhandler alle tre to hundrede og halvtreds år lange profetier et eller andet profetisk aspekt af jorddyret i Åbenbaringen tretten, og alle tre ender inden for de profetiske linjer, som er repræsenteret ved tallet sytten.
The Sunday law is when the United States speaks as a dragon, and the speaking of a nation is the action of its legislative and judicial authorities.
Søndagsloven er det tidspunkt, hvor De Forenede Stater taler som en drage, og en nations tale er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling.
“The ‘speaking’ of the nation is the action of its legislative and judicial authorities.” The Great Controversy, 442.
Nationens „talen“ er dens lovgivende og dømmende myndigheders handling. The Great Controversy, 442.
Trump is neither a judicial or legislative authority, so the soon-coming Sunday law is accomplished by the Congress. Yet any action that provides support for the papal power, typifies the Sunday law. The decree of 533, and the edict of 313 identify the beginning of the period when the image of the beast is formed. The conclusion is the soon-coming Sunday law, and Jesus always illustrates the end with the beginning, so the action of Trump through an executive order that would provide any “concession” to the antichrist of Bible prophecy would represent the alpha of the movement that only ends at the omega, when the United States “shall so abjure the principles of its government as to enact a Sunday law.”
Trump er hverken en dømmende eller lovgivende myndighed, så den snart kommende søndagslov gennemføres af Kongressen. Enhver handling, der yder støtte til den pavelige magt, er imidlertid et forbillede på søndagsloven. Dekretet fra 533 og ediktet fra 313 angiver begyndelsen på den periode, hvor dyrets billede dannes. Afslutningen er den snart kommende søndagslov, og Jesus fremstiller altid enden ved begyndelsen; derfor vil en handling fra Trumps side gennem en præsidentiel bekendtgørelse, som ville give en hvilken som helst “indrømmelse” til Bibelprofetiens antikrist, repræsentere bevægelsens alfa, der først ender ved omega, når De Forenede Stater “skal således afsværge sit styres grundsætninger, at det vedtager en søndagslov.”
“There are many, even of those engaged in this movement for Sunday enforcement, who are blinded to the results which will follow this action. They do not see that they are striking directly against religious liberty. There are many who have never understood the claims of the Bible Sabbath and the false foundation upon which the Sunday institution rests. Any movement in favor of religious legislation is really an act of concession to the papacy, which for so many ages has steadily warred against liberty of conscience. Sunday observance owes its existence as a so-called Christian institution to ‘the mystery of iniquity;’ and its enforcement will be a virtual recognition of the principles which are the very cornerstone of Romanism. When our nation shall so abjure the principles of its government as to enact a Sunday law, Protestantism will in this act join hands with popery; it will be nothing else than giving life to the tyranny which has long been eagerly watching its opportunity to spring again into active despotism.” Testimonies, volume 5, 711.
„Der er mange, selv blandt dem, der er engageret i denne bevægelse for håndhævelse af søndagshelligholdelse, som er blændet for de følger, der vil blive resultatet af denne handling. De ser ikke, at de rammer religionsfriheden direkte. Der er mange, som aldrig har forstået den bibelske sabbats krav og det falske grundlag, hvorpå søndagsinstitutionen hviler. Enhver bevægelse til fordel for religiøs lovgivning er i virkeligheden en indrømmelse til pavedømmet, som gennem så mange tidsaldre stadig har ført krig mod samvittighedsfriheden. Søndagshelligholdelsen skylder sin eksistens som en såkaldt kristen institution til »lovløshedens hemmelighed«; og dens håndhævelse vil være en faktisk anerkendelse af de principper, som udgør selve hjørnestenen i romersk-katolicismen. Når vort land således skal forkaste sit styres grundprincipper ved at vedtage en søndagslov, vil protestantismen i denne handling række hånden til pavedømmet; det vil ikke være andet end at give liv til det tyranni, som længe ivrigt har spejdet efter sin mulighed for igen at bryde frem i aktiv despotisme.“ Testimonies, bind 5, 711.
Any “movement in favor of religious legislation is really an act of concession to the papacy,” and those movements occur in advance of the soon-coming Sunday law.
Enhver »bevægelse til fordel for religiøs lovgivning er i virkeligheden en indrømmelse til pavedømmet«, og sådanne bevægelser finder sted forud for den søndagslov, som snart vil komme.
“The decree enforcing the worship of this day is to go forth to all the world. In a limited degree, it has already gone forth. In several places the civil power is speaking with the voice of a dragon, just as the heathen king spoke to the Hebrew captives.” Signs of the Times, May 6, 1897.
”Det dekret, der håndhæver tilbedelsen af denne dag, skal udgå til hele verden. I begrænset grad er det allerede udgået. Flere steder taler den civile magt med en drages stemme, ligesom den hedenske konge talte til de hebraiske fanger.” Signs of the Times, 6. maj 1897.
We will continue these things in the next article.
Vi vil fortsætte med disse ting i den næste artikel.