Den skjulte historie om vers fyrre - nummer toogtredive

Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på det hellige sted, (den, som læser, han give agt). Mattæus 24:15.

“Skønt disse profetier fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems ødelæggelse, har de en mere direkte anvendelse på de sidste dage.

„Vi står på tærsklen til store og højtidelige begivenheder. Profetien opfyldes hurtigt. Herren står for døren. Snart vil der åbne sig for os en periode af overvældende betydning for alle levende. Fortidens stridsspørgsmål skal genoplives; nye stridsspørgsmål vil opstå. De scener, der skal udspilles i vor verden, er endnu ikke engang drømt om.“ Testimonies, bind 5, s. 753.

Du, menneskesøn, tag dig en lersten og læg den foran dig, og afbild på den byen, Jerusalem. Og belejr den, og opfør et belejringsværk imod den, og kast en vold op imod den; opstil også lejren imod den, og anbring væddere imod den hele vejen rundt. Tag dig desuden en jernpande og stil den som en jernmur mellem dig og byen; vend så dit ansigt imod den, og den skal være belejret, og du skal belejre den. Dette skal være et tegn for Israels hus.

Læg dig også på din venstre side og læg Israels hus’ misgerning på den; så mange dage, som du ligger på den, skal du bære deres misgerning. For jeg har pålagt dig deres misgernings år efter dagenes tal, tre hundrede og halvfems dage; således skal du bære Israels hus’ misgerning. Og når du har fuldendt disse, skal du igen lægge dig på din højre side, og du skal bære Judas hus’ misgerning i fyrre dage; jeg har fastsat dig én dag for hvert år. Derfor skal du vende dit ansigt mod Jerusalems belejring, og din arm skal være blottet, og du skal profetere imod den. Og se, jeg vil lægge bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den ene side til den anden, før du har fuldendt din belejrings dage. Ezekiel 4:1–8.

Menneskesøn, du bor midt iblandt et genstridigt hus, som har øjne at se med, men ikke ser; de har ører at høre med, men ikke hører; thi de er et genstridigt hus. Derfor, du menneskesøn, gør dig rede med oppakning til bortflytning og flyt bort ved højlys dag for deres øjne; du skal flytte fra dit sted til et andet sted for deres øjne; måske vil de besinde sig, skønt de er et genstridigt hus. Så skal du ved højlys dag bære din oppakning frem for deres øjne, som oppakning til bortflytning; og du skal gå ud om aftenen for deres øjne, som de, der går ud i fangenskab. Bryd gennem muren for deres øjne og bær den ud derigennem. For deres øjne skal du bære den på dine skuldre og bringe den ud i tusmørket; du skal tildække dit ansigt, så du ikke ser jorden; thi jeg har gjort dig til et tegn for Israels hus. Ezekiel 12:2–6.

Menneskesøn, har Israels hus, det genstridige hus, ikke sagt til dig: Hvad gør du? Sig til dem: Så siger den Herre Gud: Dette udsagn angår fyrsten i Jerusalem og hele Israels hus, som er iblandt dem. Sig: Jeg er jeres tegn; som jeg har gjort, således skal der gøres med dem: de skal bryde op og gå i fangenskab. Ezekiel 12:9–11.

»Hver af de gamle profeter talte mindre for deres egen tid end for vor, således at deres profeteren har gyldighed for os. ‘Alle disse ting hændte dem som forbilleder, og de er skrevet til advarsel for os, til hvem verdens ender er kommet.’ 1 Korintherbrev 10:11. ‘Det var ikke sig selv, men os, de tjente med det, som nu er blevet forkyndt for jer af dem, der har prædiket evangeliet for jer ved Helligånden, som blev sendt ned fra himmelen; ting, som engle begærer at skue ind i.’ 1 Petersbrev 1:12....«

“Bibelen har samlet og sammenfattet sine skatte for denne sidste generation. Alle Det Gamle Testamentes histories store begivenheder og højtidelige handlinger er blevet og bliver gentaget i menigheden i disse sidste dage.” Selected Messages, bog 3, 338, 339.

Atter, i det niende år, i den tiende måned, på den tiende dag i måneden, kom Herrens ord til mig og sagde: Menneskesøn, skriv dig dagens navn op, netop denne dags navn; Babels konge har på denne selvsamme dag sat sig op imod Jerusalem.

Og fremsig en lignelse for det genstridige hus og sig til dem: Så siger den Herre Gud: Sæt en gryde over, sæt den over, og hæld også vand i den. Læg dens stykker deri, hvert godt stykke, låret og skulderen; fyld den med de bedste ben. Tag det bedste af hjorden, og læg også benene under den, og lad den koge kraftigt, og lad benene deri blive kogt med. Derfor siger den Herre Gud således: Ve det blodskyldige stad, den gryde, hvori dens urenhed er, og hvis urenhed ikke er gået bort fra den! Tag det ud stykke for stykke; intet lod skal falde på den. For hendes blod er i hendes midte; hun lagde det på toppen af en klippe; hun udgød det ikke på jorden for at dække det med støv; for at harme skulle stige op og hævn tages, har jeg lagt hendes blod på toppen af en klippe, for at det ikke skulle blive dækket.

Derfor, så siger den Herre Gud: Ve den blodige stad! Også jeg vil gøre bålet stort. Læg meget brænde på, tænd ilden, kog kødet færdigt og krydr det vel, og lad benene brændes. Sæt derpå gryden tom på dens gløder, for at dens kobber kan blive hedt og gløde, og for at dens urenhed kan smeltes i den, så dens slagge fortæres. Hun har gjort sig træt med løgn, og hendes store slagge gik ikke ud af hende; hendes slagge skal i ilden. I din urenhed er skændighed; fordi jeg rensede dig, og du ikke blev renset, skal du ikke mere renses for din urenhed, før jeg har ladet min harme få hvile over dig. Jeg, Herren, har talt det: det skal ske, og jeg vil gøre det; jeg vil ikke gå tilbage, heller ikke skåne, heller ikke angre; efter dine veje og efter dine gerninger skal de dømme dig, siger den Herre Gud.

Og Herrens ord kom til mig og lød således: Menneskesøn, se, jeg tager dine øjnes lyst fra dig med ét slag; dog skal du hverken sørge eller græde, og dine tårer skal ikke flyde. Suk i stilhed, hold ikke dødeklage, bind din hovedprydelse om dig, og tag dine sko på dine fødder; dæk ikke dit skæg til, og spis ikke sorgens brød. Så talte jeg til folket om morgenen; og om aftenen døde min hustru; og jeg gjorde om morgenen, som det var blevet mig befalet. Og folket sagde til mig: Vil du ikke fortælle os, hvad disse ting betyder for os, siden du handler således?

Da svarede jeg dem: Herrens ord kom til mig således: Tal til Israels hus: Så siger den Herre Gud: Se, jeg vil vanhellige min helligdom, eders styrkes pryd, eders øjnes lyst og det, som eders sjæl ynkes over; og eders sønner og eders døtre, som I har efterladt, skal falde for sværd. Og I skal gøre, som jeg har gjort: I skal ikke dække eders læber og ikke spise menneskers brød. Og eders hovedbind skal være på eders hoveder og eders sko på eders fødder; I skal ikke sørge eller græde, men vansmægte i eders misgerninger og sukke over for hverandre. Således skal Ezekiel være eder et tegn; I skal gøre ganske, som han har gjort; og når dette sker, skal I kende, at jeg er den Herre Gud. Ezekiel 24:1–24.

"Da Kristus så ned fra toppen af Oliebjerget, så Han denne tingenes tilstand eksistere i hver menighed. Advarslerne kommer ned til alle, som følger i fodsporene på Jerusalems folk, der havde så stort lys. Dette folk står foran os som en advarsel. Ved at forkaste Guds advarsler i vor tid gentager mennesker Jerusalems synd. Herren ser det, som det menneskelige redskab ikke ser og ikke vil se—udgangen af al den menneskelige udtænkning i Battle Creek. Han har gjort alt, hvad en Gud kunne gøre. Han har ladet lys skinne for folkets øjne, for at deres synder ikke skulle nå den grænse, hvor anger ikke længere kan føles. Men gennem en lang proces af afvigelse fra rette og retfærdige principper har mennesker bragt sig selv derhen, hvor lys og sandhed, retfærdighed og barmhjertighed ikke erkendes. Denne handlemåde er blevet en del af selve deres natur." Testimonies, bind 8, 68.

Således skal Ezekiel være jer til et tegn; I skal gøre ganske som alt det, han har gjort; og når dette sker, skal I kende, at jeg er den Herre Gud. Og du, menneskesøn, mon det ikke skal ske på den dag, da jeg tager fra dem deres styrke, deres herligheds glæde, deres øjnes lyst og det, som deres sind hænger ved, deres sønner og deres døtre, at den, som undslipper på den dag, skal komme til dig for at lade dig høre det med dine egne ører? På den dag skal din mund åbnes for ham, som er undsluppet, og du skal tale og ikke mere være stum; og du skal være dem til et tegn; og de skal kende, at jeg er Herren. Ezekiel 24:24–27.

Men ligesom Noas dage var, således skal også Menneskesønnens komme være. For som de i dagene før syndfloden spiste og drak, tog til ægte og bortgiftede, indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og intet anede, før syndfloden kom og rev dem alle bort, således skal også Menneskesønnens komme være. Matthæus 24:37–39.

Og også Enok, den syvende fra Adam, profeterede om disse og sagde: Se, Herren kommer med sine hellige i titusindvis for at holde dom over alle og overbevise alle de ugudelige iblandt dem om alle deres ugudelige gerninger, som de ugudeligt har begået, og om alle de hårde ord, som ugudelige syndere har talt imod ham. Judas 1:14, 15.

Og jeg så et andet dyr stige op af jorden; og det havde to horn som et lam, og det talte som en drage. Åbenbaringen 13,11.

Og Herren oplod æslets mund, og det sagde til Bileam: Hvad har jeg gjort dig, siden du har slået mig disse tre gange? Og Bileam sagde til æslet: Fordi du har gjort nar af mig; havde jeg blot et sværd i min hånd, da ville jeg nu dræbe dig. Og æslet sagde til Bileam: Er jeg ikke dit æsel, som du har redet på, lige siden jeg blev din, indtil denne dag? Har det nogensinde været min vane at gøre således mod dig? Og han sagde: Nej. 4 Mosebog 22:28–30.

For synet gælder endnu en fastsat tid, men ved enden skal det tale og ikke lyve; om det tøver, så vent på det, for det skal visselig komme, det skal ikke udeblive. Habakkuk 2:3.

Hvorfor er min smerte vedvarende, og mit sår uhelbredeligt, så det nægter at blive lægt? Vil du virkelig være for mig som en løgner, som vande der svigter? Derfor siger Herren således: Hvis du vender om, vil jeg føre dig tilbage, og du skal stå for mit åsyn; og hvis du udskiller det kostelige fra det usle, skal du være som min mund. Lad dem vende tilbage til dig; men du må ikke vende tilbage til dem. Jeremias 15:18, 19.

Og Zakarias sagde til englen: Hvoraf skal jeg vide dette? For jeg er en gammel mand, og min hustru er langt fremskreden i alder. Og englen svarede og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn; og jeg er udsendt for at tale til dig og forkynde dig dette glædelige budskab. Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som skal blive opfyldt i deres tid.

Og folket ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe i templet. Men da han kom ud, kunne han ikke tale til dem; og de forstod, at han havde set et syn i templet; for han gjorde tegn til dem og forblev stum. Lukas 1:18–22.

I de dage, da Herodes var konge i Judæa, var der en præst ved navn Zakarias, af Abias skiftehold; og hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabeth. Og de var begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffeligt i alle Herrens bud og forskrifter. Og de havde intet barn, fordi Elisabeth var ufrugtbar, og de var nu begge kommet højt op i årene. Og det skete, mens han gjorde præstetjeneste for Gud i den orden, som tilhørte hans skiftehold, at det efter præsteskikkens sædvane tilfaldt ham ved lodtrækning at ofre røgelse, da han gik ind i Herrens tempel. Og hele folkets mængde stod udenfor og bad i røgelsens time. Lukas 1:5–10.

Og Herrens engel viste sig for ham, stående på højre side af røgelsesalteret. Og da Zakarias så ham, blev han forfærdet, og frygt faldt over ham. Men englen sagde til ham: Frygt ikke, Zakarias; thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Og du skal få glæde og fryd; og mange skal glæde sig over hans fødsel. Thi han skal være stor for Herren, og vin og stærk drik skal han ikke drikke; og han skal fyldes med Helligånden lige fra sin moders liv. Og mange af Israels børn skal han omvende til Herren deres Gud. Og han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de ulydige til de retfærdiges visdom, for at berede Herren et velberedt folk. Og Zakarias sagde til englen: Hvoraf skal jeg vide dette? thi jeg er en gammel mand, og min hustru er langt fremme i årene. Og englen svarede og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn; og jeg er udsendt for at tale til dig og forkynde dig dette glædelige budskab. Lukas 1:11–19.

Se, jeg vil sende jer profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og han skal vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til deres fædre, for at jeg ikke skal komme og slå landet med band. Malakias 4, 5-6.

„Den gruppe, som ikke føler sorg over deres egen åndelige tilbagegang og heller ikke sørger over andres synder, vil blive ladt tilbage uden Guds segl. Herren giver sine sendebud, mændene med ødelæggelsesvåben i hænderne, befaling: ‘Gå efter ham gennem byen og slå ned; lad ikke jeres øje skåne, og vis ingen medlidenhed: dræb til sidste mand gamle og unge, både jomfruer og små børn og kvinder; men kom ikke nær nogen mand, som har mærket; og begynd ved Min helligdom. Så begyndte de med de gamle mænd, som var foran huset.’”

»Her ser vi, at kirken — Herrens helligdom — var den første, der mærkede slaget fra Guds vrede. De gamle mænd, dem, til hvem Gud havde givet stort lys, og som havde stået som vogtere af folkets åndelige interesser, havde svigtet deres betroede ansvar. De havde indtaget den holdning, at vi ikke behøver at se efter mirakler og den tydelige åbenbarelse af Guds magt som i tidligere dage. Tiderne har forandret sig. Disse ord styrker deres vantro, og de siger: Herren vil hverken gøre godt eller gøre ondt. Han er for barmhjertig til at hjemsøge sit folk med dom. Således er ‘Fred og tryghed’ råbet fra mænd, som aldrig igen vil opløfte deres røst som en basun for at vise Guds folk deres overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Disse stumme hunde, som ikke ville gø, er dem, der mærker den retfærdige hævn fra en fortørnet Gud. Mænd, unge kvinder og små børn omkommer alle sammen.« Testimonies, bind 5, 211.

Og efter de dage undfangede hans hustru Elisabeth og holdt sig skjult i fem måneder og sagde: Således har Herren handlet med mig i de dage, da han så til mig for at borttage min skændsel blandt mennesker. Og i den sjette måned blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa ved navn Nazaret. Lukas 1:24–26.

Og Maria stod op i de dage og skyndte sig til bjerglandet, til en by i Juda; og hun gik ind i Zakarias’ hus og hilste på Elisabeth. Og det skete, da Elisabeth hørte Marias hilsen, at barnet sprang i hendes liv; og Elisabeth blev fyldt med Helligånden. Og hun råbte med høj røst og sagde: Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Og hvorfra kommer det mig til del, at min Herres moder kommer til mig? For se, så snart lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mit liv af fryd. Og salig er hun, som troede; for det, som er blevet sagt hende fra Herren, skal gå i opfyldelse. Lukas 1:39–45.

"Engle blev udsendt for at bistå den mægtige engel fra himmelen, og jeg hørte røster, som syntes at lyde overalt: 'Drag ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal blive delagtige i hendes synder, og for at I ikke skal modtage af hendes plager. For hendes synder er nået op til himmelen, og Gud har ihukommet hendes misgerninger.' Dette budskab syntes at være en tilføjelse til det tredje budskab og forenede sig med det, ligesom midnatsråbet sluttede sig til den anden engels budskab i 1844. Guds herlighed hvilede over de tålmodige, ventende hellige, og frygtløst gav de den sidste højtidelige advarsel, idet de forkyndte Babylons fald og opfordrede Guds folk til at drage ud fra hende, for at de kunne undslippe hendes frygtelige dom." Early Writings, 277.

Men jeg handlede for mit navns skyld, for at det ikke skulle vanhelliges for hedningernes øjne, iblandt hvem de var, og for hvis øjne jeg gjorde mig kendt for dem, idet jeg førte dem ud af Egyptens land. Derfor lod jeg dem drage ud af Egyptens land og førte dem ud i ørkenen. Og jeg gav dem mine love og kundgjorde dem mine domme, ved hvilke et menneske, når det gør efter dem, skal leve.

Desuden gav jeg dem også mine sabbatter til et tegn mellem mig og dem, for at de skulle kende, at jeg er Herren, som helliger dem. Men Israels hus gjorde oprør imod mig i ørkenen: de vandrede ikke efter mine love, og mine domme forkastede de, hvilke et menneske skal leve ved, når han gør efter dem; og mine sabbatter vanhelligede de groft. Da sagde jeg, at jeg ville udgyde min vrede over dem i ørkenen for at tilintetgøre dem. Men jeg handlede for mit navns skyld, for at det ikke skulle vanhelliges for hedningernes øjne, for hvis øjne jeg havde ført dem ud. Også løftede jeg min hånd imod dem i ørkenen, at jeg ikke ville føre dem ind i det land, som jeg havde givet dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande; fordi de forkastede mine domme og ikke vandrede efter mine love, men vanhelligede mine sabbatter; thi deres hjerte fulgte efter deres afguder. Dog skånede mit øje dem, så jeg ikke ødelagde dem, og jeg gjorde ikke ende på dem i ørkenen. Men jeg sagde til deres børn i ørkenen: Vandr ikke efter jeres fædres love, og hold ikke deres domme, og gør jer ikke urene med deres afguder. Jeg er Herren jeres Gud; vandr efter mine love, og hold mine domme og gør efter dem; og hellighold mine sabbatter, og de skal være et tegn mellem mig og jer, for at I skal kende, at jeg er Herren jeres Gud. Ezekiel 20:9–20.

Da kom nogle af Israels ældste til mig og satte sig foran mig. Og Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, disse mænd har rejst deres afguder i deres hjerte og stillet deres misgernings anstødssten foran deres ansigt; skulle jeg da overhovedet lade mig adspørge af dem? Tal derfor til dem og sig til dem: Så siger den Herre Gud: Hver mand af Israels hus, som rejser sine afguder i sit hjerte og stiller sin misgernings anstødssten foran sit ansigt og kommer til profeten, ham vil jeg, Herren, svare efter hans afguders mangfoldighed, for at jeg kan gribe Israels hus i deres eget hjerte, fordi de alle er blevet fremmede for mig ved deres afguder.

Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre Gud: Omvend jer og vend jer bort fra jeres afguder, og vend jeres ansigter bort fra alle jeres vederstyggeligheder. Thi enhver af Israels hus eller af den fremmede, som opholder sig i Israel, der skiller sig fra mig og rejser sine afguder i sit hjerte og stiller sin misgernings anstødssten foran sit ansigt og kommer til en profet for at søge svar hos ham om mig, ham vil jeg, Herren, selv svare. Og jeg vil vende mit ansigt imod den mand og gøre ham til et tegn og et ordsprog, og jeg vil udrydde ham af mit folks midte; og I skal kende, at jeg er Herren. Og dersom profeten bliver bedraget, når han taler et ord, da har jeg, Herren, bedraget den profet, og jeg vil række min hånd ud imod ham og ødelægge ham af mit folk Israels midte. Og de skal bære straffen for deres misgerning; profetens straf skal være som straffen for den, der søger ham, for at Israels hus ikke mere skal fare vild bort fra mig og ikke mere besmitte sig med alle deres overtrædelser, men for at de må være mit folk, og jeg må være deres Gud, siger den Herre Gud. Ezekiel 14:1–11.

Og de rejsende, som drager gennem landet, når nogen ser et menneskeben, da skal han rejse et mærke ved det, indtil gravlæggerne har begravet det i Hamon-Gogs dal. Og også byens navn skal være Hamona. Således skal de rense landet. Ezekiel 39:15, 16.

Og jeg vil slutte en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt med dem. Og jeg vil grundfæste dem og gøre dem talrige, og jeg vil sætte min helligdom midt iblandt dem til evig tid. Også min bolig skal være hos dem; ja, jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og hedningefolkene skal kende, at jeg, Herren, helliger Israel, når min helligdom er midt iblandt dem til evig tid. Ezekiel 37:26–28.