Profeten Mika rejser et spørgsmål om forståelsen af dommen.

Og jeg sagde: Hør dog, I Jakobs overhoveder og I fyrster i Israels hus! Er det ikke jeres sag at kende retten? Mika 3:1.

Svaret er, at Guds folk skal kende til dommen. De skal forstå, at der er et tidspunkt, hvor Gud ville indlede sin dom.

Han sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; for hans doms time er kommet. Og tilbed ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandkilderne. Åbenbaringen 14:7.

Dommen er et gennemgående tema i Guds ord, men dommens enkeltheder bliver i vid udstrækning misforstået og ignoreret, begravet under »traditioner og skikke«, som er et af de vigtigste redskaber, Satan anvender til at tilsløre Guds sandheder.

Men hvorfor dømmer du din broder? Eller hvorfor ringeagter du din broder? For vi skal alle stå for Kristi domstol. For der står skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert knæ bøje sig for mig, og hver tunge skal bekende Gud. Så skal da hver enkelt af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud. Romerbrevet 14:10–12.

Der er et tidspunkt, som betegnes som en »time«, hvor vi alle skal stå for dommen. Den laodikæiske syvendedagsadventistkirke er fuldt ud klar over, at dommen begyndte den 22. oktober 1844, da Kristus afsluttede sit arbejde i det hellige i den himmelske helligdom, men den har nægtet at indse, at dommen udgør et meget detaljeret, fremadskridende domsforløb. Den forstår, at da Kristus gik ind i det allerhelligste og indledte dommen i 1844, begyndte han med dem, der var døde i Kristi tro. Den forstår, at domsprocessen begyndte med Adam og fortsatte trin for trin gennem menneskehedens historiske optegnelser fra Adam og fremefter. Den ved, at der er et tidspunkt, hvor Kristus ophører med at dømme de døde, og at han derefter begynder sit arbejde med at dømme dem, der da lever. Alligevel er den blevet forblindet af »traditioner og skikke«.

“‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har udsendt.’ Hvor nødvendigt er det ikke for mænd og kvinder, der bekender sig til gudsfrygt, at forstå Den Hellige Skrift. Det er derved, de næres af den sunde lære og bliver rodfæstede og grundfæstede i sandheden, befæstede i kundskaben om Jesus Kristus. Men menneskers traditioner og skikke må ikke blandes sammen med åbenbaringens hellige sandheder. Til dem, der gjorde dette, sagde Kristus: ‘Hvor smukt I dog forkaster Guds bud for at kunne holde fast ved jeres egne traditioner.’ Og dette er lige så sandt nu, som det var, da Kristus var på jorden og blev forkastet og korsfæstet.

“‘Ransag Skrifterne.’ Studér, bed og tro. Tag Bibelen frem uden fordomme og i en ydmyg, lærevillig ånd, og lad med forstanden åben for Guds Ånds påvirkning dens overbevisende kraft forme livet og samvittigheden. I dag taler røsten fra Golgata i barmhjertighedens toner til hver eneste sjæl. Må alle indse, at deres eneste håb er at høre, at tage imod og at glæde sig over den sandhed, som er Guds kraft til frelse for alle, der tror.” Bible Echo, 2. september 1895.

Laodikeiske syvendedagsadventister ser, at der indtraf en bestemt »time«, som markerede begyndelsen på dommen over de døde den 22. oktober 1844, men de nægter at se, at der er et tidspunkt, hvor Kristus begyndte at dømme de levende. Ligesom begyndelsen på dommen over de døde er dommen over de levende også angivet i hans profetiske ord. Peter udpeger dette tidspunkt, som han betegner som »tiderne for alle tings genoprettelse«.

Fat derfor et andet sind, og vend om, for at jeres synder må blive udslettet, når vederkvægelsens tider kommer fra Herrens åsyn; og han skal sende Jesus Kristus, som tidligere blev forkyndt for jer. Apostlenes Gerninger 3:19, 20.

Ved dommen udslettes synderne, men kun hvis vi har bekendt de overtrædelser, vi har begået, og vendt os bort fra dem. Hvis vi ikke har bekendt disse synder og vendt os bort fra dem, udslettes vores navne. Ved dommen er der en bog, som indeholder navnene på dem, der har bekendt sig til troen på Kristus, og en anden bog, hvori hver eneste synd, vi har begået, er optegnet. Der er også en mindebog.

Jeg så, indtil tronerne blev stillet frem, og den Gamle af dage tog sæde. Hans klædning var hvid som sne, og håret på hans hoved var som ren uld; hans trone var som flammende ild, og dens hjul som brændende ild. En strøm af ild udgik og vældede frem foran ham; tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham. Retten blev sat, og bøgerne blev åbnet. Daniel 7:9, 10.

I Johannes’ Åbenbaring finder dommen over de fortabte sted efter Kristi genkomst, men dommen over de frelste går forud for Kristi genkomst.

Og jeg så de døde, små og store, stå foran Gud; og bøgerne blev åbnet; og en anden bog blev åbnet, som er livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Åbenbaringen 20:12.

Ved dommen er der tre bøger: livets bog, syndernes bog og en mindebog.

Da talte de, som frygtede Herren, ofte med hinanden; og Herren lyttede og hørte det, og en mindebog blev skrevet for hans ansigt for dem, der frygtede Herren og tænkte på hans navn. Og de skal være mine, siger Hærskarers Herre, på den dag, da jeg samler mine juveler; og jeg vil skåne dem, som en mand skåner sin egen søn, der tjener ham. Da skal I atter skelne mellem den retfærdige og den ugudelige, mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener ham. Malakias 3:16–18.

Dommen skiller de frelste fra de fortabte på grundlag af de tre optegnelsesbøger i himlen. Malakias definerer de frelste som dem, der »frygtede Herren«. Peter peger på en tid, hvor mennesker er i live og kan angre og blive omvendt. For at kunne angre må en sjæl være i live. Ifølge Peter er timen for dommen over de levende »husvalelsens tider«. Den 11. september 2001 sluttede den domsproces, der var begyndt den 22. oktober 1844, og Han påbegyndte Sit arbejde med at dømme de levende. En fremadskridende domsproces var begyndt i 1844: en proces, der begyndte med de døde, hvis navne var optegnet i livets bog.

Den 11. september rejste Kristus sig for at indlede den næste fase af dommen. Under dommen over de levende ville han også »gå i rette« med folket. Kristus går ikke i rette med de døde, for de døde ved intet; døden er nemlig en søvn, sådan som Jesus gjorde klart i beretningen om Martha, Maria og Lazarus.

For den, der hører til blandt alle de levende, er der håb; for en levende hund er bedre end en død løve. For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved intet og har heller ikke længere nogen løn; for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed, deres had og deres misundelse er nu gået til grunde; og de har aldrig mere del i noget af det, der sker under solen. Prædikerens Bog 9:4–6.

For at Jesus kan bønfalde menneskeheden, må menneskeheden være i live.

Dette sagde han, og derefter siger han til dem: Vor ven Lazarus sover; men jeg går hen for at vække ham af søvnen. Da sagde hans disciple: Herre, hvis han sover, vil han komme sig. Men Jesus talte om hans død; de troede derimod, at han havde talt om søvnens hvile. Da sagde Jesus rent ud til dem: Lazarus er død. Johannes 11:11–14.

Peter identificerer »husvalelsens tider« som den »time«, hvor dommen over de levende begynder, og på det tidspunkt sendes Jesus, og når Han kommer, »står« Han og »fører sag«.

Herren rejser sig for at føre sag og står frem for at dømme folket. Herren vil gå i rette med sit folks ældste og dets fyrster: for I har fortæret vingården; rovet fra de fattige er i jeres huse. Esajas 3:13, 14.

Ellen White angiver, hvornår Herren “rejser sig”, eller, som Esajas udtrykker det, “Herren træder frem” for at “føre sag” og for at “dømme folket”.

“Nu forlyder det, at jeg skulle have erklæret, at New York skal skylles bort af en flodbølge? Det har jeg aldrig sagt. Da jeg så de store bygninger skyde op dér, etage efter etage, sagde jeg: ‘Hvilke frygtelige scener vil der ikke udspille sig, når Herren rejser sig for at ryste jorden voldsomt! Da vil ordene i Johannes’ Åbenbaring 18:1–3 blive opfyldt.’ Hele det attende kapitel i Johannes’ Åbenbaring er en advarsel om, hvad der vil komme over jorden. Men jeg har ikke fået noget særligt lys om, hvad der vil overgå New York, bortset fra at jeg ved, at de store bygninger dér en dag vil blive styrtet omkuld ved Guds omvæltende og omstyrtende kraft. Ud fra det lys, jeg har fået, ved jeg, at der er ødelæggelse i verden. Ét ord fra Herren, én berøring af hans mægtige kraft, og disse massive bygningsværker vil styrte sammen. Der vil udspille sig scener, hvis gru vi ikke kan forestille os.” Review and Herald, 5. juli 1906.

Søster White fastslår også, at englen, der i Åbenbaringens tiende kapitel steg ned med en lille åben bog i sin hånd, var ingen ringere end Jesus Kristus.

“Den mægtige engel, som underviste Johannes, var ingen ringere end Jesus Kristus. At han sætter sin højre fod på havet og sin venstre på det tørre land, viser, hvilken rolle han spiller i de afsluttende scener i den store strid med Satan. Denne stilling betegner hans suveræne magt og myndighed over hele jorden.” The Seventh-day Adventists Bible Commentary, bind 7, 971.

Den rolle, som Jesus »spiller i de afsluttende scener«, repræsenterer hans gerning som den himmelske ypperstepræst.

Derfor, hellige brødre, I, som har del i det himmelske kald, betragt vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Kristus Jesus. Hebræerbrevet 3:1.

Søster White identificerer ikke blot englen i Åbenbaringen 10 som Kristus, men også de tre engle i Åbenbaringen 14 som symboler på Kristus, for hun bemærker, at protestanterne på millerbevægelsens tid korsfæstede de tre budskaber, ligesom jøderne korsfæstede Kristus.

»Mange ser med rædsel på jødernes handlemåde, da de forkastede og korsfæstede Kristus; og når de læser beretningen om den skændige mishandling, han blev udsat for, tror de, at de elsker ham og ikke ville have fornægtet ham, som Peter gjorde, eller korsfæstet ham, som jøderne gjorde. Men Gud, som læser i alles hjerter, har sat den kærlighed til Jesus, som de bekendte at nære, på prøve. Hele himlen fulgte med den dybeste interesse, hvordan den første engels budskab blev modtaget. Men mange, som bekendte at elske Jesus, og som fældede tårer, når de læste beretningen om korset, hånede det glædelige budskab om hans komme. I stedet for at modtage budskabet med glæde erklærede de det for at være en vildfarelse. De hadede dem, som elskede hans tilsynekomst, og udelukkede dem fra menighederne. De, som forkastede det første budskab, kunne ikke få gavn af det andet; heller ikke fik de gavn af midnatsråbet, som skulle forberede dem til ved tro at gå ind sammen med Jesus i det Allerhelligste i den himmelske helligdom. Og ved at forkaste de to foregående budskaber har de i den grad formørket deres forstand, at de ikke kan se noget lys i den tredje engels budskab, som viser vejen ind i det Allerhelligste. Jeg så, at ligesom jøderne korsfæstede Jesus, havde de navnkristne menigheder korsfæstet disse budskaber, og derfor kender de ikke vejen ind i det Allerhelligste, og de kan ikke få gavn af Jesu forbøn dér. Ligesom jøderne, der bragte deres nytteløse ofre, opsender de deres nytteløse bønner til den afdeling, som Jesus har forladt; og Satan, som glæder sig over bedraget, antager en religiøs skikkelse og leder tankerne hos disse mennesker, der bekender sig som kristne, hen til sig selv, idet han med sin magt, sine tegn og løgneundere arbejder på at fastholde dem i sin snare.« Early Writings, 259–261.

Englene i Johannes’ Åbenbaring symboliserer ingen ringere end Jesus Kristus, og englen i Åbenbaringens attende kapitel, som steg ned, da New Yorks store bygninger blev styrtet til jorden ved en berøring fra Gud den 11. september 2001, var Kristus. Peter fastslog, at når dommen over de levende begyndte, hvilket han betegnede som »husvalelsens tider«, ville Gud sende Jesus. Peters »husvalelse« er sildigregnen, som angives at komme, når englen i Åbenbaringens attende kapitel stiger ned.

“Sildigregnen skal falde over Guds folk. En mægtig engel skal stige ned fra himlen, og hele jorden skal oplyses af hans herlighed.” Review and Herald, 21. april 1891.

Den 11. september rejste Jesus sig for at ryste jorden voldsomt, indlede dommen over de levende og »gå i rette« med sit folk. Han går i rette med dem gennem sit profetiske ord. Men selv om den laodikeiske syvendedagsadventistkirke kender til domsprocessens fremadskridende karakter, ved den ikke, at dommen over den begyndte, da de store bygninger i New York City styrtede sammen.

Ja, storken på himlen kender sine fastsatte tider; og turtelduen, tranen og svalen retter sig efter tiden for deres komme; men mit folk kender ikke Herrens dom. Hvordan kan I sige: Vi er vise, og Herrens lov er hos os? Se, sandelig har han givet den forgæves; de skriftlærdes pen har arbejdet forgæves. De vise er blevet til skamme, de er forfærdede og taget til fange; se, de har forkastet Herrens ord; hvilken visdom er der da i dem? Jeremias 8:7–9.

Da Kristus rejste sig for at føre sag ved 9/11, kaldte Han sit folk til at søge Jeremias’ »gamle stier«.

“Fjenden søger at lede vore brødres og søstres tanker bort fra arbejdet med at berede et folk til at bestå i disse sidste dage. Hans spidsfindigheder har til formål at lede tankerne bort fra denne tids farer og pligter. De tillægger det lys, som Kristus kom fra himlen for at give sit folk gennem Johannes, ringe værdi. De lærer, at de begivenheder, vi står umiddelbart over for, ikke er vigtige nok til at fortjene særlig opmærksomhed. De gør den sandhed, der er af himmelsk oprindelse, virkningsløs og berøver Guds folk dets hidtidige erfaring, idet de i stedet giver det en falsk videnskab. ‘Så siger Herren: Stil jer ved vejene og se jer om, og spørg efter de gamle stier, hvor den gode vej er, og gå ad den.’ [Jeremias 6:16.]

“Lad ingen søge at rive vor tros grundvolde bort – de grundvolde, der blev lagt ved begyndelsen af vort arbejde gennem bønsomt studium af Ordet og ved åbenbaring. På disse grundvolde har vi bygget i mere end halvtreds år. Mennesker kan mene, at de har fundet en ny vej, at de kan lægge en stærkere grundvold end den, der er lagt; men dette er et stort bedrag. ‘Ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt.’ [1 Korintherbrev 3:11.] I fortiden har mange søgt at opbygge en ny tro, at opstille nye principper; men hvor længe blev deres bygningsværk stående? Det styrtede snart sammen; for det var ikke grundlagt på Klippen.” Vidnesbyrd, bind 8, 296, 297.

Den laodikeiske syvendedagsadventistkirkes afvisning af at vende tilbage til de sandheder, der blev grundfæstet i milleritternes historie, har ført den bort fra Guds »vej«, og den har valgt en ny vej, som opretholdes af de tomme løfter fra »traditioner og skikke«.

Løb frem og tilbage gennem Jerusalems gader, se nu efter og giv agt, og led på dens torve, om I kan finde en mand, om der er nogen, som øver ret og søger sandheden; så vil jeg tilgive den. Og selv om de siger: »Så sandt Herren lever«, sværger de dog falsk. O Herre, er dine øjne ikke rettet mod sandheden? Du har slået dem, men de har ikke sørget; du har fortæret dem, men de har nægtet at tage imod tugt; de har gjort deres ansigter hårdere end en klippe; de har nægtet at vende om. Derfor sagde jeg: Disse er sandelig fattige; de er tåbelige, for de kender ikke Herrens vej eller deres Guds ret. Jeg vil gå til stormændene og tale til dem, for de kender Herrens vej og deres Guds ret; men de har alle som én brudt åget og sprængt båndene. Jeremias 5:1–5.

Syvendedagsadventister vil blive draget til ansvar for at nægte at se domsprocessen, sådan som den er beskrevet i Guds profetiske ord. Ellen White gør det klart, at de, der besegles i Johannes’ Åbenbaring kapitel syv, er de samme som dem, der besegles i Ezekiels Bog kapitel ni.

“Denne besegling af Guds tjenere er den samme, som blev vist Ezekiel i et syn.” Vidnesbyrd til prædikanter, 445.

I Ezekiels Bog 9 repræsenterer Jerusalem Syvende Dags Adventistkirken.

“Her ser vi, at menigheden – Herrens helligdom – var den første, der mærkede Guds vredes slag. De gamle mænd, som Gud havde givet stort lys, og som havde stået som vogtere over folkets åndelige interesser, havde svigtet deres betroede hverv. De havde indtaget det standpunkt, at vi ikke behøver at forvente undere og den tydelige åbenbarelse af Guds kraft som i tidligere tider. Tiderne har ændret sig. Disse ord styrker deres vantro, og de siger: Herren vil hverken gøre godt eller ondt. Han er alt for barmhjertig til at hjemsøge sit folk med dom. Således lyder råbet ‘Fred og ingen fare’ fra mænd, der aldrig mere vil opløfte deres røst som en basun for at forkynde Guds folk dets overtrædelser og Jakobs hus dets synder. Disse stumme hunde, som ikke ville gø, er dem, der mærker en krænket Guds retfærdige hævn. Mænd, unge piger og små børn omkommer alle sammen.” Vidnesbyrd, bind 5, 211.

Den 11. september 2001 begyndte dommen over de levende. Den begyndte med dem, der bekender sig som Guds folk, og skred frem fra ledelsen til lægfolket. Når dommen over Guds menighed er afsluttet, går domsprocessen videre til dem, der står uden for kredsen af dem, der bekender sig som Guds folk.

For tiden er kommet, da dommen skal begynde med Guds hus; og hvis den først begynder med os, hvad skal da enden blive for dem, som ikke adlyder Guds evangelium? 1. Petersbrev 4:17.

Det “evangelium”, som ikke adlydes, er det “evige evangelium”, der forkyndes af den første engel i Åbenbaringens fjortende kapitel, som ikke blot forkynder “timen” for Guds dom, men også kalder menneskene til at “frygte Gud”. Det er dem, der frygter Gud, som i Malakias’ Bog er indskrevet i mindebogen.

Han sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; for hans doms time er kommet. Og tilbed ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandkilderne. Åbenbaringen 14:7.

Domsprocessen begynder med Guds pagtsfolk, og i 1844 forbigik Herren det hidtidige pagtsfolk og sluttede pagt med milleritbevægelsen. Protestanterne i dette historiske forløb blev forbigået, da Herren udvalgte et nyt pagtsfolk, sådan som han havde gjort med dem, der drog ud af Egypten gennem Det Røde Hav i Moses’, Josvas og Kalebs historie. Den samme proces blev illustreret ved Israels afslutning, da Gud lod sig skille fra det gamle Israel og sluttede pagt med sin nye brud – den kristne kirke. Denne kirke kom i trældom under 1.260 års paveligt mørke, som havde sit forbillede i det gamle Israels 430 år i mørke i Egypten. Da den kristne kirke kom ud af det pavelige mørke i 1798, var dens medlemmer protestantiske kristne. De blev derefter prøvet og forbigået i 1844, ligesom de, der døde i ørkenen før indtoget i det forjættede land, og ligesom jøderne, der blev fraskilt, da Kristus ægtede sin kristne brud. Ved 9/11 blev prøvelsesprocessen fra Moses’ og Kristi tid og fra 1844 gentaget.

Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Hebræerbrevet 13:8.

Ellen White peger også på dette princip:

“Guds værk på jorden udviser fra tidsalder til tidsalder en slående lighed ved enhver stor reformation eller religiøs bevægelse. Principperne for Guds handlemåde over for mennesker er altid de samme. Nutidens betydningsfulde bevægelser har deres paralleller i fortidens, og menighedens erfaringer fra tidligere tidsaldre rummer lærdomme af stor værdi for vor egen tid.” Den store strid, 343.

Første gang Kristus indgik en pagt med et udvalgt folk, var ved udfrielsen ved Det Røde Hav. Det gjorde han som opfyldelse af Abrahams profeti, som beskrev Guds folks trældom i Egypten, der er et forbillede på det åndelige Israels trældom i den mørke middelalder under pavedømmets herredømme. Fangenskabet i Egypten var ikke blot et forbillede på fangenskabet i den mørke middelalder, men også på det gamle Israels fangenskab i Babylon.

“Guds menighed på jorden var i denne lange periode med ubønhørlig forfølgelse lige så reelt i fangenskab, som Israels børn var det i Babylon under landflygtigheden.” Profeter og konger, 714.

Fangenskabet i Egypten, der var en opfyldelse af Abrahams profeti, viser også, at den nation, hvor Guds folk boede under trældommen, ligeledes ville blive dømt.

Og han sagde til Abram: Du skal vide for vist, at dine efterkommere skal leve som fremmede i et land, der ikke er deres, og de skal trælle for dets folk; og disse skal undertrykke dem i fire hundrede år. Også det folk, som de skal trælle for, vil jeg dømme; og derefter skal de drage ud med store rigdomme. 1. Mosebog 15:13, 14.

Da det udvalgte folk drog ud af Egypten, mødte Egypten sin dom i Det Røde Havs vande. Efter halvfjerds års fangenskab i Babylon blev Babylon omstyrtet af det medo-persiske rige. Da den mørke middelalders protestanter kom ud af perioden med pavelig forfølgelse, tog Napoleons general Berthier paven til fange, og Antikrist døde i eksil et år senere.

Det er uden betydning, hvilken tradition eller skik et menneske skjuler sig bag for at tilsidesætte det budskab, der angiver timen for Guds dom; både kirke og stat er underlagt domsprocessen. Den 11. september 2001 begyndte dommen over de levende, og den laodikæiske syvendedagsadventistkirke trådte ind i sin domsperiode, da Kristus rejste sig for at ryste jorden voldsomt og bønfalde sin kirke om at vende tilbage til de gamle stier. Denne kirke er det tidligere pagtsfolk, som bliver forbigået, og de, der valgte at vende tilbage til de gamle stier som svar på Kristi indtrængende appel, skulle derefter dømmes. Skillelinjen mellem dommen over det tidligere pagtsfolk og dommen over det nye pagtsfolk var året 2020. Den nation, hvor det tidligere pagtsfolk oprindeligt blev etableret, var også underlagt nøjagtig den samme domsproces. Dommen over denne nation begyndte i 1861 med borgerkrigen.

Den 11. september begyndte dommen over den første af de to dele, der udgør det republikanske horn på dyret fra jorden i Johannes’ Åbenbaring, sideløbende med dommen over den laodikæiske syvendedagsadventistkirke. Denne del af det republikanske horn var Det Demokratiske Parti, som også nåede sit endeligt i 2020 med Joe Bidens stjålne valgsejr.

Fra 2020 indledtes dommen over de levende for den anden del af det republikanske horn, repræsenteret ved Det Republikanske Parti. Den blev også indledt for dem, der tidligere havde været tilknyttet den laodikeiske syvendedagsadventistkirke. Den dom, der afsluttedes for Det Demokratiske Parti i 2020, førte til en opsplitning i mange dele inden for Det Demokratiske Parti, og denne opsplitning er blot fortsat, i takt med at domsprocessen er fortsat. Det Demokratiske Parti er nu de rødes (kommunisternes) og de grønnes (islamisternes) parti. Domsprocessen for Det Republikanske Parti nåede sin afslutning den 3. november 2026, to hundrede og halvtreds år efter 1776. Som det var tilfældet med Det Demokratiske Parti, er Det Republikanske Parti nu blevet permanent splittet og fragmenteret, ligesom Det Demokratiske Parti brød sammen og blev fragmenteret i 2020.

I 2020 lukkede døren for den første fase af både det republikanske og det protestantiske horn på dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel. Den 3. november 2026 lukkede døren for det republikanske horns anden fase, og døren er ved at lukke for det nye pagtsfolk, det vil sige det protestantiske horns anden fase på dyret fra jorden. Når den dør lukkes, lukkes nådetidens dør derefter for det dyr, der bærer disse to horn. De to døre, der endnu skal lukkes i dommen over de levende, havde deres forbilleder i den første historie om et udvalgt pagtsfolk, som var underlagt Abrahams profeti om et udvalgt folk. Kristus illustrerer altid enden med begyndelsen. Da hebræerne strøg blodet på dørstolperne ved den første påske, repræsenterede den dør den næste dør i vores historie. Da Farao døde i Det Røde Havs vande, var den anden dør i denne historie et forbillede på den dør, der lukkes for De Forenede Stater som nation ved den nært forestående søndagslov.

Guds folk står fordømt af Guds ord, fordi det ikke forstår Guds dom, og de, der står uden for Guds kirke, er under den samme fordømmelse. Guds folk vil bestå eller ikke bestå den sidste prøve, alt efter om det vender tilbage til de gamle stier, som er fremstillet i Guds profetiske ord. Hebræerne ved den første påske repræsenterer den anden lukkede dør for det protestantiske horn på dyret fra jorden, og Egypten, som går under i Det Røde Hav, repræsenterer dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel. Borgerne i De Forenede Stater er ligeledes under fordømmelse, fordi de forkaster deres hellige gamle stier.

For De Forenede Stater er de gamle stier, som vil fordømme dem i dommen, de to hellige dokumenter Uafhængighedserklæringen og forfatningen. Når den snarligt forestående søndagslov indføres, vil denne nation forkaste de principper, der kommer til udtryk i disse to hellige dokumenter, som stemmer overens med de to hellige vidnesbyrd, der repræsenteres af Bibelen og Profetiens Ånd og vil fordømme det protestantiske horn.

At befinde sig i en situation, hvor »traditioner og skikke« forhindrer en sjæl i at forstå, hvad ildkuglerne i Nashville repræsenterer, og hvorfor, lukker ikke blot døren for USA's protestantiske horn, men markerer også begyndelsen på den periode, der fører frem til dommen over USA, hvor, som Ellen White skriver, »nationalt frafald efterfølges af national undergang«.

Vi vil fortsætte behandlingen af disse emner i den næste artikel.