The prophet Micah raises a question about understanding of the judgment.
Profeten Mika rejser et spørgsmål om forståelsen af dommen.
And I said, Hear, I pray you, O heads of Jacob, and ye princes of the house of Israel; Is it not for you to know judgment? Micah 3:1.
Og jeg sagde: Hør dog, I Jakobs overhoveder og I fyrster i Israels hus! Er det ikke jeres sag at kende retten? Mika 3:1.
The answer is that God’s people are to know judgment. They are to understand that there is a time when God would begin His judgment.
Svaret er, at Guds folk skal kende til dommen. De skal forstå, at der er et tidspunkt, hvor Gud ville indlede sin dom.
Saying with a loud voice, Fear God, and give glory to him; for the hour of his judgment is come: and worship him that made heaven, and earth, and the sea, and the fountains of waters. Revelation 14:7.
Han sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; for hans doms time er kommet. Og tilbed ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandkilderne. Åbenbaringen 14:7.
The subject of the judgment runs throughout God’s Word, but the details of judgment are largely misunderstood and disregarded, buried under “traditions and customs,” which is one of the main tools Satan employs to cover God’s truths.
Dommen er et gennemgående tema i Guds ord, men dommens enkeltheder bliver i vid udstrækning misforstået og ignoreret, begravet under »traditioner og skikke«, som er et af de vigtigste redskaber, Satan anvender til at tilsløre Guds sandheder.
But why dost thou judge thy brother? or why dost thou set at nought thy brother? for we shall all stand before the judgment seat of Christ. For it is written, As I live, saith the Lord, every knee shall bow to me, and every tongue shall confess to God. So then every one of us shall give account of himself to God. Romans 14:10–12.
Men hvorfor dømmer du din broder? Eller hvorfor ringeagter du din broder? For vi skal alle stå for Kristi domstol. For der står skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal hvert knæ bøje sig for mig, og hver tunge skal bekende Gud. Så skal da hver enkelt af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud. Romerbrevet 14:10–12.
There is a time pointed out as an “hour” when we all shall stand in judgment. The Laodicean Seventh-day Adventist church is well aware that the judgment commenced on October 22, 1844, when Christ finished His work in the holy place of the heavenly sanctuary, but they have refused to see that the judgment represents a very detailed progression of judgment. They understand that when Christ moved into the Most Holy Place and began judgment in 1844, He began with those who had died in the faith of Christ. They understand that the process of judgment began with Adam and proceeded through the historical record of mankind progressively from Adam onward. They know there is a time when Christ ceases judging those who are dead, and that He then begins His work of judging those that are then living. Yet they have been blinded by “traditions and customs.”
Der er et tidspunkt, som betegnes som en »time«, hvor vi alle skal stå for dommen. Den laodikæiske syvendedagsadventistkirke er fuldt ud klar over, at dommen begyndte den 22. oktober 1844, da Kristus afsluttede sit arbejde i det hellige i den himmelske helligdom, men den har nægtet at indse, at dommen udgør et meget detaljeret, fremadskridende domsforløb. Den forstår, at da Kristus gik ind i det allerhelligste og indledte dommen i 1844, begyndte han med dem, der var døde i Kristi tro. Den forstår, at domsprocessen begyndte med Adam og fortsatte trin for trin gennem menneskehedens historiske optegnelser fra Adam og fremefter. Den ved, at der er et tidspunkt, hvor Kristus ophører med at dømme de døde, og at han derefter begynder sit arbejde med at dømme dem, der da lever. Alligevel er den blevet forblindet af »traditioner og skikke«.
“‘And this is life eternal, that they might know Thee, the only true God, and Jesus Christ, whom Thou hast sent.’ What necessity is there for men and women who profess godliness to understand the Holy Scriptures. It is by this means that they are nurtured in sound doctrine, and become rooted and grounded in the truth, established in the knowledge of Jesus Christ. But the traditions and customs of men must not be mingled with the sacred truths of revelation. To those who were doing this Christ said, ‘Full well ye reject the commandments of God, that ye may keep your own traditions.’ And this is as true now as it was when Christ was on earth, and was rejected and crucified.
“‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har udsendt.’ Hvor nødvendigt er det ikke for mænd og kvinder, der bekender sig til gudsfrygt, at forstå Den Hellige Skrift. Det er derved, de næres af den sunde lære og bliver rodfæstede og grundfæstede i sandheden, befæstede i kundskaben om Jesus Kristus. Men menneskers traditioner og skikke må ikke blandes sammen med åbenbaringens hellige sandheder. Til dem, der gjorde dette, sagde Kristus: ‘Hvor smukt I dog forkaster Guds bud for at kunne holde fast ved jeres egne traditioner.’ Og dette er lige så sandt nu, som det var, da Kristus var på jorden og blev forkastet og korsfæstet.
“‘Search the Scriptures.’ Study, pray, and believe. Take up the Bible without prejudice, and in a humble, teachable spirit, and, with the understanding open to the impressions of the Spirit of God, let its convincing power mould the life and conscience. Today the voice from Calvary is speaking in tones of mercy to every soul. May all see that their only hope is to hear, to receive, and to rejoice in the truth which is the power of God unto salvation to all who believe.” Bible Echo, September 2, 1895.
“‘Ransag Skrifterne.’ Studér, bed og tro. Tag Bibelen frem uden fordomme og i en ydmyg, lærevillig ånd, og lad med forstanden åben for Guds Ånds påvirkning dens overbevisende kraft forme livet og samvittigheden. I dag taler røsten fra Golgata i barmhjertighedens toner til hver eneste sjæl. Må alle indse, at deres eneste håb er at høre, at tage imod og at glæde sig over den sandhed, som er Guds kraft til frelse for alle, der tror.” Bible Echo, 2. september 1895.
Laodicean Seventh-day Adventists see that there was a specific “hour” that arrived and marked the beginning of the judgment of the dead on October 22, 1844, yet they refuse to see there is a time when Christ began to judge the living. As with the beginning of the judgment of the dead, the judgment of the living is also pointed out in His prophetic word. Peter identifies that time, which he identifies as the “times of restitution of all things.”
Laodikeiske syvendedagsadventister ser, at der indtraf en bestemt »time«, som markerede begyndelsen på dommen over de døde den 22. oktober 1844, men de nægter at se, at der er et tidspunkt, hvor Kristus begyndte at dømme de levende. Ligesom begyndelsen på dommen over de døde er dommen over de levende også angivet i hans profetiske ord. Peter udpeger dette tidspunkt, som han betegner som »tiderne for alle tings genoprettelse«.
Repent ye therefore, and be converted, that your sins may be blotted out, when the times of refreshing shall come from the presence of the Lord; And he shall send Jesus Christ, which before was preached unto you. Acts 3:19, 20.
Fat derfor et andet sind, og vend om, for at jeres synder må blive udslettet, når vederkvægelsens tider kommer fra Herrens åsyn; og han skal sende Jesus Kristus, som tidligere blev forkyndt for jer. Apostlenes Gerninger 3:19, 20.
In the judgment sins are blotted out, but only if we have confessed and forsaken the transgressions we have committed. If we have not confessed and forsaken those sins, our names are blotted out. In the judgment there is a book containing the names of those who have professed faith in Christ, and another book where is recorded every sin we have committed. There is also a book of remembrance.
Ved dommen udslettes synderne, men kun hvis vi har bekendt de overtrædelser, vi har begået, og vendt os bort fra dem. Hvis vi ikke har bekendt disse synder og vendt os bort fra dem, udslettes vores navne. Ved dommen er der en bog, som indeholder navnene på dem, der har bekendt sig til troen på Kristus, og en anden bog, hvori hver eneste synd, vi har begået, er optegnet. Der er også en mindebog.
I beheld till the thrones were cast down, and the Ancient of days did sit, whose garment was white as snow, and the hair of his head like the pure wool: his throne was like the fiery flame, and his wheels as burning fire. A fiery stream issued and came forth from before him: thousand thousands ministered unto him, and ten thousand times ten thousand stood before him: the judgment was set, and the books were opened. Daniel 7:9, 10.
Jeg så, indtil tronerne blev stillet frem, og den Gamle af dage tog sæde. Hans klædning var hvid som sne, og håret på hans hoved var som ren uld; hans trone var som flammende ild, og dens hjul som brændende ild. En strøm af ild udgik og vældede frem foran ham; tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham. Retten blev sat, og bøgerne blev åbnet. Daniel 7:9, 10.
In the book of Revelation, the judgment of the lost takes place after Christ’s second coming, but the judgment of those who are saved precedes the second coming of Christ.
I Johannes’ Åbenbaring finder dommen over de fortabte sted efter Kristi genkomst, men dommen over de frelste går forud for Kristi genkomst.
And I saw the dead, small and great, stand before God; and the books were opened: and another book was opened, which is the book of life: and the dead were judged out of those things which were written in the books, according to their works. Revelation 20:12.
Og jeg så de døde, små og store, stå foran Gud; og bøgerne blev åbnet; og en anden bog blev åbnet, som er livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Åbenbaringen 20:12.
In the judgment there are three books: the book of life, the book of sins and a book of remembrance.
Ved dommen er der tre bøger: livets bog, syndernes bog og en mindebog.
Then they that feared the Lord spake often one to another: and the Lord hearkened, and heard it, and a book of remembrance was written before him for them that feared the Lord, and that thought upon his name. And they shall be mine, saith the Lord of hosts, in that day when I make up my jewels; and I will spare them, as a man spareth his own son that serveth him. Then shall ye return, and discern between the righteous and the wicked, between him that serveth God and him that serveth him not. Malachi 3:16–18.
Da talte de, som frygtede Herren, ofte med hinanden; og Herren lyttede og hørte det, og en mindebog blev skrevet for hans ansigt for dem, der frygtede Herren og tænkte på hans navn. Og de skal være mine, siger Hærskarers Herre, på den dag, da jeg samler mine juveler; og jeg vil skåne dem, som en mand skåner sin egen søn, der tjener ham. Da skal I atter skelne mellem den retfærdige og den ugudelige, mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener ham. Malakias 3:16–18.
The judgment divides the saved from the lost as determined by the three record books of heaven. The saved are defined by Malachi as those that “feared the Lord.” Peter identifies a time when men are alive, and can repent and be converted. To repent, a soul must be living. According to Peter, the hour of the judgment of the living is “the times of refreshing.” On September 11, 2001, the judgment process that had begun on October 22, 1844, ended, and He began His work of judging the living. A progressive process of judgment had begun in 1844: a process that began with the dead whose names were recorded in the book of life.
Dommen skiller de frelste fra de fortabte på grundlag af de tre optegnelsesbøger i himlen. Malakias definerer de frelste som dem, der »frygtede Herren«. Peter peger på en tid, hvor mennesker er i live og kan angre og blive omvendt. For at kunne angre må en sjæl være i live. Ifølge Peter er timen for dommen over de levende »husvalelsens tider«. Den 11. september 2001 sluttede den domsproces, der var begyndt den 22. oktober 1844, og Han påbegyndte Sit arbejde med at dømme de levende. En fremadskridende domsproces var begyndt i 1844: en proces, der begyndte med de døde, hvis navne var optegnet i livets bog.
On 9/11, Christ stood up to begin the next phase of judgment. In the judgment of the living, He would also “plead” with the people. Christ does not plead with the dead, for the dead know not anything, for as Jesus identified in the history of Martha, Mary and Lazarus, death is sleep.
Den 11. september rejste Kristus sig for at indlede den næste fase af dommen. Under dommen over de levende ville han også »gå i rette« med folket. Kristus går ikke i rette med de døde, for de døde ved intet; døden er nemlig en søvn, sådan som Jesus gjorde klart i beretningen om Martha, Maria og Lazarus.
For to him that is joined to all the living there is hope: for a living dog is better than a dead lion. For the living know that they shall die: but the dead know not anything, neither have they any more a reward; for the memory of them is forgotten. Also their love, and their hatred, and their envy, is now perished; neither have they any more a portion forever in any thing that is done under the sun. Ecclesiastes 9:4–6.
For den, der hører til blandt alle de levende, er der håb; for en levende hund er bedre end en død løve. For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved intet og har heller ikke længere nogen løn; for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed, deres had og deres misundelse er nu gået til grunde; og de har aldrig mere del i noget af det, der sker under solen. Prædikerens Bog 9:4–6.
For Jesus to plead with mankind requires mankind to be alive.
For at Jesus kan bønfalde menneskeheden, må menneskeheden være i live.
These things said he: and after that he saith unto them, Our friend Lazarus sleepeth; but I go, that I may awake him out of sleep. Then said his disciples, Lord, if he sleep, he shall do well. Howbeit Jesus spake of his death: but they thought that he had spoken of taking of rest in sleep. Then said Jesus unto them plainly, Lazarus is dead. John 11:11–14.
Dette sagde han, og derefter siger han til dem: Vor ven Lazarus sover; men jeg går hen for at vække ham af søvnen. Da sagde hans disciple: Herre, hvis han sover, vil han komme sig. Men Jesus talte om hans død; de troede derimod, at han havde talt om søvnens hvile. Da sagde Jesus rent ud til dem: Lazarus er død. Johannes 11:11–14.
Peter identifies the “times of refreshing” as the “hour” when the judgment of the living begins, and at that time Jesus is sent, and when He arrives He “stands” and “pleads.”
Peter identificerer »husvalelsens tider« som den »time«, hvor dommen over de levende begynder, og på det tidspunkt sendes Jesus, og når Han kommer, »står« Han og »fører sag«.
The Lord standeth up to plead, and standeth to judge the people. The Lord will enter into judgment with the ancients of his people, and the princes thereof: for ye have eaten up the vineyard; the spoil of the poor is in your houses. Isaiah 3:13, 14.
Herren rejser sig for at føre sag og står frem for at dømme folket. Herren vil gå i rette med sit folks ældste og dets fyrster: for I har fortæret vingården; rovet fra de fattige er i jeres huse. Esajas 3:13, 14.
Ellen White identifies when the Lord “arises,” or as Isaiah states, “the Lord standeth up” to “plead” and to “judge the people.”
Ellen White angiver, hvornår Herren “rejser sig”, eller, som Esajas udtrykker det, “Herren træder frem” for at “føre sag” og for at “dømme folket”.
“Now comes the word that I have declared that New York is to be swept away by a tidal wave? This I have never said. I have said, as I looked at the great buildings going up there, story after story, ‘What terrible scenes will take place when the Lord shall arise to shake terribly the earth! Then the words of Revelation 18:1–3 will be fulfilled.’ The whole of the eighteenth chapter of Revelation is a warning of what is coming on the earth. But I have no light in particular in regard to what is coming on New York, only that I know that one day the great buildings there will be thrown down by the turning and overturning of God’s power. From the light given me, I know that destruction is in the world. One word from the Lord, one touch of his mighty power, and these massive structures will fall. Scenes will take place the fearfulness of which we cannot imagine.” Review and Herald, July 5, 1906.
“Nu forlyder det, at jeg skulle have erklæret, at New York skal skylles bort af en flodbølge? Det har jeg aldrig sagt. Da jeg så de store bygninger skyde op dér, etage efter etage, sagde jeg: ‘Hvilke frygtelige scener vil der ikke udspille sig, når Herren rejser sig for at ryste jorden voldsomt! Da vil ordene i Johannes’ Åbenbaring 18:1–3 blive opfyldt.’ Hele det attende kapitel i Johannes’ Åbenbaring er en advarsel om, hvad der vil komme over jorden. Men jeg har ikke fået noget særligt lys om, hvad der vil overgå New York, bortset fra at jeg ved, at de store bygninger dér en dag vil blive styrtet omkuld ved Guds omvæltende og omstyrtende kraft. Ud fra det lys, jeg har fået, ved jeg, at der er ødelæggelse i verden. Ét ord fra Herren, én berøring af hans mægtige kraft, og disse massive bygningsværker vil styrte sammen. Der vil udspille sig scener, hvis gru vi ikke kan forestille os.” Review and Herald, 5. juli 1906.
Sister White also identifies that the angel that descended in Revelation chapter ten with a little book open in His hand was no less a personage than Jesus Christ.
Søster White fastslår også, at englen, der i Åbenbaringens tiende kapitel steg ned med en lille åben bog i sin hånd, var ingen ringere end Jesus Kristus.
“The mighty angel who instructed John was no less a personage than Jesus Christ. Setting His right foot on the sea, and His left upon the dry land, shows the part which He is acting in the closing scenes of the great controversy with Satan. This position denotes His supreme power and authority over the whole earth.” The Seventh-day Adventists Bible Commentary, volume 7, 971.
“Den mægtige engel, som underviste Johannes, var ingen ringere end Jesus Kristus. At han sætter sin højre fod på havet og sin venstre på det tørre land, viser, hvilken rolle han spiller i de afsluttende scener i den store strid med Satan. Denne stilling betegner hans suveræne magt og myndighed over hele jorden.” The Seventh-day Adventists Bible Commentary, bind 7, 971.
The part which Jesus “is acting in the closing scenes” represents His work as the heavenly high priest.
Den rolle, som Jesus »spiller i de afsluttende scener«, repræsenterer hans gerning som den himmelske ypperstepræst.
Wherefore, holy brethren, partakers of the heavenly calling, consider the Apostle and High Priest of our profession, Christ Jesus. Hebrews 3:1.
Derfor, hellige brødre, I, som har del i det himmelske kald, betragt vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Kristus Jesus. Hebræerbrevet 3:1.
Sister White not only identifies the angel of Revelation ten as Christ, but she also identifies the three angels of Revelation fourteen as symbols of Christ, for she notes that the Protestants of Millerite history crucified the three messages as the Jews crucified Christ.
Søster White identificerer ikke blot englen i Åbenbaringen 10 som Kristus, men også de tre engle i Åbenbaringen 14 som symboler på Kristus, for hun bemærker, at protestanterne på millerbevægelsens tid korsfæstede de tre budskaber, ligesom jøderne korsfæstede Kristus.
“Many look with horror at the course of the Jews in rejecting and crucifying Christ; and as they read the history of His shameful abuse, they think they love Him, and would not have denied Him as did Peter, or crucified Him as did the Jews. But God who reads the hearts of all, has brought to the test that love for Jesus which they professed to feel. All heaven watched with the deepest interest the reception of the first angel’s message. But many who professed to love Jesus, and who shed tears as they read the story of the cross, derided the good news of His coming. Instead of receiving the message with gladness, they declared it to be a delusion. They hated those who loved His appearing and shut them out of the churches. Those who rejected the first message could not be benefited by the second; neither were they benefited by the midnight cry, which was to prepare them to enter with Jesus by faith into the most holy place of the heavenly sanctuary. And by rejecting the two former messages, they have so darkened their understanding that they can see no light in the third angel’s message, which shows the way into the most holy place. I saw that as the Jews crucified Jesus, so the nominal churches had crucified these messages, and therefore they have no knowledge of the way into the most holy, and they cannot be benefited by the intercession of Jesus there. Like the Jews, who offered their useless sacrifices, they offer up their useless prayers to the apartment which Jesus has left; and Satan, pleased with the deception, assumes a religious character, and leads the minds of these professed Christians to himself, working with his power, his signs and lying wonders, to fasten them in his snare.” Early Writings, 259–261.
»Mange ser med rædsel på jødernes handlemåde, da de forkastede og korsfæstede Kristus; og når de læser beretningen om den skændige mishandling, han blev udsat for, tror de, at de elsker ham og ikke ville have fornægtet ham, som Peter gjorde, eller korsfæstet ham, som jøderne gjorde. Men Gud, som læser i alles hjerter, har sat den kærlighed til Jesus, som de bekendte at nære, på prøve. Hele himlen fulgte med den dybeste interesse, hvordan den første engels budskab blev modtaget. Men mange, som bekendte at elske Jesus, og som fældede tårer, når de læste beretningen om korset, hånede det glædelige budskab om hans komme. I stedet for at modtage budskabet med glæde erklærede de det for at være en vildfarelse. De hadede dem, som elskede hans tilsynekomst, og udelukkede dem fra menighederne. De, som forkastede det første budskab, kunne ikke få gavn af det andet; heller ikke fik de gavn af midnatsråbet, som skulle forberede dem til ved tro at gå ind sammen med Jesus i det Allerhelligste i den himmelske helligdom. Og ved at forkaste de to foregående budskaber har de i den grad formørket deres forstand, at de ikke kan se noget lys i den tredje engels budskab, som viser vejen ind i det Allerhelligste. Jeg så, at ligesom jøderne korsfæstede Jesus, havde de navnkristne menigheder korsfæstet disse budskaber, og derfor kender de ikke vejen ind i det Allerhelligste, og de kan ikke få gavn af Jesu forbøn dér. Ligesom jøderne, der bragte deres nytteløse ofre, opsender de deres nytteløse bønner til den afdeling, som Jesus har forladt; og Satan, som glæder sig over bedraget, antager en religiøs skikkelse og leder tankerne hos disse mennesker, der bekender sig som kristne, hen til sig selv, idet han med sin magt, sine tegn og løgneundere arbejder på at fastholde dem i sin snare.« Early Writings, 259–261.
The angels of Revelation symbolize no less a personage than Jesus Christ, and the angel of Revelation eighteen who descended when the great buildings of New York were thrown down by a touch of God on September 11, 2001, was Christ. Peter identified that when the judgment of the living began, which he identified as the “times of refreshing,” God would send Jesus. Peter’s “refreshing” is the latter rain, which is identified as arriving when the angel of Revelation eighteen descends.
Englene i Johannes’ Åbenbaring symboliserer ingen ringere end Jesus Kristus, og englen i Åbenbaringens attende kapitel, som steg ned, da New Yorks store bygninger blev styrtet til jorden ved en berøring fra Gud den 11. september 2001, var Kristus. Peter fastslog, at når dommen over de levende begyndte, hvilket han betegnede som »husvalelsens tider«, ville Gud sende Jesus. Peters »husvalelse« er sildigregnen, som angives at komme, når englen i Åbenbaringens attende kapitel stiger ned.
“The latter rain is to fall upon the people of God. A mighty angel is to come down from heaven, and the whole earth is to be lighted with his glory.” Review and Herald, April 21, 1891.
“Sildigregnen skal falde over Guds folk. En mægtig engel skal stige ned fra himlen, og hele jorden skal oplyses af hans herlighed.” Review and Herald, 21. april 1891.
On 9/11, Jesus stood to shake terribly the earth, to begin the judgment of the living and “plead” with His people. He pleads through His prophetic Word. But even though the Laodicean Seventh-day Adventist church knows of the progressive nature of the judgment process, they know not that they began to be judged when the great buildings of New York City came down.
Den 11. september rejste Jesus sig for at ryste jorden voldsomt, indlede dommen over de levende og »gå i rette« med sit folk. Han går i rette med dem gennem sit profetiske ord. Men selv om den laodikeiske syvendedagsadventistkirke kender til domsprocessens fremadskridende karakter, ved den ikke, at dommen over den begyndte, da de store bygninger i New York City styrtede sammen.
Yea, the stork in the heaven knoweth her appointed times; and the turtle and the crane and the swallow observe the time of their coming; but my people know not the judgment of the Lord. How do ye say, We are wise, and the law of the Lord is with us? Lo, certainly in vain made he it; the pen of the scribes is in vain. The wise men are ashamed, they are dismayed and taken: lo, they have rejected the word of the Lord; and what wisdom is in them? Jeremiah 8:7–9.
Ja, storken på himlen kender sine fastsatte tider; og turtelduen, tranen og svalen retter sig efter tiden for deres komme; men mit folk kender ikke Herrens dom. Hvordan kan I sige: Vi er vise, og Herrens lov er hos os? Se, sandelig har han givet den forgæves; de skriftlærdes pen har arbejdet forgæves. De vise er blevet til skamme, de er forfærdede og taget til fange; se, de har forkastet Herrens ord; hvilken visdom er der da i dem? Jeremias 8:7–9.
When Christ stood to plead at 9/11, He called His people to seek the “old paths” of Jeremiah.
Da Kristus rejste sig for at føre sag ved 9/11, kaldte Han sit folk til at søge Jeremias’ »gamle stier«.
“The enemy is seeking to divert the minds of our brethren and sisters from the work of preparing a people to stand in these last days. His sophistries are designed to lead minds away from the perils and duties of the hour. They estimate as of little value the light that Christ came from heaven to give to John for His people. They teach that the scenes just before us are not of sufficient importance to receive special attention. They make of no effect the truth of heavenly origin, and rob the people of God of their past experience, giving them instead a false science. ‘Thus saith the Lord: Stand ye in the ways, and see, and ask for the old paths, where is the good way, and walk therein.’ [Jeremiah 6:16.]
“Fjenden søger at lede vore brødres og søstres tanker bort fra arbejdet med at berede et folk til at bestå i disse sidste dage. Hans spidsfindigheder har til formål at lede tankerne bort fra denne tids farer og pligter. De tillægger det lys, som Kristus kom fra himlen for at give sit folk gennem Johannes, ringe værdi. De lærer, at de begivenheder, vi står umiddelbart over for, ikke er vigtige nok til at fortjene særlig opmærksomhed. De gør den sandhed, der er af himmelsk oprindelse, virkningsløs og berøver Guds folk dets hidtidige erfaring, idet de i stedet giver det en falsk videnskab. ‘Så siger Herren: Stil jer ved vejene og se jer om, og spørg efter de gamle stier, hvor den gode vej er, og gå ad den.’ [Jeremias 6:16.]
“Let none seek to tear away the foundations of our faith,—the foundations that were laid at the beginning of our work, by prayerful study of the Word and by revelation. Upon these foundations we have been building for more than fifty years. Men may suppose that they have found a new way, that they can lay a stronger foundation than that which has been laid; but this is a great deception. ‘Other foundation can no man lay than that is laid.’ [1 Corinthians 3:11.] In the past, many have undertaken to build a new faith, to establish new principles; but how long did their building stand? It soon fell; for it was not founded upon the Rock.” Testimonies, volume 8, 296, 297.
“Lad ingen søge at rive vor tros grundvolde bort – de grundvolde, der blev lagt ved begyndelsen af vort arbejde gennem bønsomt studium af Ordet og ved åbenbaring. På disse grundvolde har vi bygget i mere end halvtreds år. Mennesker kan mene, at de har fundet en ny vej, at de kan lægge en stærkere grundvold end den, der er lagt; men dette er et stort bedrag. ‘Ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt.’ [1 Korintherbrev 3:11.] I fortiden har mange søgt at opbygge en ny tro, at opstille nye principper; men hvor længe blev deres bygningsværk stående? Det styrtede snart sammen; for det var ikke grundlagt på Klippen.” Vidnesbyrd, bind 8, 296, 297.
The refusal of the Laodicean Seventh-day Adventist church to return to the truths established in the Millerite history has taken them out of God’s “way,” and they selected a new way that is upheld by the empty promises of “traditions and customs.”
Den laodikeiske syvendedagsadventistkirkes afvisning af at vende tilbage til de sandheder, der blev grundfæstet i milleritternes historie, har ført den bort fra Guds »vej«, og den har valgt en ny vej, som opretholdes af de tomme løfter fra »traditioner og skikke«.
Run ye to and fro through the streets of Jerusalem, and see now, and know, and seek in the broad places thereof, if ye can find a man, if there be any that executeth judgment, that seeketh the truth; and I will pardon it. And though they say, The Lord liveth; surely they swear falsely. O Lord, are not thine eyes upon the truth? thou hast stricken them, but they have not grieved; thou hast consumed them, but they have refused to receive correction: they have made their faces harder than a rock; they have refused to return. Therefore I said, Surely these are poor; they are foolish: for they know not the way of the Lord, nor the judgment of their God. I will get me unto the great men, and will speak unto them; for they have known the way of the Lord, and the judgment of their God: but these have altogether broken the yoke, and burst the bonds. Jeremiah 5:1–5.
Løb frem og tilbage gennem Jerusalems gader, se nu efter og giv agt, og led på dens torve, om I kan finde en mand, om der er nogen, som øver ret og søger sandheden; så vil jeg tilgive den. Og selv om de siger: »Så sandt Herren lever«, sværger de dog falsk. O Herre, er dine øjne ikke rettet mod sandheden? Du har slået dem, men de har ikke sørget; du har fortæret dem, men de har nægtet at tage imod tugt; de har gjort deres ansigter hårdere end en klippe; de har nægtet at vende om. Derfor sagde jeg: Disse er sandelig fattige; de er tåbelige, for de kender ikke Herrens vej eller deres Guds ret. Jeg vil gå til stormændene og tale til dem, for de kender Herrens vej og deres Guds ret; men de har alle som én brudt åget og sprængt båndene. Jeremias 5:1–5.
Seventh-day Adventists will be held accountable for refusing to see the judgment process as identified in God’s prophetic word. Ellen White clearly identifies that those who are sealed in Revelation chapter seven are the same as those sealed in chapter nine of Ezekiel.
Syvendedagsadventister vil blive draget til ansvar for at nægte at se domsprocessen, sådan som den er beskrevet i Guds profetiske ord. Ellen White gør det klart, at de, der besegles i Johannes’ Åbenbaring kapitel syv, er de samme som dem, der besegles i Ezekiels Bog kapitel ni.
“This sealing of the servants of God is the same that was shown to Ezekiel in vision.” Testimonies to Ministers, 445.
“Denne besegling af Guds tjenere er den samme, som blev vist Ezekiel i et syn.” Vidnesbyrd til prædikanter, 445.
In Ezekiel nine, Jerusalem represents the Seventh-day Adventist church.
I Ezekiels Bog 9 repræsenterer Jerusalem Syvende Dags Adventistkirken.
“Here we see that the church—the Lord’s sanctuary—was the first to feel the stroke of the wrath of God. The ancient men, those to whom God had given great light and who had stood as guardians of the spiritual interests of the people, had betrayed their trust. They had taken the position that we need not look for miracles and the marked manifestation of God’s power as in former days. Times have changed. These words strengthen their unbelief, and they say: The Lord will not do good, neither will He do evil. He is too merciful to visit His people in judgment. Thus ‘Peace and safety’ is the cry from men who will never again lift up their voice like a trumpet to show God’s people their transgressions and the house of Jacob their sins. These dumb dogs that would not bark are the ones who feel the just vengeance of an offended God. Men, maidens, and little children all perish together.” Testimonies, volume 5, 211.
“Her ser vi, at menigheden – Herrens helligdom – var den første, der mærkede Guds vredes slag. De gamle mænd, som Gud havde givet stort lys, og som havde stået som vogtere over folkets åndelige interesser, havde svigtet deres betroede hverv. De havde indtaget det standpunkt, at vi ikke behøver at forvente undere og den tydelige åbenbarelse af Guds kraft som i tidligere tider. Tiderne har ændret sig. Disse ord styrker deres vantro, og de siger: Herren vil hverken gøre godt eller ondt. Han er alt for barmhjertig til at hjemsøge sit folk med dom. Således lyder råbet ‘Fred og ingen fare’ fra mænd, der aldrig mere vil opløfte deres røst som en basun for at forkynde Guds folk dets overtrædelser og Jakobs hus dets synder. Disse stumme hunde, som ikke ville gø, er dem, der mærker en krænket Guds retfærdige hævn. Mænd, unge piger og små børn omkommer alle sammen.” Vidnesbyrd, bind 5, 211.
On September 11, 2001, the judgment of the living commenced. It began with God’s professed people, and it progressed from leadership unto the laity. When the judgment of God’s church concludes, the judgment process proceeds to those outside of the professed people of God.
Den 11. september 2001 begyndte dommen over de levende. Den begyndte med dem, der bekender sig som Guds folk, og skred frem fra ledelsen til lægfolket. Når dommen over Guds menighed er afsluttet, går domsprocessen videre til dem, der står uden for kredsen af dem, der bekender sig som Guds folk.
For the time is come that judgment must begin at the house of God: and if it first begin at us, what shall the end be of them that obey not the gospel of God? 1 Peter 4:17.
For tiden er kommet, da dommen skal begynde med Guds hus; og hvis den først begynder med os, hvad skal da enden blive for dem, som ikke adlyder Guds evangelium? 1. Petersbrev 4:17.
The “gospel” that is not obeyed is the “everlasting gospel” that is announced by the first angel of Revelation fourteen, who not only announces the “hour” of God’s judgment, but calls on men to “fear God.” It is those who fear God in Malachi that are written in the book of remembrance.
Det “evangelium”, som ikke adlydes, er det “evige evangelium”, der forkyndes af den første engel i Åbenbaringens fjortende kapitel, som ikke blot forkynder “timen” for Guds dom, men også kalder menneskene til at “frygte Gud”. Det er dem, der frygter Gud, som i Malakias’ Bog er indskrevet i mindebogen.
Saying with a loud voice, Fear God, and give glory to him; for the hour of his judgment is come: and worship him that made heaven, and earth, and the sea, and the fountains of waters. Revelation 14:7.
Han sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; for hans doms time er kommet. Og tilbed ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandkilderne. Åbenbaringen 14:7.
The judgment process begins with the covenant people of God, and in 1844 the Lord passed by the former covenant people and entered into covenant with the Millerite movement. The Protestants of that history were passed by as the Lord chose a new covenant people, as He had done with those who came out of Egypt through the Red Sea in the history of Moses, Joshua and Caleb. The same process was illustrated at the end of Israel when God divorced ancient Israel and entered into covenant with His new bride—the Christian church. That church went into the bondage of 1,260 years of papal darkness as typified by 430 years of darkness in Egypt for ancient Israel. When the Christian church emerged from the papal darkness in 1798, they were then Protestant Christians. They were thereafter tested and passed by in 1844, as were those who died in the wilderness in advance of entering the Promised Land, and also as the Jews who were divorced as Christ married His Christian bride. At 9/11, the testing process of Moses, Christ and 1844 was repeated.
Domsprocessen begynder med Guds pagtsfolk, og i 1844 forbigik Herren det hidtidige pagtsfolk og sluttede pagt med milleritbevægelsen. Protestanterne i dette historiske forløb blev forbigået, da Herren udvalgte et nyt pagtsfolk, sådan som han havde gjort med dem, der drog ud af Egypten gennem Det Røde Hav i Moses’, Josvas og Kalebs historie. Den samme proces blev illustreret ved Israels afslutning, da Gud lod sig skille fra det gamle Israel og sluttede pagt med sin nye brud – den kristne kirke. Denne kirke kom i trældom under 1.260 års paveligt mørke, som havde sit forbillede i det gamle Israels 430 år i mørke i Egypten. Da den kristne kirke kom ud af det pavelige mørke i 1798, var dens medlemmer protestantiske kristne. De blev derefter prøvet og forbigået i 1844, ligesom de, der døde i ørkenen før indtoget i det forjættede land, og ligesom jøderne, der blev fraskilt, da Kristus ægtede sin kristne brud. Ved 9/11 blev prøvelsesprocessen fra Moses’ og Kristi tid og fra 1844 gentaget.
Jesus Christ the same yesterday, and today, and forever. Hebrews 13:8.
Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Hebræerbrevet 13:8.
Ellen White also identifies this principle:
Ellen White peger også på dette princip:
“The work of God in the earth presents, from age to age, a striking similarity in every great reformation or religious movement. The principles of God’s dealing with men are ever the same. The important movements of the present have their parallel in those of the past, and the experience of the church in former ages has lessons of great value for our own time.” The Great Controversy, 343.
“Guds værk på jorden udviser fra tidsalder til tidsalder en slående lighed ved enhver stor reformation eller religiøs bevægelse. Principperne for Guds handlemåde over for mennesker er altid de samme. Nutidens betydningsfulde bevægelser har deres paralleller i fortidens, og menighedens erfaringer fra tidligere tidsaldre rummer lærdomme af stor værdi for vor egen tid.” Den store strid, 343.
The first time Christ entered into covenant with a chosen people was at the Red Sea deliverance. He did so in fulfillment of the prophecy of Abraham, which identified the bondage of God’s people in Egypt, which typifies the bondage of spiritual Israel during the Dark Ages of papal rule. The captivity in Egypt not only typified the captivity of the Dark Ages, but also the captivity of ancient Israel in Babylon.
Første gang Kristus indgik en pagt med et udvalgt folk, var ved udfrielsen ved Det Røde Hav. Det gjorde han som opfyldelse af Abrahams profeti, som beskrev Guds folks trældom i Egypten, der er et forbillede på det åndelige Israels trældom i den mørke middelalder under pavedømmets herredømme. Fangenskabet i Egypten var ikke blot et forbillede på fangenskabet i den mørke middelalder, men også på det gamle Israels fangenskab i Babylon.
“God’s church on earth was as verily in captivity during this long period of relentless persecution as were the children of Israel held captive in Babylon during the period of the exile.” Prophets and Kings, 714.
“Guds menighed på jorden var i denne lange periode med ubønhørlig forfølgelse lige så reelt i fangenskab, som Israels børn var det i Babylon under landflygtigheden.” Profeter og konger, 714.
The captivity in Egypt in fulfillment of Abraham’s prophecy also identifies that the nation where God’s people dwelt during the period of bondage would also be judged.
Fangenskabet i Egypten, der var en opfyldelse af Abrahams profeti, viser også, at den nation, hvor Guds folk boede under trældommen, ligeledes ville blive dømt.
And he said unto Abram, Know of a surety that thy seed shall be a stranger in a land that is not theirs, and shall serve them; and they shall afflict them four hundred years; And also that nation, whom they shall serve, will I judge: and afterward shall they come out with great substance. Genesis 15:13, 14.
Og han sagde til Abram: Du skal vide for vist, at dine efterkommere skal leve som fremmede i et land, der ikke er deres, og de skal trælle for dets folk; og disse skal undertrykke dem i fire hundrede år. Også det folk, som de skal trælle for, vil jeg dømme; og derefter skal de drage ud med store rigdomme. 1. Mosebog 15:13, 14.
When the chosen people came out of Egypt, Egypt met its judgment in the waters of the Red Sea. After seventy years of captivity in Babylon, Babylon was overthrown by the Medo-Persian empire. When the Protestants of the Dark Ages emerged from the period of papal persecution, Napoleon's General Berthier took the pope captive, and the antichrist died in exile a year later.
Da det udvalgte folk drog ud af Egypten, mødte Egypten sin dom i Det Røde Havs vande. Efter halvfjerds års fangenskab i Babylon blev Babylon omstyrtet af det medo-persiske rige. Da den mørke middelalders protestanter kom ud af perioden med pavelig forfølgelse, tog Napoleons general Berthier paven til fange, og Antikrist døde i eksil et år senere.
It matters not what tradition or custom a person hides behind to disregard the message identifying the hour of God’s judgment; both church and state are subject to the judgment process. On September 11, 2001, the judgment of the living began and the Laodicean Seventh-day Adventist church began its judgment period, as Christ stood to shake terribly the earth and plead for His church to return to the old paths. That church is the former covenant people who are being passed by, and those who did choose to return to the old paths in response to Christ’s pleading were thereafter to be judged. The dividing line for the judgment of the former covenant people and the new covenant people was 2020. The nation where the former covenant people were initially established was also subject to the very same judgment process. That nation’s judgment began in 1861 with the Civil War.
Det er uden betydning, hvilken tradition eller skik et menneske skjuler sig bag for at tilsidesætte det budskab, der angiver timen for Guds dom; både kirke og stat er underlagt domsprocessen. Den 11. september 2001 begyndte dommen over de levende, og den laodikæiske syvendedagsadventistkirke trådte ind i sin domsperiode, da Kristus rejste sig for at ryste jorden voldsomt og bønfalde sin kirke om at vende tilbage til de gamle stier. Denne kirke er det tidligere pagtsfolk, som bliver forbigået, og de, der valgte at vende tilbage til de gamle stier som svar på Kristi indtrængende appel, skulle derefter dømmes. Skillelinjen mellem dommen over det tidligere pagtsfolk og dommen over det nye pagtsfolk var året 2020. Den nation, hvor det tidligere pagtsfolk oprindeligt blev etableret, var også underlagt nøjagtig den samme domsproces. Dommen over denne nation begyndte i 1861 med borgerkrigen.
On 9/11, the first of the two parts that make up the Republican horn of the earth beast of Revelation began its judgment alongside the Laodicean Seventh-day Adventist church. That portion of the Republican horn was the Democratic party, which also came to its end in 2020 with the stolen election of Joe Biden.
Den 11. september begyndte dommen over den første af de to dele, der udgør det republikanske horn på dyret fra jorden i Johannes’ Åbenbaring, sideløbende med dommen over den laodikæiske syvendedagsadventistkirke. Denne del af det republikanske horn var Det Demokratiske Parti, som også nåede sit endeligt i 2020 med Joe Bidens stjålne valgsejr.
From 2020, the judgment of the living began upon the second part of the Republican horn, represented by the Republican party. It also began on those who had formerly been associated with the Laodicean Seventh-day Adventist church. The judgment that ended for the Democratic party in 2020 produced a multifold division within the Democratic party, which has only continued as the judgment process has continued. The Democratic party is now the party of red (communists) and green (Islamists). The end of the judgment process for the Republican party arrived on November 3, 2026, two hundred and fifty years after 1776. As with the Democratic party, the Republican party has now permanently divided and splintered, just as the Democratic party collapsed and splintered in 2020.
Fra 2020 indledtes dommen over de levende for den anden del af det republikanske horn, repræsenteret ved Det Republikanske Parti. Den blev også indledt for dem, der tidligere havde været tilknyttet den laodikeiske syvendedagsadventistkirke. Den dom, der afsluttedes for Det Demokratiske Parti i 2020, førte til en opsplitning i mange dele inden for Det Demokratiske Parti, og denne opsplitning er blot fortsat, i takt med at domsprocessen er fortsat. Det Demokratiske Parti er nu de rødes (kommunisternes) og de grønnes (islamisternes) parti. Domsprocessen for Det Republikanske Parti nåede sin afslutning den 3. november 2026, to hundrede og halvtreds år efter 1776. Som det var tilfældet med Det Demokratiske Parti, er Det Republikanske Parti nu blevet permanent splittet og fragmenteret, ligesom Det Demokratiske Parti brød sammen og blev fragmenteret i 2020.
In 2020, the door closed on the first phase of both the Republican and Protestant horns of the earth beast of Revelation thirteen. On November 3, 2026, the door closed upon the second phase of the Republican horn, and the door is about to close upon the new covenant people, that is, the second phase of the Protestant horn of the earth beast. When that door closes, the door of probation thereafter closes on the beast that carries those two horns. The two closing doors that remain in the judgment of the living were typified by the first history of a chosen covenant people, who were subject to Abraham’s prophecy of a chosen people. Christ always illustrates the end with the beginning. When the Hebrews placed the blood on the doorposts on the first Passover, that door represented the next door in our history. When Pharaoh died in the waters of the Red Sea, the second door of that history typified the closed door upon the nation of the United States at the soon-coming Sunday law.
I 2020 lukkede døren for den første fase af både det republikanske og det protestantiske horn på dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel. Den 3. november 2026 lukkede døren for det republikanske horns anden fase, og døren er ved at lukke for det nye pagtsfolk, det vil sige det protestantiske horns anden fase på dyret fra jorden. Når den dør lukkes, lukkes nådetidens dør derefter for det dyr, der bærer disse to horn. De to døre, der endnu skal lukkes i dommen over de levende, havde deres forbilleder i den første historie om et udvalgt pagtsfolk, som var underlagt Abrahams profeti om et udvalgt folk. Kristus illustrerer altid enden med begyndelsen. Da hebræerne strøg blodet på dørstolperne ved den første påske, repræsenterede den dør den næste dør i vores historie. Da Farao døde i Det Røde Havs vande, var den anden dør i denne historie et forbillede på den dør, der lukkes for De Forenede Stater som nation ved den nært forestående søndagslov.
God’s people stand condemned by God’s Word for not understanding the judgment of God, and those outside of God’s church are under the same condemnation. God’s people will pass or fail the final test based upon their returning to the old paths represented within God’s prophetic Word. The Hebrews at the first Passover represent the second closed door for the earth beast’s Protestant horn, and Egypt ending in the Red Sea represents the earth beast of Revelation thirteen. The citizens of the United States are also under condemnation for rejecting their sacred old paths.
Guds folk står fordømt af Guds ord, fordi det ikke forstår Guds dom, og de, der står uden for Guds kirke, er under den samme fordømmelse. Guds folk vil bestå eller ikke bestå den sidste prøve, alt efter om det vender tilbage til de gamle stier, som er fremstillet i Guds profetiske ord. Hebræerne ved den første påske repræsenterer den anden lukkede dør for det protestantiske horn på dyret fra jorden, og Egypten, som går under i Det Røde Hav, repræsenterer dyret fra jorden i Åbenbaringens trettende kapitel. Borgerne i De Forenede Stater er ligeledes under fordømmelse, fordi de forkaster deres hellige gamle stier.
For the United States, the old paths that will condemn them in the judgment are the two sacred documents of the Declaration of Independence and the Constitution. At the soon-coming Sunday law, this nation will reject the principles represented in those two sacred documents, which align with the two sacred testimonies represented by the Bible and Spirit of Prophecy that will condemn the Protestant horn.
For De Forenede Stater er de gamle stier, som vil fordømme dem i dommen, de to hellige dokumenter Uafhængighedserklæringen og forfatningen. Når den snarligt forestående søndagslov indføres, vil denne nation forkaste de principper, der kommer til udtryk i disse to hellige dokumenter, som stemmer overens med de to hellige vidnesbyrd, der repræsenteres af Bibelen og Profetiens Ånd og vil fordømme det protestantiske horn.
To be in a position where “traditions and customs” prevent a soul from understanding why and what the fireballs of Nashville represent not only closes the door for the Protestant horn of the United States, but it also marks the arrival of the period that leads to the judgment upon the United States, when, as Ellen White records, “national apostasy is followed by national ruin.”
At befinde sig i en situation, hvor »traditioner og skikke« forhindrer en sjæl i at forstå, hvad ildkuglerne i Nashville repræsenterer, og hvorfor, lukker ikke blot døren for USA's protestantiske horn, men markerer også begyndelsen på den periode, der fører frem til dommen over USA, hvor, som Ellen White skriver, »nationalt frafald efterfølges af national undergang«.
We will continue these things in the next article.
Vi vil fortsætte behandlingen af disse emner i den næste artikel.