We closed the last article identifying that all three of the angels of Revelation fourteen have a message in their hands. The second and third angel are identified as having a “parchment,” with them as they descend with their message. Each angel represents a message, and the arrival of each message causes an effect. The first angel arrived in 1798. That message was unsealed and there was an increase of knowledge concerning the impending judgment. That increase of knowledge produced two classes of worshippers. When the second angel arrived the message of the Protestants’ fall was unsealed and there was an increase of knowledge and two classes were produced. When the Midnight Cry message arrived on October 22, 1844, it was unsealed at Exeter camp meeting and there was an increase of knowledge and two classes of virgins were produced. When the third angel arrived on October 22, 1844 the message of the third angel and all that it represents was unsealed and there was an increase of knowledge and two classes were produced.
Vi afsluttede den sidste artikel med at påvise, at alle tre af englene i Åbenbaringen fjorten har et budskab i deres hænder. Den anden og den tredje engel identificeres som havende et „pergament“ med sig, idet de stiger ned med deres budskab. Hver engel repræsenterer et budskab, og hvert budskabs ankomst frembringer en virkning. Den første engel ankom i 1798. Dette budskab blev åbnet, og der skete en forøgelse af kundskaben angående den forestående dom. Denne forøgelse af kundskaben frembragte to klasser af tilbedere. Da den anden engel ankom, blev budskabet om protestanternes fald åbnet, og der skete en forøgelse af kundskaben, og to klasser blev frembragt. Da Midnatsråbets budskab ankom den 22. oktober 1844, blev det åbnet på lejrmødet i Exeter, og der skete en forøgelse af kundskaben, og to klasser af jomfruer blev frembragt. Da den tredje engel ankom den 22. oktober 1844, blev den tredje engels budskab og alt det, som det repræsenterer, åbnet, og der skete en forøgelse af kundskaben, og to klasser blev frembragt.
Another characteristic that can be found in the angels has to do with the empowerment of the angel’s messages. The message of the second angel was empowered by the message of the Midnight Cry, as the previous article showed, but the Midnight Cry is not represented by a singular angel, it is represented by many angels. The history that corresponded to the second angel and the Midnight Cry shows that the second angel’s message was empowered when the Midnight cry joined with it. In the same book we are told:
Et andet kendetegn, som kan findes hos englene, angår bemyndigelsen af englens budskaber. Den anden engels budskab blev bemyndiget ved Midnatsråbets budskab, som den foregående artikel viste; men Midnatsråbet er ikke fremstillet ved en enkelt engel, det er fremstillet ved mange engle. Den historie, som svarede til den anden engel og Midnatsråbet, viser, at den anden engels budskab blev bemyndiget, da Midnatsråbet forenede sig med det. I den samme bog får vi at vide:
“I saw angels hurrying to and fro in heaven. They were descending to earth, and again ascending to heaven, preparing for the fulfillment of some important event. Then I saw another mighty angel commissioned to descend to earth, and unite his voice with the third angel, and give power and force to his message. Great power and glory were imparted to the angel, and as he descended, the earth was lightened with his glory. The light which went before and followed after this angel, penetrated everywhere, as he cried mightily, with a strong voice, saying, Babylon the great is fallen, is fallen, and is become the habitation of devils, and the hold of every foul spirit, and a cage of every unclean and hateful bird. The message of the fall of Babylon, as given by the second angel, is again given, with the addition of the corruptions which have been entering the churches since 1844. The work of this angel comes in at the right time, and joins in the last great work of the third angel’s message, as it swells into a loud cry. And the people of God are fitted up everywhere to stand in the hour of temptation which they are soon to meet. I saw a great light resting upon them, and they united in the message, and fearlessly proclaimed with great power the third angel’s message.
„Jeg så engle ile frem og tilbage i himmelen. De steg ned til jorden og steg atter op til himmelen, idet de beredte opfyldelsen af en vigtig begivenhed. Derpå så jeg en anden mægtig engel, som fik befaling til at stige ned til jorden og forene sin røst med den tredje engel og give kraft og styrke til hans budskab. Stor magt og herlighed blev meddelt engelen, og da han steg ned, blev jorden oplyst af hans herlighed. Lyset, som gik foran denne engel og fulgte efter ham, trængte igennem overalt, mens han råbte mægtigt med høj røst og sagde: Babylon, den store, er faldet, er faldet, og er blevet et tilholdssted for dæmoner og et fængsel for hver uren ånd og et bur for hver uren og forhadt fugl. Budskabet om Babylons fald, således som det blev givet af den anden engel, gives igen, med tilføjelse af de fordærvelser, som er trængt ind i menighederne siden 1844. Denne engels gerning kommer på det rette tidspunkt og slutter sig til det sidste store værk i den tredje engels budskab, idet det svulmer op til et højt råb. Og Guds folk bliver overalt beredt til at bestå i fristelsens time, som de snart skal møde. Jeg så et stort lys hvile over dem, og de forenede sig i budskabet og forkyndte frygtløst den tredje engels budskab med stor kraft.“
“Angels were sent to aid the mighty angel from heaven, and I heard voices which seemed to sound every where, Come out of her, my people, that ye be not partakers of her sins, and that ye receive not of her plagues; for her sins have reached unto heaven, and God hath remembered her iniquities. This message seemed to be an addition to the third message, and joined it, as the midnight cry joined the second angel’s message in 1844. The glory of God rested upon the patient, waiting saints, and they fearlessly gave the last solemn warning, proclaiming the fall of Babylon, and calling upon God’s people to come out of her; that they might escape her fearful doom.” Spiritual Gifts, volume 1, 193, 194.
"Engle blev udsendt for at bistå den mægtige engel fra himlen, og jeg hørte røster, som syntes at lyde alle vegne: Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal blive delagtige i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager; thi hendes synder er nået op til himlen, og Gud har ihukommet hendes misgerninger. Dette budskab syntes at være en tilføjelse til det tredje budskab og sluttede sig til det, ligesom midnatsråbet sluttede sig til den anden engels budskab i 1844. Guds herlighed hvilede over de tålmodige, ventende hellige, og de frembar frygtløst den sidste højtidelige advarsel, idet de forkyndte Babylons fald og kaldte Guds folk til at gå ud fra hende, for at de kunne undslippe hendes frygtelige dom." Spiritual Gifts, bind 1, 193, 194.
The Midnight Cry joined the second angel, and the angel of Revelation eighteen joins the third angel, and when he joins the third angel, he is repeating the joining of the Midnight Cry and the second angel in the beginning of Adventism. Based upon two witnesses, the second and third angel, every angel’s message has a secondary message that empowers it. These two witnesses teach that when the first angel’s message arrived in history, there had to come a point thereafter where that message was empowered by a secondary message. This was of course also true of the first angel. In the first paragraph of the long passage, we just set forth, Sister White identifies the same characteristics to the first angel as John assigns to the angel of Revelation eighteen when she states, “I was told that his mission was to lighten the earth with his glory, and warn man of the coming wrath of God.” It is clear in the passage she is referring to the first angel.
Midnatsråbet sluttede sig til den anden engel, og englen i Åbenbaringen atten slutter sig til den tredje engel, og når han slutter sig til den tredje engel, gentager han den sammenføjning af Midnatsråbet og den anden engel, som fandt sted ved adventismens begyndelse. På grundlag af to vidner, den anden og den tredje engel, har ethvert englebudskab et sekundært budskab, som giver det kraft. Disse to vidner lærer, at da den første engels budskab fremkom i historien, måtte der derefter komme et tidspunkt, hvor dette budskab blev givet kraft ved et sekundært budskab. Dette var naturligvis også sandt om den første engel. I det første afsnit i den lange passage, som vi netop har fremstillet, tillægger søster White den første engel de samme kendetegn, som Johannes tillægger englen i Åbenbaringen atten, når hun siger: “Jeg fik at vide, at hans mission var at oplyse jorden med hans herlighed og advare mennesket om Guds kommende vrede.” Det står klart i passagen, at hun henviser til den første engel.
The first angel’s message arrived in 1798, and it was thereafter empowered on August 11, 1840, when the Ottoman supremacy ceased. At that point the mighty angel of Revelation ten came down out of heaven and placed one foot on the land and one on the sea. He represents the empowerment of the first angel, and this is what identifies the work of the first angel as the same work as the angel of Revelation eighteen. Both were to lighten the earth with their glory, but the angel of Revelation eighteen joins the third angel, just as the Midnight Cry joined the second angel and just as the angel that descended in Revelation ten joined the first angel.
Den første engels budskab kom i 1798, og det blev derefter bemyndiget den 11. august 1840, da det osmanniske herredømme ophørte. På det tidspunkt kom den mægtige engel i Åbenbaringen 10 ned fra himlen og satte den ene fod på jorden og den anden på havet. Han repræsenterer bemyndigelsen af den første engel, og dette er det, som identificerer den første engels gerning som den samme gerning som englen i Åbenbaringen 18. Begge skulle oplyse jorden med deres herlighed, men englen i Åbenbaringen 18 slutter sig til den tredje engel, ligesom Midnatsråbet sluttede sig til den anden engel, og ligesom den engel, som steg ned i Åbenbaringen 10, sluttede sig til den første engel.
Therefore, when the first angel arrived, a message was unsealed that produced two classes of worshippers. When the first angel’s message was empowered by the angel of Revelation ten, he had in his hand a little book that he commanded John to eat, identifying that he brought a message, unsealed it and it produced two classes of worshippers. When the second angel, Midnight Cry and third angel arrived there was a message unsealed that tested and produced two classes of worshippers.
Derfor blev der, da den første engel ankom, åbnet et budskab, som frembragte to klasser af tilbedere. Da den første engels budskab blev styrket af englen i Åbenbaringen 10, havde han i sin hånd en lille bog, som han befalede Johannes at spise, hvilket viser, at han bragte et budskab, åbnede det, og det frembragte to klasser af tilbedere. Da den anden engel, Midnatsråbet, og den tredje engel ankom, blev der åbnet et budskab, som prøvede og frembragte to klasser af tilbedere.
The passage we are addressing emphasizes by comparing the history of Christ with the history of the Millerites that the sequential testing process that took place in the Millerite history also took place in the days of Christ, which was the end of ancient Israel. If a sequential testing process took place at the beginning of spiritual Israel and at the end of ancient Israel, then there will be a sequential testing process at the end of spiritual Israel, as there was at the beginning of ancient Israel.
Det afsnit, vi behandler, understreger ved at sammenligne Kristi historie med milleritternes historie, at den fortløbende prøveproces, som fandt sted i milleritternes historie, også fandt sted på Kristi tid, hvilket var det gamle Israels ende. Hvis en fortløbende prøveproces fandt sted ved begyndelsen af det åndelige Israel og ved enden af det gamle Israel, så vil der også være en fortløbende prøveproces ved enden af det åndelige Israel, således som der var ved begyndelsen af det gamle Israel.
In Millerite history this would represent five unsealing’s that tested and produced two classes of worshippers from 1798 until October 22, 1844. The passage clearly teaches that if you fail a test, you will not pass the next test, for you wont even try. It is also clear that in the time of Christ the testing process concludes with the former chosen covenant people being in total darkness in regards to the plan of salvation. Daniel and John represent those who listen to the voice behind them, those who passed through a progressive testing process that required individual investigation of each new truth that was unsealed.
I den milleritiske historie ville dette repræsentere fem åbninger af segl, som prøvede og frembragte to klasser af tilbedere fra 1798 indtil 22. oktober 1844. Passagen lærer tydeligt, at hvis du ikke består en prøve, vil du ikke bestå den næste prøve, for du vil end ikke forsøge. Det er også klart, at i Kristi tid afsluttes prøveprocessen med, at det tidligere udvalgte pagtfolk befinder sig i totalt mørke med hensyn til frelsesplanen. Daniel og Johannes repræsenterer dem, der lytter til stemmen bag dem, dem, som gik igennem en fremadskridende prøveproces, der krævede en individuel undersøgelse af hver ny sandhed, som blev åbnet ved seglenes brydelse.
The books of Daniel and Revelation are one book, and Daniel and John are the two witnesses of that one book. One witness is the beginning of the book, and the other witness is the end of the book. Both witnesses suffered death and resurrection symbolically; one was persecuted by the Medo-Persian kingdom, (typifying the United States) and the other persecuted by Rome, (typifying the papacy). John is being persecuted because he is a Sabbath-keeper in agreement with Daniel being persecuted for refusing to change his worship practices. Together they represent those at the end of the world who are persecuted for refusing to accept the worship of Sunday in place of the seventh-day Sabbath.
Daniels bog og Johannes’ Åbenbaring er én bog, og Daniel og Johannes er de to vidner om denne ene bog. Det ene vidne er bogens begyndelse, og det andet vidne er bogens afslutning. Begge vidner led symbolsk død og opstandelse; det ene blev forfulgt af det medo-persiske rige (som er et forbillede på De Forenede Stater), og det andet blev forfulgt af Rom (som er et forbillede på pavedømmet). Johannes bliver forfulgt, fordi han holder sabbatten, i overensstemmelse med at Daniel blev forfulgt for at nægte at ændre sin gudsdyrkelsespraksis. Sammen repræsenterer de dem ved verdens ende, som bliver forfulgt for at nægte at acceptere søndagens gudsdyrkelse i stedet for sabbatten på den syvende dag.
The people represented by Daniel and John have been or will be those that are sealed, for when Daniel was placed in the lion’s den for not obeying the king’s “decree,” the king sealed the stone, in order that the purpose might not be changed. Daniel was sealed for eternity, because the king’s decree and also the authority of his seal could not be changed, according to the laws of the Medes and Persians. The king’s seal was placed upon a stone and the door was shut. The door is shut at the Sunday law, and no man can open that door, just as the door was shut on October 22, 1844. This was a simple illustration of the importance of considering not only the prophetic events that are set forth in a prophecy, but also the importance of applying the circumstances surrounding the prophet when he is illustrated within the story.
Det folk, som repræsenteres af Daniel og Johannes, er eller vil være dem, der besegles; for da Daniel blev kastet i løvekulen, fordi han ikke adlød kongens „forordning“, beseglede kongen stenen, for at hensigten ikke skulle ændres. Daniel blev beseglet for evigheden, fordi kongens forordning og også hans segls myndighed ikke kunne ændres ifølge medernes og persernes love. Kongens segl blev anbragt på en sten, og døren blev lukket. Døren lukkes ved søndagsloven, og intet menneske kan åbne den dør, ligesom døren blev lukket den 22. oktober 1844. Dette var en enkel illustration af vigtigheden af ikke blot at tage hensyn til de profetiske begivenheder, som fremstilles i en profeti, men også af vigtigheden af at anvende de omstændigheder, der omgiver profeten, når han fremstilles inden for fortællingen.
Yet this is also an illustration of the power of considering the beginning (the book of Daniel) with the end (the book of Revelation) together as two witnesses of the same prophecy, for two witnesses are what is required to establish a biblical fact. The predicted events and the illustration of the prophets’ activities in connection with the prophecy are both inspired.
Dog er dette også en illustration af kraften i at betragte begyndelsen (Daniels Bog) sammen med enden (Johannes’ Åbenbaring) som to vidner om den samme profeti, for to vidner er, hvad der kræves for at fastslå et bibelsk faktum. Både de forudsagte begivenheder og illustrationen af profeternes handlinger i forbindelse med profetien er inspirerede.
All scripture is given by inspiration of God, and is profitable for doctrine, for reproof, for correction, for instruction in righteousness: That the man of God may be perfect, thoroughly furnished unto all good works. 2 Timothy 3:16, 17.
Hele Skriften er indblæst af Gud og er nyttig til lære, til overbevisning, til rettelse, til oplæring i retfærdighed, for at det menneske, som hører Gud til, kan være fuldkomment, vel udrustet til al god gerning. 2 Timotheus 3:16, 17.
If the predicted events of the Bible are illustrating the end of the world, then the illustration of the prophet and his surroundings when he receives and testifies of the prediction are an illustration of the end of the world. Therefore, when a prophet’s surroundings and activities are prophetically illustrated—the prophet is an illustration of God’s people at the end of the world. With that understanding in place, when we bring the line of Malachi’s Elijah prediction together with the lines of Revelation fourteen and eighteen, they all testify of the history of the final warning message—but their testimony is two-fold.
Hvis Bibelens forudsagte begivenheder fremstiller verdens ende, så er fremstillingen af profeten og hans omgivelser, når han modtager og vidner om forudsigelsen, en fremstilling af verdens ende. Derfor, når en profets omgivelser og aktiviteter fremstilles profetisk, er profeten en fremstilling af Guds folk ved verdens ende. Med denne forståelse på plads, når vi sammenfører linjen for Malakias forudsigelse om Elias med linjerne i Åbenbaringen fjorten og atten, vidner de alle om den endelige advarselsmeddelelses historie — men deres vidnesbyrd er todelt.
The message consists of predicted events that are external to God’s people and a secondary testimony consists of the prophet’s experience while receiving and proclaiming the message. The prophetic concept of two prophetic lines representing the external and internal of the same history was recognized and put into the public record by the pioneers of Adventism. The classic example of this application by the pioneers, in my mind, is when they identify that the seven churches of Revelation and the seven seals of Revelation are parallel histories that identify the internal and external history of the church. The seals represent the external history the churches the internal.
Budskabet består af forudsagte begivenheder, som er ydre i forhold til Guds folk, og et sekundært vidnesbyrd består af profetens erfaring, mens han modtager og forkynder budskabet. Det profetiske begreb om to profetiske linjer, der repræsenterer det ydre og det indre af den samme historie, blev anerkendt og ført ind i den offentlige optegnelse af adventismens pionerer. Det klassiske eksempel på denne anvendelse hos pionererne er efter min opfattelse, når de identificerer, at de syv menigheder i Åbenbaringen og de syv segl i Åbenbaringen er parallelle historier, som identificerer kirkens indre og ydre historie. Seglene repræsenterer den ydre historie, menighederne den indre.
The Elijah message of Malachi, Revelation chapters fourteen and eighteen identify the same final warning message that is also addressed as “the Revelation of Jesus Christ” in chapter one of Revelation. In chapter one God the Father gave the message to Christ, who then gave it to Gabriel, who then gave it to John who then sent it to the churches. Elijah’s message, as well as the messages represented in Revelation chapters one, fourteen and eighteen are the very same message.
Eliasbudskabet i Malakias, Åbenbaringen kapitel fjorten og atten identificerer det samme sidste advarselsbudskab, som også betegnes som „Jesu Kristi Åbenbaring“ i kapitel ét i Åbenbaringen. I kapitel ét gav Gud Faderen budskabet til Kristus, som derpå gav det til Gabriel, som derpå gav det til Johannes, som derpå sendte det til menighederne. Elias’ budskab såvel som de budskaber, der fremstilles i Åbenbaringen kapitel ét, fjorten og atten, er ét og samme budskab.
And the spirits of the prophets are subject to the prophets. For God is not the author of confusion, but of peace, as in all churches of the saints. 1 Corinthians 14:32, 33.
Og profeternes ånder er profeterne underordnede. For Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud, som i alle de helliges menigheder. 1 Korintherbrev 14,32.33.
It is always the same message, for the “prophets are subject to the prophets.” The word translated as “subject” in the verses means, “to subordinate; reflexively to obey: – be under obedience (obedient), put under, subdue unto, (be, make) subject (to, unto), be (put) in subjection (to, under), submit self unto.” All the prophets agree with each other and are in subjection to one another or the message they gave would produce confusion.
Det er altid det samme budskab, for „profeterne er profeterne underordnede“. Det ord, der i versene er oversat med „underordnede“, betyder: „at underordne; refleksivt at adlyde: – være lydig under, lægge under, undertvinge til, være (gøre) underordnet (for, under), være (blive gjort) underlagt (for, under), underordne sig.“ Alle profeterne stemmer overens med hinanden og er underordnet hinanden, ellers ville det budskab, de gav, frembringe forvirring.
All the prophetic illustrations of the final warning message represent the same message. It is the Lord’s design that those who are considered the “wise” in the parable of the ten virgins, who are also called the “wise” that “understand” “the increase of knowledge” when the book of Daniel is unsealed; it is the Lord’s will that the “wise” recognize the special message when it is unsealed. That recognition is accomplished by applying the methodology of biblical study that is specifically identified within the Bible itself. That methodology is accomplished in agreement with Isaiah twenty-eight through the process of bringing the various prophetic lines that address a biblical subject together in parallel to one another in order to establish the correct prophetic events.
Alle de profetiske illustrationer af den sidste advarselsbudskab fremstiller det samme budskab. Det er Herrens hensigt, at de, der i lignelsen om de ti jomfruer betragtes som de „vise“, og som også kaldes de „vise“, der „forstår“ „kundskabens forøgelse“, når Daniels Bog åbnes; det er Herrens vilje, at de „vise“ genkender det særlige budskab, når det åbnes. Denne genkendelse sker ved at anvende den metode for bibelstudium, som er specifikt identificeret i selve Bibelen. Denne metode gennemføres i overensstemmelse med Esajas otteogtyve gennem den proces at sammenføre de forskellige profetiske linjer, der behandler et bibelsk emne, parallelt med hinanden for at fastslå de korrekte profetiske begivenheder.
I solicit your patience as we conclude this article here and will continue these thoughts in the next article.
Jeg beder om jeres tålmodighed, idet vi her afslutter denne artikel, og vil fortsætte disse tanker i den næste artikel.