Menigheden i Pergamos tog sin begyndelse med Milanoediktet i 313, da det fjerde allianceægteskab i Daniels Bog, kapitel elleve, blev indgået mellem Constantia og Licinius. Den vestromerske kejser Konstantin den Store gav Constantia som brud til den østromerske kejser Licinius som led i en traktat. Constantia var Konstantins halvsøster, og hendes ægteskab blev indgået i forbindelse med ediktets udstedelse. Ægteskabstraktaten holdt ikke, og borgerkrigen blev derefter genoptaget. Constantia blev hos Licinius gennem hele borgerkrigen og bønfaldt Konstantin om at skåne Licinius’ liv, efter at Konstantin havde besejret ham i 324. Konstantin skånede i første omgang Licinius, men beordrede senere hans henrettelse. Constantia selv levede derefter videre ved Konstantins hof indtil omkring 330.
Det fjerde traktatægteskab i Daniel 11, der blev indgået i februar 313, indledte den symbolske periode, som Pergamon repræsenterer, og menigheden i Pergamon bestod frem til menigheden i Tyatira, som tog sin begyndelse, da pavemagten besteg tronen i 538. Året 538 markerede afslutningen på Pergamon og markerede også det femte traktatægteskab i Daniel 11, idet pavekirken indtog sin plads på tronen gennem et profetisk traktatægteskab med Roms verdslige magter. Pergamon begyndte med en alfa-ægteskabstraktat i 313 og sluttede med et omega-traktatægteskab i 538. I 1798 lod Europas konger sig skille fra deres pavelige brud, da Napoleon tog paven til fange.
Den pavelige bruds fangenskab og skilsmisse var blevet forudskildret ved det allerførste traktatægteskab i Daniels Bog, kapitel elleve, som blev fuldbyrdet mellem det ptolemæiske og det seleukidiske rige. Som en opfyldelse af vers seks til otte gav Ptolemaios II Filadelfos (Sydens konge) i 252 f.Kr. sin datter Berenike til Antiochos II Theos (Nordens konge) som hustru for at bringe den anden syriske krig til ophør. Aftalen krævede, at Antiochos forskød sin hustru Laodike og hendes sønner. Efter at Ptolemaios II var død i 246 f.Kr., tog Antiochos Laodike tilbage og forskød Berenike. Laodike lod derefter Antiochos forgifte og sørgede for, at Berenike og hendes spæde søn blev myrdet. Berenike kunne således, som verset beretter, »ikke bevare magten« og blev »prisgivet«.
Ptolemæus III Euergetes, Berenikes bror (»et skud fra hendes rødder«), blev konge af Egypten og invaderede Seleukideriget for at hævne sin søster. Dermed indledte han den tredje syriske krig, der varede fra 246 til 241 f.Kr. Ptolemæus indtog betydningsfulde byer (herunder Seleukia og Antiokia), trængte dybt ind i seleukidisk territorium og bortførte et enormt krigsbytte, herunder mange gudebilleder og hellige kar, som Kambyses tidligere havde taget fra Egypten. Han vendte tilbage til Egypten med byttet og opfyldte dermed forudsigelsen om, at deres guder og kostbarheder ville blive ført i fangenskab til Egypten.
Det første traktatægteskab i Daniels Bog 11 var et forbillede på traktatægteskabet i 538 mellem det pavelige Rom og Europas konger. I vers seks til otte giver Sydens konge en brud for at slutte en traktat, som derefter brydes. Traktatbruddet efterfølges af en invasion af det nordlige rige, erobring af dets territorium og bortførelse af dets skatte. I det tilsvarende historiske forløb påtvang Napoleon, der repræsenterede Sydens konge, Kirkestaten Tolentinotraktaten i 1797. Det følgende år rykkede franske styrker under general Berthier ind i Rom og tog pave Pius VI, der repræsenterede Nordens konge, til fange. Franskmændene beslaglagde også skatte i Rom og førte dem til Frankrig, hvilket var en parallel til Ptolemæus’ bortførelse af skatte fra det nordlige rige til Egypten.
Ægteskabstraktaten i Milano i 313 afsluttede en borgerkrig, ligesom ægteskabstraktaten mellem det nordlige og det sydlige rige under Ptolemaios II Filadelfos og Antiochos II Theos afsluttede den anden syriske krig. Skilsmissen mellem det vestlige og det østlige rige i 324 havde sit forbillede i, at Antiochos i 246 f.Kr. lod sig skille fra sin egyptiske brud fra traktatægteskabet. Begge skilsmisser svarer til skilsmissen i 1798.
Pergamos omfatter 225 år, fra 313 til 538. Perioden begyndte med det hedenske Roms anden ægteskabsalliance og sluttede med det pavelige Roms første ægteskabsalliance. Pergamos’ profetiske historie forbinder det hedenske Roms to ægteskabsalliancer med det pavelige Roms to ægteskabsalliancer, ligesom rækken af syv Kleopatraer forbinder Seleukiderigets to ægteskabsalliancer med det hedenske Roms to ægteskabsalliancer. To ægteskaber i Seleukideriget blev gennem Kleopatra forbundet med de to ægteskaber i det hedenske romerske rige, som igen blev forbundet med det pavelige Roms to ægteskaber gennem den symbolske menighed Pergamos.
Seleukiderigets alfaægteskab i 252 f.Kr. var et forbillede på omegaægteskabet mellem Kleopatra Syra, datter af Antiochos den Store, og Ptolemaios V i 193 f.Kr. i Raphia. Dette ægteskab afsluttede den femte syriske krig. Det hedenske Roms alfatraktatægteskab blev indgået i 40 f.Kr. mellem Marcus Antonius og Octavia. Octavia var søster til Octavian, der senere blev kendt som Augustus Cæsar. Ægteskabet i 40 f.Kr. blev indgået i forbindelse med Brundisiumtraktaten. Antonius lod sig skille fra Octavia til fordel for Kleopatra i 32 f.Kr., hvorved den borgerkrig, der var afsluttet med traktaten i 40 f.Kr., blev genoptaget. Marcus Antonius var den østlige modstander, og Octavian var den vestlige rival. Der var syv Kleopatraer i Egyptens historie. Den første repræsenterede Seleukiderigets omegaægteskabstraktat, og den syvende og sidste Kleopatra repræsenterede skilsmissen, der opløste det hedenske Roms alfatraktatægteskab.
Kristus illustrerer altid enden med begyndelsen, så seleukidernes alfaægteskab i 252 f.Kr. svarer til seleukidernes omegaægteskab i 193 f.Kr. Alfa og omega i seleukidernes historie svarer begge til alfa- og omegaægteskaberne i både det hedenske og det pavelige Rom. Det hedenske Roms omegaægteskab i 313 var også Pergamos’ alfatraktatægteskab, og det var et forbillede på Pergamos’ omegatraktatægteskab, som også var det pavelige Roms alfaægteskabstraktat i 538. Dermed svarer det hedenske Roms alfa- og omegatraktatægteskaber begge til det pavelige Roms alfaægteskab i 538. Det pavelige Roms omegaægteskab indtræffer ved den nært forestående søndagslov. Alfa i 538 er et forbillede på søndagslovens omega, og alfa i 538 havde sine forbilleder i Brundisiumtraktaten fra 40 f.Kr. og Milanoediktets traktatægteskab i 313. Det seleukidiske riges alfaægteskab i 252 f.Kr. svarer til det pavelige Roms traktatægteskab i 538, og som det seleukidiske riges alfaægteskab svarer det også til omegaægteskabet ved Raphia i 193 f.Kr.
Allianceægteskaberne mellem nord og syd i 252 og 193 f.Kr. svarer til allianceægteskabet i 538, som svarer til det hedenske Roms allianceægteskaber i 40 f.Kr. og 313. Alle fem allianceægteskaber, som indgår i det historiske forløb i Daniel 11, finder deres fuldkomne opfyldelse i det sjette og sidste allianceægteskab ved den nært forestående søndagslov. De to første ægteskaber er krige mellem nordlige og sydlige modstandere, og det tredje og fjerde repræsenterer borgerkrig mellem øst og vest. Det femte og sjette ægteskab repræsenterer åndelig krigsførelse mellem øst og vest; mellem ortodoks og romerskkatolsk kristendom; eller mellem stat og kirke. En grundlæggende forskel mellem ortodoks og romerskkatolsk kristendom er, at de ortodokse accepterer det, der kaldes “cæsaropapisme”.
Cæsaropapisme
Cæsaropapisme er en forening af kirke og stat, hvor staten er den styrende part. Romersk katolicisme afviser denne struktur og holder fast ved Justinians dekret fra 533, der udpegede den romersk-katolske kirke som kirkernes overhoved og tillagde den opgaven at irettesætte kættere. Den åndelige kamp i de sidste to traktatægteskaber drejede sig om, hvorvidt manden, der repræsenterer den verdslige myndighed, hersker over kvinden, der repræsenterer den kirkelige myndighed. Den åndelige krig omfattede også forskelle i visse aspekter af gudsdyrkelsen inden for kirken samt den lære, der betegnes som »filioque«.
Filioque
Filioque betyder “og Sønnen”. For at forstå betydningen af udtrykket “filioque” kræves en profetisk betragtning af byen Nikæa, hvor den “nikænske trosbekendelse” første gang blev vedtaget. Nikæa er profetisk forbundet med islams linje, for det er dér, det andet historiske slag ved Nikæa markeres, og byen er også profetisk forbundet med den østlige og vestlige katolicismes åndelige krigsførelse. Pave Leo er som symbol også forbundet med Nikæa og den nikænske trosbekendelses profetiske vidnesbyrd.
Seks ægteskabsalliancer er angivet i Daniels Bog, kapitel elleve, og de første fire er militære konflikter mellem enten nord og syd eller øst og vest. De sidste to er åndelige konflikter mellem de ortodokse katolikker i øst og romersk-katolikkerne i vest. Den sjette og sidste ægteskabsalliance vil omfatte symbolikken i striden om den nikænske trosbekendelse, og den vil omfatte en pave Leo og i sidste ende fastholde den romersk-katolske forståelse af foreningen af kirke og stat, som afviser den »cæsaropapisme«, som de østligt ortodokse tilslutter sig, og ifølge hvilken den verdslige magt har myndighed over kirken.
“Men hvad er ‘billedet til dyret’? Og hvordan skal det dannes? Billedet dannes af det tohornede dyr og er et billede til dyret. Det kaldes også et billede af dyret. For at forstå, hvordan billedet er beskaffent, og hvordan det skal dannes, må vi derfor studere kendetegnene ved selve dyret – pavedømmet.
“Da oldkirken blev fordærvet ved at forlade evangeliets enkelhed og antage hedenske ritualer og skikke, mistede den Guds Ånd og kraft; og for at kunne beherske folkets samvittighed søgte den støtte hos den verdslige magt. Resultatet var pavedømmet, en kirke, der beherskede statsmagten og brugte den til at fremme sine egne formål, især til at straffe ‘kætteri’. For at De Forenede Stater kan danne et billede af dyret, må den religiøse magt få en sådan kontrol over den verdslige regering, at kirken også vil benytte statens myndighed til at fremme sine egne formål.” Den store strid, 443.
Cæsaropapisme og filioque udgør de to væsentligste forskelle mellem de vestlige og østlige katolikker. Den ene er en strid om verdslig myndighed; den anden er en teologisk strid om, hvorvidt Helligånden “udgår” fra Faderen alene, eller om Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen. Den romersk-katolske kirke mener, at Helligånden udgår fra begge, og den østlige kirke afviser “filioque” og argumenterer imod tilføjelsen om, at Helligånden udgår fra Kristus. Læren om filioque blev gradvist føjet til den oprindelige trosbekendelse, som blev udformet på kirkemødet i Nikæa i 325, fire år efter den første søndagslov og ét år efter, at Konstantin besejrede Licinius og blev enehersker over Romerriget. Den oprindelige trosbekendelse omfattede ikke spørgsmålet om “filioque”, som i sidste ende skulle blive en af de to hovedårsager til, at de østlige og vestlige katolske kirker skiltes.
Ved koncilet i Konstantinopel i 381 blev den nikænske trosbekendelse udvidet til det, der blev kendt som den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Den udvidede formulering om Helligånden indeholdt ordene »som udgår fra Faderen«. Denne form for trosbekendelsen anvendes fortsat af de østlige ortodokse kirker uden den senere tilføjelse af filioque. Halvtreds år senere, ved koncilet i Efesos i 431, blev den tro, der var blevet fastslået i Nikæa i 325, bekræftet på ny, og koncilet forbød indførelsen af en anden tro i stedet for den nikænske bekendelse. Dette forbud er blevet anvendt af østkirken som argument imod at føje filioque til trosbekendelsen. Ved det tredje koncil i Toledo i 589 optrådte filioque i den latinske form af trosbekendelsen, som blev anvendt i Spanien. Brugen af filioque var forbundet med modstanden mod arianismen blandt vestgoterne og understregede Sønnens fulde guddommelighed. Det tredje koncil i Toledo anerkendes derfor bredt som en vigtig tidlig milepæl i indarbejdelsen af filioque i den vestlige trosbekendelse.
I det 8. og 9. århundrede blev filioque normen i kirkerne under Karl den Store og karolingerne. Det blev forsvaret på vestlige synoder og vandt gradvist accept i hele det latinske Europa uden for Rom. Østkirken fik kendskab til tilføjelsen og begyndte at gøre indsigelse mod den.
I 1014 indførte pave Benedikt VIII officielt trosbekendelsen med filioque i messen i Rom. Det var på dette tidspunkt, at filioque blev en fast del af den romerske liturgi. Dette betragtes ofte som det afgørende skridt fra Vestkirkens side. I 1054 fandt de gensidige ekskommunikationer i forbindelse med det store skisma sted, og filioque var et af de væsentligste teologiske stridsspørgsmål, der allerede skilte Østkirken og Vestkirken.
På koncilet i Firenze i 1438/39 bekræftede den romerske kirke på ny filioque og pavens overhøjhed. Den østromerske kejser, Johannes Paleologos, deltog i dette koncil. Paleologos var ældre bror til og forgænger for Konstantin den ellevte, som opfyldte profetien om de hundrede og halvtreds år, der sluttede den 27. juli 1449. På koncilet i 1438/39 søgte kejser Johannes Paleologos militær og økonomisk støtte mod osmannerne og tilsluttede sig dermed den romersk-katolske lære om filioque og pavens overhøjhed. Da han og det græske følge vendte tilbage til Konstantinopel, afviste østkirken aftalen. I dag fastholder den romersk-katolske kirke og de fleste frafaldne protestantiske kirker filioque, mens den østlige ortodokse kirke afviser det.
I 325 indkaldte Konstantin den Store, symbolet på kompromisets menighed i Pergamon, koncilet i Nikæa og deltog selv i det. I løbet af de sytten år fra Milanoediktet til den profetiske deling af riget i 330 blev den nikænske trosbekendelse vedtaget.
I 533 blev Justinians dekret udstedt, og året efter, i 534, blev Justinians lovkodeks indført, og i 538 blev den tredje hindring overvundet af pavemagten, da goterne blev drevet ud af byen Rom. Derefter blev der på det tredje koncil i Orléans vedtaget en søndagslov.
Perioden fra 313 til 330 repræsenterer den mere omfattende alfafraktal i Pergamos-menighedens 225-årige periode, mens perioden fra 533 til 538 repræsenterer dens omegafraktal. Året 313 markerer Milanoediktet, og 225 år senere, i 538, blev der indført en søndagslov. Inden for det mere omfattende historiske alfaforløb svarer perioden fra ediktet i 313 til den første hedenske søndagslov i 321 til perioden fra dekretet i 533 til den første pavelige søndagslov i 538. Pergamos giver tre fremstillinger af en retsakt, der går forud for og fører til en søndagslov. Pergamos repræsenterer også, at “frafaldet først må komme”, sådan som Paulus fremholder i sit andet brev til menigheden i Thessalonika.
Lad ingen bedrage jer på nogen måde; for den dag skal ikke komme, før frafaldet først er kommet, og syndens menneske er blevet åbenbaret, fortabelsens søn, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud, eller som tilbedes, så at han som Gud tager sæde i Guds tempel og udgiver sig for at være Gud. 2. Thessalonikerbrev 2:3, 4.
Det frafald, som gik forud for, at paven i Rom blev åbenbaret som syndens menneske, repræsenteres af menigheden i Pergamon. Ifølge Paulus er det at misforstå denne sandhed ensbetydende med at tro en løgn, og som følge af at tro løgnen vil alle, der gør det, blive grebet af en stærk vildfarelse (2. Thessalonikerbrev 2:10–12). Den stærke vildfarelse svarer til dommen over pagtsfolket og det land, hvor pagtsfolket blev oprejst. For den laodikæiske syvendedagsadventistkirke repræsenteres den stærke vildfarelse af dens afvisning af William Millers forståelse af, at »det daglige« i Daniels Bog er hedenskab i almindelighed, og nærmere bestemt at det repræsenterede det hedenske Rom. For USA bygger den stærke vildfarelse ikke på en afvisning af William Millers forståelse af dette skriftsted, hvorigennem Miller kom til at forstå, at »det daglige« var hedenskab. Deres vildfarelse bygger derimod på, at de glemmer, at syndens menneske, som blev åbenbaret efter det hedenske Roms frafald, var pavemagten. Reagan var et forbillede på denne vildfarelse, da han glemte, at han siden barndommen havde vidst, at paven var Antikrist. Da Reagan i 1980’erne indgik den hemmelige alliance med lovløshedens hemmelighed, var han et forbillede på den blindhed, som Donald Trump i denne anvendelse af profetien anses for at ville gentage. Uanset om denne blindhed er villet eller skyldes fejlinformation, forudser den her fremlagte profetiske fortolkning, at Trump vil gentage Reagans blindhed og ifølge Paulus blive grebet af en stærk vildfarelse.
Pergamos repræsenterer den periode med kompromis og frafald, der gik forud for pavedømmets tronbestigelse. Dette historiske forløb svarer profetisk til De Forenede Staters sidste år, en periode, der begyndte med Ronald Reagans præsidentskab. Hvad enten man betragter Pergamos fra ediktet fra 313 frem til søndagsloven fra 538; eller Pergamos’ alfafraktal fra ediktet frem til den første søndagslov i 321; eller Pergamos’ omegafraktal fra 533 frem til søndagsloven fra 538, repræsenterer alle tre linjer en belejrings profetiske struktur.
I den næste artikel vil vi behandle en belejring.