The church of Pergamos began at the Edict of Milan in 313, where the fourth treaty marriage of Daniel chapter eleven took place between Constantia and Licinius. Constantia was given as a treaty bride to Licinius, emperor of the east, by the western emperor Constantine the Great. Constantia was Constantine’s half-sister and her marriage took place in conjunction with the issuing of the Edict. The marriage treaty did not last and the civil war was thereafter re-engaged. Constantia stayed with Licinius throughout the civil war, and pled for Constantine to spare his life after he defeated Licinius in 324. Constantine initially spared Licinius, but later ordered his execution. Constantia herself then lived on at Constantine’s court until about 330.
Menigheden i Pergamos tog sin begyndelse med Milanoediktet i 313, da det fjerde allianceægteskab i Daniels Bog, kapitel elleve, blev indgået mellem Constantia og Licinius. Den vestromerske kejser Konstantin den Store gav Constantia som brud til den østromerske kejser Licinius som led i en traktat. Constantia var Konstantins halvsøster, og hendes ægteskab blev indgået i forbindelse med ediktets udstedelse. Ægteskabstraktaten holdt ikke, og borgerkrigen blev derefter genoptaget. Constantia blev hos Licinius gennem hele borgerkrigen og bønfaldt Konstantin om at skåne Licinius’ liv, efter at Konstantin havde besejret ham i 324. Konstantin skånede i første omgang Licinius, men beordrede senere hans henrettelse. Constantia selv levede derefter videre ved Konstantins hof indtil omkring 330.
The fourth treaty marriage of Daniel eleven in February of 313 began the symbolic period represented by Pergamos, and the church of Pergamos continued unto the church of Thyatira, which began when the papal power took the throne in 538. 538 marked the end of Pergamos and it also marked the fifth treaty marriage of Daniel eleven, as the papal church took its seat upon the throne through a prophetic treaty marriage with the civil powers of Rome. Pergamos began with an alpha marriage treaty in 313 and ended with an omega treaty marriage in 538. In 1798, the kings of Europe divorced their papal bride when Napoleon took the pope into captivity.
Det fjerde traktatægteskab i Daniel 11, der blev indgået i februar 313, indledte den symbolske periode, som Pergamon repræsenterer, og menigheden i Pergamon bestod frem til menigheden i Tyatira, som tog sin begyndelse, da pavemagten besteg tronen i 538. Året 538 markerede afslutningen på Pergamon og markerede også det femte traktatægteskab i Daniel 11, idet pavekirken indtog sin plads på tronen gennem et profetisk traktatægteskab med Roms verdslige magter. Pergamon begyndte med en alfa-ægteskabstraktat i 313 og sluttede med et omega-traktatægteskab i 538. I 1798 lod Europas konger sig skille fra deres pavelige brud, da Napoleon tog paven til fange.
The captivity and divorce of the papal bride had been typified by the very first treaty marriage in Daniel eleven, which was consummated between the Ptolemaic and Seleucid empires. In fulfillment of verses six through eight, in 252 BC, Ptolemy II Philadelphus (king of the south) gave his daughter Berenice in marriage to Antiochus II Theos (king of the north) to end the Second Syrian War. The agreement required Antiochus to set aside his wife Laodice and her sons. After Ptolemy II died in 246 BC, Antiochus took Laodice back and put Berenice away. Laodice then had Antiochus poisoned and arranged the murder of Berenice and her infant son. Thus, Berenice, as the verse records, did “not retain the power” and was “given up.”
Den pavelige bruds fangenskab og skilsmisse var blevet forudskildret ved det allerførste traktatægteskab i Daniels Bog, kapitel elleve, som blev fuldbyrdet mellem det ptolemæiske og det seleukidiske rige. Som en opfyldelse af vers seks til otte gav Ptolemaios II Filadelfos (Sydens konge) i 252 f.Kr. sin datter Berenike til Antiochos II Theos (Nordens konge) som hustru for at bringe den anden syriske krig til ophør. Aftalen krævede, at Antiochos forskød sin hustru Laodike og hendes sønner. Efter at Ptolemaios II var død i 246 f.Kr., tog Antiochos Laodike tilbage og forskød Berenike. Laodike lod derefter Antiochos forgifte og sørgede for, at Berenike og hendes spæde søn blev myrdet. Berenike kunne således, som verset beretter, »ikke bevare magten« og blev »prisgivet«.
Ptolemy III Euergetes, Berenice’s brother (“a branch of her roots”), became king of Egypt and invaded the Seleucid kingdom to avenge his sister, beginning the Third Syrian War, from 246 to 241 BC. Ptolemy captured major cities (including Seleucia and Antioch), advanced deep into Seleucid territory, and carried off enormous spoil, including many idols and sacred vessels that Cambyses had earlier taken from Egypt. He returned to Egypt with the loot, fulfilling the prediction that their gods and precious articles would be carried captive to Egypt.
Ptolemæus III Euergetes, Berenikes bror (»et skud fra hendes rødder«), blev konge af Egypten og invaderede Seleukideriget for at hævne sin søster. Dermed indledte han den tredje syriske krig, der varede fra 246 til 241 f.Kr. Ptolemæus indtog betydningsfulde byer (herunder Seleukia og Antiokia), trængte dybt ind i seleukidisk territorium og bortførte et enormt krigsbytte, herunder mange gudebilleder og hellige kar, som Kambyses tidligere havde taget fra Egypten. Han vendte tilbage til Egypten med byttet og opfyldte dermed forudsigelsen om, at deres guder og kostbarheder ville blive ført i fangenskab til Egypten.
The first treaty marriage of Daniel eleven typified the treaty marriage of 538 between papal Rome and the kings of Europe. In verses six through eight, the southern king gives a bride to establish a treaty that is thereafter broken. The broken treaty is followed by an invasion of the northern kingdom, the conquest of its territory, and the removal of its treasures. In the corresponding history, Napoleon, representing the king of the south, imposed the Treaty of Tolentino upon the Papal States in 1797. The following year, French forces under General Berthier entered Rome and took Pope Pius VI, representing the king of the north, captive. The French also seized treasures from Rome and carried them to France, paralleling Ptolemy’s removal of treasures from the northern kingdom to Egypt.
Det første traktatægteskab i Daniels Bog 11 var et forbillede på traktatægteskabet i 538 mellem det pavelige Rom og Europas konger. I vers seks til otte giver Sydens konge en brud for at slutte en traktat, som derefter brydes. Traktatbruddet efterfølges af en invasion af det nordlige rige, erobring af dets territorium og bortførelse af dets skatte. I det tilsvarende historiske forløb påtvang Napoleon, der repræsenterede Sydens konge, Kirkestaten Tolentinotraktaten i 1797. Det følgende år rykkede franske styrker under general Berthier ind i Rom og tog pave Pius VI, der repræsenterede Nordens konge, til fange. Franskmændene beslaglagde også skatte i Rom og førte dem til Frankrig, hvilket var en parallel til Ptolemæus’ bortførelse af skatte fra det nordlige rige til Egypten.
The marriage treaty at Milan in 313 ended a civil war, just as the marriage treaty of the northern and southern empires of Ptolemy II Philadelphus and Antiochus II Theos ended the Second Syrian War. The divorce of the western and eastern empires in 324 was typified by Antiochus divorcing his Egyptian treaty bride in 246 BC. Both divorces align with the divorce of 1798.
Ægteskabstraktaten i Milano i 313 afsluttede en borgerkrig, ligesom ægteskabstraktaten mellem det nordlige og det sydlige rige under Ptolemaios II Filadelfos og Antiochos II Theos afsluttede den anden syriske krig. Skilsmissen mellem det vestlige og det østlige rige i 324 havde sit forbillede i, at Antiochos i 246 f.Kr. lod sig skille fra sin egyptiske brud fra traktatægteskabet. Begge skilsmisser svarer til skilsmissen i 1798.
Pergamos covers 225 years from 313 unto 538. It began with the second treaty marriage of pagan Rome and ended with the first treaty marriage of papal Rome. The prophetic history of Pergamos links the two treaty marriages of pagan Rome with the two treaty marriages of papal Rome, just as the line of seven Cleopatras links the two treaty marriages of the Seleucid empire with the two treaty marriages of pagan Rome. Two marriages in the Seleucid empire were linked by Cleopatra to the two marriages of the empire of pagan Rome, which were in turn linked to the two marriages of papal Rome by the symbolic church of Pergamos.
Pergamos omfatter 225 år, fra 313 til 538. Perioden begyndte med det hedenske Roms anden ægteskabsalliance og sluttede med det pavelige Roms første ægteskabsalliance. Pergamos’ profetiske historie forbinder det hedenske Roms to ægteskabsalliancer med det pavelige Roms to ægteskabsalliancer, ligesom rækken af syv Kleopatraer forbinder Seleukiderigets to ægteskabsalliancer med det hedenske Roms to ægteskabsalliancer. To ægteskaber i Seleukideriget blev gennem Kleopatra forbundet med de to ægteskaber i det hedenske romerske rige, som igen blev forbundet med det pavelige Roms to ægteskaber gennem den symbolske menighed Pergamos.
The alpha marriage of the Seleucid empire in 252 BC typified the omega marriage of Cleopatra Syra, daughter of Antiochus the Great, to Ptolemy V in 193 BC at Raphia. That marriage ended the Fifth Syrian War. The alpha treaty marriage of pagan Rome was accomplished in 40 BC between Mark Antony and Octavia. Octavia was the sister of Octavian, later known as Augustus Caesar. The marriage of 40 BC was in conjunction with the Treaty of Brundisium. Antony divorced Octavia for Cleopatra in 32 BC, thus re-engaging the civil war that had ended at the treaty in 40 BC. Mark Antony was the eastern antagonist and Octavian was the western rival. There were seven Cleopatras in Egyptian history. The first represented the omega marriage treaty of the Seleucid empire and the seventh and final Cleopatra represented the divorce of the alpha treaty marriage of pagan Rome.
Seleukiderigets alfaægteskab i 252 f.Kr. var et forbillede på omegaægteskabet mellem Kleopatra Syra, datter af Antiochos den Store, og Ptolemaios V i 193 f.Kr. i Raphia. Dette ægteskab afsluttede den femte syriske krig. Det hedenske Roms alfatraktatægteskab blev indgået i 40 f.Kr. mellem Marcus Antonius og Octavia. Octavia var søster til Octavian, der senere blev kendt som Augustus Cæsar. Ægteskabet i 40 f.Kr. blev indgået i forbindelse med Brundisiumtraktaten. Antonius lod sig skille fra Octavia til fordel for Kleopatra i 32 f.Kr., hvorved den borgerkrig, der var afsluttet med traktaten i 40 f.Kr., blev genoptaget. Marcus Antonius var den østlige modstander, og Octavian var den vestlige rival. Der var syv Kleopatraer i Egyptens historie. Den første repræsenterede Seleukiderigets omegaægteskabstraktat, og den syvende og sidste Kleopatra repræsenterede skilsmissen, der opløste det hedenske Roms alfatraktatægteskab.
Christ always illustrates the end with the beginning, so the alpha marriage of the Seleucids in 252 BC aligns with the omega marriage of the Seleucids in 193 BC. The alpha and omega of the Seleucid history both align with the alpha and omega marriages of both pagan and papal Rome. The omega marriage of pagan Rome in 313 was also the alpha treaty marriage of Pergamos, and it typified the omega treaty marriage of Pergamos, which was also the alpha marriage treaty of papal Rome in 538. This aligns both the alpha and omega treaty marriages of pagan Rome with the alpha marriage of papal Rome in 538. The omega marriage of papal Rome arrives at the soon-coming Sunday law. The alpha of 538 typifies the omega of the Sunday law, and the alpha of 538 was typified by the Treaty of Brundisium in 40 BC and the treaty marriage of the Edict of Milan in 313. The alpha marriage of the Seleucid empire in 252 BC aligns with the treaty marriage of papal Rome in 538, and as the alpha marriage of the Seleucid empire it also aligns with the omega marriage at Raphia in 193 BC.
Kristus illustrerer altid enden med begyndelsen, så seleukidernes alfaægteskab i 252 f.Kr. svarer til seleukidernes omegaægteskab i 193 f.Kr. Alfa og omega i seleukidernes historie svarer begge til alfa- og omegaægteskaberne i både det hedenske og det pavelige Rom. Det hedenske Roms omegaægteskab i 313 var også Pergamos’ alfatraktatægteskab, og det var et forbillede på Pergamos’ omegatraktatægteskab, som også var det pavelige Roms alfaægteskabstraktat i 538. Dermed svarer det hedenske Roms alfa- og omegatraktatægteskaber begge til det pavelige Roms alfaægteskab i 538. Det pavelige Roms omegaægteskab indtræffer ved den nært forestående søndagslov. Alfa i 538 er et forbillede på søndagslovens omega, og alfa i 538 havde sine forbilleder i Brundisiumtraktaten fra 40 f.Kr. og Milanoediktets traktatægteskab i 313. Det seleukidiske riges alfaægteskab i 252 f.Kr. svarer til det pavelige Roms traktatægteskab i 538, og som det seleukidiske riges alfaægteskab svarer det også til omegaægteskabet ved Raphia i 193 f.Kr.
The treaty marriages of north and south in 252 and 193 BC align with the treaty marriage of 538, which aligns with the treaty marriages of pagan Rome in 40 BC and 313. All five treaty marriages represented within the history of Daniel eleven find the perfect fulfillment at the sixth and final treaty marriage at the soon-coming Sunday law. The first two marriages are wars between northern and southern antagonists, and the third and fourth represent civil war between east and west. The fifth and sixth marriages represent spiritual warfare between east and west; between Orthodox and Roman Catholicism; or between state and church. A primary distinction between Orthodox and Roman Catholicism is that the Orthodox accept what is called “caesaropapism.”
Allianceægteskaberne mellem nord og syd i 252 og 193 f.Kr. svarer til allianceægteskabet i 538, som svarer til det hedenske Roms allianceægteskaber i 40 f.Kr. og 313. Alle fem allianceægteskaber, som indgår i det historiske forløb i Daniel 11, finder deres fuldkomne opfyldelse i det sjette og sidste allianceægteskab ved den nært forestående søndagslov. De to første ægteskaber er krige mellem nordlige og sydlige modstandere, og det tredje og fjerde repræsenterer borgerkrig mellem øst og vest. Det femte og sjette ægteskab repræsenterer åndelig krigsførelse mellem øst og vest; mellem ortodoks og romerskkatolsk kristendom; eller mellem stat og kirke. En grundlæggende forskel mellem ortodoks og romerskkatolsk kristendom er, at de ortodokse accepterer det, der kaldes “cæsaropapisme”.
Caesaropapism
Cæsaropapisme
Caesaropapism is the combination of church and state with the state in control of the relationship. Roman Catholicism rejects that structure and holds to the 533 Decree of Justinian that identified the Roman Catholic church as the head of the churches and also the corrector of heretics. The spiritual struggle of the last two treaty marriages was over whether the man, representing civil authority, rules over the woman, representing church authority. The spiritual war also included differences in certain aspects of worship within the church and the teaching identified as “filioque.”
Cæsaropapisme er en forening af kirke og stat, hvor staten er den styrende part. Romersk katolicisme afviser denne struktur og holder fast ved Justinians dekret fra 533, der udpegede den romersk-katolske kirke som kirkernes overhoved og tillagde den opgaven at irettesætte kættere. Den åndelige kamp i de sidste to traktatægteskaber drejede sig om, hvorvidt manden, der repræsenterer den verdslige myndighed, hersker over kvinden, der repræsenterer den kirkelige myndighed. Den åndelige krig omfattede også forskelle i visse aspekter af gudsdyrkelsen inden for kirken samt den lære, der betegnes som »filioque«.
Filioque
Filioque
Filioque means “and the son.” To understand the significance of the term “filioque” requires a prophetic consideration of the city of Nicaea where the “Nicene Creed” was first adopted. Nicaea connects prophetically with the line of Islam, for it is there that the second historical battle of Nicaea is marked, and it also connects prophetically with the spiritual warfare of eastern and western Catholicism. Pope Leo, as a symbol, is also connected with Nicaea and the Nicene Creed’s prophetic testimony.
Filioque betyder “og Sønnen”. For at forstå betydningen af udtrykket “filioque” kræves en profetisk betragtning af byen Nikæa, hvor den “nikænske trosbekendelse” første gang blev vedtaget. Nikæa er profetisk forbundet med islams linje, for det er dér, det andet historiske slag ved Nikæa markeres, og byen er også profetisk forbundet med den østlige og vestlige katolicismes åndelige krigsførelse. Pave Leo er som symbol også forbundet med Nikæa og den nikænske trosbekendelses profetiske vidnesbyrd.
Six treaty marriages are marked in Daniel eleven and the first four are military conflicts between either north and south or east and west. The last two are spiritual conflicts between the Orthodox Catholics of the east and the Roman Catholics of the west. The sixth and final treaty marriage will include the symbolism of the struggle over the Nicene Creed, and it will include a pope Leo, and will ultimately uphold the Roman Catholic understanding of the combination of church and state, which rejects the “caesaropapism” held by the eastern Orthodox that identifies the civil power as authority over the church.
Seks ægteskabsalliancer er angivet i Daniels Bog, kapitel elleve, og de første fire er militære konflikter mellem enten nord og syd eller øst og vest. De sidste to er åndelige konflikter mellem de ortodokse katolikker i øst og romersk-katolikkerne i vest. Den sjette og sidste ægteskabsalliance vil omfatte symbolikken i striden om den nikænske trosbekendelse, og den vil omfatte en pave Leo og i sidste ende fastholde den romersk-katolske forståelse af foreningen af kirke og stat, som afviser den »cæsaropapisme«, som de østligt ortodokse tilslutter sig, og ifølge hvilken den verdslige magt har myndighed over kirken.
“But what is the ‘image to the beast’? and how is it to be formed? The image is made by the two-horned beast, and is an image to the beast. It is also called an image of the beast. Then to learn what the image is like and how it is to be formed we must study the characteristics of the beast itself—the papacy.
“Men hvad er ‘billedet til dyret’? Og hvordan skal det dannes? Billedet dannes af det tohornede dyr og er et billede til dyret. Det kaldes også et billede af dyret. For at forstå, hvordan billedet er beskaffent, og hvordan det skal dannes, må vi derfor studere kendetegnene ved selve dyret – pavedømmet.
“When the early church became corrupted by departing from the simplicity of the gospel and accepting heathen rites and customs, she lost the Spirit and power of God; and in order to control the consciences of the people, she sought the support of the secular power. The result was the papacy, a church that controlled the power of the state and employed it to further her own ends, especially for the punishment of ‘heresy.’ In order for the United States to form an image of the beast, the religious power must so control the civil government that the authority of the state will also be employed by the church to accomplish her own ends.” The Great Controversy, 443.
“Da oldkirken blev fordærvet ved at forlade evangeliets enkelhed og antage hedenske ritualer og skikke, mistede den Guds Ånd og kraft; og for at kunne beherske folkets samvittighed søgte den støtte hos den verdslige magt. Resultatet var pavedømmet, en kirke, der beherskede statsmagten og brugte den til at fremme sine egne formål, især til at straffe ‘kætteri’. For at De Forenede Stater kan danne et billede af dyret, må den religiøse magt få en sådan kontrol over den verdslige regering, at kirken også vil benytte statens myndighed til at fremme sine egne formål.” Den store strid, 443.
Caesaropapism and filioque represent the two primary differences between the western and eastern Catholics. One is an argument over civil authority; the other is a theological argument over whether the Holy Spirit “proceeds” from the Father alone or the Holy Spirit proceeds from both the Father and Son. The Roman Catholic church believes the Holy Spirit proceeds from both, and the eastern church rejects “filioque,” arguing against the addition that the Holy Spirit proceeds from Christ. The theory of filioque was slowly added to the original Creed that was produced at the council of Nicaea in 325, four years after the first Sunday law, and one year after Constantine defeated Licinius to become the sole ruler of the empire of Rome. The original Creed did not include the issue of “filioque” that would ultimately become one of two major reasons the eastern and western Catholic churches separated.
Cæsaropapisme og filioque udgør de to væsentligste forskelle mellem de vestlige og østlige katolikker. Den ene er en strid om verdslig myndighed; den anden er en teologisk strid om, hvorvidt Helligånden “udgår” fra Faderen alene, eller om Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen. Den romersk-katolske kirke mener, at Helligånden udgår fra begge, og den østlige kirke afviser “filioque” og argumenterer imod tilføjelsen om, at Helligånden udgår fra Kristus. Læren om filioque blev gradvist føjet til den oprindelige trosbekendelse, som blev udformet på kirkemødet i Nikæa i 325, fire år efter den første søndagslov og ét år efter, at Konstantin besejrede Licinius og blev enehersker over Romerriget. Den oprindelige trosbekendelse omfattede ikke spørgsmålet om “filioque”, som i sidste ende skulle blive en af de to hovedårsager til, at de østlige og vestlige katolske kirker skiltes.
At the Council of Constantinople in 381, the Nicene Creed was expanded into what became known as the Nicene-Constantinopolitan Creed. The expanded statement concerning the Holy Spirit included the words “who proceeds from the Father.” This remains the form of the Creed used by the Eastern Orthodox churches, without the later addition of the filioque. Fifty years later, at the Council of Ephesus in 431, the faith established at Nicaea in 325 was reaffirmed, and the council prohibited the introduction of a different faith in place of the Nicene confession. This prohibition has been used by the Eastern Church as an argument against adding the filioque to the Creed. At the Third Council of Toledo in 589, the filioque appeared in the Latin form of the Creed used in Spain. Its use was associated with opposition to Arianism among the Visigoths, emphasizing the full divinity of the Son. The Third Council of Toledo is therefore widely recognized as an important early milestone in the incorporation of the filioque into the Western Creed.
Ved koncilet i Konstantinopel i 381 blev den nikænske trosbekendelse udvidet til det, der blev kendt som den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Den udvidede formulering om Helligånden indeholdt ordene »som udgår fra Faderen«. Denne form for trosbekendelsen anvendes fortsat af de østlige ortodokse kirker uden den senere tilføjelse af filioque. Halvtreds år senere, ved koncilet i Efesos i 431, blev den tro, der var blevet fastslået i Nikæa i 325, bekræftet på ny, og koncilet forbød indførelsen af en anden tro i stedet for den nikænske bekendelse. Dette forbud er blevet anvendt af østkirken som argument imod at føje filioque til trosbekendelsen. Ved det tredje koncil i Toledo i 589 optrådte filioque i den latinske form af trosbekendelsen, som blev anvendt i Spanien. Brugen af filioque var forbundet med modstanden mod arianismen blandt vestgoterne og understregede Sønnens fulde guddommelighed. Det tredje koncil i Toledo anerkendes derfor bredt som en vigtig tidlig milepæl i indarbejdelsen af filioque i den vestlige trosbekendelse.
In the 8th and 9th centuries, the filioque became standard in the churches under Charlemagne and the Carolingians. It was defended at Western synods and gradually accepted across Latin Europe outside Rome. The East became aware of the addition and began to object.
I det 8. og 9. århundrede blev filioque normen i kirkerne under Karl den Store og karolingerne. Det blev forsvaret på vestlige synoder og vandt gradvist accept i hele det latinske Europa uden for Rom. Østkirken fik kendskab til tilføjelsen og begyndte at gøre indsigelse mod den.
In 1014, Pope Benedict VIII officially introduced the Creed with the filioque into the Mass at Rome. This is the point at which the filioque became standard in the Roman liturgy. It is often treated as the decisive Western step. In 1054, the mutual excommunications of the Great Schism took place, and the filioque was one of the major theological issues already dividing East and West.
I 1014 indførte pave Benedikt VIII officielt trosbekendelsen med filioque i messen i Rom. Det var på dette tidspunkt, at filioque blev en fast del af den romerske liturgi. Dette betragtes ofte som det afgørende skridt fra Vestkirkens side. I 1054 fandt de gensidige ekskommunikationer i forbindelse med det store skisma sted, og filioque var et af de væsentligste teologiske stridsspørgsmål, der allerede skilte Østkirken og Vestkirken.
At the Council of Florence in 1438/39, the Roman Church reaffirmed the filioque and papal supremacy. The emperor of the east, John Paleologos, attended that council. Paleologos was the elder brother and predecessor of Constantine the eleventh, who fulfilled the one-hundred-and-fifty-year prophecy that ended on July 27, 1449. At the council of 1438/39, Emperor John Paleologos sought military and economic support against the Ottomans, and in so doing accepted the Roman Catholic position of filioque and papal supremacy. When he and the Greek entourage returned to Constantinople, the eastern church rejected the agreement. Currently the Roman Catholic Church and most apostate Protestant churches retain the filioque, and the Eastern Orthodox Church rejects it.
På koncilet i Firenze i 1438/39 bekræftede den romerske kirke på ny filioque og pavens overhøjhed. Den østromerske kejser, Johannes Paleologos, deltog i dette koncil. Paleologos var ældre bror til og forgænger for Konstantin den ellevte, som opfyldte profetien om de hundrede og halvtreds år, der sluttede den 27. juli 1449. På koncilet i 1438/39 søgte kejser Johannes Paleologos militær og økonomisk støtte mod osmannerne og tilsluttede sig dermed den romersk-katolske lære om filioque og pavens overhøjhed. Da han og det græske følge vendte tilbage til Konstantinopel, afviste østkirken aftalen. I dag fastholder den romersk-katolske kirke og de fleste frafaldne protestantiske kirker filioque, mens den østlige ortodokse kirke afviser det.
In 325, the Council of Nicaea was called and attended by Constantine the Great, the symbol of the Pergamos church of compromise. In the seventeen years from the Edict of Milan unto the prophetic division of the empire in 330, the Nicene Creed was adopted.
I 325 indkaldte Konstantin den Store, symbolet på kompromisets menighed i Pergamon, koncilet i Nikæa og deltog selv i det. I løbet af de sytten år fra Milanoediktet til den profetiske deling af riget i 330 blev den nikænske trosbekendelse vedtaget.
In 533, the Decree of Justinian was made, and the next year in 534, Justinian’s Code was introduced, and in 538 the third obstacle was overcome by the papal power when the Goths were driven from the city of Rome. Then at the Third Council of Orleans, a Sunday law was enacted.
I 533 blev Justinians dekret udstedt, og året efter, i 534, blev Justinians lovkodeks indført, og i 538 blev den tredje hindring overvundet af pavemagten, da goterne blev drevet ud af byen Rom. Derefter blev der på det tredje koncil i Orléans vedtaget en søndagslov.
The period from 313 to 330 represents the broader alpha fractal of the 225 years of the church of Pergamos, while the period from 533 to 538 represents its omega fractal. The year 313 marks the Edict of Milan, and 225 years later, in 538, a Sunday law was put in place. Within the broader alpha history, the period from the Edict of 313 to the first pagan Sunday law of 321 aligns with the period from the Decree of 533 to the first papal Sunday law in 538. Pergamos provides three representations of a legal enactment that precedes and leads to a Sunday law. Pergamos also represents the “falling away first” set forth by Paul in his second letter to the Thessalonian church.
Perioden fra 313 til 330 repræsenterer den mere omfattende alfafraktal i Pergamos-menighedens 225-årige periode, mens perioden fra 533 til 538 repræsenterer dens omegafraktal. Året 313 markerer Milanoediktet, og 225 år senere, i 538, blev der indført en søndagslov. Inden for det mere omfattende historiske alfaforløb svarer perioden fra ediktet i 313 til den første hedenske søndagslov i 321 til perioden fra dekretet i 533 til den første pavelige søndagslov i 538. Pergamos giver tre fremstillinger af en retsakt, der går forud for og fører til en søndagslov. Pergamos repræsenterer også, at “frafaldet først må komme”, sådan som Paulus fremholder i sit andet brev til menigheden i Thessalonika.
Let no man deceive you by any means: for that day shall not come, except there come a falling away first, and that man of sin be revealed, the son of perdition; Who opposeth and exalteth himself above all that is called God, or that is worshipped; so that he as God sitteth in the temple of God, shewing himself that he is God. 2 Thessalonians 2:3, 4.
Lad ingen bedrage jer på nogen måde; for den dag skal ikke komme, før frafaldet først er kommet, og syndens menneske er blevet åbenbaret, fortabelsens søn, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud, eller som tilbedes, så at han som Gud tager sæde i Guds tempel og udgiver sig for at være Gud. 2. Thessalonikerbrev 2:3, 4.
The falling away that preceded the revealing of the pope of Rome as the man of sin is represented by the church of Pergamos. According to Paul, to misunderstand this truth is to believe a lie, and in consequence of believing the lie, all who do so will receive strong delusion (2 Thessalonians 2:10–12). The strong delusion corresponds to the judgment of the covenant people and the land where the covenant people were raised up. For the Laodicean Seventh-day Adventist church, the strong delusion is represented by their rejection of William Miller’s understanding that “the daily” in the book of Daniel is paganism in general, and more specifically, that it represented pagan Rome. For the United States, the strong delusion is not premised upon rejecting William Miller’s understanding of this passage, through which Miller came to understand that “the daily” was paganism. Rather, their delusion is based upon forgetting that the man of sin revealed after pagan Rome fell away was the papal power. Reagan typified that delusion when he forgot that he had known from childhood that the pope was the antichrist. When Reagan entered into the secret alliance with the mystery of iniquity in the 1980s, he typified the blindness that Donald Trump is understood in this prophetic application to repeat. Whether that blindness is willful or the result of misinformation, the prophetic interpretation presented here anticipates that Trump will repeat Reagan’s blindness and, according to Paul, receive strong delusion.
Det frafald, som gik forud for, at paven i Rom blev åbenbaret som syndens menneske, repræsenteres af menigheden i Pergamon. Ifølge Paulus er det at misforstå denne sandhed ensbetydende med at tro en løgn, og som følge af at tro løgnen vil alle, der gør det, blive grebet af en stærk vildfarelse (2. Thessalonikerbrev 2:10–12). Den stærke vildfarelse svarer til dommen over pagtsfolket og det land, hvor pagtsfolket blev oprejst. For den laodikæiske syvendedagsadventistkirke repræsenteres den stærke vildfarelse af dens afvisning af William Millers forståelse af, at »det daglige« i Daniels Bog er hedenskab i almindelighed, og nærmere bestemt at det repræsenterede det hedenske Rom. For USA bygger den stærke vildfarelse ikke på en afvisning af William Millers forståelse af dette skriftsted, hvorigennem Miller kom til at forstå, at »det daglige« var hedenskab. Deres vildfarelse bygger derimod på, at de glemmer, at syndens menneske, som blev åbenbaret efter det hedenske Roms frafald, var pavemagten. Reagan var et forbillede på denne vildfarelse, da han glemte, at han siden barndommen havde vidst, at paven var Antikrist. Da Reagan i 1980’erne indgik den hemmelige alliance med lovløshedens hemmelighed, var han et forbillede på den blindhed, som Donald Trump i denne anvendelse af profetien anses for at ville gentage. Uanset om denne blindhed er villet eller skyldes fejlinformation, forudser den her fremlagte profetiske fortolkning, at Trump vil gentage Reagans blindhed og ifølge Paulus blive grebet af en stærk vildfarelse.
Pergamos represents the period of compromise and falling away that preceded the enthronement of the papacy. This history aligns prophetically with the final years of the United States, a period that began with Ronald Reagan’s presidency. Whether Pergamos is considered from the Edict of 313 unto the Sunday law of 538; or the alpha fractal of Pergamos from the Edict unto the first Sunday law in 321; or the omega fractal of Pergamos from 533 unto the Sunday law of 538, all three lines represent the prophetic structure of a siege.
Pergamos repræsenterer den periode med kompromis og frafald, der gik forud for pavedømmets tronbestigelse. Dette historiske forløb svarer profetisk til De Forenede Staters sidste år, en periode, der begyndte med Ronald Reagans præsidentskab. Hvad enten man betragter Pergamos fra ediktet fra 313 frem til søndagsloven fra 538; eller Pergamos’ alfafraktal fra ediktet frem til den første søndagslov i 321; eller Pergamos’ omegafraktal fra 533 frem til søndagsloven fra 538, repræsenterer alle tre linjer en belejrings profetiske struktur.
We will take up a siege in the next article.
I den næste artikel vil vi behandle en belejring.