Kernen i Ezekiels Bogs advarselsbudskab kommer til udtryk i den belejring, der begyndte i 587 f.Kr. Denne belejring førte til Jerusalems ødelæggelse halvandet år senere, i 586 f.Kr. Belejringen, der begyndte i 587 f.Kr., var et forbillede på Cestius’ belejring i år 66. Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. var et forbillede på belejringen og ødelæggelsen af Jerusalem i år 70.

Både 587 f.Kr. og år 66 var tegn. Ezekiels hustrus død pegede frem mod Jerusalems ødelæggelse, og det, at de faner, der symboliserede Roms myndighed, blev opstillet på templets hellige område, var ikke blot tegnet til at flygte, men repræsenterede også dyrets mærke, som kommer med søndagsloven. Både Ezekiels hustru og år 66 pegede frem mod Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven – dyrets mærke.

Ezekiels belejring symboliserede, at Guds folk kom i fangenskab ved søndagsloven, og år 66 symboliserede det at undslippe dyrets mærke. Ezekiels hustru symboliserede adventismens tåbelige jomfruers fangenskab, og de, der undslap i år 66, symboliserede de kloge jomfruer i den selvsamme krise. De kloge jomfruer, der undslap i år 66, forstod tegnet, før det romerske felttegn blev opstillet.

Det romerske felttegn repræsenterer dyrets mærke, og det er dér, døren lukkes i lignelsen om de ti jomfruer. Jerusalems ødelæggelse i år 70 repræsenterer også søndagsloven. År 66 repræsenterer den tredje engels advarsel. Denne advarsel begynder i år 66 at vokse til det høje råb. Perioden fra 66 til 70 svarer til perioden, hvor dyrets billede dannes, og denne periode begynder og slutter med søndagsloven. År 66 er periodens alfa og er derfor forbilledet, og år 70, som er omega, er den antitypiske søndagslov. År 66 er skyggen, og år 70 er virkeligheden. Døren lukkes for menigheden ved alfamilepælen i år 66, og døren lukkes for nationen ved omegamilepælen i år 70.

Advarselstegnet i år 66 markerer begyndelsen på belejringen og det tidspunkt, hvor det er for sent for adventister at forberede sig på den kommende håndhævelse af søndagsloven, når Jerusalem bliver ødelagt i år 70. Det er under belejringen, at seglet indpræges, men det ses kun af engle, og Jerusalems ødelæggelse er søndagsloven, hvor seglet bliver synligt for verden.

Seglet påføres ved belejringen, men på det tidspunkt er det kun synligt for engle.

“Hvad er den levende Guds segl, som sættes på hans folks pander? Det er et mærke, som engle, men ikke menneskelige øjne, kan læse; for ødelæggelsens engel skal se dette forløsningens mærke. Det forstandige sind har set Golgatakorsets tegn hos Herrens adopterede sønner og døtre. Den synd, der består i overtrædelse af Guds lov, er taget bort. De er iført bryllupsklædningen og er lydige og trofaste mod alle Guds bud.” Gospel Herald, 11. juni 1902.

Ved søndagsloven løftes banneret, og derefter ser hele verden dem, der er blevet beseglet.

“Helligåndens gerning er at overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom. Verden kan kun advares ved at se, at de, der tror på sandheden, er helliggjort ved sandheden, handler ud fra høje og hellige principper og på en høj og ophøjet måde synliggør skillelinjen mellem dem, der holder Guds bud, og dem, der træder dem under fode. Helliggørelsen ved Ånden tydeliggør forskellen mellem dem, der har Guds segl, og dem, der holder en falsk hviledag. Når prøven kommer, vil det klart fremgå, hvad dyrets mærke er. Det er helligholdelsen af søndagen. De, der efter at have hørt sandheden fortsat betragter denne dag som hellig, bærer signaturen fra syndens menneske, som satte sig for at ændre tider og love.” Bible Training School, 1. december 1903.

Ved Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven, hæves banneret, og skellet mellem dem, der tilbeder på henholdsvis den syvende og den første dag, kommer i centrum for hele menneskehedens opmærksomhed. Cestius’ tegn er et forbillede på og tillige en advarsel om den kommende ødelæggelse ved søndagsloven. År 66 repræsenterer en periode, der fører frem til søndagsloven, som er repræsenteret ved Jerusalems ødelæggelse. Strukturen i belejringsforløbet frem til søndagsloven er den samme som strukturen i de tre vidner, der er repræsenteret ved historien om menigheden i Pergamos.

Et tegn angiver begyndelsen på den belejring, der strækker sig over et tidsrum frem til Jerusalems ødelæggelse. Årene 321 og 538 svarer til 586 f.Kr. og år 70. Alle fire årstal repræsenterer den nært forestående søndagslov. Forud for søndagsloven fra 321 gik Milanoediktet fra 313, og forud for søndagsloven fra 538 gik dekretet fra 533. Årene 313 og 533 svarer til 66 og 587 f.Kr.

“‘Dyrets billede’ repræsenterer den form for frafalden protestantisme, der vil udvikle sig, når de protestantiske kirker søger statsmagtens hjælp til at gennemtvinge deres dogmer. Det står endnu tilbage at definere ‘dyrets mærke’.” Den store strid, 445.

Et tidsrum og et tidspunkt

Dyrets billede og dyrets mærke er to beslægtede, men forskellige symboler. Dannelsen af dyrets billede repræsenterer en tidsperiode, og dyrets mærke repræsenterer et tidspunkt. Belejringen repræsenterer en tidsperiode, og Jerusalems ødelæggelse repræsenterer et tidspunkt. Inspirationen understregede denne forskel ved gennem forsynets indgriben at lade Jerusalem blive ødelagt i år 70 og i 586 f.Kr. i nøjagtig samme måned og på nøjagtig samme dag i de respektive år. Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven og dyrets mærke, er et tidspunkt. Belejringen er en tidsperiode, der begynder med et tegn. Dette tegn er et forbillede på søndagsloven.

Ezekiels hustrus død – hun var »hans øjnes lyst« – og Jesu advarsel om ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeten Daniel har talt om, udgør to bibelske vidnesbyrd. Milanoediktet og Justinians dekret er ligeledes historiske tegn, for begge markerer begyndelsen på den samme profetiske periode, der fører frem til søndagsloven.

Det tegn, Jesus beskrev i Matthæus 24, forudsatte, at de, der ville undslippe, forstod advarslen, inden den gik i opfyldelse.

Når I derfor ser ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeten Daniel har talt om, stå på det hellige sted (den, der læser det, skal forstå det), da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene. Den, der er på taget, skal ikke gå ned for at hente noget i sit hus. Heller ikke skal den, der er på marken, vende tilbage for at hente sine klæder. Matthæus 24:15–18.

Noa

I advarselsbudskabet i Matthæusevangeliet 24 pegede Jesus på Jerusalems ødelæggelse som et billede på verdens ende. Han sammenlignede også forholdene forud for sit andet komme med forholdene på Noas tid. Således tjener både Jerusalems ødelæggelse og syndfloden på Noas tid som profetiske billeder på de begivenheder, der er forbundet med verdens ende.

Men ligesom det var i Noas dage, således skal også Menneskesønnens komme være. For ligesom de i dagene før syndfloden spiste og drak, giftede sig og bortgiftede lige indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og intet anede, før syndfloden kom og rev dem alle bort, således skal også Menneskesønnens komme være. Matthæus 24:37–39.

Belejringens struktur kommer til udtryk i Noas dage gennem den retfærdige Lameks og Metusalems død. Lamek døde fem år før syndfloden, og Metusalem døde i syndflodens år, syv dage før døren blev lukket. Lamek var 777 år gammel, da han døde, og repræsenterer således syvtallets tegn ved begyndelsen af de sidste fem år før syndfloden. 777-symbolikken i begyndelsen repræsenterer det tegn, der markerer belejringens begyndelse. Belejringsperiodens omegatal »7« er de syv dage efter Metusalems død, hvor dyrene gik ind i arken. Belejringsperioden er den periode, hvor dyrets billede dannes, den periode, der kulminerer med dyrets mærke. Den lukkede dør ved søndagsloven har sit forbillede i arkens lukkede dør.

De fem år fra den retfærdige Lameks død til Metusalems død svarer til femårsperioden fra 1448, da Johannes Palaiologos døde, til 1453, da hans bror døde under den treoghalvtreds dage lange belejring af Konstantinopel. Begge perioder begynder og slutter med enten en fars og en søns eller to brødres død. Begge perioder er på fem år, og da den sidste Konstantin døde på Konstantinopels mure, svarede han til arkens lukkede dør, for nådetiden slutter for De Forenede Stater, når de nedbryder den symbolske adskillelsesmur i forfatningen. Sandheden stadfæstes ved to eller tre vidner, og begge disse to linjer har parallelle begyndelser og afslutninger, hvilket er Alfa og Omegas signatur. De har begge en varighed af fem år. De slutter begge med en betoning af søndagsloven.

Konstantinopels femårige historie begyndte med Johannes VIII Palaiologos’ død i 1448 og sluttede med byens fald i 1453. Efter sin brors død besteg Konstantin XI den byzantinske trone i 1449, og i den milleritiske profetifortolkning forbindes hans tronbestigelse traditionelt med anerkendelsen af det osmanniske overherredømme. Den 27. juli 1449 markerede begyndelsen på den profetiske periode på tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage, som sluttede den 11. august 1840. Ved afslutningen af den femårige historie faldt Konstantinopel efter en treoghalvtreds dage lang belejring, og Konstantin XI blev dræbt under forsvaret af byen. Konstantinopels fald markerede afslutningen på Det Østromerske Rige, hvis styrker havde besejret Persien i slaget ved Nineve i 627, hvorved den historiske forbindelse til Muhammeds forudsigelse om romerne blev fuldendt.

Johannes VIII Palaiologos søgte militær hjælp fra Vesten mod de fremrykkende osmanniske tyrkere. For at opnå denne hjælp stod han i spidsen for en byzantinsk delegation til koncilet i Firenze (1438–1439), hvor han formelt accepterede unionen mellem Øst- og Vestkirken. Aftalen indebar accept af vestlige læresætninger (navnlig Filioque og pavens primat), som Østkirken længe havde afvist.

Da han vendte tilbage til Konstantinopel, mødte unionen udbredt modstand blandt det byzantinske præsteskab, munkene og befolkningen. Den blev aldrig reelt ført ud i livet, og den militære hjælp fra Vesten, som man havde håbet på, udeblev. Afvisningen af den florentinske union forblev en væsentlig kilde til splittelse frem til byens fald i 1453.

Alle profeterne taler mere specifikt om de sidste dage end om den tid, de selv levede i, og alt det, der står skrevet deri, er til formaning for dem, der lever i netop disse sidste dage. Søster White peger på »rigers opståen og fald« som et hovedemne i studiet af profetierne. Disse principper udpeger oldtidens rigers fald som symboler på rigers fald i de sidste dage. På ét forståelsesplan blev den femårige periode, der markerer begyndelsen på den tidsprofeti, som sluttede den 11. august 1840, og som beskrev årsagen til og virkningen af denne profetis begyndelse, og som desuden sluttede med en treoghalvtreds dage lang belejring i 1453, forudgået af, at rigets leder søgte hjælp hos den romersk-katolske kirke gennem en alliance baseret på accepten af de to primære læresætninger, som adskilte den ortodokse og den vestlige katolske kirke. Dette koncil udgør en parallel til det første koncil i Nikæa i 325, som var blevet indkaldt af Konstantin den Store.

Fraktalen ved begyndelsen af de fem år identificerer en alliance mellem den politiske leder af det rige, der står for at falde, og den katolske kirke. Dermed svarer den til Konstantin den Store, som indkaldte det første koncil i 325 for at bekæmpe arianismens falske religion, ligesom Palaiologos gjorde for at bekæmpe islams falske religion. I alfafraktalen for disse fem år begyndte den tredje tidsprofeti i Åbenbaringen 9. Dernæst markeres belejringen på treoghalvtreds dage i fraktalen ved afslutningen. Ved begyndelsen af de fem år, ved Lemeks død, er der en bestemt historisk indledning til perioden, for begge Lemek'ers død placeres profetisk ved det samme vejmærke.

Lemek i Kains slægtslinje understreger nådetidens afslutning med sin forbandelse på halvfjerds gange syv, hvilket svarer til fire hundrede og halvfems år. Sammenholdt med den kendsgerning, at der i det delte riges historie er tre nådetidsperioder på hver fire hundrede og halvfems år for profeterne, præsterne og kongerne, repræsenterer den retfærdige Lemeks død i en alder af 777 år den sejrende menigheds tredelte sammensætning. Profeten, præsten og kongen er hver især beseglet. Beseglingen og markeringen af nådetidens afslutning ved de to Lemek'er er forbilledet på den lukkede dør i arken. Fraktalen ved afslutningen er de syv dage, hvor dyrene stiger op i arken. Belejringens begyndelse er et tegn, så fraktalen på syv dage ved afslutningen af Noas fem år begynder med et tegn.

“Deres prøvetid nærmede sig sin afslutning. Verdens vantro, spottende indbyggere skulle få et særligt tegn på Guds guddommelige magt. Noa havde trofast fulgt de anvisninger, Gud havde givet ham. Arken var færdiggjort nøjagtigt, som Gud havde foreskrevet. Han havde oplagret umådelige mængder føde til mennesker og dyr. Og da dette var gjort, befalede Gud den trofaste Noa: ‘Kom ind i arken, du og hele dit hus, for jeg har set, at du er retfærdig for mit ansigt.’ Engle blev sendt ud i skov og på mark for at samle de dyr, som Gud havde skabt. Engle gik foran disse dyr, og de fulgte efter, to og to, han og hun, og de rene dyr syv og syv. Disse dyr, fra de mest glubske til de blideste og mest harmløse, marcherede fredeligt og højtideligt ind i arken. Himlen syntes dækket af fugle af enhver art. De kom flyvende til arken, to og to, han og hun, og de rene fugle syv og syv. Verden så til med undren—nogle med frygt, men de var blevet så forhærdede af oprør, at denne særdeles tydelige åbenbarelse af Guds magt kun havde en kortvarig indvirkning på dem. I syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa anbragte dem på de pladser, der var gjort klar til dem.” Profetiens ånd, bind 1, 71.

De otte mennesker, der var i arken, gik fra den gamle verden til den nye verden og var således et forbillede på de hundrede og fireogfyrre tusinde, der går fra denne jord til den nyskabte jord uden at smage døden. Som symbol på de hundrede og fireogfyrre tusinde repræsenterede Noa også den tredje engels budskab. Enok, som vandrede med Gud i tre hundrede år og derefter blev taget bort, repræsenterer de samme mennesker i de sidste dage, som Noas otte sjæle repræsenterede. De otte sjæle er et forbillede på dem, der ikke dør, og Enok, som repræsenterede netop disse samme personer, døde ikke. Enok var den første engel, der var et forbillede på William Miller, som også forkyndte Kristi genkomst og dommen.

Og også Enok, den syvende i slægtsrækken fra Adam, profeterede om disse og sagde: Se, Herren kommer med titusinder af sine hellige for at holde dom over alle og kende alle de ugudelige blandt dem skyldige i alle deres ugudelige gerninger, som de i deres ugudelighed har begået, og i alle de hårde ord, som ugudelige syndere har talt imod ham. Judasbrevet 1:14, 15.

Enok som den første engel var et forbillede på Noa, der var den tredje engel. Enok som den første engel repræsenterer endens tid, hvor den første engel kommer. For milleritterne var det i 1798; for de hundrede og fireogfyrre tusind var det i 1989. Endens tid indtraf i 1798 ved afslutningen af de syv tider i Tredje Mosebog 26, og endens tid indtraf i 1989 ved afslutningen af de hundrede og seksogtyve år fra oprøret i 1863 til Sovjetunionens sammenbrud i 1989. De syv tider, der repræsenterer de to tusind fem hundrede og tyve år fra 723 f.Kr. til 1798, er opdelt i to lige lange perioder på tolv hundrede og tres år. Tolv hundrede og tres år er et symbol på de syv tider, og hundrede og seksogtyve er en tiende af tolv hundrede og tres år, så endens tid i såvel 1798 som 1989 indtraf ved afslutningen af en periode, der er repræsenteret ved de syv tider i Tredje Mosebog 26. Enok, der var et symbol på den første engel og englens komme ved endens tid, var den syvende efter Adam.

Enok var den første engel; Lemek var den anden engel, for den anden engel rummer altid en fordobling, og Lemek i Sets slægtslinje stilles i kontrast til Lemek i Kains slægtslinje. Metusalem repræsenterer Midnatsråbets budskab, som slutter sig til og giver kraft til den anden engel, Lemek. Lemeks død markerer tegnet på belejringen, for Lemeks død svarer til Ezekiels hustrus død. Tegnet ved Ezekiels hustru pegede på den kommende søndagslov og det fangenskab, der følger. Lemeks tegn var hans alder på 777 år. Hans tegn svarer til Ezekiels hustru og Cestius i år 66. Disse tegn svarer til tegnet ved Milanoediktet i 313. Ligesom Ezekiel blev adskilt ved sin hustrus død, adskilte tegnet ved ediktet i 313 den retfærdige menighed i Smyrna fra den uretfærdige menighed i Pergamon.

Adskillelsen af to klasser markeres ved belejringstegnet. Denne adskillelse illustreres også af de to grupper, der repræsenteres af Watertown-teltet og det telt, hvor Samuel Snow fremlagde midnatsråbets sande budskab under de seks dage, som lejrmødet i Exeter varede. De seks dage på lejrmødet i Exeter blev efterfulgt af seksogtres dage, der førte frem til den lukkede dør den 22. oktober 1844. Lemek af Sets slægt markerer belejringstegnet med 777, og hans modstykke, Lemek af Kains slægt, markerer sit tegn med fire hundrede og halvfems års nådetid. År 66 repræsenterer belejringstegnet, som går forud for den ødelæggelse, der er forbundet med søndagsloven, med Jerusalems ødelæggelse i år 70 som forbillede. De seks dage i Exeter svarer til år 66, mens de seksogtres dage, der førte frem til den lukkede dør, svarer til perioden mellem belejringstegnet og ødelæggelsen i år 70, idet denne periode repræsenterer den nådetid, der ender ved den lukkede dør.

Ved belejringens tegn symboliseres tallet 666 i disse linjer i modsætning til Lemeks 777. Belejringen er en profetisk periode, og Jesus illustrerer altid enden med begyndelsen, så den retfærdige Lemeks segl sammen med den uretfærdige Lemeks mærke identificerer de fortabte og de frelste, der mærkes ved belejringens begyndelse, og samtidig identificerer de to grupper, der træder frem ved belejringens afslutning. Alle belejringerne svarer til dannelsen af dyrets billede, som fører frem til og afsluttes ved dyrets mærke.

Vi vil fortsætte med disse emner i den næste artikel.