The heart of the warning message of the book of Ezekiel is represented by the siege that began in 587 BC. That siege led to the destruction of Jerusalem a year and a half later in 586 BC. The siege that began in 587 BC typified the siege of Cestius in the year 66. The destruction of Jerusalem in 586 BC typified the siege and destruction of Jerusalem in the year 70.

Kernen i Ezekiels Bogs advarselsbudskab kommer til udtryk i den belejring, der begyndte i 587 f.Kr. Denne belejring førte til Jerusalems ødelæggelse halvandet år senere, i 586 f.Kr. Belejringen, der begyndte i 587 f.Kr., var et forbillede på Cestius’ belejring i år 66. Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. var et forbillede på belejringen og ødelæggelsen af Jerusalem i år 70.

587 BC and 66 were both signs. The death of Ezekiel’s wife pointed forward to the destruction of Jerusalem, and the standards of Rome’s authority being placed in the sacred precincts of the temple was not only the sign to flee, but it also represented the mark of the beast that arrives at the Sunday law. Both Ezekiel’s wife and the year 66 pointed forward to the destruction of Jerusalem, which is the Sunday law—the mark of the beast.

Både 587 f.Kr. og år 66 var tegn. Ezekiels hustrus død pegede frem mod Jerusalems ødelæggelse, og det, at de faner, der symboliserede Roms myndighed, blev opstillet på templets hellige område, var ikke blot tegnet til at flygte, men repræsenterede også dyrets mærke, som kommer med søndagsloven. Både Ezekiels hustru og år 66 pegede frem mod Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven – dyrets mærke.

Ezekiel’s siege represented God’s people going into captivity at the Sunday law and the year 66 represented the escape from the mark of the beast. Ezekiel’s wife represented the captivity of the foolish virgins of Adventism, and those that escaped in the year 66 were representing the wise virgins in the very same crisis. The wise virgins who escaped in the year 66 understood the sign in advance of the placing of the Roman standard.

Ezekiels belejring symboliserede, at Guds folk kom i fangenskab ved søndagsloven, og år 66 symboliserede det at undslippe dyrets mærke. Ezekiels hustru symboliserede adventismens tåbelige jomfruers fangenskab, og de, der undslap i år 66, symboliserede de kloge jomfruer i den selvsamme krise. De kloge jomfruer, der undslap i år 66, forstod tegnet, før det romerske felttegn blev opstillet.

The Roman standard represents the mark of the beast, and it is there where the door closes in the parable of the ten virgins. The destruction of Jerusalem in the year 70 also represents the Sunday law. The year 66 represents the warning of the third angel. That warning begins to swell into the loud cry in the year 66. The period from 66 to 70 aligns with the period of the formation of the image of the beast, and that period begins and ends with the Sunday law. The year 66 is the alpha of the period and is therefore the type, and the year 70, being the omega, is the antitype Sunday law. The year 66 is the shadow, and the year 70 is the substance. The door closes for the church at the alpha waymark of 66, and the door closes for the nation at the omega waymark of 70.

Det romerske felttegn repræsenterer dyrets mærke, og det er dér, døren lukkes i lignelsen om de ti jomfruer. Jerusalems ødelæggelse i år 70 repræsenterer også søndagsloven. År 66 repræsenterer den tredje engels advarsel. Denne advarsel begynder i år 66 at vokse til det høje råb. Perioden fra 66 til 70 svarer til perioden, hvor dyrets billede dannes, og denne periode begynder og slutter med søndagsloven. År 66 er periodens alfa og er derfor forbilledet, og år 70, som er omega, er den antitypiske søndagslov. År 66 er skyggen, og år 70 er virkeligheden. Døren lukkes for menigheden ved alfamilepælen i år 66, og døren lukkes for nationen ved omegamilepælen i år 70.

The warning sign of the year 66 marks the beginning of the siege and the point where it is too late for Adventists to prepare for the coming enforcement of the Sunday law when Jerusalem is destroyed in the year 70. The siege is where the seal is impressed, but only seen by angels, and the destruction of Jerusalem is the Sunday law where the seal is visibly seen by the world.

Advarselstegnet i år 66 markerer begyndelsen på belejringen og det tidspunkt, hvor det er for sent for adventister at forberede sig på den kommende håndhævelse af søndagsloven, når Jerusalem bliver ødelagt i år 70. Det er under belejringen, at seglet indpræges, men det ses kun af engle, og Jerusalems ødelæggelse er søndagsloven, hvor seglet bliver synligt for verden.

The seal is applied at the siege, but it is then only visible to angels.

Seglet påføres ved belejringen, men på det tidspunkt er det kun synligt for engle.

“What is the seal of the living God, which is placed in the foreheads of his people? It is a mark which angels, not human eyes, can read; for the destroying angel must see this mark of redemption. The intelligent mind has seen the sign of the cross of Calvary in the Lord’s adopted sons and daughters. The sin of the transgression of the law of God is taken away. They have on the wedding garment, and are obedient and faithful to all God’s commands.” Gospel Herald, June 11, 1902.

“Hvad er den levende Guds segl, som sættes på hans folks pander? Det er et mærke, som engle, men ikke menneskelige øjne, kan læse; for ødelæggelsens engel skal se dette forløsningens mærke. Det forstandige sind har set Golgatakorsets tegn hos Herrens adopterede sønner og døtre. Den synd, der består i overtrædelse af Guds lov, er taget bort. De er iført bryllupsklædningen og er lydige og trofaste mod alle Guds bud.” Gospel Herald, 11. juni 1902.

At the Sunday law the ensign is lifted up and then the whole world sees those who have been sealed.

Ved søndagsloven løftes banneret, og derefter ser hele verden dem, der er blevet beseglet.

“The work of the Holy Spirit is to convince the world of sin, of righteousness and of judgment. The world can only be warned by seeing those who believe the truth sanctified through the truth, acting upon high and holy principles, showing in a high, elevated sense, the line of demarcation between those who keep the commandments of God, and those who trample them under their feet. The sanctification of the Spirit signalizes the difference between those who have the seal of God, and those who keep a spurious rest-day. When the test comes, it will be clearly shown what the mark of the beast is. It is the keeping of Sunday. Those who after having heard the truth, continue to regard this day as holy, bear the signature of the man of sin, who thought to change times and laws.” Bible Training School, December 1, 1903.

“Helligåndens gerning er at overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom. Verden kan kun advares ved at se, at de, der tror på sandheden, er helliggjort ved sandheden, handler ud fra høje og hellige principper og på en høj og ophøjet måde synliggør skillelinjen mellem dem, der holder Guds bud, og dem, der træder dem under fode. Helliggørelsen ved Ånden tydeliggør forskellen mellem dem, der har Guds segl, og dem, der holder en falsk hviledag. Når prøven kommer, vil det klart fremgå, hvad dyrets mærke er. Det er helligholdelsen af søndagen. De, der efter at have hørt sandheden fortsat betragter denne dag som hellig, bærer signaturen fra syndens menneske, som satte sig for at ændre tider og love.” Bible Training School, 1. december 1903.

At the destruction of Jerusalem, which is the Sunday law, the ensign is then lifted up and the distinction between those who worship on either the seventh or first day becomes the focus of attention for all of mankind. The sign of Cestius is typifying and also warning of the coming destruction at the Sunday law. The year 66 represents a period that leads to the Sunday law, represented by Jerusalem’s destruction. The structure of the siege through to the Sunday law is the same structure as the three witnesses represented by the history of the church of Pergamos.

Ved Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven, hæves banneret, og skellet mellem dem, der tilbeder på henholdsvis den syvende og den første dag, kommer i centrum for hele menneskehedens opmærksomhed. Cestius’ tegn er et forbillede på og tillige en advarsel om den kommende ødelæggelse ved søndagsloven. År 66 repræsenterer en periode, der fører frem til søndagsloven, som er repræsenteret ved Jerusalems ødelæggelse. Strukturen i belejringsforløbet frem til søndagsloven er den samme som strukturen i de tre vidner, der er repræsenteret ved historien om menigheden i Pergamos.

A sign identifies the beginning of the siege that covers a period of time until Jerusalem is destroyed. The years 321 and 538 align with 586 BC and the year 70. All four dates represent the soon-coming Sunday law. The Sunday law of 321 was preceded by the Edict of Milan in 313, and the Sunday law of 538 was preceded by the Decree of 533. 313 and 533 align with 66 and 587 BC.

Et tegn angiver begyndelsen på den belejring, der strækker sig over et tidsrum frem til Jerusalems ødelæggelse. Årene 321 og 538 svarer til 586 f.Kr. og år 70. Alle fire årstal repræsenterer den nært forestående søndagslov. Forud for søndagsloven fra 321 gik Milanoediktet fra 313, og forud for søndagsloven fra 538 gik dekretet fra 533. Årene 313 og 533 svarer til 66 og 587 f.Kr.

“The ‘image to the beast’ represents that form of apostate Protestantism which will be developed when the Protestant churches shall seek the aid of the civil power for the enforcement of their dogmas. The ‘mark of the beast’ still remains to be defined.” The Great Controversy, 445.

“‘Dyrets billede’ repræsenterer den form for frafalden protestantisme, der vil udvikle sig, når de protestantiske kirker søger statsmagtens hjælp til at gennemtvinge deres dogmer. Det står endnu tilbage at definere ‘dyrets mærke’.” Den store strid, 445.

A Period and a Point

Et tidsrum og et tidspunkt

The image of the beast and the mark of the beast are two related, but different symbols. The formation of the image of the beast represents a period of time, and the mark of the beast represents a point in time. The siege represents a period of time, and the destruction of Jerusalem represents a point in time. Inspiration underlined this distinction by providentially destroying Jerusalem in the year 70 and in 586 BC on the identical month and day of their respective years. The destruction of Jerusalem, which is the Sunday law and the mark of the beast, is a point in time. The siege is a period of time that begins with a sign. That sign typifies the Sunday law.

Dyrets billede og dyrets mærke er to beslægtede, men forskellige symboler. Dannelsen af dyrets billede repræsenterer en tidsperiode, og dyrets mærke repræsenterer et tidspunkt. Belejringen repræsenterer en tidsperiode, og Jerusalems ødelæggelse repræsenterer et tidspunkt. Inspirationen understregede denne forskel ved gennem forsynets indgriben at lade Jerusalem blive ødelagt i år 70 og i 586 f.Kr. i nøjagtig samme måned og på nøjagtig samme dag i de respektive år. Jerusalems ødelæggelse, som er søndagsloven og dyrets mærke, er et tidspunkt. Belejringen er en tidsperiode, der begynder med et tegn. Dette tegn er et forbillede på søndagsloven.

The death of Ezekiel’s wife, “the desire of his eyes,” and the warning of Jesus concerning the abomination of desolation spoken of by Daniel the prophet provide two biblical witnesses. The Edict of Milan and the Decree of Justinian are likewise historical signs, for both mark the beginning of the same prophetic period that leads to the Sunday law.

Ezekiels hustrus død – hun var »hans øjnes lyst« – og Jesu advarsel om ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeten Daniel har talt om, udgør to bibelske vidnesbyrd. Milanoediktet og Justinians dekret er ligeledes historiske tegn, for begge markerer begyndelsen på den samme profetiske periode, der fører frem til søndagsloven.

The sign Jesus set forth in Matthew 24 required that those who would escape understand the warning in advance of its fulfillment.

Det tegn, Jesus beskrev i Matthæus 24, forudsatte, at de, der ville undslippe, forstod advarslen, inden den gik i opfyldelse.

When ye therefore shall see the abomination of desolation, spoken of by Daniel the prophet, stand in the holy place, (whoso readeth, let him understand:) Then let them which be in Judaea flee into the mountains: Let him which is on the housetop not come down to take anything out of his house: Neither let him which is in the field return back to take his clothes. Matthew 24:15–18.

Når I derfor ser ødelæggelsens vederstyggelighed, som profeten Daniel har talt om, stå på det hellige sted (den, der læser det, skal forstå det), da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene. Den, der er på taget, skal ikke gå ned for at hente noget i sit hus. Heller ikke skal den, der er på marken, vende tilbage for at hente sine klæder. Matthæus 24:15–18.

Noah

Noa

In the warning message of Matthew 24, Jesus identified the destruction of Jerusalem as an illustration of the end of the world. He also compared the conditions preceding His second coming to the days of Noah. Thus, both the destruction of Jerusalem and the flood in Noah’s day serve as prophetic illustrations of the events associated with the end of the world.

I advarselsbudskabet i Matthæusevangeliet 24 pegede Jesus på Jerusalems ødelæggelse som et billede på verdens ende. Han sammenlignede også forholdene forud for sit andet komme med forholdene på Noas tid. Således tjener både Jerusalems ødelæggelse og syndfloden på Noas tid som profetiske billeder på de begivenheder, der er forbundet med verdens ende.

But as the days of Noe were, so shall also the coming of the Son of man be. For as in the days that were before the flood they were eating and drinking, marrying and giving in marriage, until the day that Noe entered into the ark, And knew not until the flood came, and took them all away; so shall also the coming of the Son of man be. Matthew 24:37–39.

Men ligesom det var i Noas dage, således skal også Menneskesønnens komme være. For ligesom de i dagene før syndfloden spiste og drak, giftede sig og bortgiftede lige indtil den dag, da Noa gik ind i arken, og intet anede, før syndfloden kom og rev dem alle bort, således skal også Menneskesønnens komme være. Matthæus 24:37–39.

The structure of the siege is represented in the days of Noah with the death of righteous Lamech and Methuselah. Lamech died five years before the flood and Methuselah died the year of the flood, seven days before the door closed. Lamech was 777 years old when he died, and thus represents the sign of seven at the beginning of the last five years before the flood. The 777 symbolism at the beginning represents the sign that marks the beginning of the siege. The omega number “7” of the period of the siege is the seven days following Methuselah’s death as the animals entered the ark. The period of the siege is the period when the image of the beast is formed, the period which culminates with the mark of the beast. The closed door at the Sunday law is typified by the closed door on the ark.

Belejringens struktur kommer til udtryk i Noas dage gennem den retfærdige Lameks og Metusalems død. Lamek døde fem år før syndfloden, og Metusalem døde i syndflodens år, syv dage før døren blev lukket. Lamek var 777 år gammel, da han døde, og repræsenterer således syvtallets tegn ved begyndelsen af de sidste fem år før syndfloden. 777-symbolikken i begyndelsen repræsenterer det tegn, der markerer belejringens begyndelse. Belejringsperiodens omegatal »7« er de syv dage efter Metusalems død, hvor dyrene gik ind i arken. Belejringsperioden er den periode, hvor dyrets billede dannes, den periode, der kulminerer med dyrets mærke. Den lukkede dør ved søndagsloven har sit forbillede i arkens lukkede dør.

The five years from righteous Lamech’s death to the death of Methuselah align with the period of five years from 1448, when John Palaiologos died, to 1453, when his brother died in the fifty-three-day siege of Constantinople. Both periods begin and end with the death of either a father and son, or brothers. Both periods are five years, and when Constantine the last died on the walls of Constantinople, he aligned with the closed door of the ark, for probation closes for the United States when the destroy the symbolic wall of separation within the Constitution. Truth is established upon two or three witnesses, and within these two lines they both possess parallel beginnings and endings, which is the signature of Alpha and Omega. They both are five years in duration. They both end with an emphasis on the Sunday law.

De fem år fra den retfærdige Lameks død til Metusalems død svarer til femårsperioden fra 1448, da Johannes Palaiologos døde, til 1453, da hans bror døde under den treoghalvtreds dage lange belejring af Konstantinopel. Begge perioder begynder og slutter med enten en fars og en søns eller to brødres død. Begge perioder er på fem år, og da den sidste Konstantin døde på Konstantinopels mure, svarede han til arkens lukkede dør, for nådetiden slutter for De Forenede Stater, når de nedbryder den symbolske adskillelsesmur i forfatningen. Sandheden stadfæstes ved to eller tre vidner, og begge disse to linjer har parallelle begyndelser og afslutninger, hvilket er Alfa og Omegas signatur. De har begge en varighed af fem år. De slutter begge med en betoning af søndagsloven.

The five-year history of Constantinople began with the death of John VIII Palaiologos in 1448 and concluded with the fall of the city in 1453. Following his brother’s death, Constantine XI succeeded to the Byzantine throne in 1449, with his accession traditionally associated in Millerite prophetic interpretation with the recognition of Ottoman supremacy. July 27, 1449, marked the beginning of the three-hundred-ninety-one-year-and-fifteen-day prophecy, which concluded on August 11, 1840. At the end of the five-year history, Constantinople fell following a fifty-three-day siege, and Constantine XI was killed defending the city. The fall of Constantinople marked the end of the Eastern Roman Empire, whose forces had defeated Persia at the Battle of Nineveh in 627, thereby completing the historical connection with Mohammed’s prediction concerning the Romans.

Konstantinopels femårige historie begyndte med Johannes VIII Palaiologos’ død i 1448 og sluttede med byens fald i 1453. Efter sin brors død besteg Konstantin XI den byzantinske trone i 1449, og i den milleritiske profetifortolkning forbindes hans tronbestigelse traditionelt med anerkendelsen af det osmanniske overherredømme. Den 27. juli 1449 markerede begyndelsen på den profetiske periode på tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage, som sluttede den 11. august 1840. Ved afslutningen af den femårige historie faldt Konstantinopel efter en treoghalvtreds dage lang belejring, og Konstantin XI blev dræbt under forsvaret af byen. Konstantinopels fald markerede afslutningen på Det Østromerske Rige, hvis styrker havde besejret Persien i slaget ved Nineve i 627, hvorved den historiske forbindelse til Muhammeds forudsigelse om romerne blev fuldendt.

John VIII Palaiologos sought military help from the West against the advancing Ottoman Turks. To obtain it, he led a Byzantine delegation to the Council of Florence (1438–1439), where he formally accepted the union of the Eastern and Western churches. The agreement included acceptance of Western doctrines (notably the Filioque and papal primacy) that the Eastern Church had long rejected.

Johannes VIII Palaiologos søgte militær hjælp fra Vesten mod de fremrykkende osmanniske tyrkere. For at opnå denne hjælp stod han i spidsen for en byzantinsk delegation til koncilet i Firenze (1438–1439), hvor han formelt accepterede unionen mellem Øst- og Vestkirken. Aftalen indebar accept af vestlige læresætninger (navnlig Filioque og pavens primat), som Østkirken længe havde afvist.

When he returned to Constantinople, the union was widely opposed by the Byzantine clergy, monks, and people. It was never effectively implemented, and the hoped-for Western military aid failed to materialize. The rejection of the Florentine union remained a major source of division until the fall of the city in 1453.

Da han vendte tilbage til Konstantinopel, mødte unionen udbredt modstand blandt det byzantinske præsteskab, munkene og befolkningen. Den blev aldrig reelt ført ud i livet, og den militære hjælp fra Vesten, som man havde håbet på, udeblev. Afvisningen af den florentinske union forblev en væsentlig kilde til splittelse frem til byens fald i 1453.

All the prophets speak more specifically of the latter days than the days in which they lived, and all those things written therein are for the admonition of those who live in those very same latter days. Sister White points to the “rise and fall of kingdoms” as a primary point of prophetic study. These principles identify the falls of ancient kingdoms as symbols of the fall of kingdoms in the latter days. At one level of understanding, the five-year period that marks the beginning of the time prophecy that ended on August 11, 1840, and that described the cause and effect of the beginning of that prophecy, and also that ended with a fifty-three-day siege in 1453 was preceded by the leader of the kingdom seeking help from the Roman Catholic church through an alliance based upon the acceptance of the two primary doctrines that separated the orthodox and western Catholic churches. That council runs parallel with the first council of Nicaea of 325 that had been convened by Constantine the Great.

Alle profeterne taler mere specifikt om de sidste dage end om den tid, de selv levede i, og alt det, der står skrevet deri, er til formaning for dem, der lever i netop disse sidste dage. Søster White peger på »rigers opståen og fald« som et hovedemne i studiet af profetierne. Disse principper udpeger oldtidens rigers fald som symboler på rigers fald i de sidste dage. På ét forståelsesplan blev den femårige periode, der markerer begyndelsen på den tidsprofeti, som sluttede den 11. august 1840, og som beskrev årsagen til og virkningen af denne profetis begyndelse, og som desuden sluttede med en treoghalvtreds dage lang belejring i 1453, forudgået af, at rigets leder søgte hjælp hos den romersk-katolske kirke gennem en alliance baseret på accepten af de to primære læresætninger, som adskilte den ortodokse og den vestlige katolske kirke. Dette koncil udgør en parallel til det første koncil i Nikæa i 325, som var blevet indkaldt af Konstantin den Store.

The fractal at the beginning of the five years identifies an alliance between the political leader of the kingdom that is about to fall and the Catholic church. In so doing it aligns with Constantine the Great who called the initial council in 325 to combat the false religion of Arianism, as did Palaiologos to combat the false religion of Islam. In the alpha fractal of those five years the third time prophecy of Revelation nine began. Then in the fractal at the end the siege of fifty-three days is marked. In the beginning of the five years at the death of Lamech there is a specific opening history to the period, for both Lamechs are prophetically located as dying at the same waymark.

Fraktalen ved begyndelsen af de fem år identificerer en alliance mellem den politiske leder af det rige, der står for at falde, og den katolske kirke. Dermed svarer den til Konstantin den Store, som indkaldte det første koncil i 325 for at bekæmpe arianismens falske religion, ligesom Palaiologos gjorde for at bekæmpe islams falske religion. I alfafraktalen for disse fem år begyndte den tredje tidsprofeti i Åbenbaringen 9. Dernæst markeres belejringen på treoghalvtreds dage i fraktalen ved afslutningen. Ved begyndelsen af de fem år, ved Lemeks død, er der en bestemt historisk indledning til perioden, for begge Lemek'ers død placeres profetisk ved det samme vejmærke.

Lamech in the line of Cain emphasizes the close of probation with his curse of seventy times seven, which equates to four hundred and ninety years. Coupled with the fact that there are three four-hundred-and-ninety-year probationary periods for the prophets, the priests and the kings in the history of the divided kingdom, the righteous Lamech’s death at 777 represents the threefold makeup of the church triumphant. Prophet, priest and king are each sealed. The sealing and marking of the end of probationary time with the two Lamechs is the type of the closed door at the ark. The fractal at the end is the seven days the animals ascend the ark. The beginning of the siege is a sign, so the fractal of seven days at the end of the five years of Noah begins with a sign.

Lemek i Kains slægtslinje understreger nådetidens afslutning med sin forbandelse på halvfjerds gange syv, hvilket svarer til fire hundrede og halvfems år. Sammenholdt med den kendsgerning, at der i det delte riges historie er tre nådetidsperioder på hver fire hundrede og halvfems år for profeterne, præsterne og kongerne, repræsenterer den retfærdige Lemeks død i en alder af 777 år den sejrende menigheds tredelte sammensætning. Profeten, præsten og kongen er hver især beseglet. Beseglingen og markeringen af nådetidens afslutning ved de to Lemek'er er forbilledet på den lukkede dør i arken. Fraktalen ved afslutningen er de syv dage, hvor dyrene stiger op i arken. Belejringens begyndelse er et tegn, så fraktalen på syv dage ved afslutningen af Noas fem år begynder med et tegn.

“The period of their probation was drawing near its close. The unbelieving, scoffing inhabitants of the world were to have a special sign of God’s divine power. Noah had faithfully followed the instructions God had given to him. The ark was finished exactly as God had directed. He had laid in store immense quantities of food for man and beast. And after this was accomplished, God commanded the faithful Noah, ‘Come thou, and all thy house, into the ark, for thee have I seen righteous before me.’ Angels were sent to collect from the forest and field the beasts which God had created. Angels went before these animals and they followed, two and two, male and female, and clean beasts by sevens. These beasts, from the most ferocious, down to the most gentle and harmless, peacefully and solemnly marched into the ark. The sky seemed clouded with birds of every description. They came flying to the ark, two and two, male and female, and the clean birds by sevens. The world looked on with wonder—some with fear, but they had become so hardened by rebellion that this most signal manifestation of God’s power had but a momentary influence upon them. For seven days these animals were coming into the ark, and Noah was arranging them in the places prepared for them.” Spirit of Prophecy, volume 1, 71.

“Deres prøvetid nærmede sig sin afslutning. Verdens vantro, spottende indbyggere skulle få et særligt tegn på Guds guddommelige magt. Noa havde trofast fulgt de anvisninger, Gud havde givet ham. Arken var færdiggjort nøjagtigt, som Gud havde foreskrevet. Han havde oplagret umådelige mængder føde til mennesker og dyr. Og da dette var gjort, befalede Gud den trofaste Noa: ‘Kom ind i arken, du og hele dit hus, for jeg har set, at du er retfærdig for mit ansigt.’ Engle blev sendt ud i skov og på mark for at samle de dyr, som Gud havde skabt. Engle gik foran disse dyr, og de fulgte efter, to og to, han og hun, og de rene dyr syv og syv. Disse dyr, fra de mest glubske til de blideste og mest harmløse, marcherede fredeligt og højtideligt ind i arken. Himlen syntes dækket af fugle af enhver art. De kom flyvende til arken, to og to, han og hun, og de rene fugle syv og syv. Verden så til med undren—nogle med frygt, men de var blevet så forhærdede af oprør, at denne særdeles tydelige åbenbarelse af Guds magt kun havde en kortvarig indvirkning på dem. I syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa anbragte dem på de pladser, der var gjort klar til dem.” Profetiens ånd, bind 1, 71.

Eight people were on the ark who went from the old world unto the new world, thus typifying the one hundred and forty-four thousand who go from this earth unto the earth made new without tasting death. As the symbol of the one hundred and forty-four thousand, Noah also represented the third angel’s message. Enoch, who walked with God for three hundred years and then was taken, represents the same people of the latter days represented by Noah’s eight souls. The eight souls typify those who do not die, and Enoch, who represented those very same persons, did not die. Enoch was the first angel who typified William Miller, who also proclaimed the Second coming of Christ and the judgment.

De otte mennesker, der var i arken, gik fra den gamle verden til den nye verden og var således et forbillede på de hundrede og fireogfyrre tusinde, der går fra denne jord til den nyskabte jord uden at smage døden. Som symbol på de hundrede og fireogfyrre tusinde repræsenterede Noa også den tredje engels budskab. Enok, som vandrede med Gud i tre hundrede år og derefter blev taget bort, repræsenterer de samme mennesker i de sidste dage, som Noas otte sjæle repræsenterede. De otte sjæle er et forbillede på dem, der ikke dør, og Enok, som repræsenterede netop disse samme personer, døde ikke. Enok var den første engel, der var et forbillede på William Miller, som også forkyndte Kristi genkomst og dommen.

And Enoch also, the seventh from Adam, prophesied of these, saying, Behold, the Lord cometh with ten thousands of his saints, To execute judgment upon all, and to convince all that are ungodly among them of all their ungodly deeds which they have ungodly committed, and of all their hard speeches which ungodly sinners have spoken against him. Jude 1:14, 15.

Og også Enok, den syvende i slægtsrækken fra Adam, profeterede om disse og sagde: Se, Herren kommer med titusinder af sine hellige for at holde dom over alle og kende alle de ugudelige blandt dem skyldige i alle deres ugudelige gerninger, som de i deres ugudelighed har begået, og i alle de hårde ord, som ugudelige syndere har talt imod ham. Judasbrevet 1:14, 15.

Enoch as the first angel typified Noah who was the third angel. Enoch as the first angel represents the time of the end, when the first angel arrives. For the Millerites that was 1798; for the one hundred and forty-four thousand it was 1989. The time of the end in 1798 arrived at the conclusion of the seven times of Leviticus twenty-six, and the time of the end arrived in 1989 at the end of one hundred and twenty-six years from the rebellion of 1863 unto the collapse of the Soviet Union in 1989. The seven times representing the twenty-five hundred and twenty years from 723 BC unto 1798 is broken into two equal periods of twelve hundred and sixty years. Twelve hundred and sixty years is a symbol of the seven times, and one hundred twenty-six is a tithe of twelve hundred and sixty years, so both times of the end of 1798 and 1989 arrived at the conclusion of a period that is represented by Leviticus twenty-six’s seven times. Enoch, as a symbol of the first angel and the arrival of the angel at the time of the end, was the seventh from Adam.

Enok som den første engel var et forbillede på Noa, der var den tredje engel. Enok som den første engel repræsenterer endens tid, hvor den første engel kommer. For milleritterne var det i 1798; for de hundrede og fireogfyrre tusind var det i 1989. Endens tid indtraf i 1798 ved afslutningen af de syv tider i Tredje Mosebog 26, og endens tid indtraf i 1989 ved afslutningen af de hundrede og seksogtyve år fra oprøret i 1863 til Sovjetunionens sammenbrud i 1989. De syv tider, der repræsenterer de to tusind fem hundrede og tyve år fra 723 f.Kr. til 1798, er opdelt i to lige lange perioder på tolv hundrede og tres år. Tolv hundrede og tres år er et symbol på de syv tider, og hundrede og seksogtyve er en tiende af tolv hundrede og tres år, så endens tid i såvel 1798 som 1989 indtraf ved afslutningen af en periode, der er repræsenteret ved de syv tider i Tredje Mosebog 26. Enok, der var et symbol på den første engel og englens komme ved endens tid, var den syvende efter Adam.

Enoch was the first angel; Lamech was the second angel, for the second angel always possesses a doubling, and Lamech in the line of Seth is contrasted with Lamech in the line of Cain. Methuselah represents the message of the Midnight Cry that joins and empowers the second angel of Lamech. The death of Lamech marks the sign of the siege, for Lamech’s death aligns with the death of Ezekiel’s wife. The sign of Ezekiel’s wife was of the coming Sunday law and the captivity that follows. The sign of Lamech was his age of 777. His sign aligns with Ezekiel’s wife and Cestius in the year 66. Those signs align with the sign of the Edict of Milan in 313. Just as Ezekiel was separated at his wife’s death, the sign of the Edict in 313 separated the righteous church of Smyrna from the unrighteous church of Pergamos.

Enok var den første engel; Lemek var den anden engel, for den anden engel rummer altid en fordobling, og Lemek i Sets slægtslinje stilles i kontrast til Lemek i Kains slægtslinje. Metusalem repræsenterer Midnatsråbets budskab, som slutter sig til og giver kraft til den anden engel, Lemek. Lemeks død markerer tegnet på belejringen, for Lemeks død svarer til Ezekiels hustrus død. Tegnet ved Ezekiels hustru pegede på den kommende søndagslov og det fangenskab, der følger. Lemeks tegn var hans alder på 777 år. Hans tegn svarer til Ezekiels hustru og Cestius i år 66. Disse tegn svarer til tegnet ved Milanoediktet i 313. Ligesom Ezekiel blev adskilt ved sin hustrus død, adskilte tegnet ved ediktet i 313 den retfærdige menighed i Smyrna fra den uretfærdige menighed i Pergamon.

The separation of two classes is marked at the sign of the siege. That separation is also illustrated by the two groups represented by the Watertown tent and the tent where Samuel Snow presented the true message of the Midnight Cry during the six days of the Exeter camp meeting. The six days of the Exeter camp meeting were followed by sixty-six days leading to the closed door on October 22, 1844. Lamech of the line of Seth marks the sign of the siege with 777, and his counterpart, Lamech of the line of Cain, marks his sign with four hundred and ninety years of probationary time. The year 66 represents the sign of the siege that precedes the destruction associated with the Sunday law, as typified by the destruction of Jerusalem in the year 70. The six days at Exeter align with the year 66, while the sixty-six days leading to the closed door align with the period between the sign of the siege and the destruction in the year 70, representing the probationary time that ends at the closed door.

Adskillelsen af to klasser markeres ved belejringstegnet. Denne adskillelse illustreres også af de to grupper, der repræsenteres af Watertown-teltet og det telt, hvor Samuel Snow fremlagde midnatsråbets sande budskab under de seks dage, som lejrmødet i Exeter varede. De seks dage på lejrmødet i Exeter blev efterfulgt af seksogtres dage, der førte frem til den lukkede dør den 22. oktober 1844. Lemek af Sets slægt markerer belejringstegnet med 777, og hans modstykke, Lemek af Kains slægt, markerer sit tegn med fire hundrede og halvfems års nådetid. År 66 repræsenterer belejringstegnet, som går forud for den ødelæggelse, der er forbundet med søndagsloven, med Jerusalems ødelæggelse i år 70 som forbillede. De seks dage i Exeter svarer til år 66, mens de seksogtres dage, der førte frem til den lukkede dør, svarer til perioden mellem belejringstegnet og ødelæggelsen i år 70, idet denne periode repræsenterer den nådetid, der ender ved den lukkede dør.

At the sign of the siege the number 666 is symbolized in these lines in contrast with Lamech’s 777. The siege is a prophetic period, and Jesus always illustrates the end with the beginning, so the seal of Lamech the righteous in conjunction with the mark of Lamech the unrighteous identifies the lost and the saved being marked at the beginning of the siege, while also identifying the two classes that are manifested at the end of the siege. All the sieges align with the formation of the image of the beast that leads to and concludes at the mark of the beast.

Ved belejringens tegn symboliseres tallet 666 i disse linjer i modsætning til Lemeks 777. Belejringen er en profetisk periode, og Jesus illustrerer altid enden med begyndelsen, så den retfærdige Lemeks segl sammen med den uretfærdige Lemeks mærke identificerer de fortabte og de frelste, der mærkes ved belejringens begyndelse, og samtidig identificerer de to grupper, der træder frem ved belejringens afslutning. Alle belejringerne svarer til dannelsen af dyrets billede, som fører frem til og afsluttes ved dyrets mærke.

We will continue these things in the next article.

Vi vil fortsætte med disse emner i den næste artikel.