Det sidste advarselsbudskab er fremstillet i Daniels Bog, kapitel elleve, vers fireogfyrre:
Men efterretninger fra øst og fra nord skal forurolige ham; derfor skal han drage ud i stor vrede for at ødelægge og fuldstændig udrydde mange. Daniel 11:44.
Tidenderne fra nord repræsenterer budskabet fra Nordens konge. Nordens sande konge er Kristus, og pavemagten er den jordiske forfalskning af Kristus som Nordens sande konge. Den jordiske forfalskning er Satans repræsentant.
»For at sikre sig verdslige fordele og hædersbevisninger blev kirken ledt til at søge jordens stormænds gunst og støtte; og efter således at have forkastet Kristus blev den tilskyndet til at vise troskab mod Satans repræsentant – biskoppen af Rom.« Den store strid, 50.
Satan har ønsket at omstyrte begge Guds troner, og han benytter sig af paven i Rom i et mislykket forsøg på at virkeliggøre sit ønske.
Hvor er du dog faldet fra himlen, o Lucifer, morgenrødens søn! Hvor er du dog fældet til jorden, du, som svækkede folkeslagene! For du har sagt i dit hjerte: Jeg vil stige op til himlen, jeg vil hæve min trone over Guds stjerner; jeg vil også tage sæde på forsamlingens bjerg i det yderste nord: Jeg vil stige op over skyernes højder; jeg vil være den Højeste lig. Esajas 14:12–14.
Satans ønske er at tage sæde på Guds politiske trone, som repræsenteres af »Guds stjerner«. »Stjernerne« er engle.
Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager. De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager, som du så, er de syv menigheder. Johannes’ Åbenbaring 1:20.
Satan ønsker også at tage sæde på Guds religiøse trone, som symboliseres ved »det yderste nord«.
Smukt beliggende, en glæde for hele jorden, er Zions bjerg i det yderste nord, den store Konges by. Salmerne 48:2.
Satan opbyggede pavemagten i et forsøg på at omstyrte Guds rige og herske over planeten Jorden som sit eget rige.
“Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til fremkomsten af ‘syndens menneske’, om hvem det var forudsagt i profetien, at han ville sætte sig op imod og ophøje sig over Gud. Dette vældige falske religionssystem er et mesterværk af Satans magt — et monument over hans bestræbelser på at sætte sig på tronen for at herske over jorden efter sin vilje.” Den store strid, 50.
»Rygterne« fra nord i vers fireogfyrre er Satans budskab og hans jordiske repræsentants bestræbelser på at overtage kontrollen over planeten Jorden. Rygterne fra øst er budskabet fra »østenvinden« i Bibelens profetier. »Østenvinden« er islams budskab – østens børn i Bibelens profetier. Beseglingsenglen i Johannes’ Åbenbaring kapitel syv stiger op fra øst, og det todelte budskab fra den falske konge i nord og islam er det beseglingsbudskab, der forkyndes, umiddelbart før nådetiden afsluttes.
Og han skal slå sine paladstelte op mellem havene på det herlige, hellige bjerg; dog skal han gå sin undergang i møde, og ingen skal hjælpe ham. Og på den tid skal Mikael træde frem, den store fyrste, som står vagt over dit folks børn; og der skal komme en trængselstid, som der aldrig har været magen til, siden noget folk blev til og indtil netop den tid; og på den tid skal dit folk blive udfriet, enhver, der findes indskrevet i bogen. Daniel 11:45, 12:1.
Det sidste advarselsbudskab er et todelt budskab, der har sine forbilleder i en række bibelske skriftsteder, som hver især bidrager med deres eget særegne vidnesbyrd om symbolikken i det sidste todelte budskab. Østenvinden er interessant i kraft af sin rolle som det ene af de to budskaber, der udgør det sidste advarselsbudskab, før nådetiden afsluttes. Islam repræsenterer i forhold til tidenderne fra nord i vers fireogfyrre et internt budskab, og tidenderne fra nord repræsenterer et eksternt budskab. Dette er interessant, fordi islam var den ene del af det todelte budskab, som milleritterne forkyndte i 1844. I milleritternes historie var islam et eksternt budskab, og i vers fireogfyrre er det et internt budskab. Det interne budskab i milleritternes historie var de 2.300 dage, som bragte lignelsen om de ti jomfruer og dommens begyndelse i overensstemmelse med hinanden. Islam var et eksternt budskab den 11. august 1840, og den 12. august 1844 var et internt budskab. Den ellevte og den tolvte august giver tilsammen treogtyve, og treogtyve repræsenterer milleritternes historie, for det var de to første engles historie i Åbenbaringen kapitel fjorten, og tretallet i tallet treogtyve repræsenterer den tredje engels budskab. De to første budskaber går forud for det tredje, ligesom to går forud for tre i tallet treogtyve.
Den tredje engel ankom den 22. oktober 1844, da den første og den anden engel afsluttede deres virke. De afsluttede deres virke dér, hvor de 2300 dage udløb, hvilket markerede begyndelsen på dommen over de døde. Dommen over de døde fortsatte indtil den 11. september, da det todelte budskab i Åbenbaringen 18 steg ned med de to røster.
Da den 11. september indtraf, og den 11. august 1840 blev gentaget, markerede islam begyndelsen på sildigregnen og beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusind. Det ydre budskab for de hundrede og fireogfyrre tusind er Nashville som tegnet på, at dannelsen af dyrets billede er begyndt. Da der i milleritternes historie blev lagt bånd på islam den 11. august 1840, var det et ydre budskab. Da islam blev sluppet løs den 11. september, blev islam et indre budskab. Rygterne fra øst og nord repræsenterer de to røster i Åbenbaringen 18.
Den første røst opfyldte de første tre vers, og røsten i vers fire repræsenterer kaldet til at drage ud af Babylon, hvilket er det høje råb, der begynder med den snart forestående søndagslov. Vers et til tre blev opfyldt, da de store bygninger i New York blev bragt til fald ved en berøring fra Gud.
“Nu forlyder det, at jeg har erklæret, at New York skal skylles bort af en flodbølge? Det har jeg aldrig sagt. Jeg har sagt, mens jeg betragtede de store bygninger, der blev opført dér, etage efter etage: ‘Hvilke frygtelige scener der vil udspille sig, når Herren rejser sig for at ryste jorden voldsomt! Da vil ordene i Johannes’ Åbenbaring 18:1–3 gå i opfyldelse.’ Hele det attende kapitel i Johannes’ Åbenbaring er en advarsel om det, der skal komme over jorden. Men jeg har ikke fået noget særligt lys om, hvad der vil ske med New York; jeg ved blot, at de store bygninger dér en dag vil blive styrtet omkuld ved Guds omvæltende og omstyrtende kraft. Ud fra det lys, der er givet mig, ved jeg, at der er ødelæggelse i verden. Et ord fra Herren, en berøring af hans vældige kraft, og disse massive bygningsværker vil styrte sammen. Der vil udspille sig scener, hvis gru vi ikke kan forestille os.” Review and Herald, 5. juli 1906.
De første tre vers markerer ankomsten af islams tredje ve. 9/11 markerer begyndelsen på beseglingen af de hundrede og fireogfyrre tusind og på sildigregnen. Budskabet om beseglingen er det interne budskab, og kaldet til at drage ud af Babylon i vers fire er det eksterne. De første tre vers repræsenterer dommen over menigheden, og vers fire markerer, at dommen kommer over dem, der står uden for Guds pagtsfolk.
“Således rettes der under det afsluttende arbejde med at advare verden to særskilte kald til menighederne. Den anden engels budskab lyder: ‘Faldet, faldet er Babylon, den store by, fordi hun har fået alle folkeslag til at drikke af sin utugts harmes vin.’ Og i den tredje engels budskabs høje råb høres en røst fra himlen, som siger: ‘Drag ud fra hende, mit folk.’” Review and Herald, 6. december 1892.
Disse to røster i Åbenbaringens attende kapitel havde deres forbillede i de to lejligheder, hvor Kristus rensede templet.
»Da Jesus indledte sit offentlige virke, rensede han templet for den helligbrøde, der havde vanhelliget det. En af de sidste handlinger i hans virke var den anden renselse af templet. Således rettes der i det afsluttende arbejde med at advare verden to særskilte kald til menighederne. Den anden engels budskab lyder: ‘Faldet, faldet er Babylon, den store by, for hun har ladet alle folkeslag drikke af sin utugts harmes vin’ (Åbenbaringen 14:8). Og i det høje råb i den tredje engels budskab høres en røst fra himlen sige: ‘Drag ud fra hende, mit folk, så I ikke bliver delagtige i hendes synder og ikke får del i hendes plager. For hendes synder er nået op til himlen, og Gud har husket hendes misgerninger’ (Åbenbaringen 18:4, 5).« Udvalgte budskaber, bog 2, 118.
Udgangspunktet
Mellem 1838 og den 1. august 1840 fandt Josiah Litch frem til begyndelsestidspunktet for profetien om de 391 år og femten dage i Åbenbaringens niende kapitel, som fulgte efter den anden profetiske periode på fem måneder. Hans opdagelse gjorde det muligt for ham præcist at forudsige ikke blot året og måneden, men også selve dagen i måneden, hvor forudsigelsen ville gå i opfyldelse. Efter den første skuffelse den 19. april 1844 opdagede Samuel Snow begyndelsestidspunktet for de 2300 dage i Daniels Bogs ottende kapitel. Hans opdagelse gjorde det muligt for ham præcist at forudsige ikke blot året, men også måneden og dagen i året. Litchs opdagelse af begyndelsestidspunktet gav kraft til den første engels budskab, og Snows opdagelse af begyndelsestidspunktet gav kraft til den anden engels budskab.
Den første og den anden engel repræsenterer den milleritiske bevægelse fra 1798 frem til den 22. oktober 1844, hvor den store skuffelse markerede den tredje engels ankomst. I den tredje engels historie viser opdagelsen af begyndelsestidspunktet for profetien om de fem måneder i Åbenbaringen, kapitel ni, hvornår midnatsråbets budskab og islam giver budskabet kraft. Denne opdagelse af et begyndelsestidspunkt for den tredje engels sidste advarsel omfatter det arbejde, som Litch og Snow udførte i forbilledet. Budskabet fra Nashville skal korrigeres, og denne korrektion finder sted, når begyndelsestidspunktet opdages.
I milleritternes historie var begyndelsestidspunktet for profetien om de fem måneder den 27. juli 1299, men den opdagelse, der blev gjort i 2026, identificerer en anden og tidligere profeti om fem måneder i Åbenbaringens niende kapitel. Denne erkendelse samler hele den historie, der fremstilles i kapitel ni, og identificerer derved slaget ved Nineve som den nøgle, der åbner for den profetiske historie, som fører frem til den femmånedersperiode, der begynder i 632.
Slaget ved Nineve i 627 blev fem år senere fulgt af Muhammeds død. Hans død markerede begyndelsen på den første femmånedersprofeti, som sluttede i 782 med islams ydmygelse af Østrom. De fem år fra »nøglen« ved Nineve til Muhammeds død blev efterfulgt af undergangen for den persiske magt, der havde været den ene af de to stridende parter i slaget ved Nineve. Persiens undergang indtraf ti år efter Muhammeds død. Således blev »nøglen« fra slaget ved Nineve, som slap islams græshopper løs, fem år senere fulgt af Muhammeds død, der markerede begyndelsen på femmånedersprofetien. Ti år efter Muhammeds død faldt Persien så. Fra drejningen af nøglen ved Nineve fulgte der således en periode på fem år og derefter ti år.
Det symbolske forhold mellem fem og ti er “nøglen” til femmånedersprofetien. I netop denne allerførste symbolske sammenstilling af fem og ti i profetien tager den første af kapitlets ‘to’ femmånedersprofetier sin begyndelse. Fem måneder repræsenterer hundrede og halvtreds dage. Den første femmånedersprofeti findes i vers fem, og den anden i vers ti. Den tredje tidsprofeti, om tre hundrede og enoghalvfems år og femten dage, findes i vers femten. Den tredje profeti, som findes i vers femten, blev fremlagt i 1838, og inden august 1840 havde Litch fundet profetiens begyndelsestidspunkt. Han offentliggjorde sin anden fremstilling den 1. august 1840, ti dage før opfyldelsen den 11. august 1840. Han offentliggjorde dér sin sidste fremstilling ti dage før opfyldelsen, hvilket skete på den femte af profetiens sidste femten dage.
Slaget ved Nineve i 627 blev fem år senere fulgt af Muhammeds død. Hans død markerede begyndelsen på den første femmånedersprofeti, som sluttede i 782 med islams ydmygelse af det østromerske rige. De fem år fra Nineves »nøgle« til Muhammeds død blev efterfulgt af det afgørende nederlag for den persiske militærmagt i slaget ved Nahavand i 642, ti år efter Muhammeds død. Således blev »nøglen« fra slaget ved Nineve, som slap islams græshopper løs, fem år senere fulgt af Muhammeds død, der markerede starttidspunktet for femmånedersprofetien. Derefter, ti år efter Muhammeds død, led den persiske militærmagt sit afgørende nederlag ved Nahavand. Fra det tidspunkt, hvor Nineves nøgle blev drejet, var der således en periode på fem år efterfulgt af ti år.
Profetierne om det første og det andet ve nåede deres afslutning den 11. august 1840 med indskrænkningen af den osmanniske magt i Konstantinopel, da Litchs fem og ti dage blev opfyldt i forbindelse med denne begivenhed. Disse tre hundrede og enoghalvfems år stemmer overens med profetien i Ezekiels Bog, kapitel fire. Her blev Ezekiel pålagt at ligge på sin venstre side i tre hundrede og halvfems år. Han fik denne befaling i et tekstafsnit, der begynder i kapitel et, vers et.
Det skete i det tredivte år, i den fjerde måned, på månedens femte dag, mens jeg var blandt de bortførte ved floden Kebar, at himlene blev åbnet, og jeg så syner fra Gud. Ezekiel 1:1.
Det »tredivte år« er det tredivte år i den syttende jubelårscyklus, der begyndte under Josijas regeringstid. Den femte dag i den fjerde måned svarede til den 21. juli 1844, som var det nøjagtige midtpunkt i milleritternes ventetid mellem skuffelsen den 19. april 1844 og skuffelsen den 22. oktober 1844. På denne dato anvendte Samuel Snow for første gang udtrykket »se, brudgommen kommer«, da han fremlagde det sande midnatsråbsbudskab i Boston. Dette midtpunkt i milleritternes historie er identificeret gennem inspiration.
“I sommeren 1844, midtvejs mellem det tidspunkt, hvor man oprindeligt havde ment, at de 2300 dage ville udløbe, og efteråret samme år, hvortil man senere fandt, at de strakte sig, blev budskabet forkyndt med Skriftens egne ord: ‘Se, Brudgommen kommer!’” Den store strid, 398.
Det væsentlige her er snarere den bibelske tidsregning, for regner man tre hundrede og halvfems år tilbage fra det 30. år i den 17. jubelårscyklus, når man frem til rigets deling i 977 f.Kr. Dengang gav Israels kong Jeroboams oprør anledning til profetien om Josija, som blev forkyndt af den ulydige profet i 1. Kongebog 13. Jeremias’ Bog, kapitel et, vers to, angiver, at Jeremias begyndte sin tjeneste i det 13. år af kong Josijas regeringstid.
Til hvem Herrens ord kom i de dage, da Josija, Amons søn, var konge i Juda, i det trettende år af hans regeringstid. Jeremias 1:2.
Josijas trettende regeringsår var 627 f.Kr., fyrre år før belejringen i 587 f.Kr. De fyrre år, hvor Ezekiel lå på sin højre side for Juda, begyndte på dette tidspunkt og sluttede ved belejringen, hvor også de tre hundrede og halvfems år, hvor han lå på sin venstre side, endte. Udgangspunktet for de tre hundrede og halvfems år var 977 f.Kr., da profetien om Josija blev forkyndt imod kong Jeroboams oprør i Israels ti nordlige stammer. Oprøret i den sydlige stamme Juda repræsenteres ved Jeremias' profetgerning, som begyndte fyrre år før belejringen. Josija repræsenterer en periode fra 977 f.Kr. til 627 f.Kr., som begyndte med de ti nordlige stammers alfaoprør og sluttede, da omegaoprøret i det sydlige kongerige Juda manifesterede sig. Den periode på tre hundrede og halvfems år, der begyndte i 977 f.Kr., og som blev illustreret ved, at Ezekiel lå på sin venstre side, er historisk og profetisk korrekt ved eksklusiv tidsregning.
Dog er både eksklusiv og inklusiv tidsregning repræsenteret i Guds ord. Når vi betragter den selvsamme periode ud fra en inklusiv tidsregning, må vi medregne året 978 f.Kr., for profetien udløber midt på året (den 21. juli 1844). Derfor svarer perioden ved inklusiv tidsregning ikke til tre hundrede og halvfems år, men til tre hundrede og enoghalvfems år. Den et komma fem år lange belejring, der begyndte i 587, giver en inklusivt beregnet profeti, der svarer til tre hundrede og enoghalvfems år efterfulgt af ‘et komma fem’ år. De et komma fem år, eller atten måneder, i Ezekiels Bog kapitel fire findes i netop det kapitel, hvor princippet om, at en dag svarer til et år, angives. Belejringens halvandet år forstås også symbolsk som femten dage.
Ezekiels belejring rummer nøjagtig samme talangivelse som profetien i Åbenbaringen 9:15. Det er i dette historiske forløb, at efterretningerne fra nord er repræsenteret ved de to ødelæggelser af Jerusalem. Begge ødelæggelser blev forårsaget af konger fra nord, som var forbilleder på endetidens pavemagt. Efterretningerne fra øst, som er repræsenteret ved islam, føjer sig ind i det samme historiske forløb, idet de ydre og indre budskaber i Daniel elleve fireogfyrre udgør et dobbelt budskab, der forkynder afslutningen på menneskehedens nådetid. Dette budskab samles, når forseglingen af det skjulte begyndelsestidspunkt for profetien om de fem måneder brydes. Når forseglingen brydes, forenes Litchs arbejde med at give den første engels budskab kraft og Samuel Snows arbejde med at give den anden engels budskab kraft i tilførslen af kraft til den tredje engels budskab.
Korrektionen af det forudgående budskab, således som den repræsenteres af Litch og Snow, er et forbillede på denne korrektion af Nashville-budskabet af 18. juli 2020, og forseglingen af begyndelsespunktet blev brudt i 2026, tredive år efter at det budskab, hvis forsegling blev brudt i 1989, blev formaliseret i 1996.
Vi vil videreføre disse tanker i den næste artikel.